English Love Affair | Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2015
  • Opdateret: 13 jun. 2016
  • Status: Igang
England. Drømmedestinationen for mange unge. Heriblandt finder du Elena Rhodes, en syttenårig pige med meget håb og mange drømme. Da hun beslutter sig for at tage til England i tre måneder, har hun sine forældres fulde opbakning. Uskyldig som hun er, regner hun ikke med at der sker det helt store og at alt går efter planen. Hun er den type der altid følger reglerne, men når hun lige pludselig skal til at spille et spil, som hun ikke kender, så går det galt. Regler bliver brudt, forbudte følelser opstår og Elena finder sig selv udenfor sin comfort zone.

96Likes
195Kommentarer
60684Visninger
AA

5. 4

 

4

"You again?"

 

Elenas synsvinkel

 

Allerede omkring klokken to havde jeg udrettet en hel del. Efter mit skypeopkald med Ashton i går, besluttede jeg at spørge Jill om vi ikke kunne tage ind til byen og eventuelt shoppe, hvilket hun var helt med på. Hun havde absolut intet imod noget god kvalitetstid, hvor vi virkelig kunne få snakket igennem om alt det vi var gået i glip af. Plus, så kunne hun også vise mig lidt rundt. Selvom jeg var ude i går alene, så var det meget rart at havde hende med, så hun kunne vise mig de gode steder.

Et af de gode steder skulle angiveligt være en café, der lå lidt under en lille kilometer fra hvor vi befandt os nu. Vi var lige trådt ud af endnu en tøjbutik, og vi rendte nu begge rundt med to poser på hver arm. Men vi hyggede os, og det var det vigtigste.

”Hvad synes du så om vores lille tøse-tur indtil videre?” spurgte Jill, med et kæmpe smil. ”Fordi jeg har det meget godt.”

”Jeg synes det er virkelig hyggeligt! Det er så rart at få set omgivelserne, og oveni købet shoppe en smule.”

”Det er godt du hygger dig, Elena.”

Jeg lod et lille forsigtigt grin forlade min mund, inden jeg kiggede rundt omkring. Vi befandt os på en lang gade, og jeg havde butikker på begge sider af mig. Der var alt lige fra tøjbutikker, til telefonbutikker, til boghandlere og ikke mindst en lang række caféer.

”Der er godt nok mange forskellige slags butikker her,” mumlede jeg, mest til mig selv.

Det var ikke fordi at jeg var dybt fascineret af denne gade, for der var selvfølgelig også masser af den slags i Amerika. Det der dog fangede min opmærksomhed var hvor roligt her er. Der er ikke vildt mange mennesker, og der er heller ikke en travl atmosfære.

Miljøet var helt rart og det gav mig en indre ro.

Vi gik i stilhed i et par minutter. Jeg fortsætte med at betragtede alt omkring mig, mens Jill gik og forsøgte at fumle med hendes mobil, men grundet poserne på hendes arme, så det ud som om at det var en smule svært.

Da hun – efter en brag kamp – endelig fik lagt sin mobil i lommen igen, ytrede jeg mig. ”Hvor sagde du at caféen lå?”

Jeg var efterhånden en lille smule træt i mine ben og kunne godt trænge til at sidde lidt ned.

”Der.”

Mit blik fulgte retningen Jill pegede i og der lå ganske rigtigt en café, der så meget indbydende ud.

Da vi trådte indenfor tog det mig ikke lang tid at finde et bord, hvor jeg kunne slå mig ned. Jeg satte poserne ved siden af mig og spærrede Jills plads, mens hun gik hen og bestilte noget til os. Et suk af ren lettelse forlod mine læber, ved følelsen af smerten i mine ben der langsomt forsvandt.

Musikken der lød meget lavt over anlægget inde i caféen gav stedet den helt perfekte stemning. Rundt omkring sad folk og snakkede grinede, eller arbejde. De fleste af dem der sad alene, sad med deres computer foran dem og med en kolossal kop kaffe ved siden af, mens dem der sad sammen, sad med lidt mindre kopper og et smil.

