Unpredictable

Maggie Irwin, også kendt som Ashton Irwin's lillesøster, får pludselig en dag konstateret spise forstyrrelse ergo anoreksi. Maggie vil ikke tage imod de råd og den helbredelse, som lægen anbefaler hende. Det hele bliver heller ikke nemmere, når deres forældre aldrig er hjemme og på samme tid er skilt. Men når Ashton og resten af hans band 5 Seconds Of Summer skal på tour, beslutter Ashton at Maggie skal med, da han ikke vil efterlade hende derhjemme i så lang tid. Maggie nægter dog ikke, men forventer ikke det helt store. Men men.. Et stop under en lang køretur, kan ændre en hel del. Alle drengene er gået på toilettet på en tankstation, og lidt efter beslutter Maggie også at gå på toilettet, men støder ind i en på vej ud af bussen. En, som hun knap nok har snakket med. Luke Hemmings, en af band medlemmerne. Hvad sker der efter dette? Læs med i 'Unpredictable' og find alle svarene.

194Likes
135Kommentarer
52778Visninger
AA

2. "This is the beginning"

 FLASHBACK:



Jeg kiggede mig selv i spejlet, mens tårerne rendte ned af kinderne. Jeg puttede den sidste pille ned i hånden, kiggede en sidste gang mig selv i spejlet inden jeg lukkede øjnene, og skulle til at putte alle pillerne ind i munden. Var det virkelig det jeg villle? Bare dø? Jeg havde alligevel ikke noget at leve for. Jeg skulle lige til at putte pillerne i munden, da en banken lød på døren. Jeg kiggede hurtigt over på døren, og kiggede ned i hånden igen. Inden jeg nåede at tælle til tre, kom Ashton brasende ind af døren, og kiggede forskrækket på mig. Han løb over til mig og slog pillerne ud af min hånd.

Jeg kiggede forskrækket på ham, og ventede egentlig bare på at, han skulle sige noget. 
"Maggie hvad fanden laver du!?" Brølede Ashton skræmt. Jeg svarede ikke, men begyndte at græde. Han omfavnede mig, og kørte en hånd op og ned af min ryg, mens jeg begyndte at hulke. 
"Mags, du må aldrig gøre sådan noget" Sagde han og klemte mig tættere ind til ham før han slap mig og så mig i øjnene. Jeg glemmer aldrig det blik han havde i øjnene. Skuffelse, trist og bare generelt negativitet. Jeg kunne ikke se ham i øjnene, men han tog hurtigt fat i min kæbe og kiggede mig direkte i øjnene. ''Mags, hører du? Du gør det ikke igen'' Sagde han og så alvorlig ud. Jeg sank den klump jeg havde i halsen og nikkede stille. Vi stod længe i stilhed og kiggede på hinanden, indtil Ashton sendte mig et kort smil og lagde min hånd i hans, hvorefter vi gik ud fra badeværelset og ud i køkkenet. Ashton gjorde tegn til jeg skulle sætte mig, så det gjorde jeg. Han havde fundet to kopper frem og noget kakao. Jeg smilte hurtigt og kunne ikke lade være med at udstøde et lille grin. Ashton vidste at jeg havde en svaghed for varm kakao. Hvad skulle jeg dog gøre uden ham? Uden ham, havde jeg helt sikkert ikke været her nu.

FLASHBACK SLUT.

 

Og svaret er ja. Jeg prøvede at tage mit eget liv, men hvad fanden. Alt var jo alligevel lort. Ingen gad mig på gymnasiet eller i min familie, udover Ashton. Vores mor var tøjdesigner, og boede derfor ikke hjemme særlig meget, grundet at der var så meget og se til, mente hun selv. Ashton og jeg var lidt ligeglade med hende. Vi vidste godt at hun løj og det sårede mig endnu mere. Og vores far? Tja.. Han rendte rundt med en ny kæreste hver anden måned, så det var nu ikke fordi han var bedre. Vores forældre havde været skilt lige siden jeg var 11 år, så jeg havde slet ikke fået den støtte, som jeg havde allermest brug for . Og hvor vi boede? Ashton og jeg boede alene i det hus, som vi altid havde boet i. Mor var her aldrig og far kneppede ud til højre og venstre, men de betalte dog huslejen for os. Det kunne vi da være bare lidt taknemlige for. Hvad jeg heller ikke var særlig glad for, var når Ashton tog på tur med sit band. Så var jeg helt alene, og spiste stort set ikke. Det var en helt anden sag. Ser i, jeg tror jeg er tæt på og lide af en spiseforstyrelse. Jeg har mange gange lagt mærke til, at mine ribben er meget tydelige, samt at jeg bare er decideret tynd. Jeg har bare ingen appetit, og når jeg så endelig spiser noget, kaster jeg det op igen. Jeg kan ikke spise noget som helst. Ashton har dog spurgt mig en gang, om jeg ikke var en lille smule for tynd. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle svare. Jeg var mundlam, så jeg trak bare på skulderen og gik op på mit værelse.


