Like We Used To - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Igang
Fra bedsteveninde til ingenting i løbet af hvad der føltes som et splitsekund. Svigtet og den medfølgende ensomhed af dette brud, var værre end kærestesorger, ville Zoe Hughes mene. Men når man aldrig har oplevet kærestesorger, er det jo selvfølgelig nemt at sige. Men hvad så, når der efter 4 år bliver rykket op i såret igen? Og hvad med alle de følelser, der de sidste 4 år var blevet lagt låg på?

20Likes
37Kommentarer
3900Visninger
AA

9. Kapitel 9

Jeg stod foran London Eye, da klokken var 19:50. 10 minutter for tidligt. Jeg havde ellers planlagt, at jeg skulle komme præcist eller en smule for sent. Specielt fordi det var Harry, jeg skulle mødes med. Han kunne godt trænge til at svede lidt i hænderne. Desuden havde jeg ærlig talt ikke vitterligt lyst til at stå og glo som en komplet idiot, netop som folk havde fået en overdrevet stor interesse for mig.

Tusmørket havde dog allerede lagt sig over Londons gader, hvilket jeg havde prist mig lykkelig for, da jeg var trådt ud på gaden. Jeg havde besluttet at gå, netop for at trække tiden en smule, fordi undergrunden aldrig passede ift. min tidsplan – desuden var der også altid så mange mennesker med undergrunden.  Jeg var åbenbart begyndt at gå hurtigere her på det sidste – og det på trods af at jeg var trukket i et par sorte støvletter, med ikke ligefrem en lille hæl..

Jeg havde jo nok gjort lidt mere ud af mig selv, end jeg normalt ville have gjort, til sådan en aftale. Havde det været Adam, kunne jeg sagtens være mødt op i mit hyggetøj. Jeg ville i hvert fald aldrig have skiftet hele mit outfit og stået og valgt den ene top fremfor den anden.

Dette var dog noget, jeg af en eller anden grund forsøgte at bilde mig ind, ikke passede. Jeg ville da til hver en tid gøre så meget ud af mig selv… Right.

Jeg lænede mig om af et rækværk, mens jeg stod og kiggede ned i min telefon i et forsøg på at få tiden til at gå. Jeg gik ind på twitter og så at jeg havde fået endnu flere følgere. Lige siden i formiddags havde det væltet ind med følgere på både twitter og instagram. Det kunne jeg jo så takke de flotte billeder af mig for, selvom jeg nok hellere havde været foruden alle de følgere. Jeg havde også tonsvis af folk der taggede mig i tweets, der bad mig om at følge dem eller om at få Harry til at følge dem.

Hvor desperat havde man da lov til at være?

Jeg fulgte ikke engang Harry på twitter. Jeg sukkede engang, da jeg skubbede min tidslinje til siden og hoppede ind på siden med de mest brugte hashtags. #ZoelovesHarry1D. Jeg sukkede endnu engang. Hvorfor var det lige, jeg var blevet tvunget ind i en fandom, der var så voldsomt, at de fik tags til at trende på under 12 timer?

Nysgerrigheden prikkede i mine finger, og selvom jeg godt vidste, at det ikke var en god idé, kunne jeg ikke lade være. Det meste af det, folk havde postet under hashtagget var henvisninger til online artikler om Harry og jeg. Enkelte havde dog også skrevet tweets om hvor glade de var på Harrys vegne, eller hvor heldig jeg var – eller at de var jaloux. Heldigvis var der ikke noget decideret hate – endnu. Pludselig scrollede jeg forbi et billede, som jeg hurtigt genkendte som det billede, jeg havde taget sammen med Sarah inde i kiosken. Hun havde skrevet den sødeste tweet om, at jeg var rigtig sød og smuk, og at Harry fortjente en så sød kæreste som mig. Jeg kunne ikke lade være med at give hendes tweet et favorite.

