Will Someone Hear My Prayers

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 4 jul. 2014
  • Status: Igang
Melanie er en pige, en pige med kræft. Hun har haft det i 3 år nu, lægerne har næsten prøvet alt, men intet har virket endnu.
Melanie har ingen veninder, mest fordi hun er anderledes, der er ingen der holder af hende, udover hendes familie. Hendes forældre bliver mere og mere bekymret, mest fordi hun lukker alle ude. Det eneste hun laver er at sidde på hendes værelse og hører musik.
En dag for Melanie's forældre endelig hende overtalt til at starte i skole igen, denne gang er det en helt ny skole, hvor alle har en form for sygdom.
Her møder hun hurtigt Justin, som forstår hende bedre end nogen anden.
Melanie har altid haft en drøm, en drøm om at møde det berømte boy band One Direction, uheldigvis har hun brugt sit "kort" fra hospitalet hvor man kan få et ønske opfyldt. Kommer hun nogensinde til at møde One Direction? Er de overhoved så søde som alle tror? Opstår der følelser mellem Melanie og Justin? Eller en helt anden? Og ikke mindst, overlever Melanie kræften?

Justin er ikke kendt

8Likes
13Kommentarer
616Visninger
AA

5. Melanie's synsvinkel

~~Jeg sad i min vindueskam, hvor der ligger et par pudder. Jeg var lige blevet færdig med bogen, jeg begyndte i går, og er allerede blevet færdig, det tog mig kun to dage, jeg er faktisk ret stolt.
Kender i ikke det hvor man begynder på en bog, og lige pludselig er man helt opslugt af den, og kan slet ikke stoppe igen? sådan havde jeg med denne bog.
Pigen i bogen minede meget om mig selv, udover at hun overlevedekræften, for det gør jeg muligvis ikke, og hun fandt kærligheden, som jeg nok ikke gør.
Faktisk vil jeg slet ikke have en kæreste, for jeg ved at jeg kommer til at såre ham når jeg engang dør. Jeg ville ikke kunne holde det ud, hvis jeg kom til at såre ham, derfor har jeg udelukket kærlighed. Selvom mine forældre selvfølgelig også vil komme i sorg, er det bare ikke det samme, jeg kan jo ikke bare lige flytte hjemmefra.
"Der er mad" kunne jeg hører min mor kalde, tænk virklig at der allerede er aftensmad, dagen har virkelig gået hurtigt, det må seriøst være føreste gang i hele mit liv.
Jeg hoppede ned fra vindueskammen, tog min taske og gik ind i spisestuen. Maden stod på bordet, og min mor og far sad allerede ned. Duften af den dejlige pasta med kødsovs, gjorde mig virkelig sulten. Jeg satte mig på stolen, den som jeg plejer at sidde på.
Jeg tog hurtigt noget over på min tallerken og begyndte at spise, jeg kunne se at mine forældre også sad og spiste, ikke så underligt men lige meget.
"Vi har tænkt på noget" sagde min mor, med et seriøst ansigt, hvad skal jeg mon nu. "Hvad er det?" "Vi har tænkt os at du skal starte i skole igen" "Hvad nej det kan i godt droppe mor"
Jeg skal fandme ikke tilbage til skolen, hvor jeg bare bliver totalt til grin igen. "Det skal du Melanie, det er en helt ny skole" "Mor drop det, jeg er da ligeglad med at det er en ny...." jeg nåede ikke at sige mere, før min far afbrød mig "Du skal Melanie, det er ikke til diskution" "Men jeg vil jo ikke" jeg sagde det med en lidt hård tone, men de kunne rende mig et hvis sted. "Melanie hør nu godt efter" sagde min mor, men om jeg gad at hører på dem, nej tak, men det kan jeg blive nød til. "Det er en skole hvor børnene er ligesom dig, nogen der er syge"
Kunne det virkelig være sandt, så kunne det jo være at jeg får nogle veninder, men alligevel vil jeg ikke gå på den. "JEG ER LIGEGLAD JEG VIL IKKE MED SÅ FAT DET DOG" ja jeg begyndte at råbe, men altså det er også kun fordi jeg virkelig ikke vil med.
"Det skal du" hun lød hel sukkersød, men jeg hopper ikke på den. Jeg tog min taske, og gik op på mit værelse. Jeg kunne hører en komme ind, jeg kiggede over på døren og så min mor kigge ind af døren, altså hvad vil hun nu. "Hvad" sagde jeg helt koldt. "Du starter i morgen" hun skyndte sig at lukke døren, nok fordi hun vidste jeg ville blive vred. Altså hun kan da ikke mene at jeg allerede skal starte i morgen.
Jeg lagde mig ned i sengen, jeg tog min mobil, men der var ikke sket noget nyt. Måske skulle jeg bare begå selvmord nu, hvad fuck tænker jeg, selvfølgelig skal jeg ikke det.
Jeg satte noget stille musik på, jeg kunne mærke mine øjne var ved at lukke i, men jeg gad virkelig ikke sove. Efter et par minutter, kunne jeg virkelig ikke holde dem oppe mere, så jeg lod dem lukke og lige med det samme var jeg i drømmeland, hvor jeg havde det perfekte liv, uden min lorte sygdom.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...