English Love Affair | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2015
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Igang
England. Drømmedestinationen for mange unge. Heriblandt finder du Elena Rhodes, en syttenårig pige med meget håb og mange drømme. Da hun beslutter sig for at tage til England i tre måneder, har hun sine forældres fulde opbakning. Uskyldig som hun er, regner hun ikke med at der sker det helt store og at alt går efter planen. Hun er den type der altid følger reglerne, men når hun lige pludselig skal til at spille et spil, som hun ikke kender, så går det galt. Regler bliver brudt, forbudte følelser opstår og Elena finder sig selv udenfor sin comfort zone.

96Likes
195Kommentarer
60010Visninger
AA

7. 6

 

6

"Can I come with you?"

 

Elenas synsvinkel

 

Jeg havde ikke rigtigt nogle planer for i dag, andet end at blive inde og slappe af.

Tiden var gået hurtigt og jeg blev næsten helt chokeret, da jeg indså at jeg havde været her i fem dage nu, og allerede følte mig så godt tilpas. Normalt så tog det mig heller ikke så lang tid at falde til et nyt sted, men jeg følte mig ekstra godt tilpas lige her.

Klokken var efterhånden omkring et om eftermiddagen. Indtil videre havde jeg spist noget mad og set en film, og det var egentlig også det jeg ville blive ved med, men da jeg skulle til at række ud efter den bunke dvd’er, som jeg havde liggende foran mig, fik jeg en besked. Derfor rakte jeg hånden ud efter min mobil i stedet for dvd’erne.

 

Jill: Hej Elena, kan jeg lokke dig til at tage ind til centrum og hente en pakke til mig?

 

Jeg svarede hurtigt tilbage, mens jeg rejste mig op og bevægede mig ovenpå. Jeg kunne jo lige så godt tage af sted med det samme.

 

Elena: Det skal jeg nok. xx

 

Efterfølgende sendte Jill mig den adresse jeg skulle tage hen til og informerede mig om, hvordan jeg skulle tage ind til centrum.

Små tyve minutter senere havde jeg gjort mig klar til at tage af sted. Jeg tog hurtigt mine sko og jakke på, hvorefter jeg greb ud efter den nøgle, som jeg havde fået til huset. Jeg tjekkede også lige hurtigt om jeg havde min mobil, hvilket jeg selvfølgelig havde.

Mit blik var rettet mod mine fødder, da jeg trådte udenfor. Det var rimelig varmt og jeg blev pludselig meget glad for, at jeg ikke havde lynet min jakke, og at den bare hang hen over mine skuldre.

Jeg lukkede døren, tjekkede efter om den var låst og vendte mig om, hvorefter jeg begyndte at gå ned ad den lille trappe. Dog ramte et skud af forvirring mig i maven, da jeg langsomt vandrede hen ad den tomme, lille parkeringsplads og så en person stå med ryggen til. Jeg var ikke i tvivl om hvem det var der stod foran mig, på trods af det faktum at han havde ryggen vendt mod mig. Højden og det sorte tøj afslørede ham.

”Luke?”

Mit hjerte begyndte at banke en anelse hurtigere, idet jeg havde sagt hans navn højt. Han reagerede med det samme og vendte sig hurtigt om, næsten som om at jeg havde forskrækket ham.

Hans blå øjne lyste op, mens en svagt lyserød farve fandt vej til hans kinder.

”Erhm,” startede han ud, og kløede sig akavet i nakken. ”Hej.”

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg brød ud i en lille latter over hans ord og den smittede hurtigt.

”Hej.” mumlede jeg og bed mig i indersiden af min kind.

Han kiggede simpelt på mig med et lille og sagde ikke noget. Jeg sagde heller ikke noget, da jeg havde travlt med at betragte ham. Hans mørkeblonde hår strittede op i luften og hans tænder klamrede sig til den sorte metalring i hans læbe. Han var iført en sort tanktop med bandet Green Day skrevet hen over, og han havde sine hullede stramme jeans på, som jeg svor at jeg havde set ham i, den første dag jeg var her.

Jeg kunne blive ved med at kigge på ham, men efterhånden som jeg lagde mærke til flere detaljer om ham, gik det også op for mig, at jeg stirrede på ham.

”Øh,” kom det hurtigt fra mig, inden jeg hostede kort og rettede blikket op mod de blå øjne igen. ”Hvad ville du?”

Luke lignede en der vågnede op fra en trance, og han rystede kort på hovedet og blinkede et par gange. Derefter forlod et lille grin hans mund og han lagde hænderne i lommerne.

”Jeg ville, eh,” stammede han og grinede endnu en gang for sig selv. ”Jeg ville have skrevet til dig, men så kom jeg gående forbi dit hus og tænkte, at jeg lige så godt kunne sige hej til dig nu og her.”

