Namia

Namia lever lykkeligt i elvernes rige lige indtil hendes far spiser en giftig plante, og hun må ud på en mission efter heksen; et ondskabsfuld og modbydeligt væsen, men den eneste der kan hjælpe hende. men vil heksen hjælpe hende? Og vil hun kunne stole på heksen, eller er hun bare på vej ind i en fælde, der ikke kun vil være hendes ende, men også hendes fars...
Dette er mit bidrag til bliv inspireret af en sang-konkurrencen, jeg her valgt happy home af Hedegaard

1Likes
0Kommentarer
499Visninger
AA

2. Dødens bibliotek

Namia vågnede med et sæt. Hun havde stadig mareridt. Hun plejede aldrig at få mareridt. Men nu, tre dage efter hun fandt kraniet, fik hun stadig mareridt om det.
Hun vidste nu at hun var nået til den del hvor de få der var taget afsted efter heksen, stoppede med at komme tilbage. Hun kiggede sig nervøst omkring mens Sigmund galopperede gennem skoven. Træerne var ikke så tætte som de havde været før, og Namia kunne ikke vente med at komme ud. Hun havde sat sit lange blonde elverhår op i knold. Det føltes usædvanligt for hende, siden hun plejede bare at lade det hænge, men der kom for mange ”interessante” ting i det.
Hendes humør steg i takt med at hun kom tættere og tættere på udgangen af skoven. Men hun begyndte så småt at føle en smule kulde. Det havde været varmt i uger, ja helt indtil for fem minutter siden. Temperaturændringen bekymrede hende.
Hun havde aldrig prøvet noget lignende.
Sigmund vrinskede højlydt og stoppede op. Det var så pludseligt at Namia næsten blev kastet over hans ryg og hoved.
Namia steg fortumlet ned fra Sigmunds ryg. Det var den vej de skulle, det var hun sikker på. Hun prøvede at trække Sigmund med, men han ville ikke med. Til sidst måtte hun fodre ham med en af hendes dyrebare gulerødder for at få ham med.

Han nægtede at ride mere, så nu måtte de gå. Det frustrerede Namia at det hele skulle gå så langsomt. Hendes far havde højst en måned tilbage at leve i, og nu ville hendes dumme hest ikke flytte sig lidt hurtigere.

De gik i skoven i flere timer. Med tiden blev det koldere og koldere. Namia kunde snart se hendes egen ånde, og begyndte at få kuldegysninger. Hun tog sin jakke op af den store ledertaske der indeholdt alt hun havde taget med på turen.
Det var en tynd sommerjakke, og hun havde kun taget den med, da hun frygtede at det ville for koldt om natten, med blot et tæppe. Men indtil nu havde den ikke været nødvendig.
Hun hæv også tæppet op af tasken, og lagde det over Sigmunds ryg. Hun varmede ikke meget, men det var vel bedre end ingenting.

Det var nu hen på dagen nu, og til Namias uheld, var skoven blevet tættere og tættere med tiden. Det var også blevet koldere og mørkere selvom det var det tidspunkt på dagen, hvor solen skinnede mest.
De gik videre et stykke tid indtil Namia fik øje på noget skinnende mellem bladende. Hun skubbede blidt nogen grene til siden. Sigmund vrinskede igen, og blev mere og mere stædig.
Det skinnende ting Namia havde set kom fra toppen af en stor pyramideagtig bygning.
Sigmund stoppede op da de nåede foden af bygningen og nægtede at gå længere.
Også Namia begyndte at blive nervøs. Det var hundekold nu, og både Namia og Sigmund rystede af kulde.
Namia hæv kortet op fra hendes taske. Ruten var på kortet, og alle større bygninger stod klart mærket. Bygningen var ikke på kortet.
    ”Vi er vist gået forkert kære ven”, sagde Namia, og strøg Sigmund over hovedet. Hun havde næsten været ude af skoven sidste gang hun havde kigget på kortet, men nu var hun helt udenfor kortet.
Sigmund begyndte at trave tilbage.
    ”Sigmund”, sagde hun vredt, og hæv i hans tøjler. Hun kiggede hurtigt omkring og fandt et stort træ.
Hun bandt ham fast til et træ, og gik alene over til bygningen.
    ”Jeg kommer om lidt”, råbte hun over til Sigmund der vrinskede som svar.
Hun fandt hurtigt en indgang. En trappe der gik nedad. Faklerne på væggen tændte mens hun gik ned ad trappen. Hendes vejrtrækning begyndte at blive hurtigere og hurtigere. Det var ikke normalt, ikke engang i elvernes rige. Det gav genlyd hver gang hun tog et skridt.
    ”Hallo”, sagde hun stille.
    ”Er der nogen”. Hendes stemme gav genlyd i gangene. Der kom intet svar, bortset fra ekkoet af hendes egen stemme der kom igen flere gange.
Da hun nåede enden af trappen, greb hun en fakkel. De var kolde som is. Hendes hånd blev hurtigt blå. Der kom ikke flere takler efter trappen sluttede. Nu gik hun i en bælgmørk gang, kun oplyst af faklen hun holdte i sin forfryste hånd.
    ”Hallo”. Hun råbte denne gang igen, kom der intet svar. Kun den uhyggelige genlyd af hendes egen stemme. Hun begyndte at savne Sigmund mere og mere. Hun havde aldrig været gos til at være alene.

