Supernatural

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 mar. 2015
  • Opdateret: 19 jun. 2016
  • Status: Igang
Rosalie Ewell flytter fra sine forældre, til Washington. Hun er færdig med High School og College, og nu laver hun ikke rigtigt andet end bare flytte ind i en ny by, og starte forfra. Læs med og se, hvad der ellers kommer til at ske.

16Likes
17Kommentarer
5657Visninger
AA

1. Kapitel 1.

 

Jeg blev vækket af Niall som hopper på min seng, og skriger som en tøs. ''Niall, fuck nu af.'' siger jeg, og kaster en pude efter ham. Niall er en af mine nye venner, som jeg mødte dagen efter jeg flyttede hertil. Vi har været sammen hver dag lige siden, og jeg havde lært Zayn, Louis, Liam og Harry at kende gennem, den her idiot. ''Jamen, du skal op. Du kan ikke lægge og sove hele dagen, vel mongol?'' siger han, og kaster puden tilbage, som han havde grebet, med sine perfekte hurtige sanser. ''Jo, og skrid så væk, ellers kalder på King.'' siger jeg. ''Jeg ikke bange for den lille hund.'' siger Niall, og sætter hænderne på hofterne, og ser på mig med løftende øjenbryn. ''King!'' råber jeg. Det tager ikke ret langtid før jeg kan høre min hunds poter, mod trægulvet. Han løber ind på mit værelse, og sidder nu og ser på mig, og venter på en ordre. 

Jeg ser hen på Niall, som ser med store øjne på King, og fanger så mine øjne. ''Lader du mig sove et kvarter mere, eller skal jeg lade King trække dig væk?'' spørger jeg, og smiler til ham. ''KUN et kvarter.'' siger han, og hopper ned fra sengen. King er en meget veltrænet hund. Min far havde trænet ham, siden han var helt lille. Den forstår alt, hvad man beder den om, og den gøre det. King er faktisk min bedsteven. Når jeg er ked af, følger han efter mig, og hopper rundt om mig, og prøver at gøre mig glad. Han er der altid for mig, når jeg ikke selv kan gøre noget. Han er jordens fedeste hund. Niall var lige gået ud, og havde lukket døren efter sig. Jeg lagde mig tilpas igen, men min træthed var forsvundet. Jeg hader Niall, den idiot. 

Jeg hopper ud af sengen, og finder dagens outfit frem. Den består af cowboys bukser, og min trøje består af en sort hættetrøje, med mit efternavn bag på ryggen. Jeg går ud i badeværelset, tager et hurtigt bad, og hopper ud igen. Jeg får mit tøj på, og går nedenunder. På vej derned føler jeg, at der er nogen bag mig, men da jeg vender mig om, er der ingen. Det er sikkert en weird morgen følelse. En duft rammer mine næsebor, og jeg ved straks hvad det er. Niall laver pandekager. ''Nialler, du laver mad!'' siger jeg, og sætter mig ind i køkkenet. ''Nøj, er det rigtigt, Rosa? Det vidste jeg slet ikke.'' siger han, med stemmen fyldt med ironi. Jeg ruller med øjnene af ham, og magter ikke svare ham. ''Drengene kommer over.'' siger han. Jeg nikker bare. Man skulle tro at Niall bor her, sådan som han hele tiden er her. Snart flytter drengene også her ind, og så vil jeg være den eneste pige, med fem drenge. Jeg tror jeg vil blive alt for drenget-agtig, hvis jeg er for meget sammen med dem. 

''Jo, jeg skal nok lufte King.'' siger Niall, i det jeg skulle til at spørger ham om han ville gøre det for mig. Jeg havde spurgt ham de andre morgener, hvor jeg ikke selv orkede det, så jeg tror godt at han havde det på fornemmelsen, at jeg ville spørger idag. ''Tak Nialler. Jeg skal nok gøre pandekagerne færdige.'' siger jeg, og går hen på Nialls plads. ''Husk at låse døren. Nøglerne er på hylden!'' råber jeg til Niall. Jeg kan høre ham tage nøglerne, mumle noget til King og gå ud. Efter et minuts tid, går jeg hen og tjekker om døren er låst. Så dum, som Niall er, så kan han glemme ting, så let som ingenting. Jeg vender tilbage til køkkenet, og vender pandekagen. Det tager ikke langtid, før jeg er færdig med at lave pandekagerne, og begynder at dække bord op. Jeg tager is ud af fryseren, og sætter nutella og syltetøj på bordet. Alt er klart nu, så jeg går ovenpå og sætter mig på mit værelse. 

