The Story of My Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 30 nov. 2014
  • Status: Igang
Forstil dig, du sidder alene hjemme en normal torsdag aften. Din mor og lillebror er til middag hos en kammerat. Tanker omkring din far er stærke, da det er hans fødselsdag. Han forsvandt sporløst, da du var 7 år, og med dine nuværende 19 år er det længe siden uden at føles sådan.
Pludselig smadre ruden, da en stor sten hamre igennem den. En trussel fæstet fat til stenen får dig til at ringe til politiet. Ikke fordi du tror, det er en alvorlig trussel, men den indebære dine kæres liv, og du ikke risikere noget. Ved det næste træk finder du pludselig dig selv i en bil på vej til FBI's hovedkontor.
Din status er i Malibu, men FBI finder sikkerheden større ved at sende dig afsted til London.
Det var sådan Emily's flugt startede. FBI krævede hun smed sit liv fra sig for at leve sikkert. Men det var langt fra let eller uden konsekvenser. Samtidig skal hun opbygge et nyt liv, velvidne hun står med kniven mod struben. Velkommen til Emily's barske livs fortælling.

29Likes
14Kommentarer
4128Visninger
AA

8. 🔃Got your back

Liam havde aldeles haft ret i det med teen. Efter at have siddet i lidt tid ved klaveret, hvor Harry og jeg sammen havde trygget lidt på tangenterne (Harry havde heldigvis ikke fået mig til mere), var vi gået ud til Liam, som kaldte på os.
”Endelig, jeg blev helt bange for i var faldet i søvn, så stille I har været,” havde han udbrudt, da vi mødte ham i stuen. Hans stor grin på læben, gjorde mig klar over, han hentyd til andre sager.

”Den er god med dig,” havde Harry bare afværget ham med et skævt smil og givet ham et blik, jeg ikke kunne tyde. Dernæst havde han fået sat mig hjørnet af sofaen og givet mig et tæppe. Liam havde sat sig hen til mig og rakt mig en kop te. ”Er du okay? Du ser helt bleg ud,” spurgte han bekymret efter at have sikret sig, jeg havde ordentligt fat på koppen. Jeg havde bare trukket let på skulderne.
”Jeg er okay. Fryser bare lidt. Jeg tror, min krop skal vænne sig til forskellen på klimaerne,” forsikrede jeg ham og hentyd til Californiens hede. England kunne ikke just prale over deres solskinstimer.

Liam havde godtaget min undskyldning med et smil. Fortalt mig han godt kunne forstå mig. Det var slutningen på snakken med om handling om mine følelser.
Harry havde hele tiden øjne hvilende på mig, men han gjorde det på en diskret måde, så det irriterede mig ikke overdrevet meget. Jeg vidste, ud fra hvad der var sket i hans musikrum, han kun gjorde det af bekymring. Og fordi han ville mig det bedste. Selvfølgelig var det også, hvad FBI havde sagt, inden de nærmest fik mig til at gå psykisk ned i aktion, men jeg kunne ikke lade det sammenligne. Nogle ting måtte man bare komme hurtigt over.

Jeg sad i så faldt og forklarede Liam og Harry, hvordan humoren gik i Amerika. Den var trods alt anderledes end i England. De kunne slet ikke forstå, nogle af de ting, jeg syntes var sjovt. ”Det kan du ikke mene,” udbrød Liam, og gav mig en grimasse. Harry rullede også med øjne af det, jeg netop havde sagt. Joken omhandlede en amerikansk business man i Japan.
”Jo, jo i skulle bare vide, hvor mange gange den har kørt i min tidligere klasse i High School,” forsikrede jeg dem om, men kunne ikke lade hver med at grine let bagefter. Det var sjovt at se og høre, hvordan de ikke forstod joken.

”Amerikanere,” mumlede Harry med et hovedryst. Jeg slog ham over skulderen. Liam grinte af os.
”Jeg er enig med Harry, Em. Nu da du har bosat dig i England, må du hellere også lærer, hvordan rigtig jokes foregår,” Liam klappede hænderne sammen. Jeg rullede med øjne af ham, og Harry gjorde sig enig med ham.

