Supernatural

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2015
  • Opdateret: 19 jun. 2016
  • Status: Igang
Rosalie Ewell flytter fra sine forældre, til Washington. Hun er færdig med High School og College, og nu laver hun ikke rigtigt andet end bare flytte ind i en ny by, og starte forfra. Læs med og se, hvad der ellers kommer til at ske.

16Likes
17Kommentarer
6044Visninger
AA

22. Kapitel 22.

 

Jeg bliver vækket af min far, som begynder at hoste voldsomt. Jeg går i panik og rejser mig fra sengen. Han ser på sine rystende hænder, som har blod på sig. Oh, hell no. Not now. Jeg skynder mig, at trykke på den røde knappe. Da der ikke kommer nogen, bliver jeg ved med at trykke. Min far bliver ved med, at hoste og det ser ud til, at han har svært ved at få vejret. ''Far, hey.'' siger jeg og ser panisk rundt i værelset efter vand. Hvem fuck har ikke vand flasker i et hospitals værelse? Endelig kommer der nogen løbende ind, men jeg bliver stående ved siden af min far. ''Mrs. Ewell vi beder dig venligst om, at lade være med at fortsætte med at trykke på knappen. Vi er kommet.'' siger en af dem. Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg blev ved med at trykke på knappen. Jeg stopper og tager hånden til mig. En af dem tager fat i mig og beder mig om, at gå udenfor. Nu gad jeg ikke være dramatisk lige som alle sammen er i film, så jeg gik adlydende ud af værelset og satte mig på en af stolene. Hvor var min mor overhovedet? 

Jeg ved ikke, hvor min mor var, men nu havde jeg nok siddet her ude i en halv time, hvis ikke mere. Lægerne strømmede ind og ud af døren, men ingen af dem sagde noget til mig. Inde på værelset hørte jeg tidligere min fars hjerte stop, men de fik det hurtigt til at starte igen. Dog stopper det af og til og mit hjerter racer af sted. Jeg er næsten bange for, at det flyver ud af mit bryst. Jeg bider nervøst i min læbe og jeg er ved, at blive sulten. Lugten af blod, som fylder atmosfæren her, hjælper ikke ret meget, men jeg kontrollere mig selv. Jeg havde zoomet ud så meget, at jeg ikke havde lagt mærke til, at min mor var tilbage. ''Hvor var du?'' siger jeg, da hendes duft fylder mine næsebor. Jeg ser den modsatte vej. ''Jeg var nede i kantinen og spise og så skulle jeg også lige på toilet.'' siger hun. Hun lyder forpustet og hendes puls er høj. En lugt af sved rammer straks mine næsebor, men jeg ved at det fordi hun løb op af alle de trapper. ''Hvad sker der?'' spørger hun. Jeg ser ned på gulvet og så op på hende. ''Han begyndte at hoste blod op. Jeg trykkede på knappen og nu har jeg siddet her i næsten en time.'' siger jeg. ''De kommer nok ud snart.'' siger hun.

Og lige som min mor havde sagt, så kommer de alle ud af værelset. ''Mrs. Ewell.'' siger lægen, som tidligere blinkede til mig. ''Hans tilstand er virkelig svag. Hans hjerte stoppede op til flere gange.'' siger han. Min mor nikker og jeg kan se på hende, at hun er mundlam. Lige som mig. ''I må gå derind igen, men hold jer væk fra ham.'' siger han og ser på mig. ''Tusind tak.'' siger min mor. Lægen nikker og ser endnu engang på mig, før han vender ryggen til og går. Jesus, hvor irritere den mand mig. Hvem fuck flirter med en døende patients datter? Min mor rejser sig og træder ind i værelset igen og jeg følger efter. Der lugter herinde af sved. Det er næsten som om, at det er helt fugtigt herinde. Ingen frisk luft. Jeg sætter mig på de en af de gamle træstole igen og trækker den helt tæt på min far. Jeg tager hans hånd i min og læner mig foran. Jeg ligger så ubehageligt. Min rygge gøre ondt og jeg er mega sulten. Jeg ser hen på væggen og klokken er overraskende mange. Jeg tvinger mig selv til, at blive her i maks en time mere og så kan jeg smutte hjem og spise og komme tilbage igen. Mit hoved føltes tungt og min mave rumler, men søvnen overtager og der går ikke langtid før jeg falder i søvn igen. 

