The Story of My Life

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 30 nov. 2014
  • Status: Igang
Forstil dig, du sidder alene hjemme en normal torsdag aften. Din mor og lillebror er til middag hos en kammerat. Tanker omkring din far er stærke, da det er hans fødselsdag. Han forsvandt sporløst, da du var 7 år, og med dine nuværende 19 år er det længe siden uden at føles sådan.
Pludselig smadre ruden, da en stor sten hamre igennem den. En trussel fæstet fat til stenen får dig til at ringe til politiet. Ikke fordi du tror, det er en alvorlig trussel, men den indebære dine kæres liv, og du ikke risikere noget. Ved det næste træk finder du pludselig dig selv i en bil på vej til FBI's hovedkontor.
Din status er i Malibu, men FBI finder sikkerheden større ved at sende dig afsted til London.
Det var sådan Emily's flugt startede. FBI krævede hun smed sit liv fra sig for at leve sikkert. Men det var langt fra let eller uden konsekvenser. Samtidig skal hun opbygge et nyt liv, velvidne hun står med kniven mod struben. Velkommen til Emily's barske livs fortælling.

29Likes
14Kommentarer
4116Visninger
AA

5. ℋ As an open book

Som den påbegyndende uge hvirvlede videre, følte jeg mig mere og mere tilpas i lejligheden. Jeg havde en af dagene været på bolig indkøb, hvilket egentlig kun havde været for små nipseting. Til mit held var der i forvejen blevet købt møbler til lejligheden, meget moderne og fikse skulle jeg stolt tilføje, så det var mere personlige præg, jeg havde været på jagt efter. Bl.a. havde jeg købt mig en gennemsigtig plastic beholder, hvori min makeup og børster blev opbevaret i. Og for at gå i støre ting havde jeg også købt mig en ny computer.

Også ville jeg videre pointere at det var en Macbook Air, og den eneste grund til jeg havde fået ordentlig tilladelse til den af min kontaktperson, Sharon, som jeg havde ringet til. Den grund lå på, jeg skulle bruge den til mine studier på universitet. Dog havde jeg lige meget hvad brug for en computer, hvilket Sharon også havde sagt. Underforstået havde hun hentydet til, jeg ikke behøvede at ringe og bede om lov om sådan en livsnødvendig ting – FBI ville skaffe alt, hvad der kunne hjælpe mig i mit nye liv. Ja, jeg havde praktisk talt også fået overført en del penge til min nye bankkonto, men helt ærligt så følte jeg mig ikke direkte godt tilpas med at købe så dyre ting for deres penge.

Ja, det kunne godt være, ”det var da det mindst” de kunne gøre, nu da de ”havde fjernet mig fra hus og hjem”. Og det var da heller ikke fordi, jeg ikke var taknemmelig og glad for de penge, jeg fik overført til min konto. Men jeg havde nu alligevel en samvittighed og en opdragelse, som tydeligt sagde, det var forkert og arrogant af mig at gå og sløse med deres penge. Det kunne jeg ikke løbe fra. Selvom de nødvendige omstændigheder der således var, hvor jeg blev nød til at bruge dem, fortalte min fornuft mig, det nok var meget godt, den dårlige samvittighed fandtes i mig.

Så jeg havde det bedre. Faktisk var jeg så meget bedre i mit sind, at Daniel så mig som egnet nok til at påbegynde mine studier. Se dét var noget, der talte. Og ja, jeg var nuvel nok stadig nervøs for de nye omgivelser, men det ændrede ikke på det faktum, hvorvidt jeg så frem til at gå på universitet. Alligevel havde Daniel forklaret mig, der nok ville gå yderligere en halvanden uge før, jeg kunne starte. Jeg vidste ikke om det var på grund af sikkerhedsmæssige oversager, eller om det mere var afgørende omkring universitets regler.

