Like We Used To - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 jun. 2014
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Igang
Fra bedsteveninde til ingenting i løbet af hvad der føltes som et splitsekund. Svigtet og den medfølgende ensomhed af dette brud, var værre end kærestesorger, ville Zoe Hughes mene. Men når man aldrig har oplevet kærestesorger, er det jo selvfølgelig nemt at sige. Men hvad så, når der efter 4 år bliver rykket op i såret igen? Og hvad med alle de følelser, der de sidste 4 år var blevet lagt låg på?

20Likes
37Kommentarer
3788Visninger
AA

5. Kapitel 5

”.. og så trak ham mig helt tæt ind til sig og stirrede mig lige i øjnene. Jeg ved altså ikke hvorfor, men jeg kunne ikke lade være med at blive en smule nervøs. Selvom nervøs nok ikke er måden, man burde beskrive det med. Det lyder meget… negativt.” Jeg kiggede indtrængende over på Maria, der sad overfor mig i kantine og spiste en æggesandwich. Hendes hoved titlede til den ene side og kiggede indtrængende på mig. ”Det skete faktisk to gange i går aftes.” Kommenterede jeg derefter, eftertænksomt for mig selv, inden jeg igen kiggede op på Maria, med et salatblad i munden.

En gnist i Marias øjne var opstået og hun kiggede begejstret på mig, dog med en stadig forvirring i ansigtet.

”Og det var… en dreng.. to drenge, der gjorde det?” Spurgte hun. Dertil nikkede jeg langsomt. ”Hvem?” Jeg stoppede endnu et salatblad i munden og tyggede langsomt på det, inden jeg svarede.

”Harry Styles og Adam Miller..” Jeg talte med en lav stemme – noget der næsten mindede mere om en hvisken, da jeg lod hurtigt mit blik glide omkring mig for at sikre, at ingen lyttede efter. Dette kiksede dog hurtigt, da Maria i det samme hvinede begejstret og derved tiltrak sig alt for mange nysgerrige blikke. Jeg kiggede hurtigt tilbage til hende igen, med et irriteret blik i øjnene.

”Harry fucking Styles, mener du det? Iiiih.” Jublede hun og klappede begejstret i sine hænder, så hun mindede mig mere om én lille pige på 5, end én der netop var fyldt 20… Jeg sukkede opgivende af hende.

”Maria… Det er jo bare Harry. For mig er han ikke noget særligt. Gider du godt lige at huske det? Jeg har lyst til at fangirle nøjagtig lige så meget over ham, som jeg har lyst til at fangirle over Jonathan.” Forklarede jeg, mens jeg lod mine øjne falde på Jonathan, der gik forbi os et par meter væk, med en stak bøger i favnen, mens han med et snøft skubbede sine briller op på næsen igen.

”Du kan ikke seriøst mene, at du sætter Harry lig med… det der.” Bebrejdende lod Maria sit blik ramme Jonathan, da han drejede ned af en af fløjene i sin lettere hoppende gang. Jeg himlede med øjnene.

”Du tager det for bogstaveligt, Maria. Prøv nu bare at se det relativt. For mig er Harry bare Harry. Han er ikke Harry Styles, medlem af det verdensberømte boyband One Direction. Fordi de år hvor vi var bedste venner, var han slet ikke alt det. Hvorfor skulle det så pludselig ændre sig nu?” Forsøgte jeg at forklare hende, men alt jeg opnåede ved dette var dog kun et blik på mig, som om jeg var dum i hovedet.

”Fordi Harry er medlem af det verdensberømte boyband One Direction..” Hun holdt inde et øjeblik, mens hun så tænksomt ud i luften. ”Og når ja.. Så er han for øvrigt også herre lækker. Sig mig, Zoe, hvad går der lige gennem hovedet på dig?” Jeg kløede mig en smule tænksomt i håret, men netop som jeg åbnede munden for at tale, skar Maria selv igennem med endnu mere af sin snakken. ”Hvis jeg så lige på spørge om noget, og vi så helt hypotetisk antager, at Harry er en helt almindelig dreng..” Hun rystede en smule på hovedet. ”Hvad gjorde du så, da han stod sådan helt tæt på dig?” Jeg sukkede engang og stoppede endnu et salatblad i munden.

