Namia

Namia lever lykkeligt i elvernes rige lige indtil hendes far spiser en giftig plante, og hun må ud på en mission efter heksen; et ondskabsfuld og modbydeligt væsen, men den eneste der kan hjælpe hende. men vil heksen hjælpe hende? Og vil hun kunne stole på heksen, eller er hun bare på vej ind i en fælde, der ikke kun vil være hendes ende, men også hendes fars...
Dette er mit bidrag til bliv inspireret af en sang-konkurrencen, jeg her valgt happy home af Hedegaard

1Likes
0Kommentarer
490Visninger
AA

5. Heksens grotte

Silhuetten forsvandt hurtigt igen. Samuels øjne stirrede stadig dødt på hende, lige indtil hun lukkede dem. De var iskolde.
Hun havde efterhånden et par skræmmer. Rivemærkerne fra fiskemanden var de værste. Hendes trøjestrimmel, der før havde haft en buskagtig grøn farve, var nu mørkerød. Hun rev endnu en stimmel af og udskiftede den gamle strimmel.
    ”Hallo”, råbte hun. Stilheden efter dragens højlydte pulverisering var overvældende. Hendes knæ gjorde ondt da hun rejste sig op.
Det var som om mørket fra heksens grotte kom nærmere og nærmere.
Hun tog en dyb indånding, hæv sværdet op ad ærmet og gik ind i mørket.

De første, ja hvad der føltes som de første par timer, gik Namia bare længere og længere ind i mørket.
Lyset var forsvundet for lang tid siden. Der var ingen fakler, eller noget andet til at lyse gangen op for hende. Og i mørket havde hun haft masser af tid til at tænke over hvad hun ville sige til heksen. Guldet og ædelstenene havde været hendes bedste bud.
Helt fra hun var lille, havde de voksne fortalt hende, at alle hekses største begær, var guld og andre skinnende ting (som fx ædelsten).
Sigmund havde hun tænkt meget på. Hvis hun kendte ham så godt som hun troede hun gjorde, vidste hun at han sandsynligvis stadig være ved sukkersøen, og æde sig fed i græs.

    ”VELKOMMEN”, sagde en buldrende stemme. Fakler blev tændt i hele grotten. Hun var kommet til et ”rundt” rum for enden af grotten. Og foran hende, stod heksen. Hun var indhyllet i en sort kappe. Men hendes giftige grønne øjne skar igennem mørket. De havde samme grønne farve som indholdet i den svævende skål.
    ”Velkommen rejsende”. Heksen foldede sine arme ud som velkomst. Namia kunne spotte hendes lange gamle fingre under kappen.
De var kridhvide og krogede. Alders mærkerne var synlige, og de lange negle indeholdte mere snavs, end Namia troede var muligt.
Heksen trak hurtigt hånden ind til sig da hun lagde mærke til hvordan Namia stirrede på den.
    ”Du er kommet langvejs fra min ven, jeg er for resten ked af den hårde velkomst. Det er jo alle man vil have komme rendende ind i ens hjem. Man skal jo lige ”bevise sit værd”, ikke”? Heksens stemme var tør. Det gav Namia kuldegysninger hver gang hun talte. Hun nikkede kort.
     ”Ja det med din bror må du også undskylde. Men det var vel hans egen skyld ikke”? Namia ville helst bare hamre sit sværd ind i Heksens strube. Men hun var den eneste der kunne redde hendes far. Uheldigvis.
Heksen fortsatte sin enetale om hvor hårdt det var at være hende, og hvordan alle bare skød skylden på hende. ”Men ak, jeg ved jo godt hvorfor du er her”. Hun kiggede sympatisk på Naima som knep øjnene sammen i væmmelse. ”Og jeg skal nok hjælpe din stakkels far, mod betalig, selvfølgelig”. Enetalen fortsatte derefter med hvilken slags betalig hun var blevet tilbudt gennem årene.
     ”Hvad vil du have”, råbte Namia. Heksen kiggede olmt på hende og gjorde en latterlig grimasse.
     ”Nå, nå, elvertøsen er ikke så snaksalig”. Hun kneb sine giftigt grønne øjne sammen. Hun væmmedes lige så meget ved synet af Namia, som Namia væmmedes ved synet af hende. ”Jeg vil blot have dit hår”, sagde hun stille men bestemt.
    ”HVAD”, råbte Namia. Hun tabte sit sværd af overraskelse. Penge, diamanter, er løfte om hendes sjæl. Alt det havde hun forberedt sig på, men ikke hendes hår!
Det var vel let sluppet, men Namia mærkede et stik af mistro mod Heksen. Hun greb hårdt fat om sit hår. Alle i elverriget havde det samme lange lyse hår, uanset køn. Sammen med ørenne var det deres kendetegn. Det der bandt dem sammen. Det var en del af hvem hun var!

