Mistakes - Zayn Malik

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 20 sep. 2014
  • Status: Igang
Charlie Monroe vågner op efter en hård nat i byen under en studietur til London, men hun kan ikke huske hvad hun har lavet. Heldigvis for hende vågner hun op på sit eget hotelværelse, og glæder sig et kort øjeblik over, at hun tilsyneladende ikke har lavet noget dumt den nat. Lige indtil hun står op, og finder ingen anden end Zayn Malik på sit badeværelse – Zayn Malik, der kun står med et håndklæde omkring sig. Panisk smider hun ham ud af værelset så hurtigt hun kan, og prøver ihærdigt at finde ud af hvad i alverden selveste Zayn Malik dog lavede på hendes værelse. Der er dog ingen af hendes klassekammerater eller hendes kæreste, der ser ud til at have bemærket noget, og hun begynder småt at tro, at det er noget hun har bildt sig selv ind. Da hun med sin kæreste og nogle venner støder ind i Liam, Niall og Zayn i en butik, står det dog klart, at det ikke er tilfældet.

67Likes
32Kommentarer
2728Visninger
AA

4. Coincidences

Kapitel 3:

”Charlie, hvad siger du til den her?”

Kat stak hovedet ud af omklædningsrummet, for at tjekke at det kun var mig, der kiggede. Hun rullede fra, og drejede storsmilende rundt i en sød, lyseblå kjolejakke. Jeg spærrede misundeligt øjnene op.

”Den er fantastisk, Kat!” Udbrød jeg, og rejste mig op fra den komfortable stol jeg sad i, så jeg kunne gå hen og røre ved den smukke jakke. Hun fnes for sig selv, og kiggede ind i spejlet.

”Jeg overvejer lidt a-”

”Gør det dog!” Udbrød jeg, og afbrød hende, med et bredt smil, ”Se på dig, du ser helt fantastisk ud, Gud hvor er den flot!” Jeg havde genvundet meget af min energi efter en kop kaffe, og så gjorde alt det pæne tøj mig også i bedre humør. Jeg kunne næsten ikke mærke tømmermændene mere, og Kat så også ud til at have det bedre. Få minutter tidligere var vi stødt på tre andre piger fra min klasse, der ikke så lige så friske ud som mig og Kat gjorde. De tre piger gik nu slingrende rundt i den anden ende af butikken, og jeg kastede af og til et blik eller to hen på dem, og klukkede for mig selv. En af dem, Sasha, havde et næsten grønt skær i hendes ansigt. Jeg vendte mit fokus tilbage på Kat, og hævede et øjenbryn.

”Kom, så spørger vi Michael, hvad han synes,” insisterede jeg. Jeg havde lidt på fornemmelsen at Kat godt kunne lide Michael som mere end en ven, men jeg var ikke 100% sikker, for hun havde aldrig sagt noget om det. Hendes lidt generte smil, antydede dog, at der var noget om snakken, og jeg greb hende i hånden, og vi gik igennem store mængder af smuk tøj, for at komme hen i drengeafdelingen, til Michael, Benjamin og Felix.

”Fee!” Råbte jeg, og Felix vendte sig om, med en pæn, bordeaux trøje i hånden. Han smilede til mig, og vendte så blikket mod Kat. Så spærrede han øjnene op.

”Hold da fast!” Udbrød han, og de andre to drenge, vendte sig straks om, for at se, hvad der skete. Michael smilede endnu bredere.

”Du ligner jo helt en pige, Kat!” Udbrød han, og blinkede. Kat himlede med øjnene, og rakte tunge af ham. Han sendte hende et flyvekys, og vi klukkede alle sammen.

”Nej helt seriøst,” sagde Felix, og nikkede anerkendende, ”du ser virkelig, virkelig smuk ud! Hvor har du fundet den henne? Den klæ’r dig sindssygt godt!” Jeg overlod Kat og Felix til at snakke om deres smukke fund, og begav mig i stedet hen mod Benjamin.

”Bliver du lige her i to minutter, så kigger jeg over i pigeafdelingen?” Spurgte han, og kyssede mig på kinden. Jeg vinkede ham smilende afsted, og vendte mig i stedet mod Michael.

”Fundet noget?” Spurgte jeg, men han rystede på hovedet.