Jeg kunne dog ikke lade være med at blive en smule ambivalent samtidig. For på trods af at jeg var glad for, at hun syntes, at jeg var sød, så var det jo stadig ikke ægte. Jeg var jo ikke kærester med Harry, og alle de mennesker, der påstod, at de elskede mig og kastede det ene kompliment efter det andet efter mig på twitter, så var det jo stadig kun fordi de troede, at jeg var kærester med Harry.

Måske det havde været en dårlig idé at møde op her alligevel.

Jeg kastede et blik på mit ur. Klokken var netop blevet 20. Hvis jeg skyndte mig væk, kunne jeg nå væk inden Harry ville opdage, at jeg overhovedet havde været der. Jeg bed mig engang i læben. Noget inden i mig sagde, at jeg skulle blive.

”Du kom.” lød hans hæse stemme lettet, inden jeg kunne nå at beslutte mig. Jeg løftede blikket op på Harry med et svagt smil. Jeg trak engang på skuldrene. Han var iført en sort halvlang jakke, et par sorte jeans og en hvid t-shirt, der lige kunne anes under hans jakke, der ikke var blevet lukket. ”Kom” sagde han, da jeg ikke sagde yderligere. Han placerede en hånd på min ryg, hvor han med et skub førte mig hen imod det store hjul, der langsomt kørte rundt. Mit blik gled op på toppen af hjulet.

”Skal vi derop?” spurgte jeg op pegede op på de øverste kapsler.

”Det kommer vi,” smilte Harry og kiggede derop, ”du er forhåbentligt ikke blevet højdeskræk i løbet af de sidste par år, vel?” grinte han derefter, og klappede mig engang i bagen, så jeg kiggede op på ham med et underligt ansigtsudtryk. Han rystede blot på hovedet af mig og gik over til ham, der stod og lukkede folk ind i kapslerne.

”Jeg vil gerne have en kapsel til to.” manden løftede blikket op på Harry.

”Der skal desværre være minimum 3 i en kapsel, medmindre du køber en Amors kapsel og de skal bestilles en dag i forvejen.” han sendte Harry et undskyldende blik. Harry kastede et blik omkring sig og så igen tilbage på manden, der har fulgte Harrys blik rundt.

”Der er ikke en tredje, der kan komme med.” Harry lagde sin ene hånd op på disken. ”Så hvis vi nu gør sådan her,” hans stemme blev væsentligt lavere ”kan vi så ikke sige, vi bestilte en Amors kapsel i går uden alt tilbehøret.” Harry blinkede engang til manden,  da han diskret rakte ham en seddel hen over disken, som han hurtigt tog og stoppede i lommen. Han tog derefter to brochure fra standeren på disken og rakte Harry og jeg.

”Turen tager i alt 30 minutter, og når I er kommet over toppen, vil der være et kamera, der vil tage et billede af jer. God tur.” manden åbnede døren ind til kapslen der var kommet ned i bunden. Størstedelen af dem var tomme, formodentligt fordi det var en lørdag aften og de fleste unge nok var taget i byen.

Igen lagde Harry sin hånd på min ryg og skubbede mig ind i kapslen, der i et langsomt tempo blev ved med at bevæge sig rundt i cirklen. Bag os blev døren lukket, så der ikke var risiko for at vi kunne falde ud.

En tanke fór igennem mit hoved. Jeg sad nu fast i denne kapsel med Harry i 30 minutter. En kapsel lavet i glas. Alle kunne kigge ind på os. Jeg kastede et nervøst blik ud af vinduet i min søgen efter.. jeg vidste ikke engang selv, hvad jeg kiggede efter.

Var jeg begyndt at blive en smule paranoid? Det var vel den avisartikel fra i dag. Jeg brød mig ikke om tanken om, at nogle tog billeder af mig, uden at jeg selv vidste det. Og jeg brød mig i særdeleshed ikke om, at de havde en kilde der oplyste alt muligt om mig. En person der var i min omgangskreds.. Jeg bed mig engang i læben.