Dermed gjorde det, at jeg havde masser af tid. Og jeg troede aldrig, jeg kunne føle mig så afslappet igen: ikke efter hvad der var sket inde for kort så tid. Men jeg fandt mig selv meget afslappet over morgenkaffen og min proteinfyldte morgenmad. Ja, jeg sad ligefrem og sang med på sangen i radioen.
”This is gonna be the best day of my life, my li-i-i-i-i-ii-ife” sang jeg, og vippede glædeligt med min bare ny lakeret fod. Jeg sluprede tilfredst en tår varm kaffe i mig, og kiggede ind imod stuen. Der kunne jeg se det vide elfenbens flygel, som stod og skinnede i solens stråler ved vinduet.
Det mindede mig videre om drengen, Harry, jeg havde mødt i butikken. Harry Styles, for at være helt præcis, og for at køre den videre, ville jeg da også lige pointere ligegyldigheden ved den fakta. Jeg havde spekuleret lidt i en dag eller to, hvorvidt jeg skulle freake helt ud omkring det, eller hvordan jeg lige skulle takle den. Men jeg var altså kommet frem til, jeg havde fornuft og hjerne nok i mig til, jeg kunne tænke og være sammen med ham, som var han hver anden teenager.

Hvilket han jo egentlig også var, hvis man lagde hans berømte status til side.

Som sagt havde jeg tænkt det igennem, men det var ikke kun på baggrund af hans berømte status. Eller jo, det indhandlede det, men det var mere om, hvor god en ide det var for ham, såvel jeg selv, at jeg sås med ham. Jeg var trods alt på flugt fra en flok ikke så venlige gutter; bare for at formulere det på en pæn og ikke så skræmmende måde.
Men jeg tænkte, Daniel nuvel nok ville sige til, hvis det blev et problem.

Og hvem sagde overhoved, vi ville ses meget mere i fremtiden?

Som det kunne ses, så forvirrede jeg mig selv på en ikke så sund måde. Hvilket var så typisk mig, da jeg havde det med at frembringe en masse spørgsmål ved simple ting, når noget virkelig bekymrede mig.

I så fald havde jeg skrevet med Harry i løbet af de sidste to dage, hvor vi havde fundet frem til at dagen derpå, ville være en god mulighed for os begge at tilbringe sammen. Og eftersom jeg trods alt var dækket op med 24/7 opsyn af FBI, fandt jeg det nemmest for både Daniel og jeg, hvis det blev hos mig. Desuden behøvede han heller ikke at udspionere ude foran Harrys hjem, men bare være inde hos ham selv og gøre arbejdet der fra. Ikke fordi jeg troede, Harry ville gøre det, men hvis han sprang på mig, ville Daniel også kunne høre mit skrig.

Derfor havde jeg sendt Harry min adresse. Man kunne så sige, det var en fordel for mig, han var verdenskendt: for hvis han på nogen måde var pædofil, ville hele verden vide besked. Dermed følte jeg mig pæn sikker omkring det. Men bare for at gøre min grundighed til en vanesag, fortalte jeg Daniel om besøget. Og for det ikke skulle være løgn, havde han åbenbart helt tjek på vores aftale i forvejen, og lod til at kende mere, end hvad en normal person ville gøre, til Harry. (Bare tanken om at FBI lavede et research om mine nye bekendte var og blev lidt for påtrængende.)

Alt i alt var der ikke andet end at gøre sig klar til, Harry ville melde sin ankomst klokken 1 PM. Og som jeg sad foran min nye computer ved spisebordet, kunne jeg ikke lade hver med at være lidt spændt. Ikke kun på Harrys besøg, men også det faktum at jeg allerede havde mødt nogen i England, og om blot få timer ville få mit første officielle besøg af ”en anden ude fra”. Med det mente jeg selvfølgelig en, der ikke var inde blandet med FBI, men blot en almindelig ikke-agent fra området.
Selvfølgelig kunne jeg heller ikke vente med at høre, hvor god han var med en guitar. Det var netop det, der havde fået os til at snakke sammen i første omgang. For slet ikke at tale om grunden til han overhoved kom. Men forhåbentlig kom han vel også fordi, han på en eller anden måde syntes jeg var rar. For hvem ville møde op i en andens hjem for at spille guitar, hvis det ikke var fordi, man bare syntes lidt om personen? Det ville jeg i så fald ikke selv. Og verdenskendt eller ej: Harry ville nok ikke være nogen undtagelse omkring det punkt.