Heksen grinte højt. ”Vil du redde din stakkels far eller ej”. Hendes legende stemme var væk. Hun var blevet utålmodig.
Namia tog sit sværd op fra det kolde, ujævne stengulv. Hun greb fat om sit om sit hår med den anden hånd, og skar igennem.
Nu lå lokkerne spredt over gulvet omkring Namia. Heksen grinte, og lavede en simpel håndbevægelse så et spejl kom frem.
Namia gispede. Hendes korte pixielignende hår var mørkebrunt. Det dækkede hende øre godt. Det var blevet tykkere. Hun lignede et menneske!
De to arter havde ikke haft kontakt i århundreder.
Heksen smilte og gjorde en armbevægelse der samlede Namias hår op på stenbordet i midten af rummet.
    ”Hver så god”, sagde hun overdrevet, og bukkede sarkastisk. Namia mærkede en tyngde i sit bælte. En lille pose hang fast i det. Der var graveret forskellige underlige tegn i det tykke læder.
     ”Tak”, mumlede Namia og vendte sig om.
Men da hun skulle til at tage det første skridt, følte hun en underlig lammende fornemmelse i hele sin krop.
”Lige en anden ting. Jeg kan ikke bare lade dig gå sådan lige”. Hun bevægede sig langsomt over mod den lammede Namia. ”Så ryger hele min plan ikke. Har du nogen ide om hvor svært det er at få en Elver til at spise en giftig plante. Jeg har arbejdet hårdt for det her”. Hendes legende stemme var tilbage. Blot i en mere ond tone nu.
    ”Hvad har du gjort”, stammede Namia.
    ”Dumme tøs, du var så naiv. Det hele var næsten for nemt efter din far åd den plante”.
    ”Hav..”, begyndte Namia, inden Heksen afbrød hende.
    ”Ikke mere snak”. Hun førte sine klamme kolde fingre over Namias læber, så de blev lige så lammede som resten af hendes krop. Det eneste hun kunne bevæge nu var hendes øjne.
Heksen gjorde endnu en håndbevægelse, og Namia blev slynget op mod væggen, hvor nogle lænker kom frem, og greb fat om hendes håndled. Lammelsen var væk.

Heksen tog en stor bog ud af ærmet, og smilede skævt til Namia. ”Måske genkender du denne bog, da du så høfligt brød ind i mit bibliotek. Du fik vist også mødt min sikkerhedsvagt”.
    ”Døden”, tænkte Namia. Heksen grinte og nikkede.
    ”Lad mig se”, startede hun. ”Duplicator prodit, hvor har vi den”. Namia gispede. Det var bogen fra Dødens bibliotek, den med duplikator eliksiren i den. Heksen ville stjæle hendes udseende! Det var det hun skulle bruge håret til. Alt havde været en fælde. Og hun var faldet i med begge ben.

Heksen tog med tiden alle ingredienserne ud af ærmerne i hendes alt for store kappe. Hun tog en stor gryde ud af ingenting, og med et knips med fingrene havde hun lavet et mindre bål, hvor hun satte gryden.
    ”Lad mig se”, begyndte hun, og læste alle trinene op mens hun udførte dem. Tårerne trillede ned af Namias kinder. Virkeligheden var endelig gået op for hende. Heksen kunne nemt narre alle i Elverriget til at tro at hun var hende. Og ville det være let for hende at overtage hele kongeriget.
    ”Knus derefter drageskævlet og bland al saften ned i gryden” fortsatte hun, og smilte gentagne gange over til Namia, bare for at nyde hendes forpinte ansigt udtryk. Gryden var begyndt at ryge. ”15 gram hår”, sagde hun glad, og puttede forsigtigt Namias hår ned i den rygende gryde. Håret opløstes hurtigt. Hun stak sit hoved ned til Namias og hviskede lige ind i hendes øre: ”Så er det bare at vente i 2 timer min ven”. Mængden af spyt i Namias øre da Heksen trak sig tilbage, var næsten mere end da hun var blevet trukket under vandet af fiskemanden.

Heksen var forsvundet, og Namia var den eneste i det kolde rum. Hendes sår gjorde forfærdeligt ondt. Den anden trøjestrimmel hun havde bundet om såret fra fiskemanden, var gennemblødt af blod.
Heksen ville tage alt fra hende. Hendes familie, hendes hjem, hendes identitet. Og til sidst. Til sidst ville hun ødelægge det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...