Glad igen

Denne novelle er inspireret af sangen "All of me" med John Legend

0Likes
0Kommentarer
242Visninger

1. Glad igen

En smal stribe af sollys har fundet vej igennem de gule gardiner. Jeg følger dens bane igennem det støvede rum, og ser den oplyse hans åbne ansigt. Øjnene er varsomt lukkede, og hans åndedrat tungt. De mørke skægstubbe frister mig til at lade en finger glide langs hans mandige kæbe og mærke den ru overflade på mine bløde fingerspidser. Han ser fredfyldt ud når han sover, langt mere fredfyldt end når han er vågen, han rynker brynene sammen og- jeg vil ikke tænke på hans bekymrede udtryk. Engang kom det aldrig til kende i hans glade ansigt. Dengang smilede han altid, og jeg smilede tilbage til ham. Han var glad, og jeg var glad.

Jeg slår forsigtigt dynen til side, og svinger de nøgne fødder ud på det bløde gulvtæppe.

Jeg kender grunden til alle hans bekymringer, grunden til at hans øjne er triste. Han forsøger at holde humøret højt, men jeg kan mærke på ham der er hårdt. Det værste er, at jeg er grunden til de bekymringer, som gør ham trist, og jeg kan stoppe dem her og nu. Men jeg er ikke i stand til det. Det eneste jeg ønsker mig, er at gøre ham glad. Han fortjener glæde, og det kan jeg ikke give ham. Jeg rækker ud efter mit tøj, og klæder mig langsomt på, imens jeg bider mig selv i læben og kigger på hans sovende ansigt. De mørkebrune øjne er skjult bag de lange sorte øjenvipper. Jeg ville ønske, at jeg kunne kigge ind i dem, fortælle ham at alting nok skal blive godt. At han nok skal blive glad igen. At han fortjener at blive glad igen. Jeg må vise at jeg elsker ham. Og hvis jeg virkeligt elsker ham, må jeg gøre det, der er bedst for ham og ikke kun mig selv. Et sidste blik på hans ansigt, og døren lukkes stille i, indtil det lyse værelse hvor han er er gemt bag en dør på klem. Jeg kan ikke vende ham ryggen, så jeg bakker baglæns ud af lejligheden, tager en dyb indånding inden jeg skubber hoveddøren i, med et lille smæld. Jeg kan mærke en svag hovedpine dunke bagerst i mit hoved, mine fingre søger mod tindingerne, hvor jeg i går mærkede hans fjerlette kys mod min blege hud. Jeg lukker øjnene og mindes hans sagte ord mod mine ører, de føltes som blide kærtegn. Jeg ville ønske jeg kunne fortælle ham at hans ord trænger ind, at de gør mig glad. Jeg ville ønske at han forstod at han gør mig glad, at han ikke kan gøre mere. Og jeg ville ønske han var glad. Jeg lader min hånd glide ned af den lukkede entredør, og trækker jakken tættere omkring min krop. 2 skridt ad gangen nedad trapperne.

En let støvregn ligger sig omkring min skikkelse. Mine tårer løber nedad mine kinder, og blander sig med den fine regn. Mine fødder sætter i bevægelse, men de har ikke mit hoved med. Mine tanker er stadig hos ham i den varme seng, men jeg ved jeg er nødt til det. Jeg bevæger mig hurtigere og hurtigere væk, jeg må skynde mig inden han vågner. Alligevel ender det med at jeg må stoppe op, og tage mig til hovedet. Hovedpinen har bredt sig, og jeg skubber regnen og tårerne væk fra mine hævede øjne. Jeg ved han vil ofre alt for mig, og jeg vil fortælle ham at jeg er villig til at ofre alt på samme måde. Jeg vil ha’ ham til at forstå det. Forstå mig. For så længe han ikke forstår mig, fortsætter han med at blive såret. Jeg ved jeg forvirrer ham. Jeg lader ham få et glimt af mine tanker, lukker op, så han kan skimte mit hjerte, men jeg er fortvivlet, og lige så hurtigt som jeg åbner op, lukker jeg i igen og holder ham ude.

Jeg er efterhånden gået langt, og den aftagende støvregn har farvet mit rødblonde hår mørkt. Da jeg står foran den lille forretning, trækker jeg vejret helt ned i maven og lukker øjnene. Med præcise bevægelser skubber jeg til døren, og hører den genkendelige lyd af klokken der annoncerer en kunde. Bag disken står en ældre kvinde med et mildt udtryk i øjnene. Hun ved hvad jeg kommer for, og uden at veksle et ord, stiller hun papirsposen på disken foran mig, og jeg betaler hende. Da jeg træder ud, er regnen ophørt, og med våde kondisko trasker jeg igennem vandpytterne og går mod solen.  Endelig står jeg foran den tunge egetræsdør.

Et skridt ad gangen op, lige så stille, men jeg kommer op. Til min store forbløffelse ser jeg at døren står på klem, men jeg er sikker på at jeg smækkede den da jeg gik. Mit hjerte banker hårdt, han må ha’ opdaget at jeg er gået, men han har ladet døren stå åben til mig. Åben for at give mig endnu en chance. Jeg lister lydløst henover trægulvet, og stopper ved den lukkede dør ind til ham. Jeg smider de våde sko for at mærke gulvtæppet mod mine bare tæer. Det går først op for mig nu, at han måske slet ikke er der inde. At han er træt af at give sig hen, når jeg ikke gør det. Jeg lukker øjnene og trykker det kolde håndtag ned. Føler på det kolde messing, og åbner først øjnene igen, da døren står på vid gab. Værelset er badet i lys. Solstriben er erstattet af solskin, og i den store seng, under den bløde dyne ligger han. Jeg kan skimte bekymringen i hans ansigt, og ane rynken mellem hans sorte bryn. Langsomt går jeg hen ved siden af ham og trækker det røde satin hjerte, fra forretningen, op af lommen. Jeg kærtegner det bløde stof med spidsen af min pegefinger, kysser hjertet og lægger det ved siden af ham.  Med den samme pegefinger glatter jeg rynken mellem hans øjenbryn, og kravler ned under dynen til ham. Jeg vil give ham alt, og jeg vil vise ham det, men på min egen måde. Nu har han mit hjerte, også selvom han ikke altid kan se det, så har han det. Jeg kan mærke hans stærke arme ligge sig omkring mig, og han trækker mig ind i hans trygge favn. Jeg vil gøre alt for at gøre ham glad igen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...