Som brikker i vinden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2014
  • Opdateret: 2 jul. 2014
  • Status: Færdig
Hun har længe vidst at noget var galt, som om ingenting passede sammen længere. Brikkerne er spredt ud over det hele, og de ses ikke til at kunne samles igen.

0Likes
0Kommentarer
163Visninger
AA

1. Det er mørkt

Det er mørkt, de fleste andre er gået i seng. Kun jeg selv sidder stadig oppe. Har haft svært ved at falde i søvn de sidste par dage.

 Jeg har altid elsket at sidde på mit værelse. Det har været som et slags gemmested, et sted hvor jeg kunne få ro og feje alle de unødvendige tanker af vejen. Men her på det sidste har ikke engang mit værelse kunnet få min hjerne til at køle ned. Det er som om det nu også har vendt sig mod mig. Som om gardinerne hænger ekstra meget her til aften, og som om de ellers så smilende superstjerner, der hænger på mine vægge som plakater kigger med et stift og ondsindet blik på mig. Nu jeg kigger mig ekstra godt omkring, har min guitar også vendt halsen længere væk fra mig siden i går. Det føles som om væggene prøver på at presse sig sammen mod mig, og kvæle mig i mine egne tanker, til mit hoved springer i luften, og jeg ligger hjælpeløst og bange nede på det kolde gulv.

Jeg gisper, læner mit hoved ned mod tastaturet på min computer, og presser hænderne op mod øjnene. Jeg kan mærke sveden fra mine hænder bliver tværet ud i mit ansigt snøfter et par gange og prøver på at samle mig selv.

Jeg har ellers altid følt mig som et helt menneske, fået gode karakterer haft gode venner og en kærlig familie. Jeg har altid haft styr på mit liv, haft en lige linje at gå efter, fulgt den slavisk og regnet med at den en dag ville bringe mig lykke. Det fungerede også meget fint, indtil den her dag hvor linjen blev sløret og puslespillet gik i stykker. Jeg ved ikke om det var en bestemt dag det skete eller om brikkerne en efter en faldt ud i takt med at jeg mødte flere og flere bjerge jeg måtte bestige, imens en lang række af kampesten bragende rullede imod mig. Jeg tager mig til hovedet, der er begyndt at dunke af smerte, som om en kampesten lige i sekundet er faldet ned mod det, og stadig sidder fast derinde et sted. Ja hård som en sten, skal man være, ellers vil ens bløde krop bare falde sammen som en klat smeltet smør, og blive skyllet ud gennem kloakken: ”Duer ikke, væk!”

 Jeg vender mig om for at gå ud på toilettet. Hvis der er et rum, der virkelig kan sætte mine tanker i gang så er det toilettet. jeg har ikke andre end mig selv at snakke med, og for det meste bliver det bare noget mærkeligt rod, der alligevel ikke er til at finde rundt i.

Jeg kigger mig omkring i rummet og prøver på at få mine tanker sat på plads, mens jeg drejer hovedet flakker det for mine øjne, pludselig er rummet dobbelt så stort og mine vejrtrækninger er blevet dobbelt så hurtige. Et split sekund synes jeg, at jeg ser en silhuet gå forbi. I et sekund føler jeg nærværet fra en anden person, men det forsvinder hurtigt igen. Jeg sidder helt stille læner mig tilbage på brættet og holde begge mine hænder på mit bryst og lytter intenst til mit hjertes bankende rytme. Findes jeg stadig et sted derinde? Jeg skylder ud i toilettet, vasker mine hænder grundigt med sæbe, og ligger mig ind på min seng og kigger op på knasterne i loftbrædderne, min vejrtrækning er rolig, jeg slapper af, og for hvert sekund der går forsvinder værelset mere og mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...