Med stor interesse sad jeg og studeret nogle billeder på computeren. Det var billeder fra det universitets hjemmeside, jeg skulle gå på. Daniel havde samme morgen smidt en besked ind af brevsprækken, hvorpå en kort forklaring om stedet stod også et link. Hvilket gav mig en grund til at bruge min helt nye elskede bærbar (iiiib).

Så fornøjeligt var jeg gået til den og sad med mange tanker og ideer til, hvordan min tilværelse på skolen ville blive. Stedet var bygget i en meget typisk britisk stil, lidt a la Harry Potter verden – hvis nogen skulle tvivle, som jeg normalt ville. Men heldigvis så det stadig forholdsvis morderne ud: eller så morderne man kan lave noget, der ligner noget taget ud fra Harry Potter. Men det virkede hyggeligt nok, og det var heller ikke fordi, jeg ligefrem skulle flytte ind.

Jeg snuppede resten af min kaffe og lukkede bærbaren sammen for at gå i bad. Jeg kunne ikke lade hver med at bide mig fast i stilheden, der lå som et tæppe i lejligheden. Mit suk var så tung som bly. Det var stadig noget af en omkostning at vænne sig til at bo alene. Jeg havde været så van til en larmende lillebror, der styrtede op og ned af trapperne, og en mor der råbte efter ham. For slet ikke at snakke om de smækkende døre, når min mor endelig havde fået skældt ham ud, og han var blevet tøsefornærmet.
Jeg havde altid vidst, det ville blive mærkeligt at flytte hjemmefra, men så havde jeg altid planlagt at flytte ind med min veninde, Blair. Det havde aldrig været sådan her, jeg havde forstillet mig, det skulle være. Og for det ikke skulle være løgn, gjorde det mig også paranoid. Det var lige før jeg var hoppet ud af mit gode skin, da jeg så min egen skikkelse i spejlet.

”Tag dig sammen, Em, for god sake!” skældte jeg mumlende på mig selv. Imens tændte jeg radioen, jeg havde slæbt med mig. Musikken strømmede ud af den, og jeg fik på en eller anden måde kølet mig selv ned igen. I hvert fald nok til at jeg turde smide tøjet og stille mig under bruseren. Det varme vand virkede beroligende på min krop, og mine skuldre faldt ned fra ørehøjden.

Jeg måtte virkelig passe på, hvis jeg ikke ville ende ud i at komme til psykolog mere end en gang hver uge.
Hvilket selvfølgelig var noget, man åbenbart skulle, når man var under FBI’s beskyttelse. I så fald når faren var så ekstrem, at man blev henvist til en civil bopæl i et andet land. Derfor skulle jeg hver onsdag til psykolog. Jeg mente nu nok, det var Daniel, der havde fået snakket lidt med Sharon. For til at starte med havde det ikke rigtig været på tale, men Daniel havde nuvel også oplevet hvordan min psykiske tilstand var.
Jeg tog det ikke specielt personligt, men jeg kunne alligevel ikke rigtig komme mig over, han på en eller anden måde måtte have vurderet mig. Eller i så fald taget et udgangspunkt i min væremåde. Jeg som ellers havde syntes, jeg klarede det hele meget godt, måtte så alligevel træde et skridt tilbage.

Jeg rystede udmattet på hoved af mig selv. Igen, jeg bekymrede mig for meget over de små ting. Daniel gjorde sit job, og jeg var heller ikke blevet generet på nogen måde af det. Så var den vel ikke længere, vel?
Forvirret og opsat på at tage den med ro fik jeg tørt mit hår med hårtørreren. Mit spejlbillede viste mig en gengivelse af mine rolige og vante bevægelser. Jeg grænsede mit maves form. Det var tydeligt for mig, jeg måtte huske at spise ordentligt til måltiderne. Den første uge havde jeg, som sagt, haft det svært, og det havde bekymrende nok gået over måltiderne. Jeg havde spist lidt for uregelmæssigt, hvilket min mave tydeligvis viste utilfredshed ved.
Ellers så jeg overraskende sund ud, hvis man kunne sige det på den led. Ingen rander under øjne, håret lå som det skulle, og min hud lyste ikke hvidt som et lig. Oven på alt hvad jeg havde oplevet, måtte jeg nu alligevel smile anerkendende til mig selv i spejlet, for jeg havde gjort det godt. Jeg havde holdt mig godt.