Inden ret længe var Jill kommet tilbage. I hænderne havde hun to kopper i en okay størrelse og en tallerken med to stykker af noget der lignede brownie.

”Mhmm,” kom det fra mig, da hun sætte sig ned.

”Ja, det ser lækkert ud, ikke?” Hun satte min kop foran mig og tallerkenen i midten af bordet.

Jeg lagde forsigtigt mine hænder om koppen og nød varmen, der kunne mærkes udenpå.

”Det dufter også dejligt,” mumlede jeg, da jeg omhyggeligt indåndede duften af nylavet kaffe.

Jill grinede blot, og tog en lille tår af hendes kaffe, inden hun rejste sig op igen.

”Jeg går lige hurtigt på toilettet. Nu håber jeg at du sørger for at vores ting ikke bliver taget?” Hun havde et lille glimt i øjet ved den sidste sætning.

”Selvfølgelig.”

Mit blik fulgte Jill indtil hun var ude af syne.

Mine hænder var stadig placeret rundt om kaffekoppen, og jeg løftede den op til min mund. Jeg kunne ikke forestille mig noget bedre end at sidde her og slappe af lige nu. Det var rart at kunne hvile mig på den her måde, samtidig med at komme lidt væk fra Amerika.

Jeg havde nydt stilheden til det yderste i et par minutter, indtil jeg blev afbrudt.

”Dig igen?”

Ikke alene fik jeg et kæmpe chok, men det var også en meget ubehagelig overraskelse at se lige præcis det ansigt igen, da jeg vendte mig om.

”Forfølger du mig eller hvad?” kom det fra den mørkeblonde fyr igen, hvis navn jeg stadig ikke kendte.

Jeg rynkede mine øjenbryn og åbnede munden over hans ord.

”Hvad fanden snakker du om?” røg det ud af mig.

Normalt så blev jeg ikke så irriteret så hurtigt, men hans fjendtlige attitude fra i går, havde efterladt absolut ingen respekt for ham tilbage i mig.

”Nåh, der er nogen der er lidt hidsig i dag.”

Jeg var hurtig til at rulle øjne af ham, inden jeg vendte mig om og tog en tår af min kaffe igen.

Jeg kender ham ikke, jeg ved ikke hvem han er. Jeg har kun talt med ham én eneste gang og der valgte han at være fuldstændig ligeglad med, at jeg forsøgte at være venlig.

Derfor havde jeg vendt mig om og besluttet mig for at ignorere ham.

Lyden af en skramlende stol lød bag mig, og jeg bad til at den mørkeblonde dreng skred så langt væk fra mig som overhovedet muligt.

Dog var jeg ikke så heldig. Da jeg ikke kunne styre min nysgerrighed længere, kiggede jeg bagud og mødte hans iskolde blå øjne. Kuldegysninger kravlede lige så stille op ad mine arme og ned ad min ryg.

Vi holdte øjenkontakten, som han gik fra hans plads og hen mod døren. Han fjernede ikke sit blik før han blev nødt til det, og det var ikke før han var gået ud af caféen og forbi vinduet.

”Hvad kigger du på?”

Lyden af Jills pludselige stemme gav mig et kæmpe chok og et lille gisp forlod mine læber.

Mit gisp udviklede sig til en latter og jeg rystede på hovedet af mig selv. Jill kunne heller ikke holde sit grin tilbage, da jeg først var startet.

 

×

 

”Endelig hjemme,” mumlede jeg, og satte alle mine poser i gangen, inden jeg smed mine sko og placerede mig selv på trappen. ”Jeg er godt nok udmattet.”

”Samme her.” kom det fra Jill, som allerede stod i køkkenet, for at lave et eller andet til os, på trods af at vi lige var kommet hjem.

Jeg hev min mobil op fra lommen og tjekkede den hurtigt for beskeder. Der var ikke andet end en standardbesked fra min mor (sådan en hvor hun lige ville høre, om jeg havde det godt og så videre), og en bunke almindelige notifikationer fra diverse apps, som jeg havde liggende.

