Will Someone Hear My Prayers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 4 jul. 2014
  • Status: Igang
Melanie er en pige, en pige med kræft. Hun har haft det i 3 år nu, lægerne har næsten prøvet alt, men intet har virket endnu.
Melanie har ingen veninder, mest fordi hun er anderledes, der er ingen der holder af hende, udover hendes familie. Hendes forældre bliver mere og mere bekymret, mest fordi hun lukker alle ude. Det eneste hun laver er at sidde på hendes værelse og hører musik.
En dag for Melanie's forældre endelig hende overtalt til at starte i skole igen, denne gang er det en helt ny skole, hvor alle har en form for sygdom.
Her møder hun hurtigt Justin, som forstår hende bedre end nogen anden.
Melanie har altid haft en drøm, en drøm om at møde det berømte boy band One Direction, uheldigvis har hun brugt sit "kort" fra hospitalet hvor man kan få et ønske opfyldt. Kommer hun nogensinde til at møde One Direction? Er de overhoved så søde som alle tror? Opstår der følelser mellem Melanie og Justin? Eller en helt anden? Og ikke mindst, overlever Melanie kræften?

Justin er ikke kendt

8Likes
13Kommentarer
598Visninger
AA

7. Melanie's synsvinkel

Jeg er på vej hjem fra skolen, man kan ikke sige at det er en rigtig skole, for vi lærer ikke noget. Det vi laver er at snakke om den sygdom, som man nu har. På en måde er det virkelig rart at komme ud med det som man har på hjertet.

Justin var her ikke i dag, selvom jeg på en måde havde ønsket det. Jeg havde i det mindste forberedt mig på at han ikke var der for sidste gang sagde han jo at han var venner med Ryan, som har kræft.

Jeg gik hen ad en sti, den var inde i en skov, for jeg har tænkt mig at gå ned til en lille sø, hvor jeg plejer at komme ned når jeg er ked af det, eller bare har brug for at tænke over tingene.

Der kom en lille lyd, lyden af en gren som går i stykker når man træder på den. Jeg tør ikke at kigge bag ud tænk lige på hvis det er en morder?

Jeg begynder at gå lidt hurtigere, selvom det er virkelig svært med bulerene i jorden og med min ilttaske. Jeg kan tydeligt mærke hvordan man taske hopper op ned, det er faktisk virkelig ubehageligt. Hvorfor kan jeg ikke bare være modig, og vende mig om, for at se om der er nogen?

Jeg kiggede lidt ned af en bakke, og lige der, lige der var søen. Jeg gik ned af den lille bakke, og satte mig forenden at broen. Her er virkelig smukt helt fredfuldt og stille, det bedste er at jeg ved at der ikke kommer nogen her, så jeg har det hele for mig selv.

Det er lød et lille bumb, i ved sådan en lyd når en sætter sig ved siden af en. Jeg kan hører en ånde, han eller hun må vidst være lidt forpustet. Jeg begynder langsomt at ryste, mest fordi jeg er bange, og ikke ved hvem personen er.

"Hey er du okay" vent hvad den stemme har jeg da hørt før. Jeg tager mig endelig sammen til at se hvem det, mine øjne sætter sig fast da jeg ser hvem det er. "Ja jeg er okay" hvad laver Justin her, har han fulgt efter mig eller sådan noget? "Hvad laver du her?" "Jeg så dig gå inde i skoven, også fulgte jeg efter dig?"

Nu fandt jeg da ud af hvem jeg hørte ude i skoven, og at han fulgte efter mig. "Men hvorfor fulgte du efter mig?" "Fordi jeg ville se hvor du skulle hen, og jeg vil også gerne lærer dig bedre at kende"

Det her er for underligt, der er endelig en der vil lære mig at kende. Jeg har ventet på det her alt for længe. "Hvorfor vil du lærer mig at kende?" "Fordi du er smuk, og ser så uskyldig ud"

Hvad mig smuk, det må være en spøg helt seriøst. Det kan godt være at jeg ikke har mistet mit hår, men det kommer jeg sikkert til. Og mit hår er det eneste der betyder noget for mig, altså på min krop.

"Hvad?" "Du hørte jo godt hvad jeg sagde" jeg er seriøst mundlam, der er ingen der har sagt at jeg er smuk før nu, udover mine forældre. "Her er smuk" vi har da noget tilfælles nu, han synes her er smuk, og jeg synes her er smuk. Eller man kan faktisk ikke sige at vi har noget tilfælles, for det er jo bare vores mening. "Meget" jeg kan se at tænker over noget, men hvad det er ved jeg ikke.

"Er du tit her nede" hvorfor nu alle de spørgsmål altså. "Fordi jeg plejer at går her ned når jeg er ked af det, eller når jeg bare har brug for at tænke" han sad og nikkede, det så lidt sjovt ud så jeg kom med et lille fnis, noget jeg ikke har gjort i lang tid. "Hvad er grunden så denne gang?" "Tænke" igen sad han og nikkede.

"Jeg tror at jeg tager hjem nu" på en måde havde jeg virkelig lyst til at blive, men min mor vil bare blive alt for bekymret, og tro at der er sket meget noget. "Skal jeg følge dig hjem?" jeg fik hurtigt store øjne, han er virkelig en sød dreng. "Det må da godt"

Jeg rejste mig op, og tog min ilttaske. Vi gik op af bakken, jeg kan godt mærke at jeg skal bruge ekstra kræfter. "Kan du godt klarer det?" Nu er han også lige pludselig beskyttende. "Ja ja"

Efter noget tid er jeg endelig kommet helt op, det er lang tid siden jeg har været her nede, så jeg kan tydeligt mærke at det er blevet hårdere at komme op. Vi gik langs stien, hvor jeg kom fra. Ingen sagde noget til hinanden, der er bare helt stille, det er ikke akavet, men dejligt.

Vi kom ud på den normale vej, og gik på det lille fortov. Man kan se mit hus her fra. "Har du nogen dyr?" "Nej det må jeg ikke begrund af kræften" "Når"

Vi kom hen til min dør, jeg tog fat i håndtaget jeg gik ind, men nåede ikke særlig langt da Justin havde fat i min arm, og trak mig ind i et kram. "Vi ses, håber jeg da" Jeg kunne mærke varmen i mine kinder, lidt pinligt måske. "Håber jeg da også" Hans smil var som klistret fast til hans ansigt. "Må jeg ikke godt få dit nummer, så kan vi måske aftale noget?"

ville han helt seriøst have mit nummer, drømmer jeg eller sådan noget? "Selvfølgelig" han tog sin mobil op af lommen, og gav den til mig. Jeg tastede hurtigt mit nummer ind. "Vi ses Justin" "Vi ses" jeg gik ind af døren, og lukkede den lidt langsomt.

Jeg vente mig om, og der stod min mor. "Hvem var han" hun havde virkelig det største smil klistret fast til hendes ansigt. "Det var bare Justin" Jeg kan tydeligt se at hun tror at vi er mere end bare venner, men jeg skal aldrig have en kæreste, så det er bare ærgerligt. Jeg vil ikke knuse ham, den dag jeg dør.

 

----------------------------------------

Hvad synes i om den?

Hvad kommer der til at ske nu?

gæææææt

Knus - Linnea Bieber <3 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...