Få dage senere, havde jeg fået det rigtig dårligt. Jeg havde lagt i sengen hele dagen og jeg skulle virkelig tisse, så jeg satte mig langsomt op i sengen. Jeg var virkelig svimmel, og tog mig til hovedet i smerte. Jeg rejste mig op fra sengen. Alt blev helt sløret, og jeg lænede mig op ad skrivebordet, så jeg ikke faldt. Jeg gik langsomt, skridt efter skridt hen mod døren. Jeg åbnede den langsomt, men lige da jeg skulle til at gå, faldt jeg sammen. Det næste jeg husker, er at jeg ser Ashton ved siden af mig. 
"Maggie? E-Er du okay?" Spurgte Ashton som ellers så meget bekymret ud. Jeg rystede på hovedet. 
"Jeg har det virkelig dårligt" Fik jeg fremstammet. 
"Du er jo kridhvid?'' Sagde han. ''Vi tager lige et smut forbi lægen!" Svarede han sig selv på, og løftede mig op i brude stilling, og gik ellers mod udgangen. 






Vi sad i venteværelset, og jeg havde ikke fået det meget bedre. Ja, ærlig talt så lignede jeg lort, og havde det som lort. Hvis man altså kunne have det. Jeg kunne mærke Ashton kiggede på mig. 
"Hvordan har du det nu?" Spurgte han, mens han sad og holdte om mig. 
"Ikke bedre" Svarede jeg, og lagde mit hoved ind til hans bryst. Jeg havde virkelig ondt i maven. Sådan virkelig. Det føltes som at få stukket tusinde knive lige ind i maven. 
Tiden sneglede sig afsted, og det blev efter nogle lange minutter, endelig vores tur. "Maggie Irwin" Blev der sagt, og en dame kom imod mig. Hun gjorde tegn til vi skulle følge med hende. Jeg rejste mig op og tog Ashton's hånd, og vi gik sammen ind i læge rummet. 
"Nå Maggie, hvad er der så galt med dig?" Spurgte lægen. Så vidt jeg kunne se på det lille navneskilt der sad på hendes kittel, hed hun Ann. Jeg lagde mig på Briksen. Ashton havde sat sig i stolen over i siden af rummet, og ventede. 
"Jeg har det rigtig dårligt. Jeg har virkelig ondt i maven" Svarede jeg.
 Ann nikkede. "Jeg skal lige lave et par undersøgelser, Så kan det være vi kan finde ud af lidt mere om din mavepine" Svarede Ann. Hun ville starte med at veje mig.

Oh hell no. Jeg har altid hadet at veje mig selv. Jeg er altid for tyk.
 Jeg stilte mig op på vægten, og kiggede på Ann, som så helt chokeret ud. "Maggie, du vejer jo kun 42 kg, du burde veje omkring 60 kg?" Kiggede hun forskrækket på mig. 
Jeg vidste virkelig ikke hvad jeg skulle svare. Jeg stod bare helt frosset fast. Jeg var jo for tyk? Måske ikke? 
"Maggie? jeg tror jeg ved hvad du fejler" Svarede Ann, som stadig så meget bekymret ud. Hun lagde hånden på min skulder.
"Du lider af spiseforstyrrelse, hvilken en ved jeg ikke endnu, men hvis du vil fortælle mig lidt om hvad du spiser og hvor meget du spiser, så kan vi nok finde ud af det" Sagde hun.  En tåre trillede ned af min kind. Ashton kiggede forskrækket på mig. 
"Altså, jeg har ikke rigtig spist noget på det sidste" Svarede jeg, og kiggede ned i jorden. Ann så stadig bekymret på mig. 
"Så er jeg desværre bange for du har fået Anoreksi, Maggie" Svarede Ann.

Idet hun sagde det stivnede jeg. Jeg kiggede forskrækket over på Ashton, som kiggede væk fra mig og over på døren til lokalet. Ann gav mig en nem kostvejledning, som jeg skulle holde mig til. Egentlig havde jeg bare lyst til at stikke den skråt op i anus, men i det mindste kunne jeg prøve. Ann tog os med ud af lokalet og fik snakket med Ashton om, at han blandt andet skulle sørge for, at jeg ikke brækkede mig efter jeg havde spist, da jeg nogen gange havde gjort det. Han skulle samtidig holde øje med, at jeg spiste hver dag, og hvad jeg spiste. Jeg var virkelig nervøs lige nu. Når vi kom ud i bilen, ville Ashton sikkert blive pisse sur, og råbe at jeg skulle tage mig sammen. Jeg glædede mig ikke.

