I'm not fine at all

-”Vi er sammen om det her. Det er dig og mig og ingen kan skille os ad.” hvisker han i mit øre og kysser mig på panden. ”Jeg elsker dig. Ved du godt det? jeg nikker og mine læber finder hans i mørket. ”Jeg elsker dig” mumler jeg og kysser ham lidenskabeligt.
Kathrines liv er fyldt med sorg og skam. Hendes fortid er mørkt og mareridt holder hende fastlåst i den. Da hun flytter til Australien møder hun fire drenge. Disse drenge virker først som ligegyldige fremmede, men da en af dem falder pladask for hende ændrer hendes liv sig. Kan deres kærlighed redde hende?
//en Luke Hemmings fortælling//
-kan forekomme sexscene og grimt sprog

14Likes
4Kommentarer
640Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Kapitel 2

 

Jeg lægger de sidste ting i min lille taske og tager min jakke på. Mine tasker er allerede i bilen. Jeg har ikke den store bagage med, kun en kuffert og min guitar. Som mor siger: nyt tøj, ny identitet. Jeg ved nu ikke om jeg er helt enig. Jeg tror ikke at en ny trøje vil fjerne hullet i mit bryst, frygten og skammen.

 

Mit værelse står som det plejer, venter på mig. Men jeg skal ikke ind at ligge i min trygge dejlige seng. Næh nej værelse! Jeg er på vej til et fremmed værelse, en fremmed seng og jeg kan ikke ligefrem sige jeg glæder mig.  Jeg hvisker stille farvel og lukke døren forsigtigt i. En tåre triller ned af min kind, men jeg tørrer den hurtigt væk. Det er kun et værelse Kathrine!

 

Jeg går ned til bilen og sætter mig ind. Jeg kan lige så godt for det overstået. Min mor står og rykker i døren, sikrer sig at den er løst.  Det er den selvfølgelig…. Ligesom sidste gang hun tjekkede. Hun tager sin nøgle frem og sætter sig ind i bilen. Jeg føler tiden står stille i et øjeblik. Jeg kigger på det hus jeg engang kaldte hjem. Jeg kommer til at savne duften af det hus. Den tunge duft af maling, kaffe og parfume jeg holder så meget af. Min mor starter motoren og jeg kører væk fra alle mine minder.

 

Vejen til lufthavnen føles længere end den plejer. Jeg sidder på forsædet og stirrer ud af vinduet. Stemningen er trykket og hverken min mor eller jeg ved hvad vi skal sige for at lette den. Jeg er dybt indebrændt og har ikke rigtigt lyst til at tale med hende. Jeg er også bange for at samtalen kommer til at handle om savn, for jeg kommer til at savne min skøre, fjollede, overbeskyttende, dumme, irriterende, fantastiske mor alt for meget . Jeg vil helst ikke græde nu. Nej det ville gøre det hele meget sværere.

 

Turen fortsætter stort set i stilhed resten af vejen. Kun et par ”er du tørstig?” ”har du dit pas?” og ”så du hvordan ham der kørte?” bliver slynget ud engang i mellem.

 

Da et stort ”Kastrup Lufthavn” skilt dukker frem begynder mine nerver at slå til. Jeg er nervøs nu og jeg ryster over hele kroppen. Bilen svinger ind på P-pladsen og min mor stiger ud. Hun åbner bagagerummet og tager alle mine ting ud. Jeg burde gå ud til hende, men jeg vil ikke. Jeg sidder så fint i den velkendte bil på lædersæderne.  

 

”kommer du skat?” kan jeg hører min mor siger med en høj og skinger stemme. Hun er vist også lige så nervøs som mig.

Jeg stiger ud uden at sige et ord og svinger guitartasken om på ryggen. Den  store kuffert trækker min mor efter sig.

 

Lufthavnen er fyldt med stressede voksne og spændte børn. Alle er på vej ud i verden eller er lige kommet hjem. Jeg har det som om jeg står og skriger om hjælp, men ingen vender sig om og hjælper mig. Jeg er i et rum fyldt med mennesker, men jeg føler mig alene.

 

Øjeblikket jeg har frygtet. Farvel. Min mor knuger mig ind til sig og hvisker stille ”ring når du lander”. Hendes stemme ryster og min hår bliver vådt af tårer. Jeg er tæt på at bryde ud i gråd, men jeg tager mig sammen. Jeg tager min  taske og begynder at gå uden at vende mig om. Jeg råber bare ”vi ses”.

 

Mit sæde er heldigvis ved vinduet. Jeg smider min taske i bunden og sætter mig ind. Der er to tomme pladser ved siden af mig og jeg håber ingen tager dem. Jeg finder mine høretelefoner frem og propper dem i ørene. ”About a girl” med mit yndlings band Nirvana fylder mit hoved og jeg slapper hurtigt af. Et par minutter efter sætter der sig to teenager drenge ved siden af mig.  Great….. Det skal nok blive en stille og rolig tur til Australien. Kun 31 timer!

 

”Hej” siger den ene og smiler sødt. Han har australsk accent, men ligner mere en fra Asien. Den anden griner bare og sætter sig ned. Man kan se grønt hår stikke ud under hans hætte.  

Jeg nikker kort og lytter til musik igen. Jeg håber de bare vil lade mig være i fred.

