Zombie apocalypse

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 jul. 2014
  • Opdateret: 26 jul. 2014
  • Status: Igang
#zombie

Jeg deltager i zombiekonkurrencen og har valgt at skrive valg nr. 2 en verden med zombier.//
Mia parker er 18 år og starter en ny verden. En verden der er skabt til at dø. Hun går gennem en hårrejsende rejse for at bekæmpe zombierne, hun ved med egen vilje slipper løs. Mange liv går tabt.

Advarsel:
Indebære hårde sener!
Håber at i vil kunne lide den

2Likes
4Kommentarer
337Visninger
AA

2. Frederik

(4 uger senere)

Efter episoden med den opståede mand, blev alle eliksirerne destrueret, undtagen den jeg havde gemt. Jeg havde læst op om episoden, og den opstået mand blev kaldt en såkaldt "zombie". Jeg var ikke bange for han skulle opstå igen, men jeg var bange for at han ikke kunnes stoppes. Den sidste eliksir som nu tilhørte mig, opbevarede jeg i en kasse under jorden i min baghave. Min far skulle snart gå på pension, så jeg skulle overtage hans firma. Jeg gjorde mig selv klar på alle de ting jeg skulle nå at opleve, i min regerings tid i firmaet. Jeg fik hjemme undervisning af min mor, som er privat lærere for flere forskellige skoler. Hun er udannet i næsten alle fag, og er meget pædagogisk. Jeg møder ikke mange nye mennesker, kun dem der arbejder for firmaet. Jeg har dog en enkel ven fra byen, han hedder Frederik men vil helst kaldes "Sik" som står for (Super intelegent klogeåge). Jeg vil helst kaldes Mia, som egenlig også er mit navn. Idag skal jeg ind på laberaturet, med Frederik. Han blir ansat som den nye tekniker, når jeg tager over i firmaet. Jeg skal hjælpe min far med flere nye eksperimenter, og studere.

(Et par timer senere)

Jeg skulle hente Frederik i min nye Audi R8, som jeg fik af min far da et af han eksperimenter lykkes, og han tjente flere trillioner i sit firma. Jeg kørte ind i Frederiks indkørsel, hvor han stod og ventede med sit nye computergrej. Han hoppede ind i bilen, og gav mig en pakke. Jeg åbnede pakken, og i den lå et 18K guld armbånd. Jeg blev over lykkelig, og sprang i favnen på ham. Jeg trak mig ud af hans favn, og fik særlig øjenkontackt med ham. Han kiggede på mig som han aldrig havde gjordt før, og ligemodsat kiggede jeg på ham. Han kærtegnede min kind blid, og kørte sin hånd om bag min nakke. Jeg kom tættere og tættere på hans læber end nogensinde, til sidst var jeg få millimeter fra hans læbe. Vores læber mødes for første gang, det var en vidunderlig følelse at få et kys af ham. Men jeg ville ikke kalde mig hans kæreste, da vi ville få en travl fremtid i firmaet og næsten ik mødes. Jeg satte mig tilbage på føresædet, og bakkede ud af indkørslen.

"Mia, jeg vil ikke gøre det akavet for os, men jeg elsker dig"

Jeg gispede inde i mig selv. Jeg prøvede at fremkalde nogle ord, der kunne besvare hans. Men det var som om mit talerør blev kvalt, bogstavligtalt jeg kunne ikke sige noget. Jeg kunne virkelig godt lide Frederik, men jeg ville ikke ud af vennezonen.

"Mia! Hva var det for et kys?"

Han satte flere tanker i hovedet på mig

"Kysset? Det var... Det var intet, jeg blev bare overvældet."

"Overvældet"

Gentog han, efter mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, jeg håbede bare på at blive reddet for denne samtale. Men han stoppede ikke med at udspørge mig, han blev ved resten af vejen. Men da vi kørte ind på laboratorietsparkeringsplads, stoppede han endelig.

Da døren gik op til laboratoriet, stod min far ventede på mig.

"Miaa! Godt du kom"

Sagde min far højtlydt. Jeg gik ind, med Frederik traskede bag mig.

"Hej Frederik, elektronik rummet er oppe ad trappen."

"Tak! Hr. Parker"

Jeg stod tilbage i laboratoriet alene, mens min far hentede sine eliksir som stod i et lokale nede af "den hvide gang" som den kaldes. Jeg gik hen til min fars skrivebord og satte mig på hans stol, som engang skulle blive min. Han havde forlangt sin notesbog på bordet, jeg havde ik selv læst i den før men nu havde jeg chancen. Jeg slog op i bogen, (D. 19. August.) Det var den dag jeg var med til det første eksperiment, den dag et menneske opstod og blev en zombie. Der stod en masse om eleksiern som jeg ikke havde lært inu, men det første jeg opfangede var (zombie apocalypse.) Min far kom gående ind ad døren,

"hvad har du gang i"

sagde han fortvivlet og surt til mig. Jeg stilede mig op uden at tænke over jeg havde bogen i hånden, og da jeg så bogen i min hånd gispede jeg og log den falde på gulvet.

