The Story of My Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 30 nov. 2014
  • Status: Igang
Forstil dig, du sidder alene hjemme en normal torsdag aften. Din mor og lillebror er til middag hos en kammerat. Tanker omkring din far er stærke, da det er hans fødselsdag. Han forsvandt sporløst, da du var 7 år, og med dine nuværende 19 år er det længe siden uden at føles sådan.
Pludselig smadre ruden, da en stor sten hamre igennem den. En trussel fæstet fat til stenen får dig til at ringe til politiet. Ikke fordi du tror, det er en alvorlig trussel, men den indebære dine kæres liv, og du ikke risikere noget. Ved det næste træk finder du pludselig dig selv i en bil på vej til FBI's hovedkontor.
Din status er i Malibu, men FBI finder sikkerheden større ved at sende dig afsted til London.
Det var sådan Emily's flugt startede. FBI krævede hun smed sit liv fra sig for at leve sikkert. Men det var langt fra let eller uden konsekvenser. Samtidig skal hun opbygge et nyt liv, velvidne hun står med kniven mod struben. Velkommen til Emily's barske livs fortælling.

29Likes
14Kommentarer
4117Visninger
AA

7. 💦 Confusing

Harrys lejlighed var overdådig. Det var ingen underdrivelse. Møblerne skreg af kvalitet og designer, og linjerne var rene og simple. Jeg var sikker på, selve stuen i sig selv var mit hus værd. Mit blik stod ikke stille på et tidspunkt. Selv da jeg lod Harry tage min jakke for mig, kiggede jeg mig omkring. Måske spillede min nervøsitet også ind.

Jeg var på kanten til at bryde ud i gråd. Daniels tavshed på telefonen gjorde mig skrækslagende, og jeg følte mig forfærdelig uniformeret. Var der virkelig sådan, FBI syntes, tingene skulle gøres? Skynde at gemme mig af vejen og lade mig stå i uvished, indtil de havde tid til at fortælle, hvad jeg var i livsfare for? Hvad jeg udsatte mine venner for?

Jeg var samtidigt så gal på Daniel. Det kunne umuligt være rigtigt. Og hvis det såmænd var tilfældet, havde de bare at rette op på det. Hvis jeg hver eneste gang skulle udsættes for lignende angst og psykisk presset situationer, ville jeg umuligt overleve det.

Til mit held havde Harry høfligt vist mig hans hjem trin for trin. Dermed tvunget mig til at tænke på noget andet. Hvilken befrielse.

Det var blot ham og jeg der gik rundt. Liam lød til at pusle rundt i køkkenet. Hvis jeg ikke tog meget fejl, havde han fortalt noget om, Harry lå inde med den bedste te. Derfor skulle det ikke undre mig, hvis det var, hvad han beskæftigede sig med.

Imens vi gik, fortalte Harry lidt om de forskellige ejendele og relaterende ting dertil. Vi gik ved siden af hinanden, og han mødte hele tiden mit blik. Det var normalt nok at holde øjenkontakt med en, når man snakkede, hvilket det derfor også var med ham. Men der var nu bare noget, der gjorde det anderledes. Hans øjne… de var ubeskrivelige. Blå, men så alligevel grøn og grå på sammentid. Det slog mig pludseligt omkuld, da vi begyndte den lille rundvisning.
Jeg vidste ikke, hvorfor jeg ikke havde lagt ordentlig mærke til det før.

Dog vidste jeg bare, hver gang opmærksomheden og lyset af latter viste sig i dem, var jeg ved at få en mavepuster. Det var utroligt, hvad et par øjne kunne gøre ved mig. De fik mig til at glemme omstændighederne. Jeg vidste ikke, om jeg reagerede sådan, fordi jeg i forvejen var følelsesmæssigt ude af balance, eller det var noget andet…

”Her er mit musik rum,” præsenterede Harry, og rakte sin arm ind foran mig for at slå dørene op. Hans arm lagde sig om min skulder. Jeg kiggede opmærksomt væk fra hans glædesfyldte øjne. Synet smed mig næsten bagover. Rummet var fyldt med instrumenter, højtalere, mikrofoner og alt hvad man grundlæggende havde brug for til at lave musik. Og den massive glasrude lod Londons eftermiddagslys komme ind i rummet, og forvandle det til noget endnu mere magisk.

Jeg troede aldrig, jeg skulle høre mig selv tænke sådan om musik og instrumenter. Men det havde vi vidst fået afklaret et par gange efterhånden.