Forenden af gangen fik hun øje på en stor dobbeltdør. Den var mørk og kold. Præcis ligesom faklen. Hendes hånd fik forfrysninger sekundet hun rørte håndtaget.
Døren knirkede da hun åbnede den. En forfærdelig høj knirken, der var det eneste hun kunne høre. Selv for hendes skarpe elverøre, der kunne hver en lyd.
Rummet hun lige var trådt ind i var et kæmpe stort bibliotek. Det var koldere end både trappen og gangen. Alle faklerne tændte da hun trådte ind. Hun hang faklen i hendes hånd op på væggen og kiggede forskrækket på hendes forfryste hånd. Hun prøvede at varme begge sine hænder op, men det blev ikke meget bedre.
    ”Hallo”, prøvede hun igen. Men igen kom der intet svar. Hun gik længere ind i biblioteket. Loftet var udsmykket med malerier med guldmaling i alle kanterne. Store lysekroner hang ned fra loftet, og det havde sikkert været smukt engang. Nu hang lysekronerne skævt, og de var dækket i spindelvæv.
Malerierne var krakelerede, og guldet lignede ikke specielt meget guld længere.
Hun vandrede lidt rundt, og det gik efterhånden op for hende hvor stor biblioteket egentligt var. Det var større end hele elverkongens slot. Næsten større end hele elveriget. Det var som om det var uendeligt. Række efter række, fyldt til randen med bøger.
Namia fik pludselig kuldegysninger og vendte sig om. Hun var sikker på at nogen havde stået bag hende.
Det var der hun fik øje på den. En stor gylden bog. Den så ikke ud til at være gammel eller slidt, ligesom alt andet på biblioteket. Tværtimod, var den smuk.
Det gyldne skær varmede hende. Kulden fra omgivelserne forsvandt mere og mere da hun gik hen mod bogen.
Der var en smuk stol foran den. Det var den første stol hun havde set. Hun satte sig, og følte sig som om hun var i himlen. Siderne i bogen lyste op. Hun rørte ved bogen omslag, men sekundet hendes fingerspidser rørte det gyldne omslag, åbnede bogen sig, og bladrede af sig selv. Siderne fløj afsted med lysets hast, og stoppede brat på en side.

Duplikator prodit, stod der med store bogstaver øverst på siden. Namia strøg sin hånd over siden. Bogen rørte sig ikke ud af flækken. Hun begyndte at læse højt for at bryde den alarmerende stilhed.
Duplicator prodit, eller duplikator eliksir, er er den eliksir der bruges til at tage en anden persons skikkelse. Denne eliksir er yderst svær at fremstille, og kræver de dygtigste hekse og troldmandshænder. For at brygge eliksiren skal man bruge:

15 gram af noget fra personens legeme (mens det stadig lever), så som blod, hår eller hud.
I stk. drageskælv
1 frøhjerte
50 ml. rosensaft
50 gedehår
200g nyklippet græs

Start med at mase frøhjertet med rosensaften, indtil du får en flydende mixtur uden klumper.
Tilsæt derefter 10g af gedehåret.
Knus derefter drageskævlet og bland al saften ned i gryden.
Bland resten af gedehåret med græsset og tilsæt til gryden.
Skær drageskælvet i stykker og tilsæt til gryden.
Til sidst tilsætter du alt det du har indsamlet fra legemet af person bu vil duplikere.
Vent i to timer og kast derefter den foregivende besværgelse der står på side 2045.

O.B.S. eliksiren vil holde i omkring 4 måneder.

God fornøjelse!

