Supernatural

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2015
  • Opdateret: 19 jun. 2016
  • Status: Igang
Rosalie Ewell flytter fra sine forældre, til Washington. Hun er færdig med High School og College, og nu laver hun ikke rigtigt andet end bare flytte ind i en ny by, og starte forfra. Læs med og se, hvad der ellers kommer til at ske.

16Likes
17Kommentarer
6029Visninger
AA

15. Kapitel 15.

 

Jeg er i en kælder. Der er mørkt og jeg føler mig ubehageligt tilpas. Jeg føler mig svag og kold, da jeg ikke har så meget tøj på. Også selvom at der er mørkt, så kan jeg ikke lade være med at se en figur lægge på gulvet nogle meter fra mig. Jeg kan ikke genkende personen endnu, men jeg håber det er Harry. ''Haz?'' hvisker jeg. Personen reagere på ingen måde. Jeg tror at jeg befinder mig der, hvor Harry skal være i sine syv måneder. For var det ikke noget med, at de også skulle være straffet for alt det de havde gjort? Vi sidder faktisk ikke i en kælder. Eller jo, men vi sidder i en celle. Det her må være fængslet. 

Jeg retter mig lidt, så jeg sidder bedre tilpas. Lige da jeg skal til at kravle hen mod personen, er der nogen henne af gangen som skriger. ''Hvis I ikke stopper, så dræber jeg jer alle sammen! Jeg skal personligt tage mig af jer, hvis I ikke lader mig være!'' skriger kvinden. Hendes stemme er lys, men det er ikke en jeg kender. ''Stop! Nej!'' skriger hun igen. Sekunder efter er der stille. ''Det sku altid skønt med sådan en bedøvelses sprøjte.'' siger en mandlig stemme. Der bliver stille og jeg begynder med at rykke mig hen mod personen i min celle. 

''Vi burde nok tjekke de andre.'' siger den mandlige stemme igen. Jeg stivner fuldstændig. For det første, så ser de mig og hvad sker der så? For det andet, så vækker de måske personen, som jeg håber er Harry og så vil jeg ikke kunne nå at få snakket med ham overhovedet. 

Jeg skynder mig hen til personen og vender ham om på ryggen. Harry. Det er ham. Jeg smiler og rusker i ham. ''Rose?'' hvisker han, med en hæs stemme. Han har en hævet underlæbe og masse af blå mærker i hovedet. De torturere dem da hundrede procent. ''Harry, jeg er okay. Cynthia har kastet en fortryllelse, hvor jeg kan være i dine drømme. Det er ikke en normal drøm. Jeg er virkelig i din drøm. Når vi ses om syv måneder, så kan du spørger om det passede, at jeg var i dine næste hundrede drømme. Det bliver ikke sidste gang, at du drømmer om mig.'' hvisker jeg. 

Jeg bliver afbrudt af en af vagterne, som kommer gående forbi vores celle. Da jeg kigger ned på Harry, har han allerede vendt sig og ligner en der sover. Manden ser ned på Harry, men ignorere mig. Hvad sker der? Er det mig, som er fuldstændig syg eller hvad? Kan han ikke se mig? Jeg vifter med armene, men han går lige forbi mig. Okay, så ved jeg også det. Da der er blevet stille på gangen igen, vender Harry sig mod mig og smiler. ''Du har ingen ide om, hvor glad jeg er for at se dig.'' siger han, tager min hånd og kysser den. ''I lige måde, Haz.'' siger jeg. Før jeg ved det, tager han fat i min nakke og trækker mit hoved ned til sit. Han planter sine hævede læber mod mine og jeg kan smage hans blod. Jeg kysser ham tilbage og han trækker sig væk kort efter. 

''Hvordan har de andre det? Liam, Sophia, Niall, Bel, Louis og El?'' spørger jeg. Han ser forvirret på mig og gøre mig forvirret. ''Hvorfor ser du sådan på mig?'' spørger jeg. ''Hvorfor nævnede du ikke Zayn og Perr- oh! Hun slettede din hukommelse, ikke?'' spørger han. Jeg kan ikke læse hans øjne eller ansigtsudtryk, men han ser i hvertfald ikke glad ud. ''Yup.'' siger jeg. ''De andre er okay. Vi heler hurtigt, men nogle gange bruger de ting som gøre, at vi heler langsommere. De bruger alt muligt hekse gift på os og torturere os, som dyr. Jeg er glad for, at jeg nåede at sætte dig af hos Cynthia. Havde de vidst, at du var grunden til alt det der skete, så havde de også tortureret dig.'' siger han koldt. 

''De torturer ens partner foran dig. Det er nok den værste smerte. Værre end når de skære en kniv igennem dig. Værre en alle de andre smerte. Det værste er bare, at se den du elske, blive tortureret lige foran dig. Stå og skrige og lide, mens du intet kan gøre. Det gøre de ved Liam, Louis, Niall og Zayn. Jeg hører tit, hvordan Zayn råber og skriger på vagterne. Jeg hører ham, også selvom han er på den nederste etage. Der bliver de tortureret på det værste niveau. Vi er to etager højere end dem, men jeg hører ham altid.'' siger han og jeg kan se tårerne i hans øjne. ''Det er en dødsstraf, Rose. Jeg ser aldrig min bror og hans kone igen.'' siger han og bryder sammen.

