Namia

Namia lever lykkeligt i elvernes rige lige indtil hendes far spiser en giftig plante, og hun må ud på en mission efter heksen; et ondskabsfuld og modbydeligt væsen, men den eneste der kan hjælpe hende. men vil heksen hjælpe hende? Og vil hun kunne stole på heksen, eller er hun bare på vej ind i en fælde, der ikke kun vil være hendes ende, men også hendes fars...
Dette er mit bidrag til bliv inspireret af en sang-konkurrencen, jeg her valgt happy home af Hedegaard

1Likes
0Kommentarer
515Visninger
AA

6. Identitet

De næste to timer brugte Namia på at finde på de mest sindssyge planer, til at redde sig ud af den kattepine hun havde bragt sig selv i. De fleste, eller sådan set alle sammen, lykkedes ikke. Lænkerne om hendes håndled strammedes bare.
Hendes hænder var efterhånden blevet blå og følelsesløse.
Hun kom til at tænke på Samuels sidste ord. Lad hende ikke narre dig. Det havde allerede været for sent den gang.

Et stort knald hørtes ved indgangen til rummet. Heksen stod med prom og pragt i den. Hun tog den tunge sorte kappe af, og afslørede sit misformede ansigt. Hun havde det præcis samme tøj på som Namia. Det så så forkert ud på utallige planer. Namia fik kuldegysninger bare af at kigge på hende.

Hendes ansigt var næsten som om det var smeltet. Den lange nære var skrå og tippen hang og dingled, med den alt for kendte heksevorte plantet lige i midten. Alt i alt så hendes nære ud som om den var blevet sat på hendes forskruede ansigt af en toårig.
Hendes hud var grå, og noget af det var endda skrællet af.
Heksen kløede sig groft på sin vortebeklædte kind. Hun rev et start stykke hud af og kastede det over i et hjørne.
Namia kunne mærke opkastet komme, da huden landede lige ved siden af hende. Hun slugte det igen, men den ubehagelige smag blev stadig i hendes mund.
Men hendes øjne var de samme. Nu kunne Naima se at hun ingen pupiller havde. Hele hendes øje havde den giftige grønne farve.
    ”Så er det nu min ven”. Hun henvendte sig til Namia, som lavede en overdreven grimasse som svar. Hun skulle se hendes sorg. ”Så, så, ikke så næsvis elvertøs. Jeg narrede dig ærligt og reddeligt. Og lad os så afslutte dette…
… Behagelige møde”. Hun valsede glad over til den nu sydende gryde. Hun holdt begge sine hænder over gryden og lukkede øjnene. Hun begyndte stille at messe en besværgelse på det gamle sprog.