”I briter elsker bare at gå sammen imod andre, når i gerne vil haver ret,” sukkede jeg og prøvede at vise dem, hvor opgivende de var. Mit blik gled ned på min telefon. Jeg havde bevidst lagt på armlænet, men prøvede så vidt muligt ikke at gå op i den. Det var dog lidt svært, men det nye samtaleemne gjorde det nemmere.

”Ja, det kan godt være, men det virker også hver gang,” gav Harry blot igen med et stort flabet smil. Hans hånd lå over sofaens ryglæn. Han førte den bag Liam og klappede mig på skulderen.
Liam skulle til at begynde min oplæring i britisk humor, men så afbrød en høj tone ham. Og til min overraskelse var det endelig min telefon, der besluttede sig for at larme.
Daniels display lyste op på skærmen, og jeg greb den hurtigt. Undskyldende så jeg på de to drenge, der nikkende fik mit til at tage telefonen.

”Hej det er Emily?” hilste jeg velvidne om hvem det var. Jeg rejste mig op og gik ud i køkkenet. Drengenes stemmer summede videre sammen, og jeg stillede mig op af bordpladen.
”Hej Emily, det er Daniel.”
Denne gang var det en roligere Daniel, jeg havde fået i røret.
”Oh god, Daniel, har du nogen ide om, hvor urolig jeg har været? Hvad fanden skete der?” udbrød jeg, pludselig med en vrede hvilende i min mentalitet. Min hånd rystede. Måske var jeg ikke kun gal, men også en anelse bange.
”Undskyld jeg har ringet noget før. Jeg ved, du må have gået og været ude af den,” lød det undskyldende. Inden jeg kunne nå at svare, fortsatte han med at snakke. Heldigvis.
”Vi fandt en mulig trussel tæt på jer. Det var ikke helt sikkert, det overhoved var en tilgængelig trussel, men vi vil aldrig tage sådan nogle chancer. Det var derfor, jeg var så hurtig over telefonen. Vi skulle have jer så hurtigt ud derfra, som overhoved muligt. Det må du kunne forstå.”

Jeg gøs blot ved hans første sætning. Mine skuldrer sad op under ørerne.
”Var det så en tilgængelig trussel?” spurgte jeg rædselslagende for svaret.

”Nej,” lød det i den anden ende. Jeg sukkede lettet, og mine skuldrer røg ned på plads.
”Der var ingen tilgængelig trussel til alles held. Det sker en gang imellem at vi tager fejl, men hellere det end vi tager chancer, der kan koste mennesker liv.”
Jeg smilede skævt. Daniels ord lød så ridderlige, ærlige og omsorgsfulde. Det var rart at opleve på tæt hold, hvordan folkene i FBI virkelig tog deres job seriøst.

”Jeg forstår, Daniel. Tak, mange tak.”
Jeg kunne næsten ikke begribe, hvor glad og lettet jeg følte mig. At mine tanker og meninger om FBI’s usikkerhed og dårlige arbejdsmetoder blev smidt væk med det samme.
”Selvfølgelig, Emily. Det er det vi er her for,” svarede han, og Daniel lød pludselig igen mere som ham, jeg plejede at snakke med over en kop kaffe. Ikke den alvorlige og pligtopfyldende, (ikke fordi han ikke også kunne være det), men den lidt mere betænksomme og venskabelige. Ikke fordi jeg ikke kunne lide begge sider, men jeg havde det med at aflæse folks personligheder og karaktertræk. Det havde jeg fra min far, plejede min mor at sige.

”Hvordan har du det nu? Hvordan syntes du det gik med drengene?” Daniels spørgsmål fik mig til at sukke tungt. Det kunne godt være, jeg var blevet en hel del lettere i kroppen, men det ændrede ikke på mine følelser. Det var de for dybdegående og stærke til.
”Jeg har det elendigt, Daniel,” svarede jeg ærligt. ”Det kan godt være, der ikke var nogen fare alligevel, men det ændre ikke på sagen om min reaktion. Jeg… jeg…” min pludselig stammen fik mig til at tie. Tårende pressede på. Åh nej, ikke igen.