Følelsen jeg havde tidligere den her morgen, om at der var nogen bag mig, kommer frem igen. Jeg vender mig, men der er intet at se. Det er som om der var en vind bag mig, så snart jeg vender mig. Som om at personen bag mig, når at flygte, før jeg ser hvem det er. Pludselig føler jeg mig slet ikke alene, og det første jeg kommer i tanke om, er at ringe til Niall. ''Hallo?'' siger han.

''Niall! Jeg er altså bange! Jeg ved godt, at det her lyder dumt, men det er anden gang idag, at jeg føler at der er nogen bag mig, men så snart jeg vender mig, så er følelsen væk. Det er som om at personen bag mig, når at flygte før jeg ser dem. Jeg ved godt det lyder dumt, men jeg er virkelig bange nu, og drengene er ikke kommet endnu, og kan du ikke bare komme hjem.'' siger jeg. Før jeg ved det, står Louis i min døråbning til mit værelse. ''Bare tag dig god tid. Louis-'' ''Ja, jeg ved godt Louis er der, for jeg er her også.'' siger han, og lægger på. ''Er du okay?'' spørger Louis, og ser på mig, med bekymrede øjne. 

''Jeg har det fint.'' siger jeg, og smiler til ham. ''Du ved Rosie, det er ret dumt og lyve for en person som jeg.'' siger han. ''Lou, jeg har det fint.'' siger jeg, og forsvinder ud af rummet og nedenunder, da jeg hører at de andre også er her. Louis blev stående nogen minutter ved mit værelse, men før jeg vidste det, er han allerede ved min side igen. Sygt, hvor hurtigt han kan indhente mig med sine lange ben. Jeg nåede ned i køkkenet, og alle drenge sidder og venter på mig og Louis.

''Hvad vil I lave idag?'' spørger jeg, og sætter en pandekage ud på min tallerken. ''Vi bliver inde. I TV'et havde de sagt, at der ville være regnvejr, storm og torden.'' siger Zayn. Jeg nikker bare. På fem måneder har jeg allerede fået mange minder med de her fem drenge. Jeg har et utroligt godt forhold til dem alle, men jeg er mest sammen med Niall, for han bor på den anden side af gaden. De andre drenge er her også tit, men alligevel ikke så tit som Niall.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde jeg ikke har svage følelser for Harry, for det har jeg. Jeg indrømmer det gerne. ''Rosa?'' siger Liam og klipser sine fingre foran mit ansigt. Jeg ryster kort hovedet og ser på ham. ''Undskyld.'' siger jeg, og ser ned på min pandekage. ''Skal en af drengene tage hen og købe nogen film, popcorn og chips?'' spørger han igen. ''Det kan I vel da godt, så kan jeg bage nogle cookies.'' siger jeg. Mine øjne glider hen til Niall, som sidder og ser på mig. Hans øjne lyser op, og hans smil bliver større. ''Ja Niall, jeg sagde cookies.'' siger jeg og griner. Jeg ved han elsker cookies med små chokolade stumper i. Niall står op fra sin stol og kommer hen til min side, og giver mig et kram. ''Det tager jeg som et tak.'' siger jeg, da han sætter sig igen. Han nikker ivrigt, og ligner et barn der glæder sig til næste dag, fordi det er juleaften. 

''Tre bliver, to smutter.'' siger Louis. ''Lou, Niall og Harry bliver. Mig og Liam smutter.'' siger Zayn. Jeg deltog ikke i samtalen. Istedet har jeg rejst mig, og begyndte at sætte det hele i opvaskemaskinen. ''Vi smutter nu, pas godt på hende.'' siger Zayn, og tager sin jakke på. ''Pas på jer selv, drenge.'' siger jeg, og vinker smilende. Ville det lyde dumt, hvis jeg sagde at jeg allerede elskede de her fem drenge? Well, i mit hoved lyder det ikke dumt, så jeg er lidt ligeglad med, hvordan det lyder i dit hoved.