”Jeg skubbede ham væk, og sagde jeg ikke havde tid til at snakke med ham.” Mumlede jeg udenom min salat. Det havde muligvis ikke været mit bedste træk at stoppe mad i munden, inden jeg begyndte at tale.

”Du gjorde hvad?!” Maria kiggede forbløffet på mig, og stoppede i det samme med at tygge på sin sandwich.

”Jeg….”

”Jeg hørte godt, hvad du sagde. Men hvad fanden? Zoe, den slags gør man bare ikke. Ved du slet ikke, hvad det betyder, når man bliver sådan helt nervøs, som du selv beskriver det?” Jeg rystede langsomt på hovedet. Hun lagde sin sandwich fra sig og kiggede alvorligt på mig. ”Selvfølgelig, du er også nybegynder.” Mumlede hun for sig selv og et lumsk smil spredte sig på hendes læber.

”Hvad snakker du om?” Smilet voksede på hendes læber.

”Du sagde også, der var sket det samme ved Adam?” Jeg nikkede langsomt.

”Åh skat, du aner ikke, hvad du er ved at rode dig selv ud i.” Hun begyndte at sno en tot om sin finger, der ikke sad fast oppe i knolden hun havde placeret på toppen af sit hoved.

”Hvad?” Spurgte jeg og kiggede underligt på hende. Jeg brød mig ærlig talt ikke om den måde, hun snakkede og smilte lumsk til mig på. Hvad vidste jeg ikke? Jeg begyndte at føle mig en anelse ubehageligt til mode, da hun blot vedholdte smilet på sine læber.

”Du er utroligt.” Sukkede jeg og rejste mig fra bordet vi sad. Jeg kastede et blik på uret for enden af kantineområdet. ”Jeg skal til time.” Jeg løftede min taske op over min skulder og samlede min salat op, for at smide den i en skraldespand på vejen til time.

”Du er for pokker ved at falde for dem begge to, Zoe.” Hørte jeg Maria sige, da hun gik forbi mig og forsvandt ned i en anden fløj end der, jeg skulle have time. Jeg rystede på hovedet af hende, da jeg gik hen imod timen.

 

Jeg havde matematik, hvor min lærer stod og gennemgik nogle udregninger på tavlen, som jeg ikke opfangede det store af. Min blok lå foran mig og jeg sad med kuglepennen svævene få centimeter over det stadigt blanke papir. Der var uden tvivl massere, jeg kunne skrive ned som noter, men alt mit hoved kunne fokusere på i dette øjeblik var Marias ord. ”Du er for pokker ved at falde for dem begge to, Zoe.” Jeg rystede på hovedet af mig selv, og forsøgte at fokusere på tavlen.

Hun kunne umuligt have ret. Hun forstod det ikke. Hun havde ikke været til stede, da det skete. Harry havde jeg været bedste venner med og ikke set de sidste fire år. Jovist, der var sket meget de sidste fire år. Ikke kun med hensyn til vores psykiske udvikling. Harry var også vokset, i løbet af de fire år. Han var vokset til at blive en ung mand, fremfor en fjollet teenager, dengang han var kørt for fire år siden. Og at han var vokset til at blive denne unge mand havde langt fra gjort ham noget skidt. Men det var første gang jeg så ham i fire år, og jeg havde knap nok set ham. Desuden kunne jeg aldrig falde for Harry. Det var Harry.

Og Adam? Med Adam var historien nøjagtig det samme. Det var jo Adam, og ham kunne jeg heller aldrig falde fra. Han var min bedste ven. Hvorfor sætte det på spil for et åndssvagt forhold, der sikkert ikke ville holde i længden alligevel?

Hvorfor tænkte jeg overhovedet sådan om det hele? Jeg sukkede opgivende af mig selv og rystede på hovedet.

”Zoe Hughes, når du engang er færdig med at ryste på hovedet, kunne du måske fortælle mig, hvad jeg netop snakkede om?” Hr. Joseph slog i det samme min lille osteklokke i stykker, hvor jeg kiggede måbende op på tavlen.