Hans ord kom bag på mig og jeg løftede begge mine øjenbryn. Jeg kunne se på Luke at han begyndte at tvivle på sine egne ord og inden jeg overhovedet fik indført sagt noget, åbnede han munden igen.

”Det lød virkelig mærkeligt det der.”

Jeg smilede. ”Nej, det gjorde det ikke.”

Den lyserøde farve var for længst væk fra hans kinder, men det samme var det lille grin, der ellers havde været placeret på hans læber. Nu havde han et blankt ansigtsudtryk og hans øjne var rettet mod fliserne på parkeringspladsen.

Siden Luke ikke sagde noget, men bare stirrede ned i jorden, havde jeg meget lyst til at bryde stilheden. Jeg kunne bare ikke finde nogle ord.

Endnu en gang lød jeg mig selv forsvinde hen i en anden verden, mens mit blik scannede ham. Han havde et par slidte converse på (i sort selvfølgelig), og om begge hans håndled havde han mindst syv armbånd siddende, der var hver sin farve. De mindede alle om sådan nogle armbånd man for på, når man tager på festival eller til koncerter.

”Hvad skal du så nu?” Lukes stemme bragte mig tilbage til virkeligheden og jeg kiggede straks op på ham.

”Hvad?”

Han grinede kort, hvorefter hans tunge kørte henover hans læber. ”Hvad skal du nu? Jeg går ud fra, at du kom udenfor fordi du skulle et eller andet sted hen.”

Jeg nikkede blot. ”Jeg skal ind til centrum og hente en pakke.”

Jeg gav Luke et lille smil. Han gengældte det ikke, men tog derimod hans ene hånd op til hans mund og pillede ved sin læbepiercing.

”Cool.” Det sagde han tydeligvis kun fordi, at han manglede at bidrage til samtalen.

”Tja, det er vel-”

”Kan jeg komme med dig?”

Jeg rynkede øjenbrynene ved hans ord, men brugte ikke en gang to sekunder på at overveje mit svar.

”Det må du da godt.”

Det forvirrede mig lidt at han ville med mig. Det forvirrede mig også en hel del, at hans attitude havde ændret sig så meget. Sidst jeg så ham, var han også flink, men der kunne jeg fornemme, at han helt sikkert var påvirket af et eller andet. Nu virkede han helt klar i hovedet, men han ville stadig snakke med mig.

”Jeg skal alligevel også derind.” mumlede han blot, da jeg var begyndt at gå.

 

×

 

Godt nok var det stadig lunt udenfor, men blæsten havde taget til. Derfor skyndte jeg mig at lukke min jakke, mens Luke holdte pakken, som vi lige havde hentet.

Luke var stadig iført sin sorte tanktop, men havde ingen form for jakke eller trøje han kunne tage på.

”Fryser du ikke?” røg det ud af mig, mens jeg kiggede undrende på ham.

Det kunne jo selvfølgelig godt være, at det bare var mig der reagerede voldsomt på en smule blæst, men jeg tvivlede alligevel på, at han ikke frøs den mindste smule.

Luke rystede på hovedet. ”Nej, egentlig ikke.”

Vi begyndte at bevæge os ned langs en gade, hvor der lå et storcenter for enden. Luke havde stadig ikke givet mig pakken tilbage, efter at han tilbød at holde den for mig, men jeg lod være med at kommentere på det. Jeg havde ikke noget imod at han holdte den for mig, for den var en anelse tung.

”Er du sulten?” spurgte Luke ud af det blå.

Jeg overvejede hans spørgsmål og lige så snart tanken om en bid mad dukkede op, begyndte min mave at rumle.

”Ja, nu hvor du siger det, så er jeg faktisk ret sulten.”

Et grin forlod hans mund og mit smil voksede sig større. Han havde et sødt grin. Det var ikke for højt, heller ikke for lavt og det var ikke aggressivt eller irriterende. Det var sødt.

”Skal vi så gå ind og finde et sted? Jeg kunne nemlig også godt bruge noget mad.”

Jeg valgte at nikke som et svar og Luke mumlede et eller andet, som jeg ikke kunne høre.

Vi trådte ind i centeret og jeg fulgte automatisk efter Luke, der så ud til at vide præcis hvor han ville hen. Han havde sikkert været her en milliard gange før, for han vidste præcis hvordan vi skulle komme hen til den bygning, hvor vi hentede pakken. Han havde også helt styr på, hvordan vi kom herind og hvordan vi ville komme hjem. Han havde styr på alt og pludselig var jeg meget glad for, at jeg havde sagt ja til, at han måtte komme med.

Inden længe havde Luke fundet frem til en lille café, hvor vi kunne sætte os og spise. Vi fandt et bor sammen og slog os ned. Luke tog et af de menukort som stod placeret på bordet med det samme, mens jeg kiggede mig omkring.