Jeg hører døren smække, og jeg bliver endelig færdig med at sætte ting i opvaskemaskinen. Jeg går roligt i gang med at lave de cookies, jeg havde lovet at lave. Harry havde flere gange været her inde og spørger om han skulle hjælpe, men jeg sagde pænt nej tak hvergang. Da jeg endelig bliver færdig med at bage mine chokolade cookies, ser jeg på klokken og den er lidt over to. Det var nogen små timer siden jeg havde stået op, og King havde været ude. ''King!'' råber jeg fra køkkenet. 

Jeg tager et glas vand, og han står nede ved min fod. ''Gå over i stuen, og få drengene herind.'' siger jeg. Jeg orkede ikke til at råbe efter dem alle, og de ville sikkert ikke kunne høre mig. Noget tid senere står de i køkkenet, og ser på mig. ''Du bliver nød til at lære ham at han ikke skal bide hul i ens bukser, når han vil have en til at følge efter ham.'' siger Niall og peger på sine sorte stramme bukser. Jeg griner bare og ryster på hovedet. ''Jeg har ikke været ude hele dagen, så jeg går ud med King. Jeg bliver i nærheden af området, hvis det begynder at regne.'' siger jeg. ''Skal en af os gå med dig?'' spørger Louis. ''Det er ikke nødvendigt. I kan blive herinde, og gøre det hele klar, til når Liam og Zayn kommer.'' siger jeg. De nikker og jeg tager min jakke og sko på. ''Let's go, King!'' råber jeg. Han kommer løbende hen til mig, og løber ned til vejen, men stopper så for at vente på mig. 

Jeg brugte ikke snor, for det havde King ikke brug for. Det var han for dygtig til. Jeg kunne sagtens kontrollere ham uden snor, for han lyttede til alt hvad jeg bad ham om. Jeg drejer ned om hjørnet, og giver King nogle hundekiks. Vejret var ikke perfekt, men heller ikke så slemt. Skyerne var grålige, og det blæste en smule. Der var ikke så mange mennesker eller biler på gaden, som der plejer at være og jeg er sikker på at det skyldes vejret. Jeg træder ind i området som folk kaldte en park. Det var utroligt smuk her, når der var godt vejr. Der var legepladser til børn, og bænke så forældrene kunne sidde og holde øje med børnene. Der var masse af andre ting, men jeg bliver trukket ud af mine tanker da en hund begynder med at gø. Nogen meter fremme er der en mand der kommer gående hen imod mig, med sin gøende hund. ''King stille.'' siger jeg. King bliver ved med at gå roligt ved siden af min side, og ignorere hunden der gør. 

Da jeg kommer længere ind i parken, ser jeg noget nyt, som jeg ikke vidste var i parken. En skate bane, med ramper og andre ting. Der er nogen drenge på min alder, som hurtigt får øje på mig. Jeg sætter blikket ned mod jorden igen, og går videre. De stopper med at skate, og mumler noget til hinanden. ''Hey tøs!'' råber en af dem. Ud af min øjenkrog, ser jeg at de er tre. Jeg ignorere dem, og begynder at gå hurtigere. De skater op til min side, og før jeg ved det, er der en af dem der har taget min arm og skubbet mig hårdt op af et træ. ''King!'' siger jeg. King reagere så snart hans navn forlader min mund, og hopper på drengen, der havde skubbet mig ind til træet. De to andre drenge råber af King, men er for bange til at gå i nærheden af ham. Jeg ser ned på hvordan King bruger en af sine tricks, han har lært. Han lader som om han ikke kan komme tæt nok til dig, til at bide, men alligevel prøver han at bide ud efter dig. 