”Hør, Em, hvad med jeg ringer til Steve, og får ham til at køre dig hjem? Han og hans to medarbejder skulle ligge i området af Harrys lejlighed. Hvad siger du til det? Så kan vi snakke her hjemme,” lød det beroligende fra Daniel, der hundrede procent kunne fornemme min sindsstemning.

Det gav et lille hop i maven. Lettelse. Tryghed. Selvfølgelig havde FBI ikke ladt os uden beskyttelse. Hvad havde jeg dog tænkt på?

”Ja,” hviskede jeg svagt. Pludselig mere i ubalance end godt var. Kvalmen drillede mig sammen med den dårlige cocktail af blandet følelser.

”Godt, vi ses om ti minutters tid. Du kan godt holde ud indtil da.” Daniels britiske stemme gentog sig flere gange i mit hoved, da jeg lagde på. Mine fingre vred sig op ad hinanden. Jeg måtte hellere give drengene besked om, jeg ville smutte hjem af.
En dårlig smag bredte sig i munden, da tanken strejfede mig, jeg blev nød til at lyve. Min 24/7 FBI agent har lige sendt hans kollega, Steve, her op for at hente mig. Han kommer om et minut eller to, da han blot ligger i området og skygger os for fare.
Ih hvor var mit liv dog kompliceret.

What ’up?” lød det i munden på hinanden fra Liam og Harry. De kiggede opmærksomt op fra fladskærmen. Det viste sådan en kvalitet på et stort areal, at det lige så godt kunne være i en hjemme biograf. Jeg rystede det af mig. Harry havde trods alt også pengene til det. Det glemte jeg bare hele tiden.

”Det var min ven og nabo, Daniel. Han sagde, min pakke med start-ting til universitet var kommet ind hos ham. Derfor kom jeg også i tanke om, jeg skulle have et sidste par ting på plads, inden jeg starter. Jeg takkede ham, da pakken er det jeg manglede. Og da vi snakkede lidt om i morgen, og jeg forklarede, jeg var her. Derfor tilbød han, hans ven, Steve, kunne køre forbi og hente mig på vejen hjem. Han er åbenbart nede og hente dem noget mad i samme område. Han skulle være her om to minutter,” fortalte jeg og smilede et lidt trist smil til dem, som tegn på min lyst til at forlade dem.

Deres begges ansigtsudtrykker ændrede sig til det samme som mit eget.
”Det er æv,” lød det fra Liam, som fik rejst sig op fra sofaen. Harry fulgte trop, og sendte mig et langt ulæseligt blik.
”Er du sikker på, jeg ikke bare skal køre dig hjem? Jeg har jo en bil lige ved hånden, og du kender mig trods alt. Også bliver deres mad heller ikke kold?” tilbød Harry og sendte mig et smil. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, han ikke brød sig om tanken om, at jeg kørte med Steve. Jeg sendte ham et smil tilbage. Dørklokken lød i det samme øjeblik.

”Det er pænt af dig, men ellers tak. Jeg kender også Steve, Harry, og han er her vidst også allerede.”

Jeg var lidt irriteret over, den måde han gav udtryk for, jeg skulle til at sætte mig ind i en bil med en fremmet. Det kunne godt være, det rent faktisk var realiteten, men Steve arbejdede fast i FBI.
Der gled kort et skuffet udtryk ind over Harrys udtryk, men det forsvandt hurtigt med en erstatning af et venligt. Uh altså…
Begge drenge fulgte mig ud til døren, hvor vi åbnede op for en høj robust mand. Steve. Hans lyse hår sad lidt rodet, og den lyse hud stod i kontrast til den sorte cottoncoat. Hvad var der med FBI og cottoncoats?
Jeg smilte stort til Steve, og gjorde mine til at ville kramme ham. Uden det store tegn på overraskelse eller mistænksomhed bød Steve mit kram velkomment. Hans arme var stærke og store, og jeg undrede mig lidt over, hvordan jakken kunne dække det så godt.
”Hej Steve. Tak for at du ville hente mig på vejen,” takkede jeg, og gjorde udkast imod Harry og Liam med hånden. ”Dette er Harry og Liam. Drenge dette er Steve.”