”Jeg leder lidt efter en skjorte, men de er alt for.. sådan… for meget?” Prøvede han, og jeg nikkede forstående. Mange af skjorterne havde et hav af farver og masser af mønstre.

”Jeg kigger højre, du kigger venstre,”

Han lo for sig selv, og prikkede mig i siden før han gik. Det var en ting de gjorde – prikkede mig i siden – fordi jeg altid krummede mig sammen og kom med en mærkelig, halvkvalt lyd af et udbrud. Jeg snerrede af ham, men han slog bare en let latter op, og jeg viftede det af mig. Jeg vendte mig om, og sendte et blik i Benjamins retning, ikke for at snage i hvor henne han var, men fandt ham i afdelingen med kjoler. Hvor han stod og snakkede med Sasha og Ashley. Jeg spidsede irritabelt læberne, men valgte at ignorere det, på trods af, at Ashley altid havde været lidt efter Benjamin. Bare fordi hun ikke kunne få ham. Jeg vendte mig, og gik ned af en lille gang, ind i et andet rum, hvor der faktisk, var ret mange skjorter. Jeg fandt en i bordeaux, en i en cremet hvid og en i mørkeblå, hvor der var små prikker på, og hvor knapperne var røde – den kunne jeg ret godt lide, og den ville nok klæde Michael.

Nynnende for mig selv, gik jeg tilbage af den lille gang, og ud for at vise skjorterne til Michael.

”Charlie?”

Jeg vendte mig smilende om, og løftede trøjerne, så Michael ville kunne se dem.

Jeg stivnede.

Det var ikke Michael.

Nu jeg tænkte over det, havde det heller ikke lydt som Michael, for Michael var ikke hæs. Michael var heller ikke britisk. Eller havde tatoveringer. Eller var en superstjerne. Han var ikke Zayn Malik. Zayn Malik stod lige foran mig for anden gang den dag. Og han smilede på den der irriterende selvfede og arrogante måde, der viste at han nød at se mig befippet og ukomfortabel. Jeg smilede ikke længere, og svarede ham heller ikke.

”Charlie, du ved at det er uhøfligt at stirre, ikke?” Spurgte hans varme, hæse stemme, og han klukkede let. Jeg skyndte mig at blinke, og kigge på de 2 personer bag ham. De var også fra det der boyband. En fyr, der var lidt lav og blond, men som så rigtig sød ud, og så en fyr med meget pæne, brune øjne, som havde lidt en Bieber-vibe over sig. Godt nok havde han lidt skæg, så jeg tog hurtigt Bieber-tanken til mig igen.

”Du ved godt, at det er uhøfligt, at kalde folk ved kælenavn, når man ikke kender dem, ikke?” Gav jeg igen. Den blonde fyr spærrede øjnene op, og slog en hånd for munden. Den anden fyr var allerede i gang med at kigge på tøjet, men jeg så ham smile, da jeg havde sagt det. Zayn smilede også stadig, hvilket bare irriterede mig endnu mere.

”Alt andet er jo lidt svært, når jeg kun kender dit kælenavn, ikke?” Spurgte han, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. ”Det er jo også en pænt kælenavn, givet at dit rigtige navn nok er Charlott eller noget i den dur. Måske Charlotte?”

Jeg kneb læberne sammen, og skulle til at snerre af ham, da Michael kom gående med armene fulde af skjorter.

”Char!” Kaldte han, og tumlede vej hen til mig. Han skubbede forsigtigt til den blonde fyr, for at komme hen til mig, ”Sorry, mate,” mumlede han, og jeg kunne ikke lade være med at grine for mig selv. Jeg hørte Zayn mumle noget med, at det klædte mig med et smil, men valgte at overhøre det, for i stedet, at tage nogle af skjorterne fra Michael. Jeg kiggede grinende på ham, og han smilede tilbage.

”Okay, så der var flere end jeg havde forstillet mig,” sagde han, og kiggede ned på de 12-13 skjorter i vores arme, og jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Det siger du ikke?” Klukkede jeg, og lagde nogle af skjorterne fra mig på et bord.

”Whoa!” Den blonde, irske gut, hvis navn jeg ikke kunne huske, tog en af skjorterne, og kiggede på Michael med store øjne.