Jeg tullede rundt i lejligheden efterfølgende, da jeg havde fået gjort mig klar udseendemæssigt. Som mit outfit havde jeg et par stramme læder lignende jeans, hvori jeg havde stoppet en blå og hvis stribbet T-shirt. Mit hår hang løst ned om skuldrene, og jeg havde påført mig et guldur, jeg havde fået af min mormor i 18 års fødselsdagsgave. Tilhørende var der også andre guld smykker, og jeg havde påført en let makeup med jordfarver.
Alt i alt manglede jeg blot at få lejligheden til at se nogenlunde præsentabel ud, og sikre mig, jeg have forfriskninger at byde Harry på. Min mor havde altid lært mig, man ikke kunne byde nogen med hjem, hvis man ikke havde noget mad at byde på. Det var af ren høflighed, og jeg kunne stolt videregive, jeg havde taget det til mig som så meget andet.

Nervøst kiggede jeg hen imod uret på væggen over min kommode i stuen. Halv et, 12:30 PM. Han ville komme om en halv time. Jeg luntede let ud i køkkenet, hvor jeg til mit held fandt det proppet om med alverdens ting. Men om jeg kunne finde chips? Næh, selvfølgelig ikke. Derfor sprang jeg ud af døren, og løb hen til min kære nabo. En frisk Daniel åbnede kort efter døren, da jeg havde smadret min hånd lidt for hårdt ind i den.
”Jamen halløj, Em! Hvad har du så travlt for?” spurgte han med et smil. Jeg gav ham kort elevator blikket. Daniel var iført et par army blå jeans og en sort v-halset T-shirt. Hele hans attitude var umålelig afslappet, og jeg tror ikke, jeg hidtil havde set nogen stå så afslappet og samtidigt hundrede procent klar til alting i en døråbning.

”Jeg får Harry på besøg her om lidt, men jeg opdagede lige, jeg ikke har nogle chips at byde på. Har du nogle, eller noget der kunne stå lignende i erstatning?” spurgte jeg med et smil, og prøvede afspejle hans afslappede facade. Hvilket selvfølgelig mislykkedes, hvis nogen skulle være i tvivl.

”Jo selvfølgelig, kom bare ind, så henter jeg det lige,” svarede Daniel, og jeg tænkte, om han også ville være så afslappet, hvis jeg fortalte, der havde været indbrud. Hvorfor jeg tænkte det? Fordi Daniel altid virkede så umålelig afslappet og med kontrol over det meste. Og da jeg sagde altid, mente jeg selvfølgelig i den tid, vi havde tilbragt sammen. Det var utroligt, at han kunne bevare så mange gode og hvidt forskellige egenskaber uden af skifte personlighed.

Jeg trådte ind i gangen, imens Daniel satte kurs mod køkkenet. Jeg lukkede døren på klem bag mig, og så mig som refleks om i den velkendte entre. Jeg havde været inde i Daniels lejlighed et par gange efterhånden, og jeg kendte selvfølgelig derfor af samme grund til lejlighedens ting. Alligevel fandt jeg det altid fascinerende at studere andres hjem, især Daniels, da han havde indrettet hans med den fedeste stil. Hvis han ikke havde arbejdet i FBI, ville jeg havde skudt på der boede en arkitekt eller designer i hans hjem.

”Here we go, et styks chips pose til the lady, ” sang Daniel nærmest, da han overbragte mig posen med chips. Jeg fnes og rullede sjovt med øjne af ham.