”Hey” Harrys stemme løsrev mig fra mit tankespind. Han havde sat sig hen på bænken i midten af kapslen. Jeg var blevet stående lige foran døren. ”Hvad tænker du på?” jeg kastede et blik tilbage ud af vinduet, inden jeg med et suk satte med hen ved siden af Harry.

”Ingenting.” løj jeg og så frem for mig.

”Det lignede ikke ingenting.” pointerede han med et smil i stemmen. Det smittede af. Jeg trak en gang på skuldrene. Det var ikke ligefrem, fordi jeg havde lyst til at snakke med Harry om dette, men jeg kunne vel næppe finde nogle, der var meget bedre at snakke med om det. Han om nogen forstod det da. Han oplevede det jo hele tiden. Men på den anden side måtte han vel have vænnet sig til det med tiden.

”Er det om den artikel i dag?” spurgte han med en blød stemme, som havde han læst mine tanker. Jeg nikkede engang og rejste mig op fra bænken og gik over til kanten af kapslen, hvor jeg lænede hoften op af det gelænder, der løb rundt i hele indersiden af kapslen.

”Jeg tør ikke tage hjem igen.” sagde jeg med en svag stemme. Jeg bed mig i læben. ”Jeg har ikke vant til det her.” et suk gled over mine læber. Hvor mange gange jeg havde sukket de sidste par minutter, havde jeg ikke tal på, men det var højst sandsynligt mere, end hvad der kunne tælles på en hånd. ”Og så skal jeg have det sådan her for noget der slet ikke passer.”  jeg slog frustreret ud med armene og kiggede på Harry, der havde rejste sig op fra bænken og var kommet over og stod ved siden af mig. Hans øjne var rettet frem for sig. Mine øjne gled over hans ansigt, og jo længere tid jeg studerede hans ansigt gik det op for mig, hvor lang tid siden det havde været, jeg sidst havde set sådan på ham. Han havde forandret sig så meget. Hans kæbe var blevet kragtigere, hans øjne mere intense, seriøse. Og selvom de stadig havde det lille drengerøvsglimt i dem fra tid til anden, så var det tydeligt at se, at han var blevet ældre.

”Undskyld.” Hviskede han til sidst og flyttede blikket fra udsigten ud over byen over på mit ansigt, hvor han hurtigt fangede mit blik og afslørede mig i at stå og glo på ham. Varmen steg hurtigt op i mine kinder og jeg flyttede hurtigt blikket ud på byen igen i et forsøg på at skjule den røde farve der havde sat sig på mine kinder. ”Jeg burde have vidst, at noget i den stil ville ske.” et lille grin gled over hans læber, mens han talte. ”Det er jo ikke ligefrem, fordi det er nyt for mig med paparazzier”

”Det er okay.” sagde jeg uden videre overbevisning i stemmen. Selvfølgelig var det ikke okay. Men der var så meget andet, der heller ikke var okay, og det var lige før, at jeg mente, at det her var mere okay, end så meget andet af det han havde gjort. Listen begyndte så småt at vokse sig længere og længere inde i hovedet. Listen med ting han kunne sige undskyld for. Jeg bed tænderne hårdt sammen. 30 minutter begyndte lige pludselig at føles som meget lang tid.