”Hej,” hilste Liam med et venligt smil og gav Steve et håndtryk. Harry fulgte hans eksempel, og så meget mindre mistænksom ud end før. Glimrende. Jeg ville heller ikke kunne kaperer at stikke dem endnu en løgn. En løgn der kun ledte til nye problemer.

”Hej med jer,” nikkede Steve høfligt til dem. Han kiggede ned på mig. Jeg forstod meget hurtigt hentydningen, der nærmest ikke blev vist. Lidt fortumlet og træt gav jeg Liam og Harry et kram. Trods jeg lige havde mødt Liam samme dag, følte jeg, vi var kommet tæt nok på livet af hinanden. Vi havde trods alt lige siddet og udvekslet jokes. Det gjorde jeg knap nok med min kusine.

”Jeg ringer til dig i morgen og høre op på din dag,” lovede Harry. Han greb mig ved armen, for jeg skulle møde hans blik. En underlig følelse kørte igennem min krop, imens jeg nikkede med et lille smil.
”Held og lykke!” indskød Liam hurtigt efter.
Jeg smilede lidt større.
”Tak drenge. Vi ses.”
Jeg trådte ud af Harrys greb, for at følge med Steve ned til bilen. Han sagde ikke rigtig så meget, men jeg kunne fornemme, han var opmærksom på alle bevægelser inde for rækkevidde.

”Du gjorde det godt i dag,” roste han mig, da vi nåede hen til bilen.
Jeg kiggede op fra jorden, for at møde hans betrykkende blik. Hans øjne viste tydeligvis respekt. Jeg sank en klump.
”Tak,” svarede jeg hæst. Han holdt døren for mig, og jeg satte mig udmattet ind på sædet. Steve smækkede døren efter mig og var kort tid efter inde bag rettet.

Da han startede bilen, mærkede jeg hans blik på mig. Det var lidt underligt for mig, da jeg kunne mærke, han analyserede mig på samme måde som Daniel. Og jeg ville ikke blive overrasket, hvis han var lige så dygtigt med korrekte resultater.

”Du ved, det er ikke særlig tit, vi sætter sådan en stor aktion i gang på så kort tid. Især ikke med sådan nogle utilregnelige udgangspunkter,” startede Steve ud med at sige. Jeg betragtede ham speede op og skifte bilens gier.  Radioen kørte svagt, og jeg var overraskede over, han hørte jazz.
”Og oftest,” forsatte Steve, når det endelig sker, er der ingen civile, der har gennemført det uden fejl. Ingen der har haft evner til at holde hoved koldt. Men det gjorde du, Emily, og det skal du være stolt af.”

Hans ord rørte mig. Jeg kiggede genert ned i mit skød. Det betød meget for mig, at Steve sagde det. Et: fordi jeg følte mig så pokkers mislykket. Og to: fordi jeg var glad for at høre, mine løgne rent faktisk bragte frugt for FBI’s arbejde.
Men alligevel, selvom han roste mig, kom jeg ikke af med skyldfølelsen. Den lå dybt, og jeg vidste, den med tiden kun ville blive værre. I morgen skulle jeg starte på universitetet, og hvor mange nye bekendtskaber ville jeg ikke gøre mig der? Hvor mange flere mennesker blev jeg ikke lige nød til at lyve over for?

”Jeg føler mig ikke særlig stolt,” mumlede jeg og pillede ved mine negle. Jeg kunne mærke, Steve ville sige noget, men han holdt det inde. Vi kørte lidt i tavshed med jazzen som vores ventemusik. Pludselig stoppede bilen, og Steve stod ud. Til min overraskelse holdte vi allerede i parkeringskælderen, der hørte til Daniels og jegs lejligheder. Min dør åbnede sig, og Steve kom til syne. Han lod mig ikke stige ud, men hang op af døren.