”Den er god med dig, Mr., ” gav jeg blot igen, men smilte samtidigt taknemmeligt til ham.

”Mange tak, Daniel, du er lige dagens redning, ” fastslog jeg med et grin og pegede på chips posen. Lige da jeg skulle til at gå, stoppede han mig. Opmærksomt vendte jeg mig om, og mødte et par rolige øjne.

”Husk nu at slappe lidt af. Det skal nok gå med Harry, bare vær dig selv og husk dit dække, ” huskede Daniel mig på.

Jeg nikkede lydigt og takkede igen for chipsende. Da jeg smuttede ud af døren, kunne jeg ikke lade hver med finde det utroligt, hvordan nogen kunne læse en så godt. Og hvor nemt det var for Daniel at vide, hvad jeg bekymrede mig om. Og at jeg selvfølgelig overhoved bekymrede mig om noget. Det var lidt som at være en åben bog, følte jeg, men jeg trøstede mig selv med, han sikkert kun var en af de eneste med sådan nogle erfaringer.

Jeg susede ind i lejligheden. Til mit held var jeg rimelig hurtig. Jeg nåede lige at gøre det sidste klar, inden det pludselig ringede på døren. Med et sug af spænding og glæde i maven gik jeg ud for at åbne. På den anden side af døren stod Harry. Han havde iført sig et par sorte jeans, et par mørkebrune støvler og en sort cottoncoat. Hans brune krøller sad, som de skulle, og Harry smilte stort og imødekomne til mig.

”Hej igen, Emily.”

 

 

Harry havde overraskende nok givet mig et klem med armen som hilsen, og jeg kunne ikke lade hver med at smile. Han havde fået hans sko og jakke af, hvor han bar en hvid v-halsen T-shirt. Jeg måtte være hel fra den, hvis jeg ikke indrømmede, jeg stirrede lidt. Han var trods alt ikke den mest u charmerende dreng i verden.

”Det var ikke svært at finde her over?” spurgte jeg nysgerrigt, også bare for at få en lille samtale i gang. Ikke fordi der var akavet stilhed, men jeg var blot et af de mennesker, der på en eller anden måde formåede at starte samtaler.
Harry rystede på hoved, og sendte mig et skævt smil.

”Du bor forholdsvis centralt, og det er vel nok også til mit held, jeg køre forbi her hver morgen,” forklarede han sig. Jeg nikkede bekræftende. Ja, det var vel også kun heldigt for mig, jeg havde alting så tæt på.

”Jaså? Der er også så meget trafikstøj om morgen, så det passer meget godt, at der er en del mennesker der gør sin vej forbi her.” Jeg skar kort ansigt ved tanken om, hvordan det de første tre dage havde været hovedgrunden til min bratte slutning på skønhedssøvnen.

Harry så nysgerrigt på mig.
”Er det så slemt niende sal?”

Jeg rødmede let, da det gik op for mig, det måtte være pga. min uvanthed med trafikstøj fra Malibu. ”Nej, det er nu nok også bare mig, der ikke har været van til det før nu.”
Jeg trak lidt på skulderen, og viste ham ind imod stuen.

”Hvor kommer du egentligt fra i USA?” spurgte Harry på vej ind i stuen. Spørgsmålet kom lidt bag på mig, men jeg kunne høre på ham, han blot var oprigtig nysgerrig.
Men hvad skulle jeg sige? Jeg kunne vel ikke bare fortælle, jeg kom fra Malibu, for så ville det spolere rimelig meget af mit dække, ikke? Men på den anden side: så ville jeg heller ikke lyve for ham. Jeg havde det ikke godt med at lyve, lige meget hvor meget kendte en person. Det endte alligevel altid med, man mistede hele overblikket over sine løgne, og i sidste ende fik man bagslag for dem.
”Californien,” endte jeg med at svare.

Harry nikkede. Jeg rakte ud efter vandkanden og kiggede spørgende på ham.
”Et glas vand?”
”Jo, tak det ville være rart,” udbrød han, og sendte mig noget af et smil. Jeg smilte lidt for mig selv, imens jeg hældte vandet op i de to glas. Samtidigt spekulerede jeg lidt på, hvad jeg skulle spørge ham om. Ud af øjenkrogen så jeg, han havde stillet en ok stor boks ved siden af sofaen. Mon ikke guitaren var der i?