Min mor vækker mig og ser ned på mig. ''Du burde nok spise eller drikke noget. Du har ikke fået noget, at spise hele dagen.'' siger hun og ser bekymret på mig. Jeg ser hen på klokken. Jeg har sovet i næsten en time. ''Jeg går hen og køber noget.'' siger jeg og rejser mig. Hun nikker og sætter sig igen. Jeg går ud af værelset og går hen til trapperne. Jeg ser udover gelænderet og kan se gulvet helt nede. Jeg står et øjeblik og overvejer om jeg skal hoppe herfra. Jeg har set de andre hoppe fra endnu højere højde, så hvorfor skulle jeg ikke også kunne? Jeg overvejer at gøre det, men vælger at lytte efter først. Jeg kan ikke høre nogen, så jeg tager chancen og springer over gelænderet. Det hele går stærkt, men lander hurtigt og fast nede på gulvet. Jeg ser rundt og lige til mit held, så kommer der en sygeplejeske rundt om hjørnet. Hun smiler til mig og jeg smiler igen. Derefter går jeg ud af hospitalet, hen på den gamle p-plads og løber hjem. Det føltes godt, at få noget frisk luft og bevægelse. Da jeg ankommer hjem skal jeg til, at åbne døren men jeg flyver bagud. Flot. 

''Cynthia!'' råber jeg. Jeg går rundt om huset, men lysene er slukket. Ihvertfald nedenunder er de. Jeg vælger, at gå om i baghaven og hoppe op på vores terrasse. Jeg kan se noget lys over fra hendes værelse, så vil gætte på, at kun er hjemme. Jeg kan ikke banke på vinduet, uden at flyve tilbage. Tid til at være kreativ. Jeg ser rundt, og får øje på en af træerne, som sjovt nok er lige ved siden af Cynthias vindue. Jeg hopper fra terrassen og hen på træet. Jeg kradser mig sindsygt meget, men det heler. Jeg står på en tyk stamme, og får øje på en okay tyk gren. Jeg vælger at bøje mig lidt forover og knækker grenen. Jeg kaster den hen på vinduet og den rammer ikke engang vinduet. Den falder bare ned på jorden. Flot. Jeg sætter mig på den tykke gren og koncentrere mig om, at komme i kontakt med hende gennem mine tanker. Jeg bliver ved med, at tænke på hende og kalder på hende med min inderstemme. ''Rose? Hvad er der?'' ''Jeg står udenfor og er ved, at dø af sult. Jeg skal ind.'' Mens jeg snakker til hende, hopper jeg ned af de høje træ og går hen til døren. Da jeg åbner den, er den heldigvis låst op og jeg flyver ikke tilbage denne gang. Jeg går straks hen til køleskabet, tager to flasker og løber ovenpå til Cynthia. Hun sidder og læser i sin tykke magi bog. 