''Gøre noget, idioter!'' råber drengen, under King. En af drengene løber hen til mig, og river i mit hår, hvilket får mig til at skrige. Han slår mig hårdt ned i jorden. Jeg kan se at King bliver distraheret, og skal til at løbe hen til mig, men jeg stopper ham. ''King bliv!'' råber jeg. Han bliver, og så snart drengen fra jorden prøver at rejse sig op, hopper King på ham igen. Drengen der har skubbet mig ned i jorden, står og giver mig lussinger. Jeg føler et hårdere slag, da hans knytnæve rammer min kæbe. Et spark rammer mig. ''Hey!'' råber en velkendt stemme. Zayn kommer løbende hen til mig, og slår drengen i hovedet. Den tredje dreng prøver at slå ud efter Zayn, men Liam tager fat i hans arm før han kan ramme Zayn. Zayn slår løst på drengen der slog mig, og siger noget til ham. Jeg fik fanget noget ord med, ''du sætter aldrig en finger på hende igen,'' og andre ting. 

Før jeg ved det, er der en der samler mig op, og jeg genkender varmen. Harry. ''Hvor-hvad laver du her?'' siger jeg og ser forvirret på ham. ''Kald på King.'' siger han. ''King!'' råber jeg. Jeg ser på drengen, der var under King, og ser at King rent faktisk har ramt ham noget steder. Han har ihvertfald kræset ham, for han bløder på armen. King kommer løbende hen til mig og Harry. Harry giver et nik til Louis, og Louis løber hen og går amok på drengen der var under King. Jeg føler mig pludseligt træt, og jeg mærker Harry kysse min pande, før jeg falder helt i søvn.

 

''Rosie.'' siger Liam og rusker i mig. Jeg åbner øjnene, og blinker få gange. ''Hvad skete der?'' spørger jeg. Louis, Niall, Zayn, Harry og King står også ved siden af mig. Hvorfor havde jeg ikke lagt mærke til dem før? ''Hvad husker du sidst skete?'' spørger Liam. ''Altså jeg husker alt det der skete i parken, men jeg forstår ikke hvordan I alle lige pludseligt var der, og hvad skete der da jeg fald i søvn?'' spørger jeg. ''Mig og Zayn var på hjem fra butikkerne, hvor vi lige havde købt film, popcorn, chips og alt andet. Vi valgte at gå gennem parken, da det var en genvej, og vi orkede ikke tage den lange udvej. Da vi så kom ind i parken, hørte vi dig, og gik i din retning. Zayn tilkaldte resten af drengene, og det var hvordan vi alle var der. Da du fald i søvn, blev mig og drengene færdige med de tre idioter, og vi tog hjem. Vi rensede dine sår, og lod dig sove i en halvanden time, og nu vækker vi dig. Du skal ikke sove mere, ellers vil du ikke kunne sove i aften.'' siger Liam. Jeg nikker bare. 

''Er I alle okay? Altså I blev jo slået af de der drenge?'' siger jeg, og ser på dem. ''Vi er helt okay. Smut i bad og få skiftet tøj, og så sætter vi os til at se de film. Forresten, der er noget vi skal tale med dig om før vi ser film.'' siger Niall, og ser mig i øjnene, med sine havblå smukke øjne. Jeg nikker kort. Drengene har forladt mit værelse, og jeg finder tøj frem. ''Øhm, en eller anden?'' siger jeg, men lægger mærke til ingen sikkert hørte mig, så jeg råber. Jeg åbner mit skab, og ud af min øjenkrog ser jeg Harry træde frem i min døråbning, med armene krydset over hans veltrænet bryst. ''Øhm, jeg kan godt tage nattøj, ikke? Vi skal ikke mere ud for idag, vel?'' spørger jeg, og ser på ham. ''Nej, du kan godt have dit nattøj på. Hvis drengene vælger at smutte, skal jeg nok blive.'' siger han, og smiler. Hans smilehul i hans venstre kind kommer frem, og hans øjne viser kun kærlighed. Jeg føler mit hjerte banke en smule hårdere, og en del hurtigere. 