”Øh.. Noget om sinus og cosinus?” Prøvede jeg med en tøvende stemme og kløede mig en gang i håret, da jeg så et par tegninger af nogle trekanter og både sinus- og cosinusrelationerne opskrevet på tavlen. Han nikkede langsomt.

”Måske du skulle prøve at følge lidt med.” Kommenterede han med et lille smil på sine læber. Det var derfor, jeg elskede Hr. Joseph. Han var ikke så gammel og irritabel, som så mange af de andre lærere her på skolen. Jeg nikkede hurtigt, inden han fortsatte undervisningen.

Men så hurtigt jeg var blevet trukket tilbage til virkelighede, forsvandt jeg derfra igen og jeg endte med at side og tegne små cirkler på mit papir, mens jeg kiggede op på tavlen, hvilket åbenbart var rigeligt for at se ud som om, jeg faktisk fulgte med.

Harry og Adam? Jeg kunne umuligt være ved at falde for dem.. Og hvorfor skulle jeg dog også være ved at falde for dem, hvis man nu, hypotetisk set, gik ud fra, at jeg var ved at falde for dem. Ja, de var da søde og pæne at kigge på. Men Harry var Harry og jeg regnede ikke med, at jeg nogensinde ville kunne tilgive ham, hvad han havde gjort, og jeg ville desuden heller aldrig nogensinde kunne være sammen med én, der var på verdenstourné i tide og utide. Det var jo dybt upraktisk.

Der ville Adam være et meget mere realistisk bud på en kæreste, men det var jo Adam. Og det var sådan set grund nok i sig selv.

I det samme brød klassen op fra deres borde, og jeg kastede et blik op på uret for enden af klasselokalet. Fri. Jeg åndede lettet op og skovlede mine ting ned i tasken, så jeg uden tvivl formåede at rode godt og grundigt rundt i nogle af de ark der var blevet udleveret i løbet af dagen. Ikke at det bekymrede mig det store netop nu. Jeg skulle bare ud og væk. Mit hoved kunne ikke magte mere skole. Desuden var det weekend nu, og hvem kunne lade være med at se frem til det?

”Hey” Hørte jeg en stemme ved siden af mig, som jeg i det samme genkendte som Marias. Jeg sukkede irriteret ved dette. ”Hold nu op, du ved godt selv, at det passer.” Sagde hun herefter, med hentydning til sin kommentar tidligere på dagen. Jeg valgte ikke at sige noget, men fortsætte mod udgangen. Hun trak ligegyldigt på skuldrene. ”Nå, men hvad jeg egentlig ville spørge dig om var, om vil du med i byen i aften?” Vi trådte ud på parkeringspladsen, hvor den friske forårsluft, slog mod vores ansigter og et stort smil spredte sig på mine læber. Jeg kiggede over på Maria, med mit stadige smil på læberne. Hun kiggede bedende på mig, med sine store dådyrøjne. ”Please? Jeg har ikke været i byen i tre uger nu. Og gud måtte vide, hvor lang tid siden, det er for dig.” Jeg himlede grinende med øjnene af hende, og så tilbage på hende. ”Please?” Bad hun endnu engang, inden jeg til sidst gav mig med et lille nik.

Hun havde jo ret. Det var lang tid siden, jeg sidst have været i byen. Ikke at det generede mig. At gå i byen var ikke ligefrem min ynglings beskæftigelse, og hvis jeg havde valget mellem at tage i byen og at kunne ligge hjemme på sofaen og stoppe chips i hovedet, så vidste jeg udmærket godt selv, hvad jeg ville vælge, på trods af at det var stikmodsat det, de fleste af mine venner ville vælge. Så en enkelt bytur i ny og næ gjorde jo nok ikke nogen skade.

”Skal vi gøre os klar, hjemme hos mig så? Vi kan jo lige smutte forbi dig og vælge noget tøj ud, og så trille videre over til mig?” Jeg kiggede forundret på hende.

”Nu?” Hun nikkede ivrigt, og jeg smed et hurtigt blik ned på mit armbåndsur. Hun havde jo sådan set ret. Klokken var allerede ved at være fire, og hvis jeg kendte Maria ret kunne hun bruge flere timer foran spejlet på at ordne sit hår og sin makeup, for slet ikke at tale om de tøjkriser hun altid kom ud i.