”Nej, det er ej.” han vente ryggen til vinduet og kiggede over på mig. ”Zoe, jeg er virkelig, virkelig ked af det.” han lagde sin hånd oven på min på gelænderet. Jeg skulle til at trække den til mig, men da Harry fortsatte med at tale, glemte jeg alt om at flytte den. Og det var nu heller ikke fordi den kildrende fornemmelse, der gled op af min arm var ubehagelig. Noget inden i mig sagde bare, at det var forkert. Men jeg lod den blive, hvor den var. ”Det burde ikke være sådan her.” hans øjne på mig var blevet meget mere intense, og jeg fik så småt en fornemmelse af, at det ikke kun var den avisartikel han snakkede om mere. ”De sidste fire år..” han stoppede engang, rystede på hovedet og vendte sig om mod vinduet igen. Hans hånd forsvandt fra min og stedet, hvor han netop havde været, føltes kold. Et splitsekund nåede jeg at ærgre mig og ønske, at den var blevet på min hånd. ”Jeg ved slet ikke, havde der skete. Alting gik så hurtigt og lige pludselig..”

”Harry, stop.” Afbrød jeg ham med en hvisken og skubbede mig væk fra vinduen og gik over i den anden ende af kapslen. Jeg ville ikke høre mere. Selvom noget i mig var nysgerrig efter at høre hans forklaring, følte jeg mig stadig ikke stærk nok til det. Lige meget hvad det var, ville det være en forklaring på, hvorfor jeg pludselig ikke havde været vigtig nok. Min mave knugede sig sammen. Hvor ville jeg bare ønske, at jeg kunne stikke af nu, gå min vej. Komme hjem i seng og gemme mig under dynen. Men jeg sad fast heroppe sammen med Harry i 20 minutter endnu.

”Nej, Zoe, jeg vil gerne forklare.” Han begyndte at komme over til mig. Jeg bed mig hårdt i læben, da knuden begyndte at vokse frem i halsen på mig, samtidig med at vreden begyndte at boble inden i mig.

”Jeg gider slet ikke at høre på din forklaring, Harry!” sagde jeg med en høj stemme, mens jeg slog ud med armene. ”Det er ikke vigtigt mere. Du traf et valg for fire år siden. Et valg der skar det rigeligt ud i pap for mig. Jeg har fattet det, Harry! Da det hele rigtig kom i gang og du fik smag for dit nye berømte liv, blev resten ligegyldigt. Jeg blev ligegyldig.” min stemme havde taget til i styrke, mens jeg havde talt. Men pludselig føltes det som om, at den kunne knække hvert øjeblik det skulle være.

”Ligegyldig?!” råbte han tilbage på mig. ”Tror du helt ærligt, at jeg nogensinde ville komme til at synes, at du er ligegyldig?” han sukkede opgivende og kørte en hånd igennem sit halvlange, krøllede hår. ”Meget er du Zoe, men du har og vil aldrig blive ligegyldig. Det har vi kendt hinanden for lang tid til.” Han trådte et skridt tættere på mig, men noget stoppede ham fra at komme helt hen til mig.

”Det troede jeg også, men…” begyndte jeg.

”men hvad? Er jeg pludselig blevet ligegyldig for dig, eller hvad?” han fnyste engang. ”Hvis du virkelig var ligeglad med mig, ville du ikke have opført dig sådan i restauranten forleden, du ville ikke have afvist mig på den måde i går, og du ville ikke stå her nu på den måde.” han gjorde en håndbevægelse imod mig. Han havde set tårerne, der var sprunget frem i mine øjne. Jeg ville ikke det her. Jeg ville væk

”Jeg vidste, det var en fejl, at komme i aften.” hviskede jeg og vendte mig væk fra ham igen. Vi begyndte langsomt at nærme os toppen af hjulet. Halvvejs, tænkte jeg lettet, mens jeg forsøgte at berolige mig selv med nogle dybe vejrtrækninger.

”Der skete bare for meget på alt for kort tid. Jeg kunne ikke følge med mere. Det var der ingen af os der kunne. Resten af drengene har også mistet kontakten med størstedelen af deres venner derhjemme. Vi havde aldrig tid.” sukkede han og jeg kastede et blik over skulderen på ham. Måden han stod på med hænderne i sine bukselommer og kiggede ned på sine sko, fik mig næsten til at få ondt af ham. Men en stemme inden i mig blev ved med at minde mig om det ene efter det andet.