 

”Hvad hører du?” spørger drengen ved siden af mig som ligner en asiater. Århhhh orker ikke deres opmærsomhed lige nu

 

”Where did you sleep last night med Nirvana” Siger jeg hurtigt. Asiaterens øjne lyser op som lysene på et juletræ

 

”Nirvana? Det er et af mine yndlings bands! Lige efter Nickelback selvfølgelig” Smiler han stolt. Jeg kunne ikke være mere ligeglad, men nikker bare. Han har da god musiksmag, men det havde jeg regnet med eftersom hans tøj er ret punk.

 

”Hvad hedder du egentligt? Jeg hedder Calum og jeg er ikke asiater!” Siger han højt. Han er rigtigt glad. Calum. Ikke asiater. Stadig ligeglad.

 

”Jeg hedder Kathrine og jeg er heller ikke asiater” Siger jeg sarkastisk og kigger ud af vinduet igen. Måske er det derfor jeg ikke har venner.

 

Jeg tror ikke han forstår min afvisning for bagefter siger han højt og glad

 

”hyggeligt at møde dig Kathrine ikke asiater! Kender du bandet 5 Seconds of Summer?” Ja jeg har da hørt navnet engang men de interesserer mig ikke. Jeg vil ikke være ond så nikker bare.

 

”Fedt hvem er din yndlings dreng der fra?” Kan han ikke bare lade mig være i fred? Jeg har svært nok ved den her tur i forvejen.

 

”Mhhh kender dem ikke så godt, men forsangeren er da meget sød med den piercing” Han har da en piercing ikke? Jo det tror jeg nok han har

 

Calum går fra glad til trist. Har jeg sagt noget forkert eller hvad? Altså jeg går ikke op i One Direction, Justin Bieber , Miley Cyrus plader pop. Jeg foretrækker mit dejlige gamle rock. Jeg ved ikke engang hvordan dem fra 5 Seconds of et eller andet ser ud. Har kun set et billede af forsangeren i Vi Unge engang.

 

”Altså hvad synes du så om ham der spiller bas?” Spørger han trist. Den grønhårede dreng begynder at grine ”Lad dog pigen være Calum!” Ham kan jeg godt lide. Ja lad mig være.

”jeg har ikke set ham der spiller bas før desværre. Jeg hører ikke deres musik” Jeg forsøger at give dem et lille uskyldigt smil. Den grønhårede dreng kigger på mig ”hvad med guitaristen?  Er han ikke bare en flot fyr?” Calum bryder ud i grin. Jeg kigger bare forvirret på dem og trækker på skuldrene. 

 

Pludselig går det op for mig og jeg bliver pinligt berørt ”Jeg gætter på du er bassist og du er guitaristen?” Spørger jeg flovt. ”Calum Thomas Hood til tjeneste. Overlækker bassist og ham der skriver alle de bedste sange i 5 Seconds of Summer og det her er Michael Gordon Clifford – guitarist og min bedste ven” Smiler Calum stolt og rækker mig hånden. Michael giver mig også hånden og siger sødt ”bare kald mig Michael Clifford. Det der Gordon har aldrig lige været mig”

 

Efter et par time rejser Michael sig op og går. Calum er faldet i søvn, så der er endelig ro i flyet. Et par minutter går og Michael kommer tilbage med to andre drenge. Det må være resten af bandet. ”drenge det her er vores flymakker Kathrine” Siger Michael og drenge smiler sødt til mig. Drengen jeg tror er forsangeren smiler ekstra stort til mig. Michael har sikkert fortalt at jeg synes han er meget sød. De giver mig begge hånden og fortæller deres navne. Den ene har meget lange fingre og krøllet hår. Han hedder vist Ashton og forsangeren hedder Luke. Luke Hemmings.

 

Resten af turen sover mine ”flymakkere” og giver mig lov til at høre musik og sove i fred. Jeg tænker på alle de piger der ville gøre alt for at bytte plads med mig lige nu , og det er faktisk ret komisk at en pessimist som mig for chancen for at få et billede med dem og andre ikke gør. Jeg vil bare ikke have et billede med dem. Det ville være spild af smil, for dem har jeg ikke så mange af. Jeg har allerede brugt et i dag.

 

Jeg vågner ved at en skubber til mig. ”Kathrine vi lander sweetie”. Jeg åbner øjnene og ser Calum smile til mig. Kaldte han mig lige for sweetie? Wow tror han har misforstået hele situationen.  Jeg ignorerer ham og spænder min sele.

 

Jeg går hen til rullebåndet og kigger efter min guitar og kuffert. Jeg står i mine egne tanker, da en dreng stiller sig ved siden af mig. Jeg kigger til siden og ser det er Luke. Han står også bare og stirrer ud i luften. Jeg kommer i tanke om det jeg fortalte Michael og Calum og rømmer mig ”Hvis Michael har sagt jeg synes du er sød, var det bare noget jeg sagde for at lette stemningen” Luke kigger overrasket på mig og griner ”Michael har ikke sagt noget til mig, men jeg synes da også du er sød” Han giver mig hånden igen. Jeg forstår ikke hvorfor, da vi allerede har mødt hinanden. Han holder min hånd længe og jeg kan mærke noget kilde min håndflade. Han smiler, trækker hånden til sig og går hen til de andre drenge. Da jeg kigger i min hånd ligger der en lille gul seddel.

 

”Mød mig ved indgangen til opera huset på fredag kl. 20. Og du ser også sød ud. Eller rettere du er meget smuk” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...