Amnesia - 5 Seconds Of Summer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jan. 2015
  • Opdateret: 13 apr. 2015
  • Status: Færdig
For Ashton Irwin er kærligheden ikke just en dejlig og fortryllende ting. Året forinden, i sommeren 2013, blev han efterladt af sin daværende kæreste, da hun grundet sine forældres nye erhverv, måtte flytte fra Australien og om på den anden side af jorden. England var hendes nye hjem. Til trods for de løfter de tidligere lavede, må Ashton indse, at alt dette hører fortiden til. Han må nu lære at leve i nutiden, og derved også tænke på hvad der vil ske i fremtiden. Dog er det svært, da han stadig ikke er klar til at give slip på det de havde sammen. Han er ikke klar til at give slip på hende. Så med tankerne rettet mod deres tid sammen, ender den 19-årige australske dreng med at befinde sig på sit livs eventyr, for at jagte den kærlighed han længtes efter. Den kærlighed han har brug for at kunne føle sig hel.

87Likes
46Kommentarer
12722Visninger
AA

6. Four



Operahuset var så smukt oplyst, som Maquenzie og jeg sad på den anden side af vandet og beundrede den. Formen og dens design var så unik, hvilket med garanti også var det der fik folk fra verden til at strømme til lige præcis dén attraktion.

”Jeg er glad for, at du tog mig med hertil, Ashie.” Hendes læber strøg sig forsigtigt over min kind og fik varmen til at spire op i mig. Hendes brug af kælenavn gjorde heller ikke situationen meget bedre, da hun vidste hvor meget jeg elskede hendes søde navne.
Uden at svare hende på hendes tidligere konstatering, lod jeg hårdt mine læber presse sig mod hendes, mens min hånd hurtigt røg op i hendes hår.

Der gik heller ikke lang tid inden hun gav efter, og udviklede kysset.

Kys som disse var med til at gøre mig glad. De var grunden til at jeg var lykkelig hver dag, og min kæreste var med til at fuldende mit liv. Hun gjorde mig hel på en måde intet andet kunne.

Derfor var det heller ikke svært for mig, at sige tre ord til hende. ”Jeg elsker dig,” halvhviskede jeg, stadig med vores læber smedet sammen. Det var ikke første gang de ord var blevet udvekslet mellem os, så hun vidste godt hvordan jeg havde det med hende. Alligevel elskede jeg at slå det fast overfor hende, og netop vise hende, at hun var min.

”Jeg elsker også dig, my love.” Endnu et kælenavn forlod hendes læber, i det vi trak os fra hinanden. Vores hænder var flettet sammen i øjeblikket, og hendes hoved lagde sig på min skulder.

Mit blik ramte hendes. ”Har jeg nogensinde fortalt dig, at jeg godt kunne tænke mig at komme til Paris?” Hvor spørgsmålet pludseligt kom var, overraskede mig lidt.
For her sad vi – med flettede fingre og kiggede på operahuset i Sydney, og pludseligt kom hun på, at hun egentligt gerne ville til Paris. Paris som i Europa, hvilket ville sige en flyrejse på umådeligt mange timer.

Trods hendes pludselige konstatering, kunne jeg alligevel ikke holde smilet tilbage. ”Det tror jeg aldrig du har fortalt mig.” Maquenzie og jeg havde da en del gange haft til overvejelse at rejse sammen, udenfor Australiens grænser. Hvor turen skulle gå hen, var vi dog aldrig kommet frem til. ”Men hvad siger du til, at hvis det kommer til at gå godt for drengene os jeg, kan jeg invitere dig med en uge til Paris til sommer?”

Mere behøvede jeg ikke at sige, inden hun slog sine arme om min krop og nærmest fik os væltet ned fra den piedestal vi sad på.

”Det mener du ikke, gør du?” Var det så svært at tro på? Kort grinede jeg over hendes reaktion. Måske det havde været en hurtig beslutning jeg havde taget, men jeg mente hvert eneste ord.

”Hvis jeg ikke mente det, hvorfor skulle jeg så ellers sige det?” Hvis 5 Seconds Of Summer ville begynde at blive mere kendte og ville blive spillet flere steder, ville det også betyde at jeg sikkert ikke behøvede at have et nedladende job med en skod løn. Håbet ville være at musikken ville kunne indbringe nok penge til at dække udgifterne jeg nu end nok havde.
Samtidigt ville det også betyde, at jeg ville kunne invitere Quennie med til Paris, som hun så gerne ville.

”Jeg troede du drillede.” Hendes arme var stadig knuget om min krop. ”Det plejer du jo at gøre.”

For at få hende til at tro på det jeg fortalte hende, kyssede jeg hende kort i panden. ”Babe – jeg lover dig at det ikke er nogen joke.” Hendes fantastiske øjne ramte mine. ”Lad mig tage dig med til Paris, og lad os udforske kærlighedsbyen sammen.” Hun nikkede smilende. ”Kun dig og mig,” endte jeg med at hviske som det sidste.

★★★

Flashbacket ramte mig hårdt, som var det en flodbølge ulykke jeg lige havde været ude for.
Måske det heller ikke var alt for smart af mig, at tage den kasse frem fra gemmeren, hvor der med store bogstaver stod skrevet: PARIS.

Det var meningen at Maquenzie og jeg skulle have været i Paris i sommeren sidste år. Den sommer hvor hun slog op med mig, og hvor hun flyttede fra Australien.
I starten havde det bare været en drøm for os begge, og jeg begyndte at tvivle på det løfte jeg havde givet hende. Men da tingene vendte for os drenge i bandet, begyndte tiderne også at lysne op. Altså var drømmen pludseligt ikke så uoverskuelig og udenfor rækkevidde, som den tidligere havde været.

Chancen for at den ville blive en realitet, og at vi rent faktisk ville tage til Europa, blev for hver dag større og større.

Vi havde inden vores brud snakket en del om turen, og jeg havde fået fat i en masse materialer vi kunne bruge i Frankrig, hvilket både indebar de europæiske Euro, et kort over Paris samt en af de verdenskendte låse, som vi sammen skulle låne fast på den verdenskendte bro i kærlighedsbyen, for derefter at smide nøglen til låsen ud i vandet.

I låsen havde jeg endda fået graveret en overraskelse til hende. For på den stod der skrevet: Maquenzie og Ashton – Together, forever in Paris – Summer 2013.

Men hvad godt kunne jeg bruge den til? I princippet var den ubrugelig, og jeg kunne lige så godt bare smide den i skraldespanden. Vores tur til Paris blev jo aldrig til noget og vi var ikke længere et par, så hvad nytte gjorde den tekst der også stod indgraveret på den?

En forhastet beslutning endte jeg derfor også med at tage efterfølgende, da jeg tog fat i kortet, krøllede det samme og kylede det ned i min skraldespand. Det samme gjorde med det papir jeg havde skrevet diverse turistattraktioner ned på.

Den metalfarvede lås jeg så til sidst sad med i hånden, måtte jeg dog kigge på to gange, inden jeg til sidst fik mig selv overbevidst om, at det var bedst at skille mig af med alle minderne og med alle de drømme vi sammen havde.

Derfor fik den også samme vej, og endte ligeså i skraldespanden. Euroerne valgte jeg dog alligevel at beholde. For hvem vidste om jeg snart ville få brug for dem, hvis jeg nu alligevel en dag selv besluttede mig for at besøge Europa. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...