”Emily,” sagde han, og så tænkende ned på mig. ”Jeg ved, du syntes det er hårdt at skulle lyve over for dine nye venner. Men du skal ikke lade det gå dig så meget på. Husk på, du gør det for din og deres sikkerhed. På ordre af FBI. Du har alle dine grunde til at gøre det. Jeg tror, det vil hjælpe dig selv meget mere, hvis du tænker på det, som en mission. Tænker på dine handlinger ikke ligger personligt. Kan du se, hvor jeg vil hen?”

Jeg nikkede. Det stod tydeligt for mig, hvad han mente. Og det hjalp mig til at kunne kapere det, heldigvis. Mit smil var lille og forsigtigt, da jeg mumlede et tak. Steve nikkede blot til mig med et smil og fik smækket døren efter mig.

Steve viste mig ikke ind i min egen lejlighed som normalt. Derimod hen til Daniels. Som i øvrigt meget hurtigt fik åbnet døren, da vi ringede på.
”Emily!”
Overraskende nok trak han mig ind i et fast kram. Jeg havde ikke helt set den komme, men jeg følte mig forbandet tryg i hans arme. Det mindede mig om, da min far plejede at kramme mig, som mindre. Inden han forsvandt. Tårerene samlede sig i øjenkrogen. Mine arme holdte ynkeligt hårdt fast på Daniel, ved mindet om min far.

”Tak, Steve,” lød Daniels stemme forbi mit hoved. Jeg mente, Steve mumlede et eller andet til Daniel. Det ville også give meget god mening, da Daniel pludselig strammede grebet om mig. Jeg følte mig slet ikke til stede i den virkelige verden. Blot summende tryg i min egen lille verden, hvor Daniels arme var min sikring.
Det gik endnu en gang op for mig, hvor bange han og aktionen ved restauranten havde gjort mig. Jeg havde trods alt aldrig prøvet noget lignende.

”Kom, lad os sætte os ind på sofaen,” mumlede Daniel ned i mit hår. Jeg følte mig lille, som en lille tryg pige, for femte gang den dag. Harry havde trøstet mig, holdt mig i hans arme, da jeg havde mest brug for det. Liam havde taget sig af mig, varmet mig med te og sendt mig det bekymrende blik, ens tætteste gav en. Selvom vi blot lige havde mødt hinanden. Steve havde ført mig sikkert hjem, rost mig og drejet mine indre problemer på en måde, så jeg nemmere kunne overkomme dem.

Det var endelig som om heldet var kommet mere min vej. Til min egen store glæde da jeg var sikker på, det heller ikke ville gå mig godt, hvis uheldene blev ved.  

Daniel lagde et tæppe over mig på sofaen. Ligesom Liam havde gjort. Til min overraskelse, havde han sin FBI uniform på. Han flyttede på hvad der måtte være en skudsikker vest, der lå på sofaen.
”Er du i uniform?” spurgte jeg lavt, som gik det op for mig, Daniel måtte have været en del af dagens mission. Og den skudsikre vest gjorde mig klar over, han måtte have været en af dem, der var ude og undersøge faren. Ikke sidde styrende i en eller anden bil og kigge på skærme. Klumpen i halsen var svær at komme af med.

”Ja, jeg har ikke rigtig haft tid til at skifte. Jeg skulle lige sørge for, mit civile ansvar var i sikkerhed og på vej hjem,” svarede han drillende, og purrede mig håret. Jeg fnes, lidt lettere på hjertet. Han havde selvfølgelig hele tiden været opmærksom på, hvad FBI lavede. At jeg var i sikkerhed. Endnu engang måtte jeg indrømme over for mig selv, mine tidligere konklusioner over situationen var kommet for hurtigt.

Et lettet smil formede sig på mine læber. FBI vidste hvad de lavede. Det havde de hele tiden gjort.