''Held & lykke! I må ringe, hvis det ikke går, så er vi her til at hjælpe'' Sagde Ann ud over hospitalsgangen til Ash, og jeg var klar over at vi skulle hjem nu. Ashton lavede tegn til, at jeg skulle gå med og han så ikke for glad ud. Dog så han nu heller ikke vred ud, til min store lettelse. Vi gik ud fra lægehuset og ud i bilen, hvor vi satte os ind og spændte sikkerheds selerne. Ashton sukkede højt og tog sig til panden. 

''Seriøst Maggie? Er du klar over, hvor svært sådan noget kan være og komme af med?'' Spurgte han en smule oprevet. Jeg sank en klump jeg havde i halsen og kiggede ned i mit skød. 

''Undskyld Ash. Det var ikke meningen det her. Jeg mistede bare min appetit, ikke andet'' Svarede jeg og så op i loftet, taget eller whatever. Måske løj jeg lidt. Grundet jeg ikke spiste, var fordi jeg følte mig fed, og fordi jeg mistede min appetit. Jeg havde ekstremt meget fravær i skolen, så jeg var ved at tro, at jeg ville blive smidt ud. Faktisk, så håbede jeg også bare på det. Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle uddanne mig til. Jeg kunne jo ikke finde ud af noget, ifølge mig selv. 

''Mags, du skal ikke undskylde, men jeg håber fandme for din egen skyld, at du tager dig sammen og ikke laver lort i den her vejledning'' Svarede han og tændte bilen. Hvis der var en ting jeg vidste, så var det, at når Ashton bandede, så var han virkelig sur eller skuffet. Det havde jeg efterhånden lært, siden jeg har skuffet ham en masse gange. Jeg fattede faktisk ikke, hvorfor han blev ved med at behandle mig som en prinsesse, når jeg blev ved med og pisse ham af. Han burde være virkelig sur på mig, og været skredet fra mig ligesom vores far. På den anden side, så var jeg glad for, at han var blevet hos mig. Jeg elsker ham virkelig, han er den eneste jeg kan stole på, og faktisk overhovedet snakke med. 

Da vi kom hjem, gik jeg direkte op på mit værelse og smed mig i sengen. Daglig rutine, you know. Jeg lå for det meste bare i min seng med min mobil eller Macbook. Jeg var aldrig særlig social, og jeg kunne sagtens mærke Ashton var træt af det. Hver gang han skulle noget, også hvis det var med hans band, så kom han altid ind og spurgte, om jeg ville med. Problemet var bare at jeg takkede pænt nej hver gang, og han måtte gå stille og skuffet ud alene.

''Mags? Kom lige!'' Råbte Ashton nede fra køkkenet af pludselig. Jeg rejste mig hurtigt og suste ned af trapperne og ud i køkkenet til Ashton. Han sendte mig et smil, hvorefter han holdte et papir op i luften foran mig. Jeg kneb øjnene sammen og gik tættere på, så jeg kunne se hvad det var.

Min kostplan. Oh shit, det lød virkelig retardo, men det hed det altså kostplan. Jeg sukkede og skulle lige til og rulle øjne, men Ashton sendte mig et blik der sagde, at jeg ikke skulle lave lort i det her. Derfor lod jeg være. Jeg tog papiret og begyndte at læse op.

2 Glas vand om dagen. Gerne mere.

Morgenmad.

middagsmåltid.

Aftensmad.

Jeg kunne næsten allerede lægge mig til og dø. Det var jo virkelig meget og skulle spise? Ashton sagde hurtigt, at han ville smutte ned og købe ind til aftensmad og imorgen. Jeg nikkede blot og gik hen mod skabet med glas. Jeg tog et og fyldte med vand, mens jeg blot stirrede på det. Stirrede på det, som var min værste fjende, men jeg kunne jo ligeså godt begynde allerede nu. Modvilligt, drak jeg en lille tår, men stoppede så da jeg kunne mærke kvalmen helt oppe i halsen af mig. Jeg lukkede øjnene og lænede mig ind over vasken. 

''Tag dig sammen, Mags'' Hviskede jeg til mig selv, og rejste mig igen, for at tage endnu en slurk. Denne gang, fik jeg dog bundet hele glasset, men kvalmen sad der stadig og den var virkelig slem denne gang. Jeg tog min hånd op foran munden og holdte det inde. Jeg skulle bare vise Ashton, at jeg kunne gøre det her. Både for hans skyld og min egen. Jeg stilte glasset ved siden af vasken og gik op på mit værelse. Endnu en gang, smed jeg mig på sengen. Denne gang var dog anderledes, da jeg faldt i søvn efter kort tid. Jeg var virkelig træt.