''Hey! Sshhh Haz! Du må ikke græde. Du skal være stærk for de andres skyld. Jeg er sikker på, at de kan høre dig.'' siger jeg og aer hans kind, mens min tommelfinger tørre tårene væk. De måtte have haft et godt forhold sammen, siden Harry kalder Zayn for hans 'bror'. ''Havde jeg et godt forhold til dem, Haz?'' spørger jeg. Han nikker. ''Du elskede Zayn så højt. I så hinanden som søskende. I sagde det nok aldrig til hinanden, men I vidste det begge. Dig og Perrie, var som søskende også. Du har bare et godt forhold til os alle, men der var noget specielt mellem dig og Zayn. I klingede bare sammen og jeg elskede at se på det.'' siger han og græder lydløst. Jeg huskede det ikke. Jeg havde ingen følelser for det Harry fortalte mig. Jeg kendte ikke Zayn eller Perrie. Jeg ved ikke, hvem de er. 

"Sshhh Hazza! Vi skal nok finde ud af noget." Siger jeg og krammer ham. Han hulker stadig en del, men stopper efterhånden. Han begynder, at rykke sig væk og jeg ser mærkeligt på ham. "Læg dig." Siger han og først nu lægger jeg mærke til, at han ville lave plads til mig. Jeg gøre som han siger og lægger mig. Min rygge er vendt mod hans bryst. Jeg kan mærke hans varme og hans hjerte mod min rygge. Jeg føler mig så afslappet og tryg.

"Hvad har du lavet siden jeg sidst så dig?" Spørger han stille og strammer grebet om min krop. "Jeg var til det der show, hvor alle i den her verden fik at vide at Zayn og Perrie skulle have en dødsstraf. Ellers har jeg bare været hos Cynthia. Hun virker som en meget sød person. Jeg kan virkeligt godt lide hende." Siger jeg og smiler over, hvor taknemmelig jeg er for at hun hjælper mig. "Tja, hun er en flink person. Det er min søsters veninde." Siger han. "Hun var lidt den eneste, som jeg kunne aflevere dig til. Jeg har selvfølgelig mange andre folk jeg kunne have afleveret dig til, men jeg stoler mest på C." Siger han igen. "Harry, jeg ved ikke hvor lang tid vi får i de her slags drømme. Jeg vil bare sige, at jeg håber at du ved, at jeg tænker på dig hver dag. At jeg håber, at du overlever det her helvede og at du har det en smule godt." Hvisker jeg.

"I know, Rose. Jeg klare det egentligt fint, men tanken om at jeg aldrig i mit liv ser min bror igen.. Det.. Det knuser mit hjerte. Normalt er jeg altid en stærk person, men mig og drengene har været igennem så meget og uden dem er jeg svag. De er mine brødre og jeg elsker hver en af dem. De andre drenge er også helt nede over det med Zayn. Vi fik ikke engang sagt farvel. Vi kan ikke snakke gennem tankerne, da de sprøjter noget lort ind i vores blod, hvilket forhindre vores hjerne i at kommunikere med de andre gennem tankerne." Han holder en pause og fortsætter.

"Jeg giver ikke op uden en kamp. De sagde at de ville dræbe Zayn og Pez efter 70 år, men jeg ved at hvis der sker noget, så skære de årene ned. De vil cutte det ned til 40 år pludseligt. Vi skal være forsigtige og jeg prøver at skaffe alt den hjælp jeg kan. Jeg giver ikke op på min bror." Siger han. Jeg nikker og føler, at jeg bare skal være stille. Han tager en dyb indånding og udånder med en rystende vejrtrækning. "Jeg savner ham." Siger han igen.

En side af mig, er vred på Perrie over fordi, at hun slettede min hukommelse, for nu kan jeg ikke være så forståelig når de andre snakker om dem. Den anden side af mig, kunne ikke være mere taknemmelig. Jeg tror ikke, at jeg ville kunne klare at se en ung fyr som jeg så som min bror, blive brændt lige foran mig. Det med at de har fået en dødsstraf, tror jeg heller ikke at jeg ville kunne klare, så jeg tror at jeg er mere taknemmelig end vred.

Jeg skal have talt med Cynthia og spurgt om hun på en måde ikke kan hjælpe Zayn og Perrie. Måske kan jeg blive sendt hen til dem istedet for Harry. Altså hun kunne lave den samme fortryllelse, men istedet for at jeg er i Harrys drøm, så kan jeg være i Zayns eller Perries. Jeg vil virkeligt gerne tale med en af dem. Før jeg ved det, så lægger jeg tilbage i mit gæsteværelse. Jeg ser rundt og der er stadig salt rundt omkring mig. Månen skinner ind af det store vindue og jeg føler mig enormt træt. Så falder jeg i søvn igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...