One Direction | Remember Me { Færdig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2014
  • Opdateret: 12 aug. 2014
  • Status: Igang
Det er ikke sjovt, at blive droppet. Af sin bedste ven, er det endnu værre. Efter mere en 10 års tillid, smutter Louis Tomlinson til berømt land, og efterlader pigen Shay Malone i Doncaster, ene og alene. Shay pakker sig ind, og lukker andre ude. Men kan det have konsekvenser? Og hvad med Louis? Finder de hinanden? Og kan Louis overhovedet huske Shay? Hvad så med det, at blive forelsket i sin bedste ven, det er jo så cliché. Men det sker, og måske sker det også for Shay.

199Likes
192Kommentarer
10605Visninger
AA

8. Kapitel 8.

 

 

Jeg blinker helt vildt med øjnene, da Harrys stærke arme, ligger sig rundt om mig. Jeg er både forvirret, glad, og også fuldstændig rasende. Harry skred fra mig, præcis som Louis gjorde. Hvad bildte han sig ind, at stå her, og kramme mig? "Harry, s-" "Hvem er det?" En lys og genkendelig stemme, lyder foran os, og jeg vrider mig fri af Harrys greb. Louis står med store øjne og bare glor på mig, i lang tid, mens der er en spredt mumlen, rundt omkring på sættet. En stor knude af vrede, samler sig inden i mig, da han bare stirrer tomt på mig. Han prøver at få øjenkontakt med mig, men jeg undviger. "Louis, det er sgu da Shay!" Siger Harry irriteret, og puffer blidt til Louis, der stadig står, og ser helt håbløs ud. "Hvad sker der?" En blonde dreng, kommer hen til os, og jeg kan med det samme samme sige, at det er Niall. "Shay!" Udbryder han, og krammer mig i lang tid. Jeg nyder det kort. Jeg ville lyve, hvis jeg var sur på Niall. Hans snowflake smil, overgår min vrede. "Louis, det er jo Shay, din bedste ven-" "Jeg var." Afbryder jeg Liam, der også er kommet herhen. Jeg kan mærke Felix's blik i min nakke, men jeg ignorerer det. "Louis.." Starter jeg hårdt ud, og kigger ham for første gang i øjnene, efter 3 år.

 

"Kan du ikke huske mig?"

 

"Skulle jeg det?"

 

Hele min verden springer i tusinde stykker, og tårerne presser sig på. Vi har været venner i over 10 år, og alligevel står han bare dér er, kold og kynisk. "Hvad fuck er der med dig?" Råber jeg af ham. Jeg kan mærke, Anthon skal til at skælde mig ud, men Harry kommer ham i forkøbet. "Shay.. Måske skulle du lige komme med mig." Jeg ryster hektisk på hovedet. Harry er mindst lige så dødsyg, som Louis. "Du er ikke bedre selv. I ignorerede mine opkald, beskeder og breve. Bare fordi i blev berømte og idioter. Du ødelagde vores venskab, Louis. Men det hele er ligegyldigt, for du kan jo ikke 'huske' mig!" Råber jeg skingert af dem begge, og vender mig om. Felix står chokeredet, og kigger på mig, men jeg er ærligtalt ligeglad. Han har ikke prøvet at blive efterladt med et halvt hjerte, af sin bedste ven. Han har ikke prøvet at blive svigtet. "Shay, lyt nu! Produceren sagde, at vi skulle droppe alle vores nære pigevenner, da fem single fyrer ville sælge godt. Vi blev nødt til-" "Hold kæft!" Hvæser jeg af Harry, og kigger over på Louis en sidste gang. "Kan du slet ikke huske mig?" Skriger jeg af ham, mens Niall tysser på mig. "Hvem er du da?" Spørger han ligegyldigt, og det sårer mig dybt. "Fuck dig, og fuck alle der er fan af dig." Slutter jeg af, og sender ham et dræberblik, for dernæst at tage min taske, og skride fra sættet. 

 

Om aftenen, ligger jeg på min seng, med tårerne ned af mine kinder. Man kan ikke glemme en person, efter 10 års venskab. Det kan man bare ikke. Han var så ligeglad, så kold. Stod bare dér, på sin klamme måde, med et ligegyldigt fjæs. Han følte ingenting. En bibben lyder, og jeg vrænger trist af den. Min telefon får jeg fat i med to fingre, nede fra gulvet af, og tjekker beskeden.

