Like We Used To - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Igang
Fra bedsteveninde til ingenting i løbet af hvad der føltes som et splitsekund. Svigtet og den medfølgende ensomhed af dette brud, var værre end kærestesorger, ville Zoe Hughes mene. Men når man aldrig har oplevet kærestesorger, er det jo selvfølgelig nemt at sige. Men hvad så, når der efter 4 år bliver rykket op i såret igen? Og hvad med alle de følelser, der de sidste 4 år var blevet lagt låg på?

20Likes
37Kommentarer
3902Visninger
AA

7. Kapitel 7

Lyset skar mig i øjnene. Jeg havde åbenbart haft så travlt med at komme i seng, at jeg havde glemt at trække gardinerne for. Jeg vendte mig om på den anden side og trak dynen op over hovedet for at blokere lyset. Jeg ville bare sove. Mit hoved føltes stadig som en stor sejlende sø af mudder.

Minderne fra i går aftes vendte tilbage til min bevidsthed, og jeg lukkede hårdt øjnene i igen. Hvorfor var jeg overhovedet gået med til at tage i byen. Jeg hadede at drikke. Jeg hadede at flirte. Og jeg hadede i særdeleshed at danse med alle andre end Maria. Jeg burde have vist, at hun ville stikke af med en eller anden fyr, så snart hun fik muligheden. Jeg kendte Maria. Sådan havde det altid været. Men end ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig, at hun ville stikke af med Harry.

Det vendte sig i min mave. Først troede jeg, det var tanken om Harry og Maria, der gav mig kvalme. Men hurtigt fik min mave mig på andre tanker, da jeg panisk væltede ud af sengen og styrtede ud på toilettet.

Min mave trak sig sammen adskillige gange og mens jeg lå foran toilettet og fik lov til at smage gårsdagens aftensmad endnu engang, hørte jeg pludselig dørtelefonen ringe. Hvis ikke jeg havde været optaget af mit toilet havde jeg sukket opgivende. Hvem dukkede op på sådan et ugudeligt tidspunkt?

 Jeg gryntede engang, da jeg rejste mig op fra gulvet og trak ud i toilettet. Den syrlige smag sad i munden og i halsen og brændte forfærdeligt. Jeg skar en grimasse inden jeg tog en tår vand og skyllede munden. Dørtelefonen lød endnu engang.

”Jaja, jeg kommer!” Vrissede jeg og gik ud og løftede røret med et utilfredst grynt.

”Zoe?” Lød Adams spørgende stemme i røret.

”Mh..”

”Må jeg.. komme ind?” Uden at sige mere trykkede jeg knappen ned et par sekunder for at lade Adam komme ind. Jeg åbnede min hoveddør, så den stod på klem, hvorefter jeg gik ud i køkkenet og begyndte at lede efter noget at spise. Jeg kastede et hurtigt blik på uret. 13:22. Måske tidspunktet for Adams visit slet ikke var så ugudeligt igen.

En let banken lød på døren, hvorefter jeg hørte døren lukke i og Adam trådte ud i køkkennet.

”Hey.” Smilte han og jeg sendte ham et svagt et igen.

”Hej.” Jeg åbnede køleskabet og stirrede ind i det, uden egentlig rigtig at se noget. Der var dog heller ikke det store at kigge på. Mit køleskab var et meget sørgeligt eksempel af slagsen.

”Er du først lige stået op?” Jeg nikkede langsomt. ”Hvorfor?” Jeg lukkede køleskabet igen og sukkede opgivende, da jeg satte mig ned ved spisebordet.

”Jeg var i byen i går.” Forklarede jeg og støttede mit hoved i mine hænder.

”Ah.. Hård bytur?” Et skævt smil havde sneget sig frem på Adams læber, da han satte sig ned på stolen overfor mig.

”Også det.” Gryntede jeg, hvorefter jeg løftede mit hoved fra hænderne og kiggede over på Adam, der stadig sad med et skævt smil på læberne. Jeg rejste mig igen op fra stolen, jeg sad på og gik endnu engang over til køleskabet og kiggede i det. Stadig ingenting. Jeg sukkede igen.

”Hvad mere?” Jeg slog ud med armene.

”Maria og Harry.” Jeg lænede mig op af køleskabet og kiggede ned på mine bare fødder.