”Jeg har det fint, Daniel. Ja, jeg kan sagtens tage direkte videre til hendes kontor,” forsikrede jeg en ihærdig overbeskyttende Daniel over telefonen.
Det var blot en uge efter evakueringen på restauranten. Jeg var startet på universitet officielt. Mit hovedet var fyldt med alt det, andre universitets studerende gik og fumlede med: lektier, afleveringer, karaktere, nye omgivelser, venner…

Ja, jeg kunne vidst rolig indrømme, jeg følte mig normal på mange punkter.

Heldigvis var et at mine største skrækscener ikke gået i opfyldelse. Min start på University of Westminister var gået glidende og godt. Jeg var startet halvanden måned inde i et semester, hvilket ikke var utrolig usædvanligt, gik det op for mig. I min tildelte klasse, eller hvad de nu end kaldte det, var vi allerede fem nye ud af tredve. Utroligt? I den grad, men det lå som en normalitet, de studerende valgte til og fra på de forskellige linjer i deres første år. Det havde Mr. Darby, universitetets rektor, forsikret mig om med de venligste miner.

Men jeg havde allerede besluttet mig for, jeg ikke var en af dem. Jeg elskede min linje allerede. Og jeg havde så sandelig fået snakket med en masse mennesker, utroligt nok. Heldigvis lå det heller ikke til mig at være overdrevet genert. I Amerika havde folk en tildens til at være meget imødekomne eller frembrusende. Eller nogle var blot mere nysgerrige tillagt.

Bland andet havde jeg snakket med fem personer, jeg følte mig meget tilpas med. To piger ved navn Darcey og Jessamy, og tre drenge ved navn Caleb, Benjamin og Ethan: alle sammen britiske i sådan en udfoldelse, at man ikke ville være i tvivl.

Darcey, Benjamin og Caleb gik på samme linje og klasse som jeg selv. Jessamy og Ethan gik derimod på en naturfaglig linje, der også kørte på skolen. De sidste to var meget gode venner med de andre tre. På den led kom jeg ind i en lille gruppe mennesker, der alle sammen var utrolig venlige og imødekomne over for mig. Behandlede mig ligesom alle andre. Og selv da jeg skulle svare på spørgsmål, som inde gik min baggrundshistorie, følte jeg ikke en lige så stor skam. Det var takke været til Steve.

Mine sidste timer på dagen var netop afsluttet fem minutter før tid. Og jeg nåede ikke engang ud af universitetets lille cafested, før fem minutter var gået, og Daniel ringede mig op. Jeg skulle nemlig videre til psykolog for anden gang på en uge. Yes…

Leyla Winifred var en sød dame. Jeg havde ikke så meget imod hende, og hun havde ikke presset mig specielt meget til vores første møde. Hun var også ansat af FBI, og efter Daniels ord var hun den bedste psykolog, de lå inde med. Der skulle også inde rømmes, hun virkede på en hel anderledes måde forstående, end hvad min tidligere psykolog i Amerika havde gjort. Som mindre led jeg meget af mareridt. Derfor sendte min mor mig af sted til psykologen, der var vores nabo. En hæslig dame.

Derfor var det også en stor åbenbaring for mig at møde Leyla Winifred. Og jeg var ikke modstander af at vende tilbage hos hende. Faktisk lå hendes kontor så tæt på mit universitet, at jeg kunne gå der over på ti minutter.

Alligevel ringede Daniel til mig, for at høre om jeg ville hentes eller følges der over af ham eller Steve, som begge to skyggede mig til dagligt. Måske var jeg under FBI’s beskyttelse, men jeg var ikke et bange lille barn. Jeg kunne sagtens selv gå. Tilbuddet var selvfølgelig dejligt, men blot med en uge på universitet, følte jeg en endnu større trang til at tage den normale-tilværelse med ud fra universitets murer.

Hvilket apropos ikke var muligt i den nærmeste fremtid.