Harry måtte have set mit blik, for pludselig begyndte han at tage kassen frem.
”Når, skal du se min lækre sag, jeg har taget med mig?” spurgte han sjovt, og vippede to gange med øjenbrynende til mig. Jeg kunne ikke stoppe et grin i at forlade min mund.
”Ih ja, lad mig da det!” kunne jeg ikke lade hver med at svare, selvfølgelig med lidt sarkasme i toneleget. Men det ikke ud som om, Harry var en person, der gik meget op i det. Det var også, hvad jeg havde fornemmet, inden jeg havde skudt sætningen afsted. Jeg var altid velovervejet med nye personligheder, for jeg ville ikke træde nogen over fødderne.

Harry fik åbnet boksen, og inden i var det blødt stof ude i boksen sider – som for at beskytte. Men det den skulle beskytte var en hel anden sag.
”Ej, hvor er den flot!” gispede jeg nærmest, og kiggede studerende på guitaren i Harrys arme. Han smilede nikkende og stolt. ”Ja, ikke? Jeg har købt den, da jeg var i Australien sidste år. De er helt fantastiske til at lave guitarer der nede,” fortalte Harry, hvor han imens lod hånden glide op og ned af guitarens side.

”Det tror jeg gerne på!” overbeviste jeg ham hurtigt, og formåede på en eller anden måde at møde hans blik i stedet for guitaren overflade. De grønne øjne lyste af fryd og velbehag. Et smil blev større om hans læber, og han lod hånden gled let over stregende. Guitarens melodi blev kastet ud i stuen, og det gav en form for ekko, men uden at være dårlig på nogen måde. Jeg smilte ved lyden.

”Jeg tror vidst, jeg lovede dig et lille nummer sidst, gjorde jeg ikke?” spurgte Harry, og smilte bredt ved hans konstatering.
”Jo, det gjorde du. Men du skal selvfølgelig kun, hvis du tør og kan.” Jeg kunne ikke lade hver med at provokere ham lidt. Uden vi kendte hinanden forfærdelig meget, følte jeg, han sagtens kunne klare at få en udfordring og lidt modstand.

”Det kan du bande på, jeg gør!”

Harry smilte overbevisende til mig, før han justerede kort på strengene og begyndte at slå imod dem. Lyden fossede ud i lokalet endnu engang, men denne gang varede den ved, da Harry fortsatte. Mit hoved vippede ubevidst med på rytmen. Det lød godt. Meget godt. Det måtte jeg virkelig give ham, han havde virkelig styr på sit spil.

Og som kunne det ikke blive meget bedre, begyndte Harry at synge til.  Det fik mig til at stivne fuldstændig. Det eneste jeg gjorde var at lytte til guitarens spil og Harrys stemme.

Der kunne man virkelig snakke om talent.

Jeg nød virkelig hans musik. Det var et håbløst men oprigtigt ønske, når jeg fortalte, jeg ikke ville have det til at stoppe igen. Men det blev det nød til: alting kunne skam ikke vare ved. Til gengæld gav det mig også en chance for at udtrykke min begejstring til Harry.

”Hold da op, bravo, bravo!” udbrød jeg ivrigt, og kunne ikke stoppe med at klappe i hænderne. Harry grinte let over min opførsel, og jeg smilte bare stort.
”Du er et naturtalent, Harry! Hvor mange år sagde du, du har spillet?”

”Siden jeg var 16 år,” genopfriskede han for mig, og sendte mig et noget så glædesfuldt smil. Det var tydeligt, han var velfornøjet for min begejstring. Harrys øjne lyste af stolthed. Det måtte de skam også gerne, for med hans talent, burde man kun kunne blive stolt af sig selv!

