One Direction | Remember Me { Færdig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 jul. 2014
  • Opdateret: 12 aug. 2014
  • Status: Igang
Det er ikke sjovt, at blive droppet. Af sin bedste ven, er det endnu værre. Efter mere en 10 års tillid, smutter Louis Tomlinson til berømt land, og efterlader pigen Shay Malone i Doncaster, ene og alene. Shay pakker sig ind, og lukker andre ude. Men kan det have konsekvenser? Og hvad med Louis? Finder de hinanden? Og kan Louis overhovedet huske Shay? Hvad så med det, at blive forelsket i sin bedste ven, det er jo så cliché. Men det sker, og måske sker det også for Shay.

198Likes
199Kommentarer
9794Visninger
AA

1. Kapitel 1.

 

 

Jeg rullede forsigtigt gardinet op, og ind fløj en skarp og nærmest blændende lysstråle. Jeg skar en grimasse, for dernæst at vade henover masserne af tøj. Rodet og glemt på gulvet. Jeg kom hel skinnet hen til mit garderobe skab, og åbnede det mens jeg sukkede. Klokken var ikke langt over seks, og det var som sædvanlig alt for tidligt. Jeg fik hevet nogle adidas shorts ud, samt en fræk lille crop top, der formede sig perfekt til mine bryster. Dernæst fandt jeg et par strømper.

Jeg lukkede skabet igen, og gik hen til mit PennyBoard, der stod på gulvet. Det var turkis, og havde lyserøde hjul. Oven på, stod mine converse, og jeg fik med besvær - som altid, fået dem på. Lige akkurat, mit PennyBoard, var skånet for tøj over sig, mens min MacBook lå et eller andet sted i rodet. Jeg var dog så heldig ikke at have kommet til at træde på den. Endnu. Et bank lød, og jeg fik lige nået at få min strik cardigan over mig, da min far trådte ind. Et suk forladte hans læber, da han kiggede rundt. Jeg smilte bare engle sødt, og han tog et par lyserøde underbukser op fra gulvet. "Mon ikke det snart er store-ryde-op-dag?" Spurgte han, og kastede mine trusser hen i min vasketøjskurv, som dog aldrig blev brugt. Jeg grinte over det han sagde. Ironien var nemlig helt tydelig at høre i hans stemme. Efter toogtyve gange han har sagt det, bliver han alligevel træt. Så nu havde han opgivet håbet, og var begyndt at joke med det istedet.

Jeg fik skubbet ham ud, og tog en cap på. Den var sort, med en skrigende pink farve. Der stod med store bogstaver TWERK på. Jeg købte den engang i USA, på ferie. Jeg elsker den virkelig. Spørg ikke hvorfor.

Hvorfor?

Fordi jeg er underlig.

As fuck.

 

Jeg fik samlet mine bøger sammen, og lagde dem dernæst ned i min taske. Jeg elskede virkelig min skoletaske. Der var små hoveder af mops på, hvilket bare var så kært. Jeg slyngede den over skulderen og åbnede døren, for dernæst at gå ud i gangen. Der var stille. Min far sad sikkert ude i køkkenet, med en avis klasket op foran ansigtet. Jake, min lillebror på femten, og jeg selv på sytten, var sikkert henne ved vores nabo, Sophie. Han sneg sig frem og tilbage, fra hans vindue til hendes. De havde fået lavet en planke, banket mellem dem, så de kunne rende hen til hinanden når som helst. Jeg vidste det, fordi jeg havde set Sophie gå på den. Men jeg var ikke en douchebag, så jeg sagde det ikke til far. Ikke fordi han ville gøre det store ud af det, men han ville nok råbe lidt af Jake. At snige sig hen til ens nabo konstant, var også lidt tosset. Medmindre de er lidt mere end kun naboer.

Jeg slog tankerne til side og hoppede muntert ind i stuen, der bare førte videre til spisestuen, for dernæst at jokke ud i køkkenet. Som jeg havde forventet, sad min far på køkkenbordet, med avisen oppe i snuden.

 

Eller hedder det snuden nede i avisen?