***

"Der er ikke nogen anden udvej nu, jeg er nød til at holde øje med min søster." Svarede Ashton. Han havde snakket i telefon med hans band i et stykke tid nu, Så vidt jeg kunne høre, drejede det sig om en tour med One Direction. Et eller med, at ham og hans band skulle med til og varme op.. Pludselig stod det klart. 
Åh Fuck, har han lige aflyst sin tour med sit band, på grund af mig? Jeg spærrede øjne op. Der var tusinder af tanker i mit hoved. 
"Jamen drenge, jeg bliver nød til det." Sagde Ashton igen. Jeg havde egentlig aldrig mødt eller snakket med hans bandmedlemmer, og jeg det havde heller ikke lyst til det. Jeg satte mig op i sengen, og havde fået det lidt bedre. Jeg rejste mig, og satte kurs mod køkkenet. Ashton kiggede frustreret ned i sin telefon, han stod op ad væggen i køkkenet. Han kiggede hurtigt på mig, og hans blik gled ellers hurtigt ned på hans telefon igen. Jeg gik over mod skabet for at tage endnu et glas vand. 

Jeg stod med glasset i hånden, og kunne mærke kvalmen kom igen. Jeg stilte det på bordet og jeg mærkede Ashton's hånd på min skulder. 
"Du kan godt" Sagde han stille. Jeg svarede ikke men blev bare ved med at kigge på glasset. Jeg havde taget et glas, jeg kan godt igen. Kom nu Maggie. Tag dig forhelvede sammen, Du vil vel ikke dø? Ok, det lød meget dramatisk, men hvordan skulle jeg ellers formulere det? Jeg løftede glasset tættere på min mund. Jeg tog den første slurk, og jeg var tæt på at kaste op. Det var forfærdeligt. Jeg tog mig sammen og drak noget mere. Jeg kneb øjnene sammen og holdte kvalmen i mig så godt som jeg nu kunne. Denne gang var meget sværere. Jeg kunne ikke. Det skulle op, lige nu. Jeg ville vende mig om og løbe ud på toilettet, men Ashton tog hurtigt fat i min arm og kiggede mig dybt i øjnene. 

''Maggie, du holder det i dig'' Sagde han strengt og jeg var ved at græde. Det var virkelig ubehageligt. Kvalmen sad helt oppe i halsen af mig, og jeg havde svært ved at få den ned igen. Ashton blev ved med at kigge mig i øjnene, mens jeg virkelig kæmpede. Til sidst lykkedes det dog mig, at få klumpen væk. Jeg åndede lettet op, og lagde mit hovede på Ashton's skulder. Han lagde armene om mig og aede blidt min ryg med hans ene hånd. Uden jeg kunne styre det, kom et par tårer ned af mine kinder, og de stoppede ikke. Jeg snøftede en gang, og trak mig ud af Ashton's kram. Jeg kiggede ned i gulvet, men mærkede pludselig hans fingre under min hage. Han løftede mit hovede op, så jeg så ham direkte i øjnene og lod en tåre rende ned af min kind. Ashton tørrede den hurtigt væk og sendte mig et lille smil.

''Du skal ikke græde, Mags. Du gør det godt'' Sagde han og smilte. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Han gengældte hurtigt smilet lige inden han skulle lige til at gå, men jeg greb hurtigt fat i hans arm, han kiggede undrende på mig.

''Ash, du skal altså ikke blive hjemme fra din tour på grund af mig'' Sagde jeg og så ham alvorligt i øjnene. Han smilede blot og pegede over på hans kuffert der stod på gulvet. ''Selvfølgelig bliver jeg ikke hjemme Mags. Min kuffert er allerede pakket'' Svarede han og skævede til kufferten. Jeg kiggede underligt på ham. Havde han så tænkt sig, at jeg skulle blive herhjemme alene i så lang tid? Han sendte mig et smil og klappede mig på skulderen inden han forlod rummet. ''Du burde også pakke din kuffert'' Sagde han mens han var på vej ind i stuen. 

Wait, what?

Jeg lavede store øjne, og fulgte ellers efter ham ind i stuen. ''Ash? Hvad mener du?'' Spurgte jeg og sendte ham et advarende blik. Han grinte og gav mig et kæmpe kram, før han gik op af trapperne.

''Du hørte rigtigt Mags! Du skal med på tour, sammen med 5 Seconds Of Summer!'' Smilede han, og jeg kiggede over på klokken. Uden nogen grund. Han ville virkelig slæbe en pige af sin lillesøster at være, som har anoreksi med på hans tour? Hvad tænkte han på?

Jeg skulle med 5 Seconds of summer på tour i seks måneder. Great.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...