Efter at have svaret min mor og læst igennem godt og vel alle notifikationerne, tog jeg en dyb indånding og rejste mig fra trappen. Jeg strakte mig lige kort, hvorefter jeg bevægede mig ud i køkkenet. Jill havde gang i, at skære noget frugt og lave nogle smoothies som vi kunne nyde udenfor senere.

”Det her kommer nok til at tage noget tid,” mumlede Jill, med blikket fuldt rettet ned mod kniven i hendes hånd, som skar igennem askillige slags frugter.

Jeg nikkede bare. ”Så det du siger er, at jeg skal finde på noget at lave mens du gør det her?”

Et grin forlod hendes mund. ”Præcis.”

Jeg rystede blot på hovedet af Jill, inden jeg forlod køkkenet igen. Jeg besluttede mig for at tage alle de poser som jeg havde sat i gangen, med mig op på mit værelse nu, i stedet for at gøre det senere.

Jeg traskede lige så stille op ad trappen, med to poser i hver hånd og var næsten helt udmattet da jeg nåede enden. Mine ben var en anelse tunge som jeg bevægede mig hen mod mit værelse, og lige så snart jeg fik åbnet døren, satte jeg poserne hen til skabet, inden jeg selv satte mig ned på gulvet.

Der sad jeg i et lille øjeblik, indtil jeg bestemte mig for, at jeg ville løbe endnu en lille tur. Jeg havde vel allerede været nok udenfor for i dag, men da jeg egentlig ikke havde noget bedre at tage mig til, kunne jeg lige så godt løbe en tur, ligesom i går.

Jeg rejste mig op og trak min hvide T-shirt over hovedet, smed den hen til vasketøjskurven, hvorefter jeg gik hen og fandt mit løbetøj, som lå foldet sammen på kanten af mit skrivebord.

Det tog mig ingen tid at trække mine denimjeans af, og iføre mig den nyvaskede tanktop og samt et par træningsbukser. Jeg fandt min mobil frem og satte høretelefonerne i, inden jeg trykkede ’shuffle’ og gik hen mod døren.

Da jeg kom nedenunder råbte jeg lige hurtigt til Jill, at jeg ville løbe mig en tur. Derefter satte jeg kurs mod døren og bevægede mig udenfor i den dejlige, kølige brise.

Jeg skruede en tand højere op for musikken og begyndte at løbe. Siden jeg havde betragtet kvarteret og omgivelserne i går, gad jeg ikke at tænke yderligere over dem i dag. Desuden, så kom jeg i problemer i går, så i dag burde jeg nok bare holde mig for mig selv.

Tanken om den mørkeblonde dreng og det faktum at han gik amok på mig i går, fik mig til at sukke tungt. Jeg var stadig pænt rystet over det, og det hjalp heller ikke, at han befandt sig i den café, hvor Jill og jeg var i formiddags. Det skræmte mig faktisk en smule. Han skræmte mig en smule.

Jeg rystede på hovedet, og drejede om hjørnet. Jeg løb ikke samme rute som i går i tilfælde af, at han endnu en gang sad på sin trappe. Denne gang var jeg løbet den modsatte vej af hvor jeg løb hen i går, hvilket også betød at jeg ville ende et sted, hvor jeg ikke havde været endnu. Men siden at jeg skal være her i tre måneder, ender jeg nok med at kende det her sted som min egen bukselomme, og en gang skal jo være den første, så hvorfor ikke bare starte nu? Jeg kunne jo lige så godt udforske dem med det samme.

Sangene skiftede og jeg løb hurtigere og hurtigere. Jeg pressede nærmest mig selv til at blive ved med at løbe, også selvom at jeg efterhånden var ved at blive en anelse forpustet.

Til sidst måtte jeg dog give op og sænke tempoet. Jeg tog en dyb indånding og gik fra at lunte til at gå. Mit blik var rettet ned mod det grå fortov og mine fødder.