Can we talk? Shay, please. Meet me in the park right now. Just us too. - Harry x

 

Jeg læser beskeden flere gange, og hulker. De droppede mig bare. Til fordel for en karrierer. Jeg glemmer aldrig, da Louis rejste, og bare to måneder efter, stoppede han vores venskab. Så kold og kynisk. Men om jeg skal give Harry en chance, ved jeg ikke. Jeg slukker bare telefonen, og vender mig rundt i sengen. Hele dagen kører replay. Efter jeg skred på sættet, har jeg ikke fået snakket med Felix. Han prøvede at løbe efter mig, men jeg fortsatte. Samvittigheden over, at have droppet lektioner fra skolen, ligger bagerst min hjerne. Selvom vi var ude ved vores 'job', var vi stadig i skole, men ærligtalt er jeg sindssyg ligeglad.

 

Tankerne flyver rundt i mit hoved. Om jeg skal mødes med Harry eller ej. Jeg tjekker klokken på mit guldur, der ligger på natborddet. Lidt over ni, hvilket vil sige, der er 25 minutter til min sengetid. Ja, jeg har en sengetid. Don't blame me. 

 

Jeg beslutter mig for, at stå op, og tage hen i parken. At liste rundt i huset, er forholdsvis nemmere, end jeg først troede. Jeg slipper levende ud på fortovet, hvor der til min lettelse, intet er skrevet. Dernæst løber jeg hen til parken, under den mørke himmel. Jeg når hen til træet, og skimter en person, længere væk. Et gys går gennem mig, hvis nu det ikke er Harry. Men heldigvis er det, det. "Shay.." Starter han ud, hvilket gør mig irriteret. Gå dog forhelved til sagen, dreng! Jeg er ikke mødt op her, for at høre mit navn, huh? "Shay, jeg er så ked af det." Hvisker han trist, og kigger mig i øjnene. "Hvorfor gjorde i det?" Spørger jeg hårdt, og kigger væk fra ham. "Fordi, Shay. Vi er kommet i den branche, hvor vi er berømte. Vi kan ikke bare gøre hvad vi vil længere. Jeg ville have holdt kontakten med mig, men Louis overtalte mig til at lade være. Som jeg sagde tidligere, fem single drenge sælger bedst, og-" "Men jeg var jo ikke kærester med nogen af jer!" Snerrer jeg, bittert, uden rigtigt at have lyttet til hans sikkert 'fantastiske forklaring'. Rend mig. "Nej, men du ved hvordan pressen er. De digter alting! Vi var jo sammen 24/7, på et eller anden tidspunkt ville der komme mistænksomheder." Jeg ryster koldt på hovedet, og starter så øjenkontakten med ham igen. "Jeg er ragende ligeglad! I forlod en pige, der har mistet sin mor til fordel for kræft. Louis blev min ven, fatter du det?! Han var den første jeg lukkede op for! I fuckede mig i den tid, jeg allermest havde brug for jer! Hvem gør sådan noget?" Råber jeg af ham, og kan mærke, hvor meget Louis egentlig har såret mig. Hvor meget verden virkelig ikke gider mig. "Shay, nej! Hør nu! Vi elsker dig jo, men dengang var vi nye og unge og svage! Vi gjorde jo alt, vi fik besked på! Det ville vi jo-" "Ikke gøre idag. Men det er jo forsent! I har ødelagt mit liv totalt, dig og Louis. Jeg troede jeg stolte på jer. Men nu, nu er jeg blevet mobbeoffer i min klasse, jeg har ingen venner, og mit liv er skrot op. Jeg elsker min familie, men de ved det ikke, så jeg kæmper kampen alene. Alt det, ville ikke have været sket, hvis i, i det mindste stadig havde kontakten med mig." Jeg bider mig hårdt i læben. Det er kommet ud. At jeg er alene og har ingen venner. Felix er selvfølgelig min ven, men jeg har ingen jeg kan sige alt til. Ingen jeg kan hænge ud med, og gøre det, teeange-piger gør. Ingen i min klasse gider mig. Alt og alle hader mig jo næsten. 

 

 

Jeg vender mig væk fra Harry, og sætter i løb, hjemad. Flere råb lyder bag mig, men jeg er færdig med at tale med ham. Han forstår ikke noget. Det er ikke ham, der bliver kaldt luder. Det er ikke ham, der har mistet hende, som man allermest elskede. 

 

 

✻✻

 

 

Hej alle- (omg, der står en mand udenfor mit vindue og glor?) smukke mennesker!

 

DRAMATISK START PÅ DEN HER BESKED xD!

Nå, men her er så endnu en kapitel, hurra.. Det blev en smule kort, men der kommer jo nærmest hele tiden nye kap's så håber i fortsat vil følge med!

Hvad synes i om kapitlet? :D Der kommer et nyt, når den her movella får 25 - 30 likes! <3

Husk også at bliv fan mig, føj til favoritter, så du får en besked når jeg har udgivet et kapitel. :)

 

CYA!

 

Mysh xx

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...