”Men alligevel havde du tid til at komme hjem en uge til jul.” kommenterede jeg tørt og fastholdt mit blik på ham. Han løftede blikket op på mig og i det samme så jeg, hvordan hans øjne glinsede af tårer.

”Jeg havde ikke tid. Min mor havde planlagt det ene familiebesøg efter det andet. Jeg troede..” hans stemme skælvede, og han tog en dyb indånding. ”jeg troede, det var bedre, at du ikke vidste, at jeg kom hjem, end at du vidste det, men at jeg ikke havde tid til at se dig.”

”Jeg ville hellere have vidste det. Det ville have givet mig en forklaring. Fremfor at du kommer hjem uden at sige et ord, og efterlader mig med tanken om, at jeg er fuldkommen ligegyldig. At alting var ligegyldig. At det aldrig havde betydet noget – noget af det.” sagde jeg med en stille stemme, da jeg vendte mig væk fra ham igen. I det samme kunne jeg mærke ham tage mig om livet og trække mig ind til sig. Han tog min hånd i sin, fjernede sin hånd fra min ryg og lod sine fingre stryge over min kind. Det var først, da han begyndte at tale igen, at det gik op for mig, at jeg havde glemt at trække vejret.

”Det har aldrig været ligegyldigt. Intet af det.” hans øjne stirrede ind i mine og vreden inden i mig forsvandt som dug for solen. På et splitsekund var det hele væk. Noget i hans øjne gjorde det virkelig svært at blive ved med at være vred på ham. Et lille smil voksede frem på mine læber, og da hans ansigt langsomt begyndte at nærme sig mit, havde jeg ikke den mindste smule lyst til at stoppe ham. Sommerfuglene fløj rundt som var de fanget i en orkan, og tiden stod lige pludselig helt stillet.

I det samme lyste en blitz op ude på den anden side af kapslen og før jeg nåede at tænke over det, havde jeg vendt ansigtet i den retning. For sent, billedet var blevet taget, og jeg havde ødelagt øjeblikket. Harrys hånd faldt fra mit ansigt og et svagt suk forlod hans læber. Det var dog så lavt, at jeg ikke tror, det var meningen, jeg skulle have hørt det. Jeg valgte derfor også at lade som ingenting.

”Nå, men det bliver spændende at se, hvordan det billede kommer til at se ud.” Grinte jeg let, og gik over og satte mig på bænken, hvor jeg samlede en brochure op, efter det var der, vi havde smidt dem, da vi først var kommet ind i kapslen. Jeg foldede den hurtigt ud og lod mine øjne glide over siderne. Ikke at der stod noget, jeg ikke allerede vidste om London. Jeg havde efterhånden boet her i noget tid, og det var utroligt så hurtigt man faldt til rette i en ny by, så jeg kendte efterhånden Londons bygninger temmelig godt. Men da jeg løftede blikket ud på byen igen, var det nu alligevel en fantastisk udsigt.

Harry satte sig ned ved siden af mig, og tog selv en brochure og bladrede den hurtigt igennem, inden han igen smed den fra sig med et suk.

”Hvordan har du overhovedet tid til at være i London? Jeg troede, I var på farten hele tiden.” spurgte jeg ham, stadig med blikket rettet mod udsigten.

”Vi er lige blevet færdig med vores tour, så vi har fået nogle uger fri, til at slappe af og være sammen med familie og venner og sådan.” forklarede han med et lille smil på læberne. Jeg havde flyttet mit blik over på hans ansigt, hvor et lille smil ligeledes var vokset fra på mine læber – hans smil havde alle dage været smittende.

”Men skal du ikke hjem til Holmes Chapel så?” jeg tippede hovedet til den ene side og betragtede ham.