 

”Er du seriøs?” Jeg kunne ikke holde mit grin tilbage, og det samme gjaldt for Luke, der måtte holde en hånd foran munden, for at forhindre ham selv i at bryde fuldstændig sammen af grin.

”Jeg var fem år.” mumlede han forsvarende, inden han rystede på hovedet af sig selv.

Det var svært at få Luke til at føre en ordentlig samtale med mig til at starte med. Det var som om at han ikke rigtigt ville åbne op, og jeg havde prøvet at snakke til ham et par gange efter vi havde bestilt vores mad, men han gav mig kun små, korte svar, som om at han slet ikke var interesseret i at tale med mig overhovedet.

Nu var vi halvejs igennem vores mad og havde godt gang i, at lære hinanden lidt at kende. For mit vedkommende havde jeg kun halvt så meget af den salat tilbage som jeg havde bestilt, mens Luke havde gnavet sig igennem lidt over halvdelen af sin egen sandwich.

Luke og jeg sad og snakkede om barndomshistorier, og han havde lige fortalt mig om en episode han kunne huske, fra da han var fem år gammel.

”Min mor blev en smule sur,” grinede han og tog endnu en bid af hans sandwich.

”Det kunne jeg godt forestille mig.”

Han trak blot på skuldrene, mens hans blå øjne kiggede ind i mine.

Når vi ikke havde så meget at sige, kiggede vi begge rundt omkring eller – som nu – i hinandens øjne. Jeg hyggede mig en hel del og var glad for at bruge noget tid sammen med andre end Jill og mig selv. Måske var der endda potentiale nok i det her til, at Luke kunne blive min ven.

Efter et par minutter fyldt med stilhed, besluttede Luke sig for at tale.

”Så du bor hos din moster?”

Jeg havde lige kort fortalt ham om, at jeg egentlig kun var her på besøg og at jeg altså ikke boede her permanent. Jeg var ikke gået dybt ned i detaljer, men jeg havde sagt at jeg skulle bo hos min moster i al den tid jeg var her – hvilket var hen over sommeren – og at jeg havde valgt, at gøre det her fordi jeg selv synes at jeg fortjente en god pause, efter at jeg var gået ud af skolen.

”Jep,” kom det fra mig, mens jeg kørte min gaffel rundt i resterne af min salat. ”Men det er ekstremt hyggeligt.”

Luke smilede kort. ”Hvor lang tid skulle du så være her?”

”Tre måneder.”

Han nikkede, tog den sidste bid af hans mad, hvorefter han lænede sig tilbage. Han bed sig i læben og kiggede på mig med et blik, som ikke lige umiddelbart udstrålede så meget.

”Er det ikke lidt surt kun at være her i tre måneder?” spurgte han, med et løftet øjenbryn.

Jeg valgte ikke at svare, men simpelt bare sende ham et forvirret blik, hvorefter jeg håbede på at han ville uddybe det, som han lige havde sagt.

”Jeg mener bare, er det ikke surt at være her i så kort tid, hvis du får bygget et godt venskab op og så skal forlade landet midt i alt det gode?”

Hans øjne borrede sig ind i mine og jeg fik et sug i maven. Jeg vidste ikke om det var et ubehageligt et, eller om det var, som når man får sommerfugle i maven. En ting var sikkert: han fik mig til at føle en eller anden ubeskrivelig følelse. Der var noget over den måde han kiggede på mig, og den måde vores øjne låste sig fast til hinanden.

Alligevel følte jeg at det var mærkelig, at jeg kunne føle sådan allerede. Jeg kender ham dårligt nok. Nu ved jeg dog en lille smule om ham, og jeg vil da hjertens gerne indrømme, at jeg var overrasket over, hvor rart det var at sidde her sammen med ham, på trods af hvordan han havde opført sig tideligere på ugen. Men jeg vidste stadig ikke alt om ham og det kommer jeg nok heller aldrig til.

”Det er det vel,” mumlede jeg, som svar på hans spørgsmål.

Endnu en stilhed lagde sig over os, men det gjorde ikke noget. Jeg kunne godt lide den tavshed der somme tider ville dukke op imellem os. Den varede dog ikke længe.

”Skal vi smutte?”

Jeg nikkede kort og rejste mig op, hvorefter jeg tog min jakke hen over min arm. Både Luke og jeg gik op mod kassen, hvor jeg skulle til at hive min pung frem og betale for mig selv, men idet det blev vores tur, skubbede Luke blidt min hånd med min pung væk.

”Jeg betaler.”

 

× × ×

hvis I ikke allerede har liket, så smid lige et lille et, da det betyder utrolig meget for mig. smid også endelig en kommentar, gerne eventuelt om hvad I synes om Luke? ok bye. xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...