Hard to get back


3Likes
1Kommentarer
62Visninger

1. Den nye mig

Jeg er nu klar. Klar til at være en ny person. I dag vil være en god dag. Jeg vil smile og sige "Ja tak. Jeg har det meget bedre." Men i virkelighed. Så har jeg har det forfærdeligt. Jeg kan huske da jeg fandt ham, på stranden. Han havde været væk hele morgenen. Jeg græd, skreg, og håbede det var en drøm. Mere kan jeg ikke huske. Kun sirenernes lyd. Jeg forstår det stadig ikke. Det gør ingen. Sprang han ud for klippen? Hvorfor dog det? Så var han ihvertfald blevet tvunget af nogle. Men hvem? Eller var han blevet myrdet? Hvem ville gøre det? Math var en glad dreng, som alle kunne lide. Han havde egentlig været stille de sidste par uger, og måske har det noget at gøre med sagen? Spøgsmålstegnet bliver bare større i mit hoved, hver gang jeg tænker på ham.

 

2 uger har jeg været væk fra skolen. Det er svært at komme sig, og det forstod lærerne også, da vi skrev til dem. Jeg kunne kende det hele. De to træer uden for indgangen. Cykelstativet ved parkeringspladsen. Skraldespanden hvor der var skrevet med grafitti: lev livet. Før da jeg gik i skole, og så teksten dukkede der et bredt smil op. Nu når jeg ser teksten tænker jeg at livet er for kort. Man ved aldrig hvornår det ender. Jeg begyndte at gå ind af indgangen, og gik mod den store fløj. Der var 6., 7., 8. og 9. klasserne. Jeg var lige startet i 8 her efter sommerferien. Jeg gik længere ned af gangen. Der var kun nogle piger fra 6. klasse. Da jeg gik forbi dem kiggede de på mig, og smilede. De vidste hvem jeg var og hvad der var sket. Jeg håbede at de var de eneste der vil kigge sådan på mig. Som om jeg var noget skrøbeligt, og at man skulle ikke komme for tæt på mig. Men jeg tog fejl. Jeg gik forbi 7. klasserne. Der blev visket og kigget. Da jeg kom forbi 8a gloede alle på mig og der blev helt stille på gangen. Jeg er ikke van til at folk kigger sådan på mig. Det er ikke min stil. Jeg følte jeg var anderledes. Lidt for meget. 8b var endnu værre. Der var endda nogen der fniste. Jeg kunne mærke tårerne. Jeg skyndte mig at løbe ind på det nærmeste toilet. Jeg vidste at det værste ville være min egen klasse. Der ville folk komme hen mod mig og spørge "Har du det bedere?" "Er du ok?" Jeg låste mig inde på toilettet. Jeg kunne ikke holde masken nu. Tårerne løb ned af mine kinder. 

 

Timen var lang. Meget lang. Jeg hørte ikke efter. Spørgsmålene poppede op i mit hoved igen. Var han blevet myrdet? Eller var det selvmord? Hvem ville have tvunget ham? Alle kunne jo lide ham? Han havde mange venner. Han var sjov, sød og venlig. Han var meget stille de sidste uger. Har det noget at gøre med sagen? Havde han været død om natten? Jeg kunne ikke klare det mere. Det var som om mit hoved blev proppet. Det gjorde så ondt. Jeg holdte mig for øjnene så jeg ikke ville begyndte at græde. Jeg skulle lige til at skrige. Nej jeg kunne ikke mere. Jeg greb min taske og styrtede ud af døren. Min lillebror er død.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...