”Jeg holder fri de første uger her i London, og så tager jeg de sidste to uger i Holmes Chapel. Der er ikke så mange der, som vil se mig, som der er her. Det er mest bare mine forældre og den nærmeste familie, jeg skal ses med der. Jeg har mange flere her i London, der gerne vil se mig. Og så er der for øvrigt også et par fester, som jeg er blevet inviteret til mens jeg er her. Hvis du vil, må du sikkert gerne komme med.” han kiggede over på mig og en følelse af forlegenhed slog ned i mig.

”Ej, det kan jeg da ikke. Jeg kender jo ikke nogle af dine venner eller noget. Det gider de sikkert ikke.” forsøgte jeg og vred mig en smule under hans håbefulde blik.

”Nej, det må du altså gerne. Der er en i næste uge, det skulle ikke blive det helt store. Bare en lille hyggefest med drengene og nogle af deres nærmeste. Nok ikke mere end en 10-15 stykker.” hans håbefulde stemme gjorde det svært at sige nej.

”Jeg kan sikkert ikke den dag. Du ved, arbejde og skole og sådan…” forsøgte jeg, mens jeg ligeledes gjorde hvad jeg kunne, for at undgå hans blik.

”Det er på lørdag.”

”Oh.. Der skal jeg ikke noget.” kommenterede jeg og kløede mig engang i nakken, mens min hjerne arbejdede på højtryk.

”Det bliver ikke noget vildt, bare lidt aftensmad og så lidt hyggedruk eller nogle film. Kom nu. Det kunne være sjovt, så kan de andre også finde ud af, hvem du virkelig er, fremfor bare hvad bladende skriver.” jeg tippede hovedet til den anden side, mens jeg med en hånd placerede på min hals overvejede det. Så slemt kunne det vel heller ikke være. Og når det bare var noget småt hygge-noget kunne det ikke gå helt galt – og hvis det gjorde, kunne jeg jo bare tage hjem under dække af nogle lektier eller sådan noget. Jeg bed mig engang i læben, da jeg til sidst nikkede langsomt.

”Fedt! Så henter jeg dig klokken halv syv lørdag aften.” Smilet på mine læber voksede frem igen.

”Jeg sender dig lige Marias adresse, hvis jeg stadig crasher hos hende der.” Grinte jeg engang.

”Det er en aftale så.” Jublede han, hvorefter han stak en tommelfinger i vejret. Før jeg nåede at tænke yderligere over det, trykkede jeg min egen tommelfinger mod hans – præcis som vi havde gjort for fire år siden, når vi indgik aftaler. Smilet blev bredere på mine læber.

”Harry Styles, du er og vil altid være svær at være sur på.” Grinte jeg og skubbede engang til ham med min skulder.

 

Vi nåede jorden alt for hurtigt og pludselig blev døren ind til vores kapsel lukket op og Harry og jeg fik vores jakker på, hvorefter vi trådte ud i Londons gader igen. På trods af at der kun var gået en halv time, føltes det som om der var gået flere timer, mens vi havde siddet oppe i luften. Det følelsesregister jeg havde været igennem oppe i kapslen havde udmattet mig, opdagede jeg, da jeg trådte ud i efterårets aftenkulde. Jeg lukkede jakken omkring mig.

”Nå, men jeg må hellere se at komme hjemad. Jeg har en masse ting jeg skal have ordnet i morgen.” sagde jeg og stoppede, da Harry og jeg havde gået lidt langs kanalen. Han så en smule skuffet ud, dog ikke så meget, at smilet ikke stadig strålede i hans øjne og sad på hans smil.

”Vi ses” sagde han og skulle netop til at give mig et kram, da jeg i stedet tog hans hånd i min og rejste mig op på tæerne og placerede et blidt kys på hans kind.

”Vi ses” sagde jeg med en lav stemme, da jeg blev hængene ved hans kind, hvorefter jeg igen gik ned på flad fod, slap hans hånd og gik min vej.

Sommerfuglene var igen begyndt at flyve på denne efterårsaften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...