”Det er fantastisk,” åndede jeg nærmest overvældet.

Harry lo. Hans latter lød flot inde i rummet. Man kunne virkelig mærke, akustikken var god. Perfekt.  Jeg trådte længere ind i rummet. Det ville være synd at kalde det et værelse, for det var blot så meget mere. Et studie? Ja, den beskrivelse kunne vel nok gå.
Jeg lod guitarerne tage min opmærksomhed fuldstændig. Med et enkelt nik fra Harry, tog jeg en af dem op i mine hænder. Den var meget mørkebrun, næsten sort. Og dens overflade var glat, da jeg lod hånden glide hen over den. Forsigtigt lod jeg hånden løbe ned over dens strenge. Lyden var god, men jeg vidste, det kunne lyde endnu bedre, hvis en med mere erfaring spillede på den.

”Jeg kan godt spille noget for dig, hvis du vil høre den i brug,” lød det over min skulder. Mit hoved rettede sig op. Mine øjne mødte Harrys rolige blågrønne. Smilende overgav jeg guitaren til ham.
”Det må du rigtig gerne.”

Harry tog imod guitaren og satte sig hen på en stol. Han nikkede imod sofaen over for, og jeg satte mig spændt ned.
De lange fingre løb kort ned over guitarenes strenge og rettede kort på stemmeskruerne.
”Er der noget bestemt, du vil høre?” spurgte Harry og rettede kort på hans hår med den ene hånd. Krøllerne gav efter håndens befaling. Det undrede mig dog ikke, hvis de om kort øjeblik ville gøre det modsatte igen.

”Nej, ikke rigtig. Jeg ved ikke, hvilke sange du kan spille. Overask mig,” svarede jeg med et lille skævt smil. Jeg blev pludselig urolig i kroppen igen. Havde FBI virkelig bare smidt drengene og jeg af, uden videre beskyttelse? Jeg skar tænder. Det var lige til at bide negle over!

”Okay,” lød det fra Harry, hvis blik hvilede lidt på mig.
Og pludselig lød tonerne ud i rummet. Rolige og behagelige toner. Mit blik faldt på Harrys fingre, der kontrolleret og erfarent gled ned over guitarens strenge. Og for en kort stund kunne jeg glemme bekymringen, der åd mig op inde fra. Det var fuldstændig utroligt. Mine skuldrer faldt ned i afslappelse. Spændingen gled ud af min krop, og jeg lod blot mig selv koncentrere mig om Harry og hans guitar.

Mit hoved gjorde ikke længere ondt. Mine øjne overanstrengte sig heller ikke for at undertrykke tårerene. Jeg følte mig som en lille pige igen. Uden noget at skulle bekymre sig om, men bare glad for omgivelserne.
Det var længe siden, jeg havde nydt noget så meget, at jeg ren faktisk slappede af.

”Emily,” lød det pludseligt, men det var ikke det, der fik mig til at kigge op. Hånden på min skulder var den ansvarlige. Forvirringen summede i mit bryst. Jeg mødte de blågrønne øjne.

”Jah, Harry?” spurgte jeg konfust.

”Du har siddet og stirret i et minut nu uden at sige noget. Er du okay?” Harrys blik viste betænkelighed, forvirring og mistænksomhed. ”Var det virkelig så dårligt?”

Jeg gispede nærmest for mig selv. Af hvad havde jeg? Hvor var alt den tid løbet hen?

”Nej, gud det må du undskylde! Ja, jeg er okay, det var bare… så smukt. Beroligende. Du absolut ikke dårlig, Harry, nærmere et naturtalent! Hvad var det du spillede?” udbrød jeg stammende og så alligevel hurtigt.

Harrys ansigt viste lettelse, og da han grinte let, følte jeg det samme. Dog kunne jeg stadig ane en bekymring i hans øjenkrog, imens han snakkede.
”Oh tak. Jeg spillede faktisk ikke noget rigtig officielt nummer. Det er et, jeg selv har gået og skrevet på. Jeg går ud fra, du godt kunne lide det med din reaktion,” smilte han, og fjernede en hår tot fra mit ansigt.

Jeg gyste inden i. Både ved berøringen og ved tanken om min reaktion. Hvad gik der af mig?