''Jeg tænkte nok, at der var et eller andet der forsøgte at slå igennem ringen, men jeg ignorerede det bare.'' siger hun og fortsætter med, at læse. ''Det var mig. Har du fundet ud af noget?'' spørger jeg. Hun lægger bogen fra sig og ser på mig. ''Fuck, du ligner en lort.'' siger hun. ''Men jeg fik fat på Blaez. Han siger, at det hele er i kaos derover. Der er flere og flere, som bliver dræbt og der er en masse, som vil have Harry og de andre dræbt.'' siger hun og ser på sine hænder. Min puls kommer pludseligt på top speed. ''Men hvorfor var de så herover?'' spørger jeg. ''Han fortalte, at der var nogen, som havde fundet ud af, at Harry har en partner, hvilket jo så er dig. De forsøger at finde dig nu.'' siger hun. Jeg er chokeret over det hun fortæller mig. Jeg ved ikke engang, hvad jeg skal sige. ''Men nok om det, vi skal nok finde ud af noget. Jeg skal nok lige lave et par magiske tricks. Er der sket noget med din far indtil videre?'' spørger hun. Jeg nikker og stirre ned i gulvet. ''Lægen fortalte tidligere, at han ikke var sikker på, om han overhovedet ville kunne klare det i en uge. For et par timer siden begyndte han, at hoste blod op. Da lægerne kom, bad de mig om at gå ud, hvilket jeg gjorde. Men da jeg sad udenfor, så kunne jeg høre, hvordan hans hjerte stoppede af og til. Jeg tror ikke, at han klare det ret længere. Hans puls er også så svag.'' siger jeg og min stemme knækker sammen. 

''Rosalie, jeg er ked af mit flip igår. Jeg ved godt, hvor svært det er for dig og jeg har på fornemmelsen, at det her kun er starten på et helvede. Jeg prøver at hjælpe så meget jeg kan, men der er også mange ting, som foregår i mit hoved. Jeg kommunikere med andre magikere fra den anden verden og det er seriøst i helvede derover. De vampyrer, som blev dræbt af Zayn og Perrie, de havde selvfølgelig familiemedlemmer og venner. Nu vil de der familiemedlemmer og venner have hævn, på alle dem som er døde. Der er også mange, som er efter Sophia, for det var jo hende, som endte med at brænde baren ned, hvilket resulterede i, at hun også dræbte mange. Mange af fængselvagterne er blevet dræbt, fordi at der er så mange, som forsøger at komme ind til Harry og Zayn og de andre. Jeg har også lige fundet ud af, at Eleanor er gravid. Det har hun været i noget tid nu. Hun er syv måneder fremme. Dog bliver hun stadig tortureret og de er ligeglade med, om barnet dør. Det dræber Louis. Det hele er et kæmpe kaos.'' siger hun. ''Hey, slap af.'' siger hun og kommer hen og tager fat i mig. Jeg havde ikke lagt mærke til, hvor meget jeg rystede og græd indtil hun tog fat i mig. ''Cynthia, det hele er min skyld. King døde, fordi jeg ikke tog mig af ham. Perrie og Zayn kommer til, at dø pga at jeg blev bidt af en random vampyr. Louis' barn kommer sikkert også til, at dø og det hele er min skyld!'' råber jeg og tager mig til hovedet.

''Hey!'' siger hun og tager et fast greb om mine skuldre. ''Intet af det her er din skyld. King var en gammel hund og det ved du også godt selv. Og Zayn og Perrie skal sikkert nok klare det, ligesom alle andre. Det jo ikke din skyld, at Harry gav dem den ordre til at finde ham, som havde bidt dig. Det er heller ikke din skyld, at de adlydede ham. Du må ikke beskylde dig selv. Gå ned og tag en flaske til. Din krop er svag. Jeg skal nok opdatere dig igen.'' siger hun og krammer mig. Hendes ord rummer i mit hoved. ''Jeg har på fornemmelsen, at det her kun er starten på et helvede.'' Jeg skal virkeligt tage mig sammen. I have to be strong. Jeg tørre mine kinder og ser på Cynthia. ''Jeg går ned og tømmer endnu en flaske og så vender jeg tilbage til min far. Jeg er ked af, at jeg ikke har været hjemme hele dagen, men vil gerne være sammen med ham til det sidste. Tror også, at jeg overnatter derover.'' siger jeg. ''Det er helt forståeligt, men du ved hvordan du skal kontakte mig, hvis der er noget. Jeg skal også nok holde dig opdateret.'' siger hun og krammer mig. Jeg krammer hende igen og giver hende et lille smil, før jeg rejser mig og løber nedenunder. 