”Vil du have noget imod, at jeg prøver den her?” Spurgte han.

Michael hævede kort et øjenbryn, og rystede så på hovedet. ”Go for it,” svarede han, og smilede forsigtigt. Jeg måtte konstatere, at han ikke vidste hvem den blonde fyr var. Den blonde fyr smilede bredt, og takkede Michael med store armfagter, og blikket i Michaels øjne blev straks muntert og lyst. Jeg kiggede grinende på dem, to fyrer, der uden tvivl havde lige meget energi – det kunne aldrig gå godt.

”Niall?” Spurgte Zayn, og den blonde – Niall – vendte sig smilende mod sin band kammerat. ”Hvad med at gå hen og prøve den sammen med Liam?” Han nikkede energisk, og forsvandt før jeg nåede at blinke med øjnene. Jeg kiggede grinende på Zayn, der smilede til mig.

”Energisk fyr, huh?” Spurgte han. Jeg nikkede, og kiggede over på Michael, der undrende kiggede efter den lille, blonde, irske energibombe.

”Gå dog med,” sagde jeg, og Michael lyste op. Jeg klukkede og gav ham de skjorter jeg havde fundet. Inden længe var Michael på vej mod omklædningsrummene, og jeg havde ikke tænkt over, at det ville lade mig alene med Zayn. Nu havde jeg så fundet ud af, at det ikke bare var noget, jeg havde forstillet mig. Han havde faktisk sovet på mit værelse. Jeg kiggede tøvende op på ham.

”Jeg-” Begyndte jeg, men Zayn skar mig af.

”Jeg sov på gulvet, bare rolig,” sagde han, og smilede varmt til mig. Lettelsen ramte mig som et slag i maven, og jeg støttede mig til bordet bag mig, og pustede ud. Undskyldende kiggede jeg op på ham, for at sikre mig, at han ikke så såret ud. Han så en smule nedtrygt ud, men smilede alligevel til mig.  Jeg bed mig i læben.

”Undskyld, jeg sådan flippede ud i morges,” mumlede jeg. Han lyste op i et drilsk smil.

”Undskyld, hvad sagde du?” Spurgte han, og hævede et øjenbryn, mens han tog et skridt hen imod mig. Jeg himlede med øjnene.

”Undskyld, jeg smed dig ud i morges,” sagde jeg fast, og prøvede på ikke at lade varmen i mine kinder skinne igennem. Jeg bad stille til at jeg ikke ville rødme, fordi han pludselig var så tæt på mig.

”Og?” Sagde han opmuntrende, og jeg sendte ham et dræbende blik.

”Undskyld, jeg råbte af dig, og undskyld at jeg smed dig ud uden tøj på.” Det sidste sagde jeg med et drillende toneleje. Han kiggede bebrejdende på mig, med et varme bag de mørkebrune øjne, og kom endnu tættere på mig.

”Kan jeg stole på den undskyldning?” Spurgte han. Jeg sank. Hvorfor var der pludselig så varmt? Hvorfor var han så tæt på mig? Jeg kunne dufte ham. Jeg sank igen.

”Gør jeg dig utilpas?” Spurgte han med en hæs hvisken lige ud for mit øre. Jeg mærkede varmen i kinderne, og bandede tavst over at jeg også altid skulle rødme når jeg blev genert eller utilpas. Jeg blev også irriteret. Hvor vovede han?! Jeg burde ikke finde mig i det. Med ny, fast energi, rettede jeg mig op, og lænede mig op af bordet bag mig, så han ikke var helt så tæt på mig.

”Nej, overhovedet ikke,” svarede jeg fast. Han klukkede fornøjeligt, og jeg puffede til ham, for at han skulle træde tilbage. Han hævede spørgende et øjenbryn.

”Jeg burde finde mine venner,” sagde jeg afvisende, og sendte ham et sigende blik, ”og min kæreste.” Tilføjede jeg. Gik jeg over stregen? Måske. Måske ikke. Lige da jeg havde sagt det, vendte jeg mig om, og fik øje på Benjamin, Sasha og Ashley der måbende stirrede på mig og Zayn. Jeg håbede virkelig først lige de var kommet.

Zayn greb fat i min arm, og jeg vendte mig spørgende om mod ham. Måske med et lidt hidsigt blik i øjnene.