”Okay,” lød Daniels stemme nærmest syngende i øret. Britiske accenter. Selvom jeg nu var omgivet af dem 24/7, var det en ting, jeg endnu blev ved med at bide mærke i.
”Bare skriv til mig, når du er færdig hos Leyla. Så kan jeg nå at købe os noget mad inden.” Selvom Daniel og jeg ikke boede sammen, virkede det næsten sådan. Vi rendte ind og ud af hinandens lejligheder, som var det vores egne. Selvfølgelig var der også plads til privatliv ind i mellem, men det skulle ses som, hvis man havde en room-mate eller sin familie boende. Daniel var jeg selvfølgelig også kommet tættere på, og han opførte sig til tider meget som en ven eller far over for mig.

Det lod til evakueringen i den sidste uge havde sat et eller andet i gang hos Daniel personligt. I så fald spiste jeg kun få gange om ugen alene, hvor alle andre spiste jeg med Daniel. Det var tydeligt med hensyn til hans job, det var sådan, men jeg måtte indrømme, der også lå noget bag. Vi var trods alt sammen 24/7. Næsten. Vi så i hvert fald hinanden hver dag, og han skyggede mig i hverdagen.

”Okay, det skal jeg nok,” lovede jeg ham, før jeg afsluttede opkaldet. Min daglige rutine var på en eller anden måde lagt. Jeg var faldet meget godt ind i den, men det betød så sandelig ikke, den ikke var unormal.

Jeg tog mine Iphone 5 høretelefoner i ørerne og skruede op for musikken. Blot på de få gange, jeg havde været henne hos Leyla, kendte jeg vejen i hovedet. Den var heller ikke så svær. I det hele taget havde jeg fået mere styr på trafik, veje og transport her i London. Så godt jeg nu kunne, man kunne altid vænne sig mere til det. Men jeg havde i hvert fald kommet over det nervøse stadie og kunne gå med musik i ørerne uden de største problemer.

Som en lille betrykning havde Daniel også forsikret mig om, de nok skulle finde mig hurtigt, hvis jeg farede vild. ”Det tror jeg pokkers,” tænkte jeg, da mit blik tilfældig ramte Steve henslængt op af en mur.

”Emily!” hilste Leyla fornøjeligt og gav min arm et klem som velkomst. Mit smil prydrede venligt tilbage på mine læber. Hun lukkede døren efter mig med en lille nyn. Leyla Winifred var en rar dame på de 45 år. Hendes udeseende kunne beskrives som imødekomne flot, og en typisk britisk udseende dame med to børn der hjemme. Kinderne bevægede sig hele tiden for hver gang hun ændrede grimasse. Leyla var en vitterlig klog dame, og jeg vidste, man ikke kunne snyde sig om hjørner med hende. Venlig og sød eller ej: hun havde også ben i næsen.

”Hvordan har din dag forløbet?” spurgte hun, imens hun klargjorte min kop urtete. Briterne havde sin store forkærlighed for te, det var ingen hemmelighed. Men Leyla mente også, det bragte en anden form for ro i kroppen, når vi skulle sidde og udmelde følelser.

”Meget godt, tak. Jeg syntes selv, jeg kommer meget godt med i det hele. Desuden er der også Darcey og de andre, jeg hænger ud med. Ligesom jeg fortalte dig om sidst,” svarede jeg. Min krop lænede sig tilbage i den bløde sofastol. Det var ligefrem tydeligt for mig, hvilken befrielse min krop følte sig ved at sidde i den.
”Darcey, Ethan, Jessamy, Caleb og Benjamin husker jeg, ja,” Leyla nikkede. Hun satte elegant tekanden ned på det skinnende blanke træbord. Taknemmeligt tog jeg min tekop op i hænderne. Varmen fra den sivede ud i min håndflade, og mine kolde fingre var godt tilfredse efter en tur udenfor.

”Jeg tænkte, vi i dag kunne snakke lidt om din familie.”
Ærligt måtte jeg indrømme, sætningen ikke huede mig vitterligt meget. Leyla vidste udmærket godt, jeg heller ikke brød mig om det samtaleemne. Min tvivl kom til mig. Var jeg overhoved klar til at sidde og åbne op omkring dem? Det ville betyde, jeg skulle træde tilbage i fortidens bitre minder, som jeg alligevel vidste, ikke ville blive til virkelighed. Et faktum jeg havde svært ved at konfrontere mig selv med, hvilket også var grunden til, det ikke skete ofte. Eller rettere sagt: nogen sinde.