Harry satte sig ned ved siden af mig. Smilende klappede jeg ham på skulderen.
”Selvfølgelig kan jeg det. Det er da et mesterværk, du går og arbejder på! Det må andre da også have fortalt dig,” fastslog jeg.
Han rynkede let panden og kiggede lidt væk fra mig. Uroligheden rørte sig endnu engang i maven. Havde jeg sagt noget forkert?
”Du er den eneste, der har hørt den,” fortalte han langsomt.
Jeg kiggede overraskende på ham.
”Seriøst?” udbrød jeg, overvældet og med en boende følelse af at være speciel. For jeg følte mig lidt speciel, men også fortumlet. Hvorfor spillede han sangen for mig? Hvorfor ville han vise den til mig, af alle mennesker, som den første? Det var noget så forvirrende at finde hoved og hale i, men alligevel fik jeg taget mig sammen. Fundet fatningen igen.

”Men så kan jeg hermed meddele, din sang er god. Og som den første til at høre den, må min mening betyde noget,” sagde jeg lidt efter.

Harry smilte større til mig.

”Tak. Du har ret, din mening betyder noget.”

Før jeg overhoved kunne starte på at rødme, udbryde noget eller sætte spørgsmålstegn ved hans ord, rejste Harry sig op.
”Kom, lad mig vise dig noget, du med garanti vil elske!” sagde han og rakte mig en hånd. Forvirret og lettere rundt på gulvet fulgte jeg efter ham, indtil vi stoppede op. Foran os var det største og smukkeste flygel, jeg længe havde set. Sort med den flotteste lak, og med tangenter der havde den flotteste elfenbens farve. Det var endda en tand flottere, end mit eget i lejligheden. Allerede der sagde det sit.

”Woaw,” udbrød jeg, og så fra flyglet og op på Harry.
Han smilte til mig.
”Det tænkte jeg nok vil være din reaktion,” grinte han let og gik hen og satte sig ned foran det. Han klappede ved siden af sig selv på flyglets tilhørende stol. Usikker på hvad han nu ville bede mig om, satte jeg mig ned ved siden af ham. Jeg havde allerede afledt ham sidste gang, han ville have mig til at spille. Godt nok havde jeg haft fire undervisnings timer siden, men jeg kunne stadig ikke spille særlig godt. Og jeg ville aflede ham endnu en gang.

Jeg krydsede mentalt fingre for, det heller ikke blev nødvendigt.
Der var akkurat lige plads nok til os begge på den lille bænk. Vores ben lå til gengæld også tæt op af hinanden. Jeg kunne mærke hans kropsvarme og dufte en svag duft af hans parfume eller aftershave.
Jeg tog mig selv i at snuse en ekstra gang og nyde det.
Hvad lavede jeg?

”Nu hvor du nød den anden lille sang så meget, tænkte jeg, du sikkert også ville kunne lide denne her,” fortalte Harry og satte fingrende ned imod tangenterne.
Jeg nikkede svagt, og mærkede nysgerrigheden snige sig frem inden i mig.

Da flyglet gav efter Harrys fingre, lød tonerne blidt ud i rummet. Det var på en hel anden måde en guitaren. Gåsehuden bredte sig op af mine arme. Mit blik fulgte nøje Harrys ansigtsudtryk, og hans bevægelse, når han spillede. Jeg fandt mig selv i et pludselig trance, hvor musikken fik følelserne til at give efter. Ja, jeg slappede af – var rolig. Men på en måde hvor alting blev lettet fra mine skuldre, men alting skulle også have sin vej ud.

Mit gisp var uhørligt, men om det var det eller tårende der ramte hans hånd, vidste jeg ikke. Harry stoppede i så fald pludselig sin spillen. Jeg kunne mærke det bekymret blik på mig, men jeg blev ved med at stirre ned på tangenterne.
”Emily-”
”Nej, lad hver med at stoppe. Det er så smukt, du må endelig ikke stoppe,” afbrød jeg ham, dog uden at møde hans blik. Følelserne havde taget sin overhånd, men jeg vidste, de blev nød til at få deres plads. Det var flovt, rigtig ydmygende af mig. Men hvis jeg ikke lod det komme ud, ville det bare komme på et endnu mere irriterende tidspunkt. Som sagt, var det ikke fordi, jeg som sådan var glad for at sidde at græde foran Harry. Men der var ikke så meget at gøre. Jeg kunne mærke, min krop havde været blevet udsat for alt for meget pres allerede. Hvis jeg overhoved ville have en chance på min første dag på uni i morgen, blev jeg nød til at komme ud med det.