 

Jeg hostede flabet, hvilket fik ham til at kigge op. "Der er en toast ovre på spisebordet. Samt noget nutella." Hans korte svar fik mig til at grine indvendigt. Altid så freaking optaget af nyhederne rundt omkring i landet.

 

Juhuu.

 

"Farvel, far!" Råbte jeg højt og smækkede hovedøren. Der var et par enkelte vandpytter rundt omkring ved kantstenen, men jeg lod det ikke gå på, som sædvanligt. Jeg fik låst min røde cykel op, som ellers stod lænet op af den murstenslebagte mur. Dernæst fik jeg hoppet op på den og cyklede roligt ud på vejen. Jeg var i god tid, og da jeg fik øje på en skikkelse i min øjenkrog, kunne jeg nu godt tillade mig at vende mit hoved. Det var oppe i en hvis højde, min lillebror var på vej over planken. Han havde nemlig det eneste værelse oven på. Der var også et enkelt badeværelse og et depot. Jeg og far havde vores værelse nedenunder.

Jeg betragtede Jake's stressede ansigt og smilede for mig selv. Selvom klokken kun var lidt over halv otte, skulle han skynde sig. Tro det eller lad være, men han brugte mere tid om morgenen end mig. Hvilket jeg altid plejede at drille ham med.

Jeg fik gang i cyklen igen, og susede derud af. Da jeg holdte foran 'Amberly James High' var der allerede kommet et par stykker. Flere end normalt. Selvom klokken kun var ti minutter i otte. De fleste elever kom nemlig klokken otte præcis, hvilket var ret problematisk. Men teenagere var dovne, nu til dags, så sådan var det.

 

Min cykel blev låst fast til et af cykelstativerne, og jeg fik hevet min taske op af cykelkurven. Dernæst slentrede jeg hen til den store port. Jeg var lige ved at træde indenfor, i den store Hall, da en hånd blev lagt på min skulder. "Hey, du tabte noget." Den ukendte stemme fik mig til at vende mig om, og en dreng med blond hår, rakte et lille stykke papir til mig. Jeg skimtede det hurtigt, og bemærkede at det måske mere var et karton. Han vendte det om, og et foto af en velkendt person, kom til syne. "Tak skal du have." Sagde jeg bare, og tog imod det med et nik. Fotografiet var af min gamle ven, Louis. Jeg kiggede lidt skeptisk på det, og lagde det så ned i min baglomme. 

 

Louis Tomlinson, min gamle, forræderiske 'ven'. Han er med i et boyband, kaldet One Direction. Vi var gode venner, meget nære og underlige sammen. Han var min soulmate. Indtil han meldte sig til det der 'X-Factor'. Dernæst kom han i gruppe med de fire andre drenge. Zayn Malik, Liam Payne, Niall Horan og Harry Styles. Fire fantastiske drenge, som jeg tro det eller lad være, har mødt. Louis introducerede mig for dem, to måneder før, han skrottede mig. Jeg nåede at blive venner med, Harry, ham med krøllerne. Han var en sjov fyr, og det var ikke fordi han heller ikke var just grim. Men da Louis stoppede med at skrive med mig, ignorerede mine opkald, gjorde Harry det samme. Nu er det ca. 3 år siden, og jeg er da kommet videre. Nogenlunde. Hvis ikke det var fordi, jeg tabte fotoet, som ellers plejede at ligge gemt i min skoletaske, i en af de små lommer, så var lå han bagerst i min hjerne. Der hvor Miss Benedicte Jones's undervisning også lå. En skrap gammel kælling, der har os i geometri. Gud befri mig.

 

Tilbage til historien -  Louis droppede mig. Jeg var forvirret, ked af det, men ikke mindst vred. Han havde dumpet mig, til fordel for en karrierer. I bund og grund, ved jeg ikke hvorfor han ikke gad mig. Jeg har aldrig fået svar på det, og får det nok heller aldrig. Men det såret mig. Jeg besluttede mig for at farve mit hår rødt. Som tegn på, at jeg engang have en ven. Vi nåede lige at starte i 1 år, i High School, da han droppede ud, og ville forfølge sine drømme. Jeg blev indebrændt, indelukkede, og skubbede alle væk. I dag, har jeg stadig ingen venner. Min hverdag består mest af 6 til 7 timers skole, dernæst hjem og sidde foran computeren, i rodet og mørket. Jeg er glad udenpå, men inderst inde brænder mine følelser. Tankerne om mit røde hår, får mig til at køre en hånd igennem det. Dernæst sukker jeg, og fortsætter gennem hallen, hvor jeg gik i stå. Jeg drejede ved den alt for venkendte gang, og åbnede døren til det klasseværelse, hvor vi skulle have matematik. 