Jeg udånder en indånding, jeg ikke vidste, jeg holdt inde. Jeg nikker kort, og finder noget rent nattøj frem. Harry står stadig lænet op af min døråbning, og pludselig føler jeg en smerte i min arm. Jeg husker straks, at det var den samme smerte jeg fik, da jeg blev skubbet ned i jorden, af ham den ukendte dreng. ''Årh!'' siger jeg, taber alt tøjet, og tager mig til armen. Jeg bider tænderne sammen, og lukker øjnene. ''Rose, er du okay?'' siger Harry, der nu er ved siden af mig. Han sætter sin hånd på min, som lægger på min arm. Jeg åbner øjnene langsomt, og ser hvor tæt vi egentligt står. Mit hjerte banker automatisk hurtigere, og hårdere. Puha, det her rum bliver jo varmere og varmere, for hvert sekund. Jeg ser ind i hans øjne, og føler at jeg falder i en trance. Jeg føler næsten, at jeg er i en anden verden, eller at jeg er hypnotiseret af hans øjne. Jeg indser at jeg bare står og stirre ham i øjnene, hvilket var ret akavet, nu når jeg tænker over det. ''Ja, jeg har bare en svag smerte i min arm. Jeg fik smerten, da jeg blev skubbet ned i jorden af ham drengen, som havde overfaldet mig i parken.'' siger jeg. ''Så er det godt vi kan fikse det.'' siger han. 

Hvordan vil du kunne tage min smerte væk? Jeg gider ikke tænke mere over det, i stedet samler jeg bare mit tøj op, og smiler til Harry før jeg forsvinder ind i badeværelset. Jeg får mit tøj af, og ser mine blåmærker, og skrammer. Pyt med det. Jeg smutter ind i badet, og tager min vanilje hår shampoo. Jeg elsker den. Mit lange brune hår, klistre sig til min rygge og det varme vand, får alle mine muskler til at slappe af. Jeg bliver hurtigt færdig, og går ud. Jeg får tørret mig, og tager mit nattøj på.  ''Guys, I'm done.'' siger jeg, da jeg går nedenunder. ''Seriøst? Det vidste vi ikke.'' siger Louis, og gisper falskt. Jeg griner, ryster på hovedet og sætter mig i en af de nye læder sofaer, jeg købte da jeg flyttede her ind. 

''Hvilken film starter vi med at se? Og hvad ville I tale med mig om?'' spørger jeg, og ser på Zayn, som ser på de andre. ''Du kan vælge filmen. Rose, det her er noget virkeligt alvorligt. Det er en ting, vi kun har tænkt os at fortælle til dig.'' siger Louis. Jeg løfter øjenbrynene af ren overraskelse. ''Drenge, I skal ikke føle at I bliver tvunget til at fortælle mig det. Altså, det er okay, hvis I ikke helt er klar til det.'' siger jeg. De ryster på hovedet. Jeg ser på Harry, og jeg kan ikke lade være med at smile til ham. Han smiler straks igen. Jeg føler sommerfugle i maven, og jeg behøves ikke fortæller jer hvordan mit hjerte reagere, for det ved I allerede. Jeg ser væk fra ham, så de andre drenge ikke ser min reaktion. ''Jamen så kom da endelig igang med at fortælle det.'' siger jeg og smiler. 

De næste fire ord, som flyver ud af Zayns mund overrasker mig. ''Vi er ikke menneskelige.'' siger han. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere. Pranker de mig? Har de sat nogen skjulte kameraer op nogen steder, og filmer de min reaktion? Jeg tror ikke de ville være så seriøse, som de er nu, hvis de virkeligt pranker mig. Laver de seriøs sjovt? Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. Hvad er de så, hvis de ikke er menneskelige? Er de dyr eller hvad? Måske halv hund, og halv giraf? Ej okay, det tror jeg så ikke lige. Jeg ser Niall i øjnene, og jeg kender ham for godt til, at sige når han laver sjov, og når han er seriøs. Lige nu, var han ikke andet end seriøs. ''Hvad mener du, Zayn? Selvfølgelig er I menneskelige?'' siger jeg, og ser på ham med løftet øjenbryn. Han tager en dyb indånding, og ryster på hovedet. ''Hvad er I så?'' spørger jeg. 

 

********************************************************************************************
Det var så det første kapitel af Supernatural! Håber I kan lide det, og glæd jer til kapitel to :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...