”Oh..” Jeg løftede mit blik op på Adam, der havde rejst sig. ”Hvad siger du til, at du får noget tøj på – og muligvis også tager et bad..” han rynkede engang på næsen. Jeg slog ud efter ham, med et lille grin på læberne. ”.. og så kan vi tage ned i byen og finde noget at spise. Jeg giver.”

 

Da vi endelig var kommet ned på en café i nærheden, var jeg ved at dø af sult. Badet havde gjort meget ved mine tømmermænd, og det eneste der var tilbage af dem nu, var den tomme følelse i maven, der tydeliggjorde min sult, hver eneste gang den rumlede.

Desværre havde badet ikke haft samme helende effekt på mine tanker, der stadig kørte rundt med 130 km i timen i hovedet på mig, så jeg havde svært ved at koncentrere mig om at følge med i min samtale med Adam.

Det var først, da en kop kaffe blev placeret foran mig, at det gik op for mig, at Adam var gået fra mig, efter vi havde fundet er bord at sidde ved.

”Jeg håber ikke det gør noget, at jeg bare bestilte noget for dig?” Jeg rystede langsomt på hovedet og lagde begge mine hænder om min kop.

”Du virker ret optaget af, hvad der foregår inde i dit lille hoved…” kommenterede han derefter med et gennemborende blik på mig. Et skævt smil fandt frem på mine læber.

”Det er vidst ved at blive en dårlig vane, hva?” Grinte jeg med en undskyldende mine og tog en tår af min kaffe. Adam smilte blot af dette og tog ligeledes en tår af sin egen kaffe.

”Hvad er det så?” Jeg sukkede en gang. Jeg vidste udmærket godt, jeg ikke kunne slippe udenom at skulle forklare mig for Adam. Han gennemskuede mig på ingen tid.

”Det er bare Harry..” Forklarede jeg og håbede på, at det ville række.

”..- og Maria.” Fortsatte Adam for mig og kiggede gennemtrængende på mig. Selvfølgelig slog min detaljemanglende ”forklaring” ikke til. Adam var jo nysgerrig som ind i helvede.

”Og Maria..” Jeg sukkede engang og kiggede ned i min kaffe, da jeg fortsatte med at tale. ”Det er bare… hun ved, hvordan jeg har det med Harry. Og alligevel, efter jeg har brugt adskillige sange på at danse med Harry, ser jeg hende danse rundt med ham på den der…” Jeg sad og vred mig lidt i et forsøg på at illustrere hendes dancemoves, der ikke engang virkede halvt så forførende som hendes havde været i går aftes. ”.. måde, og jeg var bare ved at brække mig over det. Jeg mener, hvilken slags veninde er man så lige?” Brokkede jeg mig.

”Vent… Siger du, at du dansede med Harry Styles i går aftes i byen?” Overraskelsen i Adams stemme var ikke et at tage fejl af.

”Var det virkelig alt, du hørte?” Brokkede jeg mig, netop som en servitrice kom hen og placerede vores mad foran os. Traditionel engelsk morgenmad. Adam kendte mig godt. Et lille smil bredte sig på mine læber.

”Det var ikke det eneste, jeg hørte. Men helt ærligt, efter alt hvad du har fortalt mig, var dét at danse med Harry, det sidste jeg troede, du ville gøre.” Kommenterede han. Jeg skulede engang til ham.

”Du tror måske at det var mig der gik hen til ham? Hvor dum, tror du lige jeg er? Jeg er slet ikke interesseret i Harry på den måde. Og for at skære det ud i pap for dig, så var det altså ham der kom hen og nærmest skubbede Maria væk for at komme til at danse med mig.” Protesterede jeg, mens jeg kunne mærke, hvordan irritationen fik et bedre og bedre tag i mit humør. Hvor var det simpelthen bare uretfærdigt.

”Zoe, spis noget.” Jeg kiggede underligt på ham, men begyndte alligevel at spise lidt af min morgenmad.

”Det var jo overhovedet ikke totalt emneskift.” Brokkede jeg en smule for mig selv, da jeg sad og tyggede på mine æg.

”Egentlig ikke. Du er en af de der sneakers typer. ’Zoe, eat a sneackers. Cause you turn into a right diva when you’re hungry’” Imiterede han reklamen.