”Jeg…” mit blik gled ned på mine sorte jeans. De var helt nye og stramme. Jeg følte det gjorde mine ben godt, hvis man kunne sige det sådan.

Leyla var som sagt klog. Hun vidste godt, jeg ikke bare kunne sidde og åbne op uden videre. Der var brug for vejledning til at åbne mig op.
Men hvem sagde helt præcis, jeg gad at åbne op omkring dette?
Noget sagde mig dog, det kunne jeg blive nød til. Måske var det blikket, der kom frem i Leylas øjne. Det, der tydeligvis sagde, hun havde tænkt sig at udrette noget for mig denne dag.

”Din situation med alt dette kaos har ramt dig, Emily. Det er ikke uden grund. Ligeså må du forstå, jeg ikke forventer, du skal sidde og kunne fortælle mig alt med det samme. Men dog må du også forstå, dette er et bredt emne, du bliver nød til at snakke om. Du har forladt din familie, din hverdag. Der er ikke noget at sige til, du er blevet påvirket af det,” forklaring kom så vitterlig ærlig ud af Leylas kloge sind. Som sagt, hun var ikke til at løbe om hjørner med. Og det gjorde hun også klar for mig. Jeg skulle ikke få lov til at løbe fra mine problemer: hun ville få mig til at stå ansigt til ansigt med dem. Om det var med det samme eller efter to timer: det betød intet.
 

Derfor sukkede jeg også anstrengt, da jeg endelig trådte ud af bygningen igen. Som forventet havde samtalen med Leyla Winifred endt med resultater. Hvilket altså betød, jeg havde snakket meget med hende. Hun formåede virkelig at komme under huden på mig, få mig til at konfrontere mig selv med mine følelser. I sådan en stor grad at jeg måtte masere mine tindinger og lægge høretelefonerne i lommen for hjemturen.

Jeg havde aftalt med Daniel, jeg tog en taxa hjem. Mit blik gled fra side til side, for at skanne området. Steve var helt sikkert stadig et sted, hvis han ellers ikke havde byttet vagt med en anden.
Underligt nok kunne jeg tage det som en beroligelse.

Jeg løftede min hånd i vejret og stillede mig ud på kanten af fortovet. Heldigvis fungerede det på samme måde som i Amerika: en taxa drejede lige så fint ind ved mig. Lettet over at kunne sætte mig ind i bilen, komme hjem og smide mig i sofaen, smilte jeg for mig selv.
Helt så elegant kan man vel aldrig hoppe ind af en taxa, men jeg skulle heldigvis ikke være bange for at slå hovedet op i loftet. En britisk taxa gav plads til, man endda kunne have en hat på.

”God eftermiddag miss, hvor kan jeg køre dem hen?”
Mit smil blev bredere. Der var dog intet som mennesker, der gav en fine benævnelser. Det fandt man kun i England. Chaufføren kiggede venligt på mig fra spejlet. Lige som jeg havde fortalt min destination, og han skulle til at køre, blev døren åbnede på min højre side. Forbavset kiggede jeg, og så en mandelig skikkelse sætte sig ind i taxaen ved min side.
”Hvad søren, taxaen er optaget!” udbrød jeg forarget og så protesterende op.

Dog kunne jeg ikke have forberedt mig selv på ham, der sad ved min side. 

_____________________________________________________

A/N:

Dam dam dammmmm :O

Hallo there, undskyld for den lange vente tid!
Jeg har bare haft så meget andet, jeg blev nød til 
at fokusere på som første priotet, det håber jeg,
I kan forstå... <3
Uh, hvem tror I, der har sat sig ind i taxaen med Em?
Og er jeg bare den eneste, der er ved at gå hel
amok over denne her nye movellas-opdagtering?
JEG ELSKER DEN, TAK MOVELLAS! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...