Namia

Namia lever lykkeligt i elvernes rige lige indtil hendes far spiser en giftig plante, og hun må ud på en mission efter heksen; et ondskabsfuld og modbydeligt væsen, men den eneste der kan hjælpe hende. men vil heksen hjælpe hende? Og vil hun kunne stole på heksen, eller er hun bare på vej ind i en fælde, der ikke kun vil være hendes ende, men også hendes fars...
Dette er mit bidrag til bliv inspireret af en sang-konkurrencen, jeg her valgt happy home af Hedegaard

1Likes
0Kommentarer
346Visninger
AA

1. Død i mørket

Sigmunds hove gav mærker i den bløde jord. Den pæne skovbund blev hurtigt ødelagt af hans stærke hove. Han havde reddet i lang tid, men han var efterhånden vant til det.
Namias langs lyse lokker blev skubbet væk fra hendes ansigt, så de lange spidse elverøre var helt synlige. Vinden ramte hende i hovedet, og hun nød den kolde brise på den ellers varme sommerdag. Handes hår flagrede i vinden mens blade, og grene blev filtret ind i hendes hår.
Hendes elverøre kunne opfange enhver lyd i skoven. Hvert et blad der knustes, hver en myre der krøb i skovbunden. Også når Sigmund trampede dem ned…
Hun hørte en svag lyd af kaninfødder mod det bløde græs.
Hun hæv i Sigmunds tøjler, og han stoppede brat op.
    ”Sssssh”, tyssede hun, og aede Sigmunds bløde, sorte manke. Han vrinskede kort. Namia tog en pil op af pilekoggeret og lagde den på buen.
Kaninen hoppede frem fra buskadset, den havde ikke set Namia, og hun fulgte den tålmodigt med øjnene. Den hoppede lidt rundt, lidt for hurtigt til at hun kunne få et sikkert skud ind. Den begyndte at bevæge sig langsommere og hoppede stille efter en lille myre.

Den stoppede brat op, da lyden af en pil susede gennem luften. Den nåede knap at vende sit store pjuskede hoved, før pilen gennemborede dens hoved.
Namia steg af Sigmunds bløde ryg og gik over til kaninen. Dens døde øjne stirrede op på hende. Hun trak stille pilen ud. Pilespidsen var rød af blodet fra kaninens blod. Hun tørrede det af i græsset. Kaninen var ikke helt så stor som hun havde håbet på, men den gik an.
Hun satte sig op på Sigmunds ryg igen, nu med en kanin hængene i bæltet. Og snart susede de i gennem skoven igen.

Hun begyndte at mærke at Sigmund blev trættere og trættere i takt med at det blev mørkere og mørkere. De havde lagt mange kilometer bag sig, siden hun havde fanget kaninen.
Sigmund travede stille i gennem skoven, og mørket begyndte at gøre hende nervøs. Det eneste man kunne høre var lyden af Sigmunds hove.
Namia trat i tøjlerne igen, og Sigmund stoppede lettet op.
    ”Kom så min ven”, sagde hun ind i hans øre og snusede til hans velkendte duft. Det var det eneste der mindede hende om hjem. Det var smart en uge siden hun var taget afsted.
Hun havde efterhånden vænnet sig til at være alene i skoven; kun med Sigmund som selvskab. Men det blev aldrig mindre skræmmende. Hun kunne høre hver en lyd i skoven og småhoppede hver gang noget bevægede sig. Det var ulempen ved en god hørelse.
Hun havde altid været bange for mørket. Og at være alene midt i en mørk skov med en hest gjorde det ikke ligefrem rarere for hende.

Snart græssede den store smukke hest i hjørnet, mens hun selv varmede sig ved ilden, fra det bål hun lige havde tændt. Ilden gav hende lidt mere ro i sindet. Sigmund var kun få skridt væk. Hun holdt ham i så kort snor som muligt.
Duften af den stegte kanin hun havde skudt tidligere ramte hendes næse og for et øjeblik glemte hun alt om skovens frygtindgydende lyde. Hun kunne høre skindet sprække, og hendes mund løb næsten i vand. Hun havde ikke spist hele dagen.