Namia bladrede i bogen indtil hun kom til side 2045. skriften var på et andet sprog. Hun kunne ikke tyde de underlige tegn på toppen af siden stod der: दिखावा जादू. Hun strøg igen sin hånd over den skindende side, og straks bladrede bogen igen videre, så hurtigt at hendes hår blev kastet væk fra hendes ansigt på grund af vinden. Den fortsatte i et godt stykke tid, før den stoppede igen. Hendes blik gik øjeblikkeligt til toppen af siden. Dødens bibliotek, stod der med store blokbogstaver. Hun rynkede hendes pande. Det var tydeligt at bogen bestemte hvad hun måtte læse og ikke læse.
Hun ville skubbe stolen tilbage, men den var som sømmet til gulvet. Hun kunne ikke engang rejse sig op. Hun var tung som bly. Bogen ville ikke lade hende gå. Hun skulle læse. Hun begyndte at læse højt igen.

Dødens bibliotek, er bedst kendt af hekse og troldmænd verden over som mors library. Det er som navnet siger ret så tydeligt et bibliotek eget af ingen andre end selveste døden.
Biblioteket har i århundreder fungeret som en fælde for rejsende. Dyr frygter det mere end noget andet. Man vil hurtigt mærke temperaturen falde drastigt når man nærmer sig stedet, og ingen har endnu…

Namia følte en isnende kold vind blæse hende i hovedet. Hun løftede sig hoved og skreg af rædsel. Dødens stod lige foran hende. Den rakte sin skelethånd frem mos hende. Hun skreg igen og væltede stolen da hun rejste sig og løb.
Handes krop føltes ikke længere som bly, tværtimod. Den føltes som vind, da hun susede igennem biblioteket. Hun ville ud. NU.
Problemet var bare at hun ikke anede hvor udgangen var.
Hun kiggede tilbage, og skreg igen. Døden var omtrent 10 meter bag hende. Hun havde kigget lige ind i de tomme øjenhuler, hvor øjnene skulle have siddet. Det var bare sådan at den ikke havde tomme øjenhuler. Flammer flammede og i dens øjenhuler, og i dens store onde latter.
Namia kunne mærke tørende komme. De blev til is før de var noget ned til midt på hendes kinder. Hun kunne ikke trække vejret af frygt.
Uanset hvor hurtigt hun løb, kom Døden bare tættere og tættere på.
Biblioteket virkede større og større nu mere hun løb.
Hun løb ind i spindelvæv flere gange og skreg mere og mere.
    ”Stop, stop”, råbte hun. ”Hver nu sød at stoppe”. Tørende trillede ned ad hendes kinder, og det gjorde ondt hver gang de frøs til is.
    ”Du har trængt ind i mit domæne. Du har læst i min bog. Nu må du dø”. Dens stemme føles som tusinde knive, der blev boret ind overalt i hendes krop.
Hun blev ved med at løbe og løbe, og kunne mærke at hendes ben begyndte at svigte.
Hun kiggede bagud igen, den var tættere på end før.
Døren kom til syne, og hun fik fat i hendes sidste kræfter.
Hun rev døren op og styrtede ud. Døden hamrede på døren.
    ”Du kan ikke slippe væk”, råbte den.
Namia prøvede at holde den inde i biblioteket, men hendes kræfter svigtede, og Døden blev stærkere for hvert sekund der gik.
    ”Undskyld”, råbte hun. ”Lad hver med at gøre mig noget, jeg beder dig”.

Hendes arme svigtede, og Døden hamrede døren op. Hun begyndte at løbe, men Døden var blevet hurtigere end før. Hendes sko gav en forfærdelig genlyd. Døden blev ved men at råbe at hun var hans.
Namia svang om hjørnet og spurtede op af trappen. Dødens hånd rakte ud efter hendes hals. Hun skreg igen, og kastede sig ud på den stenhårde jord.
Hun stirrede lige ind i Dødens flammende øjenhuler. Han var stoppet!
Namia skynde sig hen til Sigmund igen. Hendes hænder rystede. Hun kunne ikke få knuden op, og endte med at skære rebet over med sin kniv.
Sigmund vrinskede vildt, og galopperede afsted lige så snart han var fri.
Namia nåede lige at gribe fat i Sigmunds tøjler. Hun tvang sig selv op på hans ryg. Hendes hår kom i vejen for hendes syn, og hun skubbede aggressivt håret tilbage.
Skoven tyndede ud. Namia kiggede sig ikke tilbage. De flammende øjenhuler havde brændt sig ind i hendes sind.

De red i lang tid indtil de kom ud af skoven. Og der, gennem hendes tårevædede øjne…
Var skæbnebroen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...