Jeg gik lige omkring syv skridt, før jeg stødte ind i hvad jeg gik ud fra var en person. Et meget højt gisp – næsten et skrig – forlod mine læber og af ren refleks lagde jeg hånden over mit hjerte. Jeg kiggede op og en ubehagelig følelse fyldte min mave med det samme.

Mit hjerte bankede hurtigt og hårdt, og da jeg fik øjenkontakt med personen blev det bare meget værre.

Selvfølgelig skulle jeg være en idiot og støde ind i den mørkeblonde dreng endnu en gang. Det værste var, at jeg tog en anden vej netop for at undgå det her.

”Ehm,” mumlede jeg nervøst, inden jeg kløede mig akavet i nakken. ”Det må du u-undskylde.”

Det kom som en overraskelse for mig, da han slog en lille latter op og trak på skuldrene.

”Det gør ikke så meget.”

Hvis ens kæbe kunne falde af, så havde min ligget nede på fortovet lige nu. Jeg måbede ved hans ord. Jeg havde forstillet mig, at han ville flippe ud på mig, eller gå tæt på mig igen. Jeg havde forventet at han ville virke truende, men i stedet virkede han som om, at det ikke var noget specielt.

”Hvad?” spurgte jeg direkte, som om at jeg slet ikke havde forstået hvad han havde sagt.

Endnu en gang grinede han let (næsten sødt), hvorefter han kørte sin hånd igennem sit hår.

”Du kunne jo ikke rigtigt gøre for det. Jeg var heller ikke specielt opmærksom selv.”

Først nu gik det op for mig at han stod med sin mobil i hånden, hvilket nok betød at han havde haft sit ansigt begravet i den, da jeg gik ind i ham.

”Oh.”

Han rynkede øjenbrynene og løftede en finger. ”Hey, jeg har set dig før.”

”Ja, altså-”

”Det var dig i den der café, og dig i går foran mit hus.”

Jeg nikkede bare, da jeg højest sandsynligt ikke ville få et ord indført. Han nikkede også selv, som om at det hele gav mening for ham nu.

”Jeg hedder for resten Luke,” mumlede han, og proppede sine hænder ned i sine lommer.

”Jeg hedder Elena,” grinede jeg. ”Det sagde jeg også i går, men det tror jeg ikke du kan-”

”Det kan jeg faktisk godt huske.” fastslog Luke, og smilede stort.

Han virkede som en helt anden person end den han var tidligere og den som han var i går. Ikke at jeg kender ham og ved hvad der er normalt, for det gør jeg ikke, men hans attitude havde ændret sig markant.

Da han så pludselig var ved at vælte over absolut ingenting, gik det op for mig hvorfor; han var påvirket af et eller andet. Hans blå øjne var heller ikke så blå og skinnende som de var i går.

Jeg tog en dyb indånding og hev min mobil op af lommen. Den spillede stadig musik, men jeg havde taget høretelefonerne ud, da jeg opdagede at det var Luke, jeg var stødt ind i.

”Hey,” mumlede Luke, lige da jeg havde slukket for musikken. Jeg hævede et enkelt øjenbryn og kiggede spørgende på ham.

”Kan jeg få dit nummer?”

Der gik ikke mere end to sekunder, før han brød ud i en latter, der var så høj, at jeg næsten blev forskrækket. Dog kunne jeg ikke selv lade være med at grine.

”Ehm, det må du vel.” Han rakte mig sin mobil, og jeg tastede hurtigt mit nummer ind, og gav ham den tilbage.

”Fedt.”

”Jeg tror jeg smutter nu,” sagde jeg og begyndte at bakke bagud.

Luke lod endnu et lille grin forlade hans læber, inden han også begyndte at gå. ”Jeg skal faktisk samme vej.”

 

× × ×

tusind tak til jer der læser med, det betyder meget.

smid endelig et lille like og lad mig vide hvad du synes om dette kapitel og historien indtil videre. xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...