”Det er fantastisk,” sagde jeg bestemt, og klappede ham på skulderen. Hans skæve smil holdte mit blik fast.
”Du kunne blive lige så god,” fortalte han med overbevisning i stemmen. Jeg rynkede panden og kiggede ned i mit skød, på Harry også over på mit flygel.
”Nej. Jeg har slet ikke potentiale til det. Det er bedst, det kun er min kære ven derover, jeg holder mig til for nu.”

”Sluder,” brød Harry ind, og viftede let med hånden. ”Det handler ikke om dit potentiale til det, men at du har sat dig for, du ikke kan.”
Jeg krympede mig let. En chokeret følelse røg igennem mig. Hvordan kunne han se det på mig? Hvordan var det overhoved muligt for ham at aflæse mig på så kort tid? Vi kendte knap nok hinanden, og Harry kunne allerede læse den følelse ud for mit kropssprog!

Angsten sad i mig. Jeg prøvede at skubbe den væk, falde ned og se fornuftigt på det. ”Tag det nu roligt, Em,” sagde jeg bestemt til mig selv. ”Bare fordi han ved, hvordan du har det, betyder det ikke, han allerede kan læse dig som en åben bog, vel?”
Fornuften sejrede i sidste ende, og jeg bragte mig selv tilbage til virkeligheden.

”Måske har du ret,” sukkede jeg blot, og foldede mine hænder i skødet.

Harry så lidt på mig.

”Hør, det var ikke for at gøre dig ked af det, jeg sagde det. Det må du undskylde,” sagde han pludseligt, og jeg mærkede en hånd på min skulder.
Jeg mødte de grønne øjne, der borede sig ind i mine. De fortalte mig nærmest blot ved et blik, hvad Harry mente, og det overraskede mig meget. Men jeg fik alligevel sagt, det var okay, og han ikke skulle undskylde.

”Når, men nu har jeg givet dig et nummer på min guitar. Hvad siger du til, du giver mig et på dit flygel?” spurgte Harry, imens han rejste sig op. Han lagde guitaren ned i boksen igen og gav mig en hjælpende hånd op fra sofaen.

Jeg sank en klump.

”Tjo, det kan jeg vel godt… men kan det ikke være efter en bid mad? Jeg har nemlig ikke fået frokost, har du det?” spurgte jeg, og prøvede så vidt som muligt at lave en glidende og ubemærket emneskift. Og Harry lod til at bide på den. Han gjorde sig i hvert fald uden videre enig med mig, og jeg fik ændret vores kurs til køkkenet.

”Hvad kunne du tænke dig at spise? Ville noget varmt mad friste?” spurgte jeg, og viftede med en pakke med to farmbøffer i.
Harry nikkede ivrigt, og jeg påbegyndte at tage alle ingredienserne ud til retten.
”Skal jeg hjælpe med at lave det?” spurgte Harry, og havde allerede snuppet et forklæde fra knagen inden jeg svarede.
Jeg grinte af ham.
”Jo, det må du da gerne. Men ville du have noget imod, jeg tager dit forklæde? Så slipper du for at få et med hjerter og makeup produkter på.”
Jeg kunne ikke lade hver med at grine endnu mere, da Harry endelig så ned af sig selv og kom op med et sjovt udtryk.

”Ih jo tak, selvfølgelig, hvor betænksomt af dig, Emily.”

Det pigede forklæde fik jeg smidt i hoved, hvor jeg smed det andet afsted igen. Mit grin fyldte stadig rummet, og blev hurtigt blandet med Harrys.
Jo, allerede der kunne jeg godt fornemme, det nok skulle blive en god dag med en ny ven.

____________________

Aye lovelies <3333

Undskyld for den to uger lange ventetid: har haft liiiidt travlt i hverdagen,
så har først kunne komme til at skrive på denne her movella
for ca. to dage siden.... Men i så fald: nu mødte Em igen Harry!
Ja faktisk var han på besøg i hendes lejlighed :O Hvad syntes i om det?
Hvilket ja er lidt sjusk sjusk, men følte ikke for at lade jer vente mere <333
Håber i har nydt det gode vejr i denne uge, much love xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...