Namia havde været aldrig været god til det gamle sprog, men nogle ord kunne hun dog få fat i. Problemet var bare at hun nu ikke få en mening ud af dem. De enkelte ord hun kunne forstå var de almene ord som klar, at og ved. Rensen var egentlig ret kort, men Heksen sagde den mindst tyve gange før hun igen åbnede øjnene, og fjernede sine hænder fra gryden.
Nu boblede den over, og den giftige grønne farve flød ud over stenbordet, og dryppede ned på gulvet.
Heksen tog en medaljon frem (igen ud af luften), og dyppede den langsomt ned i gryden. Hun rørte ned langsomt rundt.
    ”Nå min ven, nu har du vel regnet den ud ikke”? Hendes øjne gennemborede Namias sjæl, og kiggede lige ind i hendes tanker. Hun grinte højt, og rystede på hovedet. ”Den lille ide vil ikke hjælpe dig søde”, grinte hun, og med en armbevægelse fløj det lille glasskår som Namia havde brugt det sidste kvarter på at få fat i, op i hendes hånd.
    ”Så er den vist klar”, sagde hun stille, og tog nedaljonen på. Den får sølvbelagte medaljon, var nu en giftig grøn krystal. Hun messede lidt igen.
Rummet begyndte hurtigt at ryste. Stenbordet kollapsede. Heksen rakte sine arme ud mod ingenting. En ring af ild opstod omkring hende. Den rykkede tættere på hende, og snart var hun opslugt af ild.
Namia skreg.
Hun kunne føle ilden brænde hende op indefra, selvom flammerne ikke var tæt på at røre hende. Heksens grin inde fra ilden hørtes hurtigt.
Namia skreg igen. Hele hendes krop føltes som var den badet i ild.
Sveden løb ned ad hendes pande.
Ilden forsvandt. Lige så hurtigt som den var kommet. Og nu stod Heksen ikke længere i midten af rummet. Det gjorde hun.
     ”Nå, hvad synes du så”, kvækkede Heksen. Stemmen var det eneste der adskilte dem. Og så håret. Heksen havde fået Namia lange lyse hår. Hun rømmede sig. ”Er det her bedre”, spurgte hun. Denne gang med en præcis efterligning af Namias stemme. Hun smilte ondskabsfuldt, og gik over til Namia. ”Tak for hjælpen Elvertøs”, spyttede hun. ”Held og lykke fremover”. Hun forsvandt ud af grotten i en stor røgsky, og det samme gjorde Namias lænker.
Hun greb godt fat om såret og rev trøjestrimlen af. Hun skar et godt stykke af heksens kappe af, med sit sværd.

Det tykke stof holdt meget bedre and hendes tynde skjorte havde gjort. Det grønne stads fra gryden lå ud over hele gulvet. Gryden i sig selv var næsten dækket af stadset. Hele rummet lugtede af røg og svovl. Hun havde stadig posen i sit bælte. Hun kunne stadig nå at redde sin far, før Heksen kunne nå over til Elverriget.
Hun kunne ikke give op nu. Hun kunne ikke svigte dem alle sammen.
Sin far, tante, søstre, Samuel! Hun kiggede ned i gryden. Der var de. Lilia sad sikkert og roligt bøjet ind over deres far. Maja og Kalda var der også. Tante Majken stod der også, med Pufle (deres kanin) i hendes skød. Blikket i hendes øjne var ikke til at tage fejl af… han havde ikke langt igen…

Mørket i tunnelen var næsten overvældende.
Hver en fiber i hendes krop strittede imod at hun skulle gå ind i mørket. Så hun løb.

Hun var udmattet. Tunnelen virkede meget længere på tilbageturen end den havde virket på vej ind. Men lyset kom nærmere, og hun ville ikke tilbringe et til sekund indhyllet i mørke. Så hun fortsatte.
Udgangen var nu helt synlig.
Hun nærmest kastede sig ud af grotten. Hun landede med et bump på den hårde jord. Et stød gik igennem hendes albue da den ramte jorden.
Det så præcis ud som det havde gjort før hun var gået ind i grotten. Selv Samuels døde krop lå præcis hvor hun efterladt den.
Nu var det næste problem hvordan hun skulle komme væk fra Heksens lille ”ø”.
Vandet var hendes bedste bud. Måske var fiskemanden der stadig? Han havde bragt hende dertil. Måske kunne han bringe hende tilbage?
Det var lige nu hendes eneste mulighed.
Vandet var lunkent. Det var krystal klart. Men der var ingen tegn på fiskemanden.
Hun prøvede at kalde på ham, men der kom intet svar.
Hun gik helt ud så kun hendes hoved stak frem.
    ”Blod”, hviskede hun, ”blod”. Hun ræv ”bandagen” af hendes sårede arm, og førte den rundt i vandet. Det blev hurtigt rødt. Hvis han kunne genkende lugten af hendes blod ville han måske komme.

Og kort efter mærkede hun et par stærke hænder om hendes ankel. Hun tog en dyb indånding, og lod overlod arbejdet til fiskemanden. Hun gjorde ikke modstand denne gang. Hun flød bare med. Det gik hurtigere når hun ikke kæmpede imod.
De skarpe negle havde boret sig ind i hendes ankel. Hun kunne se en lille smule blod, med ikke tæt på så meget som der kom ud fra såret på hendes arm. Hun havde stadig fat i bandagen med begge sine hænder.