 

Vi stod hjemme på mit værelse og kiggede på de to forskellige outfits vi med stort besvær havde fundet i mit skab. Ikke at jeg ikke havde noget tøj, jeg brød mig om. Jeg kunne lide alt det tøj, jeg havde i mit skab, og det skete sjældent, jeg havde en tøjkrise. Det var nærmere Maria, der havde gjort valget af tøj besværligt.

Vi var til sidst blevet enige om de to mulige kombinationer. Den første mulighed var en rød, kort kjole, der sad stramt om brystet og derfra sad løst og endte midt på låret. Under brystet af denne kjole gik der et bælte rundt, der var udformet af hvide perler og sølvfarvede rhinsten og krystaller.

Den anden mulighed var en kort sort højtaljet nederdel, og en hvid løs silkeskjorte, hvilket jeg nok mest hældte til. Det var sådan.. businessagtigt på en fin og samtidig lidt fræk måde, uden det blev alt for afslørende, da man kun ville kunne ane en kavalergang, hvis jeg knappede skjorten tilstrækkeligt op. Desuden var noget af det, jeg syntes var mest sexet ved en kvinde altså et par bare nybarberede ben, fremfor en vulgær fremvisning af sine bryster.

”Jeg syntes nu mere det ligner noget, man ville tage på hen på kontoret.” Mumlede Maria sagte.

”Hvis jeg nu tog nogle stilletter på… Jeg kunne i hvert fald ikke finde på at vise meget ben på kontoret..” Kommenterede jeg og stod og svingede med et par stilletter der ville gå perfekt til outfittet. ”Det er desuden heller ikke så lang tid siden, jeg sidst havde den kjole på i byen.” Med de ord fik jeg derfor hurtigt ændret Marias mening. Jeg kendte hende. Jeg vidste, at hvis man spurgte hende, havde man aldrig det samme outfit på to gange i byen. Lige meget hvor lang tid der gik imellem at man havde det på.

”Så tager vi kontoret! Men så skal du altså også knappe lidt op i skjorten..” Kommenterede hun. Jeg himlede opgivende med øjnene, men nikkede dog alligevel til hende. Jeg kunne jo altid knappe den igen i løbet af aftenen, hvis det endelig skulle være.

 

Hjemme ved Maria stod vi begge foran hver sin ende af det brede spejl, der var installeret på væggen i badeværelset.

”Du holder det alt for enkelt, Zoe…” Brokkede Maria sig, da hun kastede et blik over på mig i spejlet. Jeg stod dybt koncentreret i at få mine vipper til at se så godt som perfekte ud, da jeg stod og formede dem med mascararen.

”Jeg kan godt lide enkelt.” Kommenterede jeg, og mødte Marias blik i spejlet, da jeg var tilfreds med resultatet.

”Jamen vi skal jo i byen. Dit look kunne sagtens bære en smokey eye eller sådan noget.” Hun stod selv og var ved at ligge et sidste finish på sin makeup, der også selv var inspireret at et smokey eye. Jeg havde allerede besluttet mig for at køre røde læber i aften, hvilket i sig selv krævede nogle enkelte øjne, da man aldrig kombinerede kraftig øjenmakeup med en kraftig læbestift. Men jeg havde altså heller ikke tænkt mig at have makeup på der til forveksling lignede Marias. Det ville jo se direkte dumt ud, når vi så mødte op sammen og gik rundt sammen i aften.

”Jeg satser mere på en kraftig læbe i aften.” Smilte jeg til hende og trak min trofaste følgesvend op af makeuppungen. Min absolutte favorit læbestift, der havde en kraftig rosenrød farve, der varede i flere timer. Forsigtigt farvede jeg mine læber med denne, og fik optegnet dem således, at de fik en smule mere kant og form på overlæben, og samtidig en anelse mere fylde i underlæben. Hvor jeg dog elskede læbestift.

”Det bestemmer du jo selv. Men så vil jeg altså sætte dit hår!” Protesterede hun og jeg kiggede en anelse skræmt over på hende.

”Du får lov til at sætte mig hår sådan, som jeg siger.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...