Letters to Liam ∞ Liam Payne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2014
  • Opdateret: 17 jul. 2014
  • Status: Færdig
Fra det øjeblik jeg så dig, vidste jeg, at du ville blive noget specielt. Jeg vidste det bare. Men man kan ikke altid få, hvad man ønsker, eller hvem man ønsker, kan man? Nogle ting er ikke skabt til at være. Det var vi aldrig, Liam. Aldrig.
Kun din, Phoebe

11Likes
0Kommentarer
715Visninger
AA

7. Sixth Letter: Lucas Mead

Kære Liam,

Jeg har det fint. Jeg har det faktisk mere end fint for at være ærlig. Alt er godt, synes du ikke? Jeg har det som om, alle er lykkelige nu! Jeg kan ikke lade være med at smile, og alt giver mening for mig nu. I starten plejede jeg at tænke hvorfor? Hvorfor kunne du ikke elske mig, som jeg elskede dig? Jeg accepterede, at du ikke var den rigtige dreng for mig, men jeg forstod det aldrig helt.

Indtil nu.

Til trods for at det virkede som om, vi havde virkelig mange ting tilfælles –hvilket vi faktisk har-, til trods for at vi havde det så sjovt sammen, og at være i dit selskab var noget af det mest naturlige, jeg havde prøvet, forstår jeg nu, hvorfor vi aldrig kunne have fungeret. For det første er jeg ikke Alex, og hun er måske stærk nok til at håndtere, hvad jeres fans siger om hende, og hvad paparazziene råber for at få en reaktion, men det er jeg ikke gøre. Så stærk er jeg ikke, og folks ord påvirker mig. Altid. Hvis dine fans ikke kunne lide mig, ville jeg have gjort alt bare for at gøre dem tilfredse, og det er ikke sundt. Det ville have gjort mig sindssyg. For det andet er du tit i udlandet, og jeg har opdaget, at jeg er en af de slags piger, der har brug for en konstant påmindelse om, at fyren jeg er sammen med elsker mig. Når du altid er væk, ville det have været virkelig svært, næsten umuligt. Jeg kan godt lide privatliv, jeg kan godt lide at gå en tur i parken, nyde en søndag eftermiddag uden at nogen afbryder os. Igen ville det have været umuligt for os. Jeg ved, at det kun er småting, men de betyder noget for mig, og jeg kunne have overlevet at tingene blev nødt til at være sådan i noget tid, men ikke for længe, og det ville have fået os til at slå op.

Desuden var du aldrig den rigtige for mig; det var Lucas.

Jeg var virkelig skeptisk og bange for at give ham en chance, men han ventede på mig, og da jeg endelig accepterede at gå på en date med ham, var det den mest vidunderlige date nogensinde. Han er sød, han er omsorgsfuld, han behandler mig som en prinsesse! Han er en gentleman, han lytter virkelig til mig, og han griner endda af mine lamme jokes. Og han har altid behandlet mig sådan. Altid tålmodig, altid charmerende, altid ved min side. Vi har så meget tilfælles, og når han ser mig i øjnene, har jeg det som om, jeg er den eneste pige i verden, som om ingen andre betyder noget. Han kigger på mig på samme måde som Niall kigger på Alex!

Med ham føler jeg mig elsket, jeg føler mig betydningsfuld, jeg føler mig som en førsteprioritet. Og ved du hvad? Det er dejligt at være midtpunkt til en forandring. Jeg har altid været en i baggrunden, aldrig skinnet igennem. Altid bare hovedpersonens veninde, altid den generte pige der aldrig siger, hvad hun mener, altid pigen der sætter alle andre i første række og selv bliver i baggrunden. Jeg føler, at jeg betyder noget nu.

Lucas får mig til at føle… han får mig til at føle mig speciel og jeg tror… well, jeg tror, at jeg er ved at blive forelsket i ham. Hvad jeg engang følte for dig er nu kun et minde, et dejligt minde om en brændende følelse, men intet andet. Jeg er kommet videre, og jeg bliver langsomt forelsket i ham. Eller måske ikke så langsomt. Han tiltrækker mig bare – som tyngdekraften!

Belle siger, at vi ser dejlige ud sammen, og når jeg er sammen med ham, føler jeg mig som en teenager igen, som om al det her er helt nyt for mig!

Jeg tror ikke, at mine følelser for dig er de samme, som jeg har for Lucas nu. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, jeg ved bare, at det ikke er det samme. Jeg ved, jeg elskede dig, det var jeg aldrig i tvivl om, men hvad, jeg føler for Lucas, er anderledes, en helt anden størrelsesorden.

Jeg ved, denne her gang ved jeg virkelig,  at det er den rigtige dreng. Han elsker også mig, han vil have mig sammen med ham, og jeg er den eneste pige i hans øjne. Du har stadig Danielle, og du er glad sammen med hende, og nu har jeg Lucas, og jeg er glad sammen med ham. Jeg tror, at det er mening, at det var sådan her, det hele skulle ende, forstår du? Det har aldrig været vores skæbne at være sammen, for vi er hver især skabt til at være sammen med en anden, og det er hvad der gør os lykkelige, så det passer perfekt.

Jeg er ked af, at jeg har skrevet så meget om Lucas, jeg ville bare dele min glæde med dig. Jeg glæder mig til, at du skal møde ham, han er fantastisk, og jeg er sikker på, at du vil synes om ham. Han gør mig glad, og jeg tror, at det er det vigtigste.

Jeg vil også fortælle dig, at jeg ikke vil skrive flere breve til dig. Jeg plejede at skrive dem for at komme ud med mine følelser og frustrationer, men det har jeg ikke længere brug for. Tingene er endelig faldet på plads, og jeg har det okay med alt der skete mellem os. Eller hvad der ikke skete ville nok være mere nøjagtigt. Jeg ved, at du ikke vil læse de her breve, for jeg har gemt dem, men jeg er taknemmelig for, at du har været sådan en god lytter… på en måde. Det er stadig mærkeligt, men alligevel, det her har hjulpet mig en del med at overkomme min tvivl og mine dystre følelser, da jeg var i øjet af en orkan. Nu føler jeg, at vi rent faktisk kan være gode venner, uden at det er akavet imellem os.

Jeg elsker dig, Liam. Som en ven og det vil ikke ændre sig. Og jeg er glad for, at det er sådan. Jeg håber, at du også er glad, og jeg ønsker dig det bedste med Danielle, fordi det er det, jeg ønsker for en af mine bedste venner… lykke.

Din ven, Phebs

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...