 

"Jamen dog, Shay. Tak fordi de vil beære os, med dit selskab." Miss Catherina, stod foran tavlen og kiggede skeptisk på mig. Jeg gispede indvendigt, og kiggede ned på mit guld ur. Klokken var ti minutter over otte, og jeg havde løst til at sparke mig selv. At tænke på Louis, var en dum ide, når man skulle nå noget. Han fik altid en til at spekulere, og det kunne jeg i bund og grund ikke bruge til noget. Kun sætte en masse spørgsmål tegn ved, hvorfor han gjorde som han gjorde. "Shay Malone. Sæt dig ned." Sagde Catherina igen, og jeg nikkede bare. "Det ligner ellers ikke dig, Shay Malone." Jeg mærkede folks undrende blikke. De vidste, at jeg altid var her i god tid. De vidste, jeg var alene, og ikke havde nogen venner. De vidste, jeg gik op i skolen, så jeg kunne vel godt forstå dem. Jeg gik hen til den selv samme plads, ved det typiske vindue, der bare var der. Jeg sad altid på den her plads, det var Shay's place. Ingen gad røre det. Der gik rygter om at det var 'nørditifiseret' af mig. Lige ud sagt, er jeg ikke en nørd. Jeg går op i min skole, men jeg gider ikke bruge flere timer på at lave en skolereport. Jeg laver dem på en halv time, til en time. Men de andre, tager det som om, at jeg er en freak-nørd-intelligent-møgunge. De selv, skal jo bøvle med det, hvor jeg tværtimod, bare skriver derud af. Jeg tror ikke de tænker over, at jeg bare er intelligent.

 

 

 

Timerne gik, og jeg sad koncentreret til sidste time. Vi havde geografik, og var igang med en test. Lyder let, men tro om igen. Jo - for mig, var det ikke det helt store, men man kunne flere gange høre suk, fra andre, sikkert trætte elever. Jeg smilede for mig selv, og blev færdig med det sidste spørgsmål. Jeg rakte hånden op, da man skulle vise hvornår man var færdig. Jeg kunne høre fnis, men jeg slog det hen. De kunne ikke ramme mig på min klogskab. "Dygtigt, Shay." Kunne jeg høre, Mr. Porter sige. Flere fnis lød, men jeg kneb bare øjnene sammen og sendte Porter et svagt smil. Klokken lød dernæst skingert, og folk rejste sig op. "Jeg kan se, at det kun var Shay, der blev færdig. I andre må fortsætte i morgen!" Råbte han, udover en meget støjende 3 semester, klasse.

Jeg fik taget min taske på ryggen, og gik tvært over klasselokalet, og ud på gangen. Jeg kunne allerede mærke, at nogle piger ville have kontakt til mig. Og ikke på den søde måde. Men det skete hver dag. 

"Hey røde." Jessicas flabede stemme, skar i mine ører, og jeg fortsatte bare med at gå ned af gangen, hvor jeg bare skulle styrte ud i Hallen, hvor jeg var safe. "Har du blødt i håret?" En anden piges stemme lød svagt, da jeg allerede var et stykke væk fra dem. Jeg satte farten op, da nogle skridt lød bag mig. Jeg fik akkurat, svunget om hjørnet, da en hånd greb fat om mit håndled.

 

 

✻✻

 

 

Hej med jer! Hvad synes i om første kapitel? Ved godt jeg også er igang med en anden, men jeg havde bare lige fået den her spontane idé! :)

Skriv gerne feedback el. konstruktivt kritik, down below! Det styrker mig virkelig til at fortsætte! :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...