Jeg bliver færdig med, at tømme flasken og fortæller Cynthia gennem mine tanker, at jeg smutter. Jeg tager mine sko på og jakke på og skal til at gå hen til døren, men jeg flyver tilbage. ''Jeg er ikke gået ud af huset endnu, dumbass!'' råber jeg. Jeg kan høre hende grine og jeg forsøger igen. Denne gang lykkedes det mig, at gå ud og jeg smækker døren efter mig. Jeg var overhovedet ikke vred, men det var begyndt, at gå mig på nerverne, hver gang jeg fløj tilbage. Jeg lyner min jakke og sætter kurs mod hospitalet. Da jeg kommer hen på p-pladsen, skynder jeg mig indefor, da jeg pludseligt begynder med, at øsregne. Jesus, hvor er jeg heldig. Jeg går hen til det spot, hvor jeg landede da jeg hoppede over gelænderet. Hvis jeg kan hoppe ned, så kan jeg ved også hoppe højt op. Jeg lytter godt efter og venter til en gammel læge går forbi hjørnet, så jeg kan hoppe. Han giver mig et smil og jeg sender hurtigt et tilbage. Han går og jeg lytter efter igen. Okay, der er ingen. Jeg går let ned i knæ og hopper fra jorden. Jeg ser op og jeg føler mig lidt ligesom superman. Da jeg kan mærke, at jeg ikke flyver op af så meget mere, tager jeg fat i et gelænder og hiver mig selv op. 

Da jeg ser nummeret på væggen, bliver jeg tilfreds med, at jeg kun skal op af to etager mere. That's not much. Jeg tager trapperne resten af vejen op. Da jeg finder værelset, vælger jeg at lade som om, at jeg er forpustet. Jeg skal ikke have min mor til, at tro at jeg er en sindsyg gymnast. Jeg åbner døren og sørger for, at min vejrtrækning er hurtig. Min mor ser på mig og smiler. Jeg ser hen på min far og han er vågen. ''Hey prinsesse.'' siger han og smiler til mig, mens jeg sætter mig ved siden af ham. ''Hej far. Hvordan har du det?'' spørger jeg. ''Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg har det fint eller godt.'' siger han og giver mig et skævt smil. ''Lad være med, at sig det.'' siger jeg og kysser hans hånd. ''Mig og din mor sad lige og snakkede om alle de fjollede ting, som vi lavede med dig, da du var lille.'' siger han og begynder med at bringe flashback frem i mit hoved. Vi sidder og snakker i cirka en halv time om alle de gode minder vi har haft. Min far griner svagt af et minde af mig, hvor jeg lige lærte at cykle. Jeg havde kørt ind i en buske. Min fars grin får mig og min mor til, at smile som idioter. Pludseligt stopper hans grin og han tager en dyb vejrtrækning. Han tager sig til hjertet. Mig og min mor rejser os med det sammen og ser på ham. ''Lad være med, at... tilkalde lægerne. Jeg er klar.. til at sige... farvel.'' siger han. Hans krop ryster og han har svært ved, at få vejret. Jeg tager hans hånd i min og hulker mit hjerte ud. ''Far, jeg elsker dig så meget. Det hele bliver bedre.'' siger jeg og aer ham forsigtigt over hovedet. ''Jeg elsker.. elsker jer begge.. så højt. Husk det.'' siger han. Hans øjenlåg klapper forsigtigt sammen og jeg rusker forsigtigt i ham. 