Kaninen smagte bedre end den så ud. Hun spiste den grådigt, og skævede over til Sigmund der allerede havde ædt sin halve vægt i græs. Hun stoppede med at spise, og knaskede lidt på det hun allerede havde i munden mens hun rodede i sin taske efter noget timian.
Da hun fandt det, tog hun en ordentlig klump af det, og strøg noget timian over resten af kaninen-
Timianen var velkendt blandt elverne. Den var overalt i skovende, og indgik i næsten alle de kendte elverretter. Hun savnede byen forfærdeligt. Hendes søskende havde grædt da hun var taget afsted, og det samme havde hun. Hendes tante Majken havde tigget og bedt hende om ikke at tage af sted. Hun havde mistet Namias mor til Heksen dengang hun havde taget afsted for at rede sin far. Og historien havde det med at gentage sig i elvernes rige… Men hun vidste at hun ikke havde noget valg. Hvis hendes far skulle overleve måtte hun finde heksen.
Der var ingen der havde nogen ide on hvordan han var kommet til at spise den giftige plante. Elverne var kendte for at kende deres planter. Hun havde undret sig over det i lang tid, men der var intet at gøre nu. Sket var sket, og nu galt det om at redde hendes fars liv. Og det kunne hun kun på en måde. Ikke at han havde været der… nogensinde.
Han var altid oppe i slottet og arbejde, man gud hvor hun savnede ham.
Ved hjælp fra heksen. Heksen var godt nok kendt for at være den ondeste skabning på jorden. Hun var ikke den første der havde prøvet kræfter med heksen.
Mange før hende havde prøvet at forhandle med heksen. De var taget afsted med løftet hoved, men få var kommet tilbage.
Namia vidste alt om hvor farlig heksen var, men for hendes vedkommende var det det eneste rigtige at gøre. Hun kunne da i det mindste prøve.

Hun rodede lidt mere rundt i ilden, og dag der var tilpas nok flammer, hæv hun kortet op af tasken. Det store kort over hele riget var krøllet og gammelt hun havde taget det fra det kongelige bibliotek. Hun arbejdede i køkkenet, og havde nem adgang til biblioteket.
Bibliotekaren, hr. Flamel, ville helt sikkert lægge mærke til det det. Han ville lægge mærke til hvis et støvkorn manglede fra en boghylde.

Hun holdt kortet på så hun kunne se hvor hun var. For to uger siden, da hun havde startet sin rejse, virkede det som et umuligt mål, at komme over til heksen i tide. Og nu, virkede vejen ikke lysere. Hun havde farladt elvernes rige for en uge siden, og havde ikke set andet end skov. På den anden side af skoven ville hun ikke have mange kilometer at krydse.
Hun ville kun skulle over skæbnebroen, og fordi det der siges at være heksens vogter. Men helt let ville det ikke blive, det vidste hun alt for godt.
Af de få der var kommet tilbage havde de fleste vendt om ved skæbnebroen.
Namia havde altid undret sig over hvorfor de kaldte broen for skæbnebroen da hun var lille, men hendes far havde sagt at det skulle hun ikke bryde sit lille hoved med.
De tilbagevendende fortalte ikke meget om deres oplevelser, så hun havde næsten intet snor at løbe på. Hun måtte bare håbe på det bedste.
Hun kiggede ind i ilden og så de sidste flammer forsvinde. Sigmund var faldet i søvn for længe siden.
Da de sidste flammer var væk, trak hun tæppet over sig og gjorde sig det behageligt (så behageligt som man kan have det når man ligger på jorden).
Der gik lang tid inden hun faldt i søvn. Hendes skarpe elverøre fik fat i hver en lyd der kom fra skoven. Hun knugede tæppet så hårdt at hendes knoger blev hvide. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere indtil hun tvang sig selv til af slappe af.
Hun prøvede at flytte sig lidt, men bumpede ind i noget. Hendes hænder famlede efter det i mørket.
Tingen var kold og hård. Den var fyldt med huller.
Namia fik famlet sig til en tændstik, og tændte den. Ilden blussede op i mørket.
Namia holdte den op til tingen.
Hun skreg og smed tingen fra sig igen. Hendes hænder rystede efter det hun lige havde holdt i dem. Et elverkranium.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...