Det stærke greb slap hende. Solen reflekterede i vandet, og et par svømme senere var hun oppe ved overfladen igen.
Sigmund stod stadig og åd græs.
    ”Sigmund”, råbte hun, og hægtede sig fast til hans hals. Han gjorde et glad vrinsk, og møvede sit store bløde hoved ind til hende. ”Kom hun til dig”, spurgte Namia ind i hans øre. Han nikkede og vrinskede. ”Men du lod hende ikke få dig vel”, han rystede voldsomt på hovedet. ”Det var godt Sigmund, rigtig godt”.
Namia kunne mærke tårende komme. Hun begravede sit hoved i hans ryg. ”Ved du hvilken vej hun tog”, hviskede Namia ind i hans øre. Han nikkede så voldsomt at hun måtte give slip på hans hals. ”Godt, så lad os finde hende”.
Hun hoppede op på hans ryg.

 Han galopperede hurtigere end han plejede. Namia havde både øjne og øre på stilke, men ind tid videre havde hun ikke hørt eller set noget til heksen.
Men hun vidste dog at de var på rette spor. Alle de dyr de stødt på lå døde i skovbunden. Selvom det var sommer var mange, hvis ikke alle træer ødelagt. Heksen havde vist været ude på et slags sejres togt.
Selvom det kun var timer siden hun havde reddet på Sigmund, føltes det som dage siden hun havde reddet. Efter Samuel og Heksen, var dette den bedste følelse hun havde haft hele dagen. Sværdet var på sin plads oppe i hendes ærme, klar til at hugge hovedet af Heksen når de stødte på hende. Fiasko var ikke en mulighed. Især ikke nu!

De havde reddet i lang tid, men satte ikke farten ned. Sigmund var træt, men fortsatte i samme lynene tempo. Tegnene på at Heksen havde været der var så tydelige, at Namia var blevet mere og mere bekymret over om det havde været en fælde.
Men nu var der ingen tid til at være bange. Det havde hun resten af sit liv til.

Og der stod hun. I al sin glæde. Og ventede på hende. Sigmund bremsede brat op.
    ”Du var hurtigere end jeg havde regnet med. Jeg kunne vel have sagt mig selv at du ville komme. Men jeg havde sådan håbet du ikke ville. Jeg var begyndt at kunne lide dig. Men nu har jeg intet. Du må dø”.
Var det rent faktisk sympati Namia så i Heksens øjne? Eller var det bare skuespil?
    ”Og det sværd vil ikke hjælpe dig”, sagde hun, og med et nik var sværdet i hendes hånd. Var det muligt at hun var ked af det.
Det smørrede grin på hendes på hendes ansigt, og grinet, gjorde det vist klart.
    ”Din…”
Hun stoppede, ordene ville ikke komme ud. Hvilken udvej havde hun nu?
Heksen åbnede sin mund for at begynde en lang enetale, men nåede ikke langt. Sigmund brasede ind i hende, så Namia faldt af. Halskæden hang mellem heksens hals og Sigmunds tænder i et sekund før den knækkede, og Heksen væltede omkuld.
Sværdet lå ca en halv meter væk fra Heksen. Namia kastede sig ud efter det i Heksens forvirring. Heksens skrig da hun blev sig selv igen var overdøvende. Namia greb sværdet sammentidig med at Heksen greb fat om hendes ankel. Namia vendte sig mod hende, og svang sværdet. Hun skulle til at stikke sin dolk ind i Namia, men hun undveg, og kappede hovedet af Heksen. Dolken ramte hende i skulderen. Hun skreg kort. Sigmund vrinskede. Heksens døde krop var blevet til aske.
Nu var der kun et at gøre.
De skulle hjem…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...