''Far?'' siger jeg, men han reagere ikke. Jeg lytter til hans hjerte og det banker to gange mere og så stopper det. Der går få sekunder før hjerteskærmen registrere, at der ikke er puls mere. Lægerne strømmer ind og tager fat i os. De beder os om, at forlade værelset igen. Jeg kan høre, hvordan de forsøger, at redde ham igen, men det virker ikke denne gang. Der går en halv time, hvor de så derefter kommer ud til os og fortæller os, at de ikke kunne redde ham. De fortæller os, at vi må sige vores sidste farvel, så det gøre vi. Jeg går ind og krammer ham og græder mit hjerte ud. Jeg ryster og jeg tror et øjeblik på, at jeg selv dør, men der sker ikke noget. Min mor kysser ham efter jeg havde fjernet mig. Hun græder også som et vandfald. Nu får han i det mindste lov til, at være sammen med King. Min mor kommer hen til mig og krammer mig. ''Det skal nok gå. Vi skal nok klare det.'' siger hun. Jeg nikker og hun tager min hånd. Lægerne kommer tilbage, tager sengvognen og kører ham ud af værelset. Vi pakker vores ting og går ud af værelset. Jeg kan se dem køre min far væk og mit hjerte er i stumper. ''Lad os komme hjem.'' siger hun. Vi går grædende nedenunder og hun går en helt anden vej, end den jeg er van til. Hun går hen på den anden side af hospitalet, hvor jeg længere henne kan se en ny parkeringsplads. Vi går begge uden at sige noget, mens hun leder efter sine nøgler. Vi når frem til bilen, hvor hun låser den op og vi sætter os ind. 

Jeg giver besked til Cynthia, at vi er hjemme om ikke så længe, så hun kunne godt fjerne ringen. Jeg havde været optaget af, at give besked til Cynthia, at jeg ikke engang havde lagt mærke til, at vi kørte igennem mine barndoms gader. Det hele bragte så mange minder tilbage. Lidt længere ned af vejen kan jeg se vores hus, så jeg tager min sele af og tager min mors taske omme bagfra. Min mor kører ind i vores indkørsel og trykker på fjernbetjeningen, som hun har liggende i bilen. Vores garage åbner sig, hvor min mor så kører ind og træder ud af bilen. Ingen af os har sagt noget og min mave gøre ondt. Jeg er sulten. Jeg stopper midt i mit trin og stirre ud i luften. Køleskabet er fyldt med flasker af blod og min mor er på vej ind. ''Cynthia! Flaskerne i køleskabet! Min mor ser dem!'' ''Rolig Rosie, jeg har styr på det.'' Jeg træder med min mor ind i huset og ser hende gå træt hen i køkkenet. Hun åbner køleskabet og pludseligt ligger der mad derinde og koldt vand. Min mor tager flasken med vand og bunder lidt mere end halvdelen. ''Gå i seng, skat.'' siger hun og ser på mig. Hun ser så udmattet ud. Jeg nikker, går hen og kysser hende og går ovenpå. Jeg skulle til at løbe, men stoppede mig selv. Da jeg går forbi det første værelse, skal jeg til at gå forbi Cynthias værelse, men hendes stemme stopper mig. ''Vi skal snakke.'' siger hun. 

Døren er lukket til værelset, men kunne stadig høre hende. Jeg åbner forsigtigt døren og træder ind. Hun står og ser ud til baghaven. ''Der har været endnu et angreb i fængslet. Der er nogle vampyrer, som dræbte vagterne og nåede at komme hen til Perries celle. De skød hende med noget gift, som de selv har lavet. Hun bliver svagere og svagere. Zayn er ved, at eksplodere.'' siger hun. ''Tror du, at giften dræber hende?'' spørger jeg. Hun vender sig mod mig. ''Det er en gift, som indeholder noget meget, meget farligt noget for vampyrer.'' siger hun og jeg tager hendes svar som et ja. Jeg ser ned i gulvet. ''Har jeg nogensinde fortalt dig om det bånd der er mellem vampyrer?'' spørger hun og ser på mig. Jeg ryster på hovedet. ''Sæt dig.'' siger hun.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...