”Så må det vidst være min tur til at undskylde,” sagde han, og jeg nikkede stumt. Han var trådt over stregen. Han nikkede som endnu en undskyldning, og jeg smilede skævt.

 ”Så må vi vidst stå lige, Zayn?” Sagde jeg spørgende. Han nikkede.

”Absolut, Charlott.”

Jeg skar en grimasse af ham.

”Nej ad, kald mig hellere Charlie,” sagde jeg hurtigt, og ville vende mig om for at se hvor Benjamin og de andre var. Jeg tumlede næsten bagover, da Benjamin stod lige bag ved mig, og lagde armen omkring mig. Jeg hævede undrende et øjenbryn, og kiggede så hen på Ashley, der bare stirrede drømmende på Zayn.

”Kender I to hinanden?” Spurgte Benjamin, med et meget påtaget smil. Jeg brød mig ikke om det. Jeg prøvede at smile afslappet til ham, i tvivl om hvad jeg skulle gøre, og blev en smule overrasket over Zayns svar.

”Ja, vi har kendt hinanden i et par år. Vi mødtes vidst første gang drengene og jeg var i Danmark,” svarede han og smilede bredt. Jeg ransagede min hjerne for at finde ud af, om jeg havde sagt at vi var fra Danmark. Det havde jeg ikke. Måske havde jeg sagt det i går nat. Den blonde fyr, der åbenbarn havde stået og lyttet til vores samtale bag ved et stativ med tøj, hoppede nu frem og smilede til alle. Han redede mig fra at skulle forklare hvorfor jeg aldrig havde sagt, jeg kendte One Direction. Hey! Det var det, deres boyband hed, huskede jeg pludselig. One Direction.

”Hey Char, hvad synes du om den her?” Spurgte han, og drejede rundt i den pæne skjorte, som jeg havde fundet. Jeg besluttede mig hurtigt for at spille med, og lade som om jeg kendte drengene bare en lille smule.

”Den er vidunderlig, Niall!” Udbrød jeg, ærligt rent faktisk. Han blinkede grinende.

”Kun fordi du fandt den,” svarede han.

Jeg tror at alle drengene i omklædningsrummene havde fundet ud af hvad der forgik. Inklusiv Michael, for nu kom Michael og ham fyren med de brune øjne, og lod som om de var helt med på hvad der forgik. Jeg havde det underligt nok ikke dårligt med at lyve om det, for jeg brød mig ikke helt om måden Benjamin kiggede på fyrerne på, og måden han holdt lidt for hårdt fast i mig.

”Zayn, Paul ringede lige, vi bliver nødt til at gå,” sagde fyren med det brune øjne. Pæne brune øjne. Nu jeg tænkte over det, havde de alle sammen vildt pæne øjne! Unfair, var det. Ham med de brune øjne, som jeg uheldigvis ikke kunne huske navnet på, vendte sig mod mig, og smilede undskyldende.

”Charlie, babe, undskyld vi altid smutter fra dig så hurtigt,” Jeg viftede det væk med et overbærende smil.

”Mate, I har så meget at lave, jeg ved det, jeg ved det,” klukkede jeg, og håbede på at mit skuespil virkede ægte nok. Jeg håbede også, at Benjamin ikke opdagede, at jeg godt kunne mærke hans jalousi. Fyren med de brune øjne klappede mig på hovedet, og rodede grinende op i mit hår. Jeg formåede at smyge mig ud af Benjamins greb, så jeg kunne give Niall en krammer.

”Tak,” hviskede jeg, og det gik først nu op for mig, at jeg rystede en smule af nervøsitet. Niall smilede og trak på skuldrene.

”Alt for Zayns venner,” hviskede han tilbage, og lagde et stykke papir i min hånd. ”Pas på det her for mig, yeah?” Jeg puttede det hurtigt ned i min taske, og håbede på, at ingen havde set det. Zayn var allerede på vej væk – heldigvis – så jeg kunne kun vinke til ham. ”God aften til jer, drenge!” Råbte jeg. Michael stemte i: ”Held og lykke med koncerten i aften!” Og så var de tre drenge ude af døren, med en masse piger i hælene.

 

//Et lidt længere kapitel! Håber I kan lide det ;)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...