Supernatural

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2015
  • Opdateret: 19 jun. 2016
  • Status: Igang
Rosalie Ewell flytter fra sine forældre, til Washington. Hun er færdig med High School og College, og nu laver hun ikke rigtigt andet end bare flytte ind i en ny by, og starte forfra. Læs med og se, hvad der ellers kommer til at ske.

16Likes
17Kommentarer
6016Visninger
AA

16. Kapitel 16.

 

Jeg kan ikke sove. Efter drømmen, hvor jeg var sammen med Harry, har det været umuligt for mig, at falde i søvn. Jeg kan ikke få min krop til at falde til ro. Jeg er så anspændt og mit hoved er fyldt med tanker. Det er næsten gået tre timer siden drømmen. Jeg ser hen på det lille ur på væggen og bliver chokeret over at klokken er otte. Cynthia er en morgenperson fandt jeg ud tidligere, så det vil sige, at hun nok er oppe snart. 

En anden ting, som jeg heller ikke havde lagt mærke til er, at solen skinnede ind gennem det store vindue og fuglene sang. Hvordan havde jeg ikke lagt mærke til det? Jeg skal til at skifte position, men bliver afbrudt af Cynthia, som kommer ind på værelset. ''Godmorgen. Har du sovet godt?'' spørger hun og kaster mit outfit hen til mig. ''Nej, overhovedet ikke. Hvad med dig?'' spørger jeg og rejser mig træt op. ''Hvorfor ikke?'' spørger hun. ''Lad være med at svare på mit spørgsmål, med et anden spørgsmål.'' siger jeg med en kold tone. Ups, det var faktisk slet ikke meningen, at det skulle komme ud på den måde.

''Du er nøjagtig ligesom mig, når jeg ikke får søvn.'' siger hun og griner. Okay, så hun forstår mig altså godt. ''Jeg kunne ikke sove efter drømmen. Det er tre timer siden, at jeg stod op.'' siger jeg og ignorere hendes kommentar. ''Fortæl mig om det.'' siger hun og begynder med oprydning. Jeg fortæller hende alt fra min drøm, mens jeg tager tøj på og hjælper hende med at rydde op. ''Okay, så vi kan lave en aftale. Når vi kommer hjem til dig, så kan jeg lave den samme fortryllelse, men bare hvor jeg sender dig hen til Zayn og Perrie i stedet for Harry.'' siger Cynthia, da jeg er færdig med at fortælle. 

''Men jeg ved bare ikke, hvad jeg skal sige eller gøre.'' siger jeg. ''Jeg synes, at du skal tage det som det kommer. Bare kom ud med alt det du vil. Fortæl dem, hvad du føler, hvordan du har det og bare snak med dem normalt. Føl dig behageligt tilpas. Jeg tror ikke, at de er vrede på dig. Et godt råd, ville være at du ikke skal have for høje forventinger.'' siger hun. Jeg nikker bare. Jeg har virkeligt brug for, at tænke det her godt igennem. 

''Hvornår tager vi afsted?'' spørger jeg og guffer morgenmaden ned i mig. ''Når du er færdig med, at spise.'' siger Cynthia og bliver færdig med at rydde op. Ja, hun rydder op i et tempo, som er langsommere end en snegl. Jeg bliver færdig med min bolle og rejser mig fra stolen. ''Tak for mad.'' siger jeg. Hun giver mig bare et smil og går hen mod døren. ''Klar?'' spørger hun. Jeg nikker og går ud af døren. Hun lukker døren bag sig og tager min hånd. Jeg skal til at spørger hende, hvad hun egentligt laver, men stopper da vi pludseligt er i en meget mørk grotte. ''Kom.'' siger hun og begynder at gå. 

Jeg følger efter hende og det bliver kun mørkere og mørkere. Til sidst kan jeg ikke se mere. ''Cynthia, jeg kan ikke se mere.'' siger jeg og bliver bange, da jeg hører ekko af min stemme. ''Giv mig din hånd og være klar til, at vi skal transporteres til din verden.'' siger jeg. Hun tager min hånd og jeg tager et godt klem om det. Så kan jeg pludseligt ikke mærke jorden under mig mere. Mit hoved gør ekstremt ondt. Jeg føler, at jeg skal kaste op. Jeg ryster og jeg går i panik. Jeg har brug for, at se hvor jeg befinder mig henne. Jeg vender hovedet ud til alle sider, desperat efter at finde det mindste tegn af lys, men der er intet.  

Så føltes det pludseligt, som om jeg falder i søvn. Jeg kan ikke rigtigt få vejret og lige da mine øjne lukker sig, når jeg at se lys. ''Rose!'' er der en svag stemme, der kalder. Det var Cynthia, men hun er så langt væk. Jeg kan ikke åbne mine øjne og jeg kan ikke mærke noget. Enten er jeg ved at dø eller så besvimer jeg. Jeg ved ikke, hvad min krop har gang i. Jeg har det bare dårligt. Jeg kæmper for at forblive vågen, men til sidst opgiver jeg, da jeg kan mærke at min krop er stærkere, når det kommer til at få sin vilje. Jeg tilfredsstiller min krop og giver dens vilje. Jeg opgiver. Smerten er alt for meget. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...