3 piger med blomsterkranse

Jeg har skrevet denne historie ud fra sangen "Riverside" af Agnes Obel.
Jeg har nok tolket sangen en anelse frit, så den er ikke et klassisk eksempel på analyse af en sang.

0Likes
0Kommentarer
198Visninger
AA

1. 3 piger med blomsterkranse

Kan ikke se

Kan ikke høre

Kan ikke tale

 

”Tre barfodede piger med hvide blomsterkranse omkring deres velfriserede hår, løb igennem en tæt skov. Selvom grenene og stenene skar mod deres bløde fodballer, grinede de, kastede hovederne tilbage og blottede hullerne i munden, hvor mælketænderne var røget ud. Da de nåede udkanten af skoven, stoppede de brat op, og deres fnisen fortiede. Foran dem snoede floden sig roligt. Stenene ved flodbredden var glatte og våde, alligevel løb 2 af pigerne ned for at stikke fingrene i det kølige vand. Men den sidste pige kunne ikke svømme.”

 

Jeg sidder og fornemmer vandets rolige takt, og trækker vejret i samme tempo, som vandet passerer mig, og flyder længere ned ad floden, længere væk fra mig og fra flodbredden.

Langsomt åbner jeg øjnene, og kigger over på den anden side af vandet. Jeg river en tot tørt græs op, og smider det ud i vandets strøm, og ser hvordan det bliver druknet og forsvinder under vandets voldsomme bevægelser. Her ser måske fredeligt ud, men faren gemmer sig under vandoverfladen, hvor strømningerne er stærke, og hvor man ikke kan nå den stenede bund. Jeg kigger ned på den blå spiralbog, som ligger åben i mit skød og med min sirlige skrift på de hvide sider. Min hellige bog. Min hemmelige bog. Der var engang vi kom her hver eneste dag. Nu er jeg her alene, jeg kommer for at være alene. Når jeg lukker øjnene, kan jeg let genskabe minderne. Jeg ser de 3 små piger løbe lige forbi mig, og direkte ned for at balancere på stenene ved flodkanten, men den sidste piger stopper op lidt før, og stiller sig lige ved siden af mig. Jeg genkender hende, jeg genkender mig selv som lille. Jeg genkender Marys lyse grin, og Siras krøllede hår, og mørke hud. De pjasker vand på hinanden, skiftevis hyler og griner når det kolde vand rammer deres hvide kjoler, og gennembløder det stive stof.

Jeg ryster på hovedet for at få minderne væk. I stedet ser jeg os alle tre sidde sammen, vi er ikke længere børn. Vores hænder danner en uigennemtrængelig cirkel, og vi er dybt koncentreret.

Jeg ønsker at genskabe minderne, og forsøger ikke at ryste dem væk, og langsomt opløses kredsen af de unge piger, og en let tåge lægger sig henover den fugtige jord. Ved skovkanten dukker Mary op. Hun går langsomt igennem tågen med et stift blik. Da hun når flodbredden, famler hun efter stenene, og tager et hårdt greb om de grønne græstotter. Hun svinger benene ud over kanten og lader fødderne hænge centimeter over vandkanten. En efter en glider de hvide ballerina sko af hendes slanke fødder, og flyder med strømmen. Hun ser intet, hun hører kun naturens lyde omkring sig. Tankerne hvirvler omkring i hendes hoved. Krampagtigt knuger hun den hvide blomsterkrans indtil sit bryst, da hun langsomt slipper græstotterne og forsigtigt glider ned i det kolde vand.

 

Jeg kan mærke tårerne glide ned ad min kind. En lille gennemsigtig dråbe bliver siddende under hagen, og da en nye tåre siler ned af min røde kind, skubbes den gamle væk og ned på jorden. Jeg kigger til højre, og ser Sira komme gående langs flodbredden. Hendes højre hånd ligger velplaceret på den gravide mave, imens hun med venstre hånd forsigtigt holder den knap så friske blomsterkrans. Hun sætter sig nøjagtigt hvor Mary for 11 år siden sad, og sænker fødderne ned i vandet. Med store øjne suger hun omgivelserne til sig, men hun hører intet. Til sidst lægger hun hænderne tæt omkring hendes hals og strammer til, hun mister balancen og falder ned i flodens strøm. Barnets latter ville hun aldrig få at høre, nu fik resten af verdenen heller ikke chancen. Jeg retter blikket mod skovkanten og ser mig selv med hånden over mave. Jeg ser hende forsvinde. Langsomt vågner jeg op fra mindet, og lukker spiralbogen i.

Ikke flere hemmeligheder længere. De vidste ikke hvad der foregik, her ved floden. De lærte aldrig at forstå. Men de forstår stadig ikke. Marys forældre forstår stadig ikke, at de aldrig mere skal se deres 14-årige datter. Siras mand har stadig ikke forstået at han aldrig får Siras latter at høre igen, og heller aldrig får barnets pludren at høre.

Og mine børn, vil aldrig komme til at forstå hvor deres mor blev af. For de har aldrig være her, og jeg kan ikke forklare dem det. De har aldrig oplevet det, som vi har oplevet. Jeg ved ikke hvorfor jeg er her, men jeg ved det er rigtigt at jeg er her. Jeg rejser mig forsigtigt op, og forsøger ikke at glide på de glatte sten hvor Mary og Sira stod. Spiralbogen falder af skødet af mig, og lander foran mig på jorden. Jeg kigger ned på den, lukker øjnene for ikke at se den, men den er der. Langsomt løfter jeg den visnede blomsterkrans op til mit hoved, og placerer den omkring mit brune hår. Jeg tager en dyb indånding. Jeg ville ønske, at jeg kunne fortælle mine børn, min familie og mine nære min smerte, men jeg kan ikke få et ord over mine læber. Bogen indeholder mine ord. Også mine sidste. Jeg kunne ikke svømme som barn, og jeg kan nu som voksen ikke svømme. Vinden støder hårdt mod min ryg, og skubber mig ned i det bløde vand. Og som en sten synker jeg ned til Mary og Sira.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...