”Det passer bare overhovedet ikke!” Protesterede jeg og slog ud efter ham. Men jeg kunne alligevel ikke tilbage mit grin, ligesom Adam også selv havde besvær med at holde sin latter tilbage.

”Du ved det godt selv!” Grinte han og rystede engang på hovedet – formodentligt af mig. Jeg spiste videre. ”Men okay, Harry tvang dig til at danse med ham, Maria dansede med Harry og du blev sur. Er det korrekt?”

”Det lød bedre, da jeg selv fortalte det, men ja… Det er vel meget korrekt.” Adam nikkede engang.

”Og du er kun sur på Maria, fordi hun ved, hvor meget Harry sårede dig for 4 år siden?” Jeg nikkede engang, men før jeg nåede at stoppe mig selv, fortsatte mine læber dog i endnu et svar: ”Det er også fordi hun påstår, at jeg er vild med Harry.” I det samme slog jeg en hånd op foran munden og stirrede panisk på Adam. ”Fuck. Det skulle jeg ikke have sagt.” Mumlede jeg for mig selv og slog blikket ned i min tallerken, men jeg kunne mærke varmen stige op i mine kinder. Og så lige midt på en café, der var godt fyldt. Jeg havde sådan lyst til at sparke mig selv. Der var jo ikke engang noget i det. Hvor var det åndssvagt, at jeg ikke kunne holde min mund.

Adam var blevet meget stille, og da han ikke havde sagt noget i adskillige øjeblikke løftede jeg til sidst blikket op på ham. Varmen sad stadig i mine kinder, men da jeg fangede Adams blik forsvandt al skam over mine lyserøde kinder. Hans øjne mødte mine, og på trods af det smil han forsøgte at fremtvinge på sine læber kunne jeg se noget såret i hans øjne.

”Er du okay?” Min stemme lød svag, da jeg talte. Ikke at det overraskede mig. Jeg var overbevist om, at det var min skyld, at han så på mig på den måde. Havde jeg sagt noget forkert?

Han rystede en gang på hovedet og tvang smilet bredere.

”Jaja, selvfølgelig. Jeg blev bare lidt overrasket.” Sagde han og gjorde et ligegyldigt slag med hånden, i et forsøg på at gøre sit pludselig humørskifte ligegyldigt. Som om det ikke var noget. Jeg lagde hovedet på skrå og betragtede ham med indtrængende øjne. Noget var galt.

”Der er noget du ikke siger…” Pointerede jeg efter lidt tid, mens jeg fortsat forsøgte at gennemskue, hvad det var, Adam skjulte for mig. Men jeg havde alle dage været elendig til at læse folk, ligesom jeg alle dage havde været elendig til gøre mig selv ulæselig for andre. Jeg var som en åben bog, der var ordblind. Fantastisk.

”Nej der er ikke. Jeg havde bare ikke lige forestillet mig, at du ville blive vild med Harry efter.. du ved.” Forklarede han. Jeg bed mig engang i læben.

”Nu er det heller ikke ligefrem, fordi jeg er vild med Harry. Det var bare noget, Maria har bildt sig selv ind – og forsøger at bilde mig ind.” Jeg grinte engang. ”Hun påstod sågar, at jeg også er vild med dig.” Jeg grinte endnu engang og rystede engang. ”Jeg mener, come on. Det ville jo aldrig ske. Du er jo Adam, min lille Adam.” Jeg grinte igen og ligeledes gjorde han.

”Ja… Bare Adam.” Han rystede selv en gang på hovedet. ”Det ville jo aldrig ske.” Han fnyste og lo igen, men smilet nåede ikke hele vejen op i hans øjne og jeg så det. Men før jeg kunne nå at sige noget, kastede han et blik på sit ur. ”Klokken er ved at være mange. Jeg må hellere smutte.” Herefter rejste han sig op fra stolen, smed nogle penge på bordet og før jeg nåede at sige mere var han ude af caféen.

Hvad skete der lige for, at han sådan var begyndt at stikke af på den måde? Det kunne godt være, jeg havde fået en dårlig vane med at forsvinde i min egen lille boble, men Adam havde godt nok også fået sig en dårlig vane med hele tiden at stikke af.

Jeg sukkede og rejste mig, for selv at finde hjem igen. Jeg havde vidst også nogle ting, jeg skulle have klaret i dag. Ting som en masse læsning inden næste forelæsning på universitet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...