Namia

Namia lever lykkeligt i elvernes rige lige indtil hendes far spiser en giftig plante, og hun må ud på en mission efter heksen; et ondskabsfuld og modbydeligt væsen, men den eneste der kan hjælpe hende. men vil heksen hjælpe hende? Og vil hun kunne stole på heksen, eller er hun bare på vej ind i en fælde, der ikke kun vil være hendes ende, men også hendes fars...
Dette er mit bidrag til bliv inspireret af en sang-konkurrencen, jeg her valgt happy home af Hedegaard

1Likes
0Kommentarer
496Visninger
AA

3. Skæbnebroen

Skæbnebroen tårnede op i horisonten. De to høje spir var tydelige. Namia steg af den svedende Sigmund, der gjorde et udmattet og taknemmeligt vrinsk.
    ”Kom min ven”, sagde hun stille, ”så er det nu”.
Hun rystede stadig efter sit møde med døden. Der var en sø et par meter denne.
Sigmund drak grådigt af vandet. Namia kiggede ned i vandet. Hun gispede af overraskelse over det hun så i vandet. Hendes blanke hår var filtret ind i alverdens stads fra skoven. Hendes ansigt var mudret og havde små rifter over det hele. Namia vaskede sit ansigt stille. Og efter lidt tid kunne hun hænde sit gamle sig. Hun gik i krig med sit hår, hvilket tog længere til end hun havde regnet med. Heldigvis var Sigmund måde tørstig og træt.

Da hun så nogenlunde normal ud igen, og Sigmund ikke var helt så svedig, hoppede Namia op på hans ryg, og red videre.
De travede det meste af vejen. At komme sig over et møde med selveste døden, var ikke noget der kom let. Vandet var blankt. Solen reflekterede sig i det. Sigmund vrinskede da han fik solen i øjnene, så Namia måtte slå folderne for.
Efterhånden tornede skæbnebroen op. De to mørke tårn var sorte som kul. Der var ingen vinduer, blot nogle store gargøjler på toppen af hver torn.
En lille tyk trold stod med krydsede arme, og stirrede Namia i øjnene. Dens flæskede dobbelthage gjorde det umuligt for den at se skræmmende ud, men omgivelserne hjalp en del med den skræmmende atmosfære.
    ”Ah”, sagde den med et smørret grin, ”nye tilkommende ser jeg. Og I vil vel over min bro, ikke”?
    ”Jo”, svarede Namia med en hår tone.
    ”Og I ved vil godt, at jeg ikke vil gøre det gratis”. Namia nikkede.
    ”Jeg har både guld og ædelsten, hvad foretrækker du”? Trolden grinede et højlydt ondt grin.
    ”Åh, jeg vil ikke have hverken guld eller ædelsten, min betaling, skal være ganske særlig”. Trolden begyndte at smile mens han snakkede videre. ”Jeg vil have din frygt”.
    ”HVAD”, råbte Namia. Hun havde mere guld og ædelsten i hendes taske end hele hendes familie til sammen. Og det havde ikke ligefrem været let at få det ud af det kongelige skattekammer.
    ”Ser du, jeg næres af andres frygt. Overvinder du din frygt, kommer du over min bro, og jeg for mig et dejligt måltid. Og hvis ikke, dræber frygten dig, og vi taber begge to…
… eller du kan gå, det er op til dig elvertøs”.
Namia gispede og gik et skridt tilbage. Hvis hun ikke kunne overvinde sin frygt ville hun dø. Og hvordan skulle hun overvinde den?
    ”Okay, jeg gør det”. Hun hviskede nærmest. Ordende ville ikke ud.
Trolden smilte ondt. Han knipsede hurtigt med fingrene, og alt blev tåget.

Tågen var så tæt at Namia ikke kunne se andet end den hvide tåge.
     ”Hallo, hvad har du gjort, hvor er min hest”, råbte hun ud i mørket. Hun begyndte at hoste da tågen kom ned i hendes hals. Hun prøvede at råbe igen, men er kom bare mere tåge ned i hendes hals.
Det var ikke som nogen tåge hun havde oplevet før. Hun hostede kraftigt.
    ”HJÆLP”, råbte hun igen. Der kom intet svar, og tågen maste sig bare længere ned i hendes hals. Hun prøvede at bevæge sig frem, men faldt over noget hårdt der lå overalt på jorden.
Namia lagde sig ned på den kolde hårde jord. Hun hostede ustyrligt nu.
Et lys begyndte at blinke i det fjerne. Namia rejste sig op. Hun kunne ikke holde balancen. Det var ikke tåge der var overalt omkring hende. Hendes hoved snurrede rundt. Hun gik efter lyset, der var det eneste hun kunne se. Hun kunne mærke angsten komme. Lige meget hvor meget hun gik kom lyset ikke tættere på. Hun var alene. Hun vidste ikke hvor hun skulle hen. Hun var fortabt.
Det var der noget slog klik i hendes hoved. Trolden havde sagt at hun skulle overvinde sin frygt. Og nu var hun alene, og havde ingen ide hvor.
Namia lagde sig beslutsomt ned på jorden. Hun tog lange dybe åndedræt, og lod den mystiske tåge komme godt ned i hendes lunger. Det sortnede for hendes, og hun længtes efter at råbe om hjælp.
Smerten var næsten uudholdelig. Hun kunne få vejret længere. Det sortnede i hendes sind.

Namia vågnede med et sæt. Hun tog en dyb indånding. Luften var ren og klar. Hun kiggede rundt. Der var en masse gargøgler rundt omkring i en stor cirkel. I midten af gargøglcirklen var en stor sten med en lille skål svævende over den.
    ”Medicinen”, hviskede Namia. Det var hvad der var i den lille skål. Det der kunne redde hendes far! Det var lige foran hende! Hun rejste sig stille op. Namia udstødte et lille skrig, hendes knæ var smadret. Hun humpede frem. Intet rørte sig. Namia undrede sig over hvad fidusen var med denne opgave.
Mixturen havde en syrlig grøn farve. Den så så unaturlig ud at det var latterligt. Intet i naturen hun havde set havde haft en sådan farve. Og hun havde brugt hele sit liv omringet af skov.
    ”Stop lige der min kære”.
Namia vendte sig overrasket og så lige ind i to flammende øjenhuler.
    ”Døden”, hviskede hun. Hun humpede bagud. Hendes håndflader var svedige. ”Hvad vil du”. Namia stammede mens hun talte. Døden gik tilbage, men holdt stadig øjenkontakt med hende.
    ”Jeg er her ikke for dig”, sagde den. Døden slog sin fod ned i jorden, og en stor sprække opstod foran den. Skrækken blev større og større, og et stort gabende hul kom til syne. Døden rakte sin knoglehånd frem, og et blændende lys kom frem.
Endnu en sprække kom til syne, denne gang bagved Namia. Den voksede stille. Hun kikkede længselsfuldt over på mixturen. Hendes fars eneste chance for at overleve.
Namia skulle lige til at hoppe over sprækken, da hun hørte en velkendt stemme.
    ”Lilia”, råbte hun. Hendes fortabte lillesøster hang med en hånd over skrækken mellem Namia og døden. Namia kiggede over på mixturen igen. Lilia skreg igen.
Det begyndte at sortne for Namia.
Hun kiggede skiftevis på Døden, mixturen og Lilia.
    ”Det her er ikke virkeligt”, hviskede hun, og strakte sin hånd ned mod Lilia. Hun greb den, og alting forsvandt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...