”Emi-”

”Nej, Harry! Bare… forsæt, please!” bad jeg grødet, og mærkede flere tårer glide ned af mine kinder. Prøvede at lade hver med at tænke på det faktum, at jeg græd foran en dreng, jeg knap og nap havde kendt over to uger.
Det var da også bare alt sammen Daniels og pokker til FBI’s skyld.

”Du får mig ikke til at spille igen. Ikke når jeg kan se, der er noget galt,” sagde Harry blidt, men alligevel bestemt.
Hans hånd greb rundt om mit håndled.
”Kig på mig, Em.”
Jeg kiggede vildfarende op på ham. Mit syn var slørret, og jeg gispede grødet. Harrys blågrønne øjne lyste igennem tårenes tåge, og jeg mærkede hans finger på min kind. Jeg snøftede. Følte mig så latterlig. Lettere fortabt.

”Fortæl mig, hvad der går dig på,” bad Harry nærmest tiggende.
Jeg sagde ikke noget, men kiggede ham blot i øjne.
Bekymringen var igennem trængende og slog min nærmest bagover.
”Er det på grund af det ved restauranten?” spurgte han forslående.
Jeg rystede svagt på hoved. Ikke til hans spørgsmål, men netop på grund af hans forsøg. Forsøg på at forstå.
”Jamen hvad så?” udbrød han nærmest fortabt og med lidt irritation i stemmen.

Hans irritationen ramte mig hårdere end den burde. Et par flere tårer gled ned af mine kinder. Mit blik gled ned på hans bluse. V-udskæringen klædte ham godt. Jeg prøvede at få styr på mig selv, men det var uden medgang. Harrys bryst hævede sig hurtigt, da han sukkede.

Pludselig gled en finger under min hage og løftede mit ansigt op af. Jeg mødte tvunget Harrys blik, hvor irritationen var væk, og kun bekymring og desperation var tilbage.
”Em, jeg prøver kun at forstå dig. Hjælpe dig,” sagde han stille og fastholdte mit blik.

Hans ord fik mig kun til at græde mere i ren frustration.
”Harry, du vil aldrig kunne forstå det!”
Jeg rystede på hoved. Godt gal på FBI. Hvad var meningen med alt dette her, hvis jeg ikke lavede andet end at blive såret?

”Prøv mig,” sagde han blot, og kørte hans hånd væk fra min hage og ned på min skulder.
Jeg rystede opgivende på hoved.
Han gav ikke op. Det var imponerende.
”Jeg har bare været under rigtig meget pres, stress og forandringer på det sidste,” startede jeg lidt usikkert ud. Harry nikkede opmærksomt. Gav mig blikket til at fortsætte. Jeg sukkede tungt.
”Og jeg har bare ikke rigtig ladet mig selv stoppe op, tænke ordentlig og mærke efter mine følelser. Det er så det, der overvælder mig nu. Andet kan jeg ikke fortælle. Undskyld.”

Harry så forvirret på mig.
”Andet kan du ikke fortælle? Kan du så heller ikke fortælle mig, hvad eller hvem der har udsat dig for alt det?”
Jeg rystede på hoved. Harry rynkede panden. Han så ud til at gruble meget over tingene.
”Jeg ville rigtig gerne,” lovede jeg, men jeg kan ikke.”
Det fik Harry til at møde mit blik igen.
”Okay,” fik han til sidst sagt. Uden videre udspørgning eller lignende trak han mig ind i et kram.

Jeg sukkede lettet og lod mig forsvinde i hans favn og varme. Faktummet det byggede på, hvor lidt tid vi havde kendt hinanden betød ingenting. Vi klingede alt for godt til, det overhoved ville kunne betyde noget. Derfor var det overraskende, hvordan han tog det. Overraskende at han ikke pressede mig yderligere til at sige noget. Harry krammede mig bare. Sådan som var det det. Men det var egentlig også det, jeg i sidste ende manglede. Ingen spørgsmål: bare et stort langt kram, som kunne forsikre mig om, alting var trygt og rart. Bare for en lille stund. Bare som en lille flugt fra virkelighedens problematik. 

______________________

A/N:

Aw poor Em :( Jeg har så ondt af hende!
Grunden til hun også reagere som hun gør i kapitlet, 
er fordi hun har været udsat for et større følelsesmæssigt chok,
som er taget mere psykisk på hende end Daniel og FBI havde regnet med.
Om det så også er grunden til hendes pludselige tanker om Harry, 
må vi vente og se... 
Anndddd u don not need to worry! Det nye kapitel kommer allerede i start 
næste uge, so stay tuned... xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...