Amnesia - 5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 13 apr. 2015
  • Status: Færdig
For Ashton Irwin er kærligheden ikke just en dejlig og fortryllende ting. Året forinden, i sommeren 2013, blev han efterladt af sin daværende kæreste, da hun grundet sine forældres nye erhverv, måtte flytte fra Australien og om på den anden side af jorden. England var hendes nye hjem. Til trods for de løfter de tidligere lavede, må Ashton indse, at alt dette hører fortiden til. Han må nu lære at leve i nutiden, og derved også tænke på hvad der vil ske i fremtiden. Dog er det svært, da han stadig ikke er klar til at give slip på det de havde sammen. Han er ikke klar til at give slip på hende. Så med tankerne rettet mod deres tid sammen, ender den 19-årige australske dreng med at befinde sig på sit livs eventyr, for at jagte den kærlighed han længtes efter. Den kærlighed han har brug for at kunne føle sig hel.

87Likes
46Kommentarer
12746Visninger
AA

4. Two



”’Cause I’m not fine at all.” Normalt sad jeg bag mine trommer og jammede til hvad end drengene og jeg spillede. I dag havde jeg dog skiftet mine trommer ud med min guitar, og sad i øjeblikket i fuldt gang med en ny sang. En sang jeg skrev omkring mine tanker og følelser gennem det seneste år. ”No I’m really not fine at all.”

Alt jeg fik skriblet ned på papiret foran mig, var dog intet jeg kunne bruge. Alle sætninger handlede udelukkende om, hvordan jeg følte mig brugt, og om hvordan jeg ikke følte mig godt tilpas. Mine fingre kørte stille henover strengene på min guitar, hvorved jeg egentligt også var ved at opgive.

Normalt var jeg ikke typen der helt selv skrev en sang. Det plejede vi alle fire at gøre i fællesskab – Luke, Michael, Calum og jeg. Vi var den perfekte kombination, så pludseligt at skulle skrive en sang uden dem, var på nogle punkter underligt.
Alligevel vidste jeg også bare, at det altid hjalp at få tankerne skrevet ned. Det hjalp altid at få følelser ud, og synge om dem.

”Hvad laver du, Ash?” En kærlig hånd lagde sig på min skulder, mens personen kiggede over på mine noter der lå foran mig. ”Du skriver en sang?” Stemmen der igen fortsatte med at snakke var ikke til at tage fejl af.

”Rettelse – jeg prøver at skrive en sang, Luke.” Om jeg ligefrem sad og skrev en sang, kunne man jo så nemt sige. Men var det virkeligt en sang når jeg ikke havde fået skrevet mere end fem-seks linjer ned af tekst? Burde det så ikke bare anses for… et mindre digt? Eller som en del af en sang? ”Jeg ved bare ikke hvad der skal til, før at jeg glemmer hende.”
Kort sukkede jeg.

”Måske det at skrive en sang måske alligevel ikke er sådan en dårlig idé.” Mens han snakkede, fik han sat sig ned på stolen ved siden af mig, og fik sin egen guitar frem også. Instrumenterne flød rundt omkring os, da jeg sad i vores musiklokale, vi normalt øvede i. Derfor var det heller ikke svært for nogen af os, pludseligt at gribe fat i et nyt instrument, eller skifte det gamle ud.

”Spil det for mig.”

Kort tøvede jeg, inden jeg så nikkede. ”I drove by all the places we used to hang out getting wasted. I thought about our last kiss how it felt the way you tasted.” Guitaren fik jeg hurtigt til at stemme med det jeg sang, dog stoppede jeg op ikke så lang tid efter, grundet det, at jeg ikke havde skrevet mere ned på papiret.

”Og hjælper det dig med at få hende ud af dine tanker?” Luke var en god ven. Det skulle han have. Han havde været ved min side siden mit ’break-up’ med Maquenzie, præcis som Calum og Michael også havde.

Ærligt rystede jeg på hovedet. At skrive om hende, fik mig bare til at mindes de ting vi engang havde. Det fik mig til at tænke tilbage på dengang vi stadig var et par.

”Måske du så burde gøre noget, der kan få dig på andre tanker.” Denne gang var det hans tur til at sukke. ”Det er ved at være lang tid siden I slog op, og du ved at hun er kommet videre, Ash. Så tror du ikke, at det snart er din tur til at lægge tingene på hylden, og opsøge nye muligheder og udfordringer?” Maquenzie og jeg havde, dengang hun stadig boede i Australien, fælles venner. Venner som både indeholdt Luke, Calum og Michael, men som også var venner fra vores hjemby.
Som det lød på dem, snakkede de ikke nært så meget med hende mere, som de i starten havde gjort, lige efter at hun var flyttet. Til tider skypede nogle af pigerne med hende, dog var der ellers ingen yderlig kontakt mellem dem.

Til trods for det, havde de alligevel formået at vide, at Maquenzie var kommet videre, og at hun vidst allerede havde en ny dreng på krogen. Noget der gjorde ondt at høre. Dog måtte jeg også bare se i øjnene, at vores tid var ovre, og at også snart selv måtte komme videre.
Det havde taget sin tid for mig – det var jeg ikke bleg for at indrømme.
Men var jeg virkelig klar til at smide alle minderne overbord, og opbygge nye med andre piger?

”Du ved jeg hellere end gerne vil, Luke…”

”Men det er svært.” Enig i hvad han sagde, nikkede jeg på hovedet. ”Vi har alle været der, Ash. Det er ikke kun dig, som har gået gennem et forfærdeligt brud med din ekskæreste. Selv Michael har haft en kæreste.”

Lukes platte kommentar fik mig underligt nok til at trække på smilebåndet og bryde ud i grin. Ikke at vi havde noget mod vores ven. Han havde bare aldrig virket som typen, der ligefrem elskede at date piger. Så at Luke brugte det mod mig, at selv Michael havde haft et brud med en tidligere kæreste, måtte jeg indrømme måske hjalp lidt på hele situationen.

Hvorfor havde han ikke fortalt mig det noget før? Måske jeg ikke ville have været så sørgmodig og nedtrygt de foregående måneder.

”Men hvad siger du til, at vi glemmer alt om kærestesorger og tager ud og spiller en omgang fodbold? Som rigtige drenge gør det?” Altid fuld af gode idéer, og altid fuld af sjov og ballade. ”Det skal også lige påpeges og understreges at piger ikke er tilladt i vores spil.”

Endnu en joke blev fyret af fra hans side. Dog kunne jeg ikke på nuværende tidspunkt regne ud om han mente det i sjov, eller om han rent faktisk var seriøs. Selvfølgelig var der ingen piger der ville spille med os, eller jo – måske et par fans fandt ud af hvor vi var, og gerne ville være med på et af vores hold, men i pointen var det vel bare ham og jeg der skulle spille. Måske de to andre drenge ville gøre os med selskab senere, hvis de begge følte for det.
Ellers lød det til, at være en en-mod-en kamp, mellem Luke og jeg.

Og gad vide hvem der ville vinde.

Mine odds ville alle pege mod mig. Vi vidste godt alle, at jeg var den bedste fodboldspiller når det kom til stykket.

Så med et nyfundet smil plantet om mine læber, fik vi smidt alle instrumenterne fra os samt alt hvad der havde med musikken at gøre, og derefter fik vi forvildet os ud i et brag af en fodboldkamp, der med hjælp fra en af mine bedste venner, Luke, fik tankerne om Maquenzie lagt lidt til siden. 

***

Da der var udkommet prologen og ét kapitel i Amnesia kom den under udvalgte historier.. Det er for VILDT! Tusind tak!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...