"Hvad ved du?"

Spurgte han roligt og gned sin hånd mod sin pande, (hvad ved jeg? Hvad ved jeg ik?!) tænkte jeg.

"Hvad ved du?" Råbte han op,

"zombie apocalypse" røj det ud af mig.

"Mia! Det sker ik... Vi har ikke engang eliksirene mere!",

okay tænkte jeg. Jeg samlede hans notesbog op, og lagde den på hans kommode. Resten af dagen hjalp jeg med hans nye eliksirer, og da klokken var lidt i ni. Ville jeg tage hjem, jeg skulle bare lige hente Frederik. Da jeg kom op i IT-lokalet, sad Frederik med sit computerudstyr. Der var en akavet stilhed på vej hjem,

"Frederik... det akavet for os, og hvis vi blev mere end venner ville det sikkert blive mere akavet".

Han svarede mig ik men istedet satte han sig og kiggede ud ad vinduet,

"Frederik du min bedste ven".

"Tror du ikke jeg ved det? Men hvorfor fanden kyssede vi... Hvorfor"

han hævede stemmen over for mig, det gør han sjælendt.

"Frederik... Kysset det var... Det var en fejl",

"stop her" Sagde han pludselig meget bevidst.

"Her? Hvorfor?",

"fordi!... Jeg går resten af vejen".

Jeg kunne høre på han at han var meget bevidst om sin sag, så jeg kørte ind til siden.

"Fredrik dit hus er 12 gader væk, lad mig køre dig".

"Jeg klare mig" han tog sit computergrej og gik ud af bilen,

"Frederik vent".

"Hvad?... Mia... Hvad?" Råbte han op.

"Jeg?... Øhm jeg?... Jeg ved det ikke"

han smækkede døren og traskede væk. Jeg har ikke set ham med det blik, siden hans fars begravelse. En tåre trillede ned af min kind, mine øjne flakkede og fyldt med vand. Jeg startede bilen og kørte, jeg kørte forbi Frederik. Jeg vendte hovedet for at se ham, han så ikke glad ud men helt knust. Jeg vænnede mit blik mod vejen, en hare sad der og af ren refleks kørte jeg over på den modsatte vejbane.

Jeg vågnede op i en hvid seng, der blev kørt ned af en hvid gang. Jeg genkende ikke stedet, eller lydene eller de hvidtklædte folk der kørte sengen jeg lå i. Jeg anede ikke hvorhen var, hvad jeg laver her, eller hvordan jeg kom hertil. Jeg blev kørt ind i et rum, og først der genkendte jeg stedet. Jeg var på hospitalet, min mor sad i hjørnet af rummet og rejste sig op da jeg kom køerne ind. Hun tog min hånd,

"det okay!... Der sker intet... Jeg er her nu"

hulkede hun. Jeg vidste ikke hvad der var sket men jeg kunne ikke bevæge mig, min krop var lammet. Mine øjenlåg blev tungere og tungere til sidst kunne jeg ikke holde dem åbne mere, lige meget hvor meget jeg prøvede. Jeg holdte kun mine tanker åbne nu, og det eneste jeg tænkte på nu var Frederik, vores skænderi var det sidste jeg kunne huske. Næste morgen da jeg vågnede begyndte jeg kunne at mærke dele af kroppen, det startede fra halsen og ned, til sidst var jeg i stand til at sidde op. Jeg kiggede rundt i rummet, min mor var gået, min far var her ikke og andre kunne jeg ikke se. Jeg havde en hvid trøje på, og et par mega grimme shorts. Mine ben var så vidt ved at komme til live igen, jeg svag dem udover sengekanten og rejste mig op. Mine ben vaklede og gjorde så ondt, at jeg mistede balancen. Jeg skulle lige til at falde, men blev grebet af en.

"Du må nok hellere hvile noget mere"

Fnes personen... jeg genkendte stemmen.

"Frederik!... Gud hvor er jeg glad for at se dig".

Han smilede skævt til mig, og løftede mig over i hospitalsengen.

"Ved du hvad der skete med mig?",

"ja det skete for øjene af mig!".

"Det?",

"du var med i en bilulykke!... Det skete lige efter vores skænderi! Hvis du husker det".

"øhm... ja det husker jeg",

"okay?!... du ville undvige en hare, og kørte ind på modsatte bane... Lige ind i en køerne bil".

Jeg gispede

"skete der passagern noget",

"DSV... Ja... Han omkom".

Jeg gispede endnu engang

"Oh My Gud nej... Nej... Kendte jeg ham".

Frederik blev tavs, jeg begyndte at græde

"hvem var det?"

Hulkede jeg. Han kiggede mig i øjene, han gneb en tårer.

"Din far"

sagde han tavs. Jeg tog mig selv i at gipse

"min far... Ohh min far... Jeg har... Jeg har dræbt... Min far"

stortuede jeg. Frederik knyttede mig ind til ham, og log mig græde ved hans skulder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...