Harry Styles | Stole My Heart

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2014
  • Opdateret: 3 aug. 2014
  • Status: Igang
Harry Styles er skolens mystiske deng, han snakker aldrig, han er indelukket og usikker. Men hvad sker der når Sharee Rose, starter på Easton High? Hvad sker der når Harry begynder at få et godt øje til Sharee, og at hun også får et godt øje til Harry, men han ikke tør at lukke hende ind? Kan Sharee komme ind på Harry, og hvor lang tid vil det tage? Sharee og Harry er begge overbevist om at de er meget forskellige, men vil det vise sig, at de måske slet ikke er så forskellige? Flere og flere twists kommer med og det bliver langt fra en kedelig rejse.
Så mange spørgsmål, som du kan få svar på, hvis bare du læser med i Stole My Heart.
Harry er ikke kendt. 


12Likes
2Kommentarer
880Visninger
AA

6. Kapitel 5.

Harrys synsvinkel 

Jeg var på vej hen mod mit skab, for at hente nogle hæfter og bøger og for at lægge nogle andre hæfter tilbage som jeg havde haft med hjem igår. Jeg blev stående lidt med næsten mit hele hovede inde i skabet, jeg orkede bare ikke skole eller mennesker for den sags skyld, idag. Det blev ligesom også bare for meget da der stod mennesker på begge sider af mig - for at hente ting i deres skabe. 

Da jeg endelig lukkede min skabs låge stod der en pige. Det var hende den nye pige, som jeg dog stadig ikke kendte navnet på. Hun spurgte mig om noget, men kiggede ned i jorden, jeg kiggede dog på hende. “Eeehm,” startede hun, men lød meget nervøs i sin tone. “Hej, jeg er ny her, jeg ville bare høre om du vidste hvor lokale 14 var?” hun tog endelig hovedet op og kiggede på mig. Hendes øjne var smukke, grønne  og strålende øjne. Jeg tog mig selv i at stå og stirre hende ind i øjnene, men jeg var ikke alene om at stirre. Hun stirrede også ind i mine øjne. 

Det var som om jeg fik en nærmest træng til bare at snakke med hende, hvor mærkeligt det end lød, men hun gjorde bare et eller andet mærkeligt ved mig, og den måde hun kiggede på mig, kunne jeg ikke beskrive, der var bare et eller andet over det. 

Der gik noget tid før vi begyndte at indføre ord, og hun var den første der gjorde det. Hvilket selfølgelig gad mening for jer alle, jeg var jo ikke typen der snakkede. “Øh, Sharee,” sagde hun,  rakte sin hånd frem og fandt et sødt smil frem. Jeg fandt hurtigt ud af, at hun præsenterede sig med sit navn, så derfor måtte jeg vel også fortælle mit. “Harry,” sagde jeg kort - jeg gav hende dog ikke hånden, jeg stak blot begge hænder i mine jakkelommer -  og smilede, derefter svarede jeg på hendes spørgsmål, som hun jo var kommet for at få svar på. “Jeg kan godt vise dig derhen, hvis det er?” jeg havde ingen anelse om, hvad jeg lavede, men jeg måtte jo slutte hvad jeg havde ’startet.’ Hun nikkede og gav mig et taknemmeligt men samtidig et nervøst smil. 

Da jeg havde fulgt hende derhen takkede hun mig, jeg nikkede bare, for at hentyde til, at det var helt i orden. Jeg fik sat mine ben igang igen og begyndte at gå tibage til mit skab igen. Jeg skulle jo have hentet de hæfter og bøger der, det generede mig egentlig ikke at jeg var sent på den, med hensyn til mine timer. 

 

 

***

 

Jeg drejede nøglen og gik ind i min noget så lille lejlighed. Jeg gik direkte hen til køleskabet og som sædvanlig skulle jeg handle. Jeg droppede det, da jeg havde en lorte dag og ikke gad ud mere idag. 

Jeg havde haft Matematik med Sharee, igen idag. Vi havde fået en opgave for alle sammen, som skulle laves til næste uge. Vores lærer - som jeg ikke kunne huske navnet på, nok fordi hun aldrig fortalte os det? - havde ikke lavet grupper, men hun sagde at det var en god idé og man godt måtte, lave opgaven sammen med en anden. Men som altid, ville jeg arbejde alene, ikke at jeg arbejde bedst sådan, men mennesker og mig, det gik ikke helt vel? 

 

Klokken var allerede blevet 22 og jeg var ved at gå i seng, det havde været en lang dag, og siden jeg ikke lavede noget alligevel, kunne jeg ligeså godt, få en god nats søvn, ikke? 

Da jeg endelig lå i min seng, tænkte jeg over alt. Hvor det hele startede, med den her ensomhed. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde fået det til at lyde som om jeg elskede at være alene, men nej, jeg var altså ensom. Det var rigtigt, det med venner, det var ikke noget der interreseret mig, men jeg var stadig ensom. Jeg kunne godt bruge en familie en gang i mellem. Det var som om at jeg - ikke før nu - havde indset, hvor ensom jeg egentlig var. 

Alene. Det var hvad jeg var, og jeg gik meget op i, at det blev ved sådan. Men stadig, som jeg har forklaret mange gange nu, kunne det være lidt for ensomt. 

 

Alene og ensom, ville jeg ikke betragte som det samme. Du kunne sagtnes være alene, altså; du havde måske venner, men måske stadig føle dig alene, altså at du måske ikke stolede på nogle eller du ikke kunne fortælle folk noget. Men at være ensom, det er jo et stærkere ord end alene, ensom; måske ingen venner, jamen, kan du følge mig? 

 

Jeg var begge ting. Alene og ensom. Jeg havde ingen familie, venner, men stadig blev jeg inviteret til næsten alt, og jeg følte mig næsten aldrig alene på skolen. Men jeg var alene og jeg var ensom. 

 

___________________________________________________________________________________________________________________
Så kom der endnu et kapitel, hvad synes i?

det er ikke det mest spændende, men det skal bygges op, så alt ikke bare skifter med et knips.. agtig...

hahahahah det lød underligt men i ved hvad jeg mener, men herrrr <33



 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...