Unpredictable

Maggie Irwin, også kendt som Ashton Irwin's lillesøster, får pludselig en dag konstateret spise forstyrrelse ergo anoreksi. Maggie vil ikke tage imod de råd og den helbredelse, som lægen anbefaler hende. Det hele bliver heller ikke nemmere, når deres forældre aldrig er hjemme og på samme tid er skilt. Men når Ashton og resten af hans band 5 Seconds Of Summer skal på tour, beslutter Ashton at Maggie skal med, da han ikke vil efterlade hende derhjemme i så lang tid. Maggie nægter dog ikke, men forventer ikke det helt store. Men men.. Et stop under en lang køretur, kan ændre en hel del. Alle drengene er gået på toilettet på en tankstation, og lidt efter beslutter Maggie også at gå på toilettet, men støder ind i en på vej ud af bussen. En, som hun knap nok har snakket med. Luke Hemmings, en af band medlemmerne. Hvad sker der efter dette? Læs med i 'Unpredictable' og find alle svarene.

196Likes
135Kommentarer
53111Visninger
AA

14. Hospital..

ASHTON'S SYNSVINKEL

 

Jeg kiggede skræmt på Maggie der slingerede fra side til side, som om hun var enormt fuld. Min krop var fuldstændig spændt, og der gik ikke ét sekund før jeg sprang op af sofaen, da Maggies øjne pludselig blev helt hvide og hun faldt. Heldigvis for Maggie, så nåede Calum lige og komme hen og gribe hende, før hendes krop havde ramt hårdt mod gulvet. Calum blev helt stille, og kiggede på de lukkede øjenlåg. Jeg skyndte mig hen til dem hvor jeg satte mig ned på hug ved siden af hende. Hendes ansigt var helt blegt, og hendes hænder var nærmest blå. Som om blodet ikke kunne komme ud til hendes hænder. Jeg tog forsigtigt en tot hår væk fra hendes ansigt og det gik op for mig, at det her var alvorligt. Jeg slog hende blidt på kinden, og ruskede forsigtigt i hende.

''Maggie? Hallo, Maggie er du der?!'' Sagde jeg højt i håb om hun ville vågne op lige om lidt, men det skete bare ikke. Måske var tiden ved og løbe ud. Jeg rejste mig og bad Calum bære hende op i hans favn, hvorefter jeg gik ind i studiet. De så forbavset på mig, men jeg lod mig ikke bemærke af det. ''Ashton, du skal altså ikke være her lige nu. Vi er lige ved o-'' ''Jaja, men vi skal have fat i en ambulance, NU'' Sagde jeg strengt og så med et nu-er-det-nu blik på intervieweren, som hed Dana. Hun kiggede mærkelig på mig, hvorefter hun rejste sig og smed hendes headset på bordet.

''Hvad pokker skal i bruge en ambulance til?'' Spurgte hun. Jeg sukkede højlydt og trampede utilfredst i gulvet med min fod. ''Kan det ikke være lige meget? Bare ring efter en ambulance nu, okay? Det haster!'' Svarede jeg hidsigt. Dana så skræmt på mig sikkert grundet mit høje toneleje, men hun gik ihvertfald hen til sin stol og greb hendes iphone. 

''Bare skynd jer og blive klar, så klarer jeg resten'' Sagde hun og tog mobilen op til hendes øre. Jeg nikkede og skyndte mig ind til de andre. Michael var nu kommet hen til Maggie også, og han sad og snakkede med hende. Calum sad ved siden af med en klud, som han havde lagt på hendes pande. Luke derimod sad bare ovre i sofaen og så hjælpeløst til, men jeg forventede egentligt heller ikke, at han gik over til hende. Det ville jeg heller ikke tillade hvis han så gjorde det. Luke skulle bare holde sig langt væk fra Maggie. Jeg kendte ham jo. En eller anden dag, så knuser han hendes hjerte, og det holder hun bare ikke til. Hun var så skrøbelig i forvejen, så det vil bare ikke være godt. Hun havde jo prøvet at tage sit liv en gang.. Hvorfor ikke prøve to gange? Tænk jeg skulle stille mig selv det spørgsmål. 

Mine tanker blev afbrudt idet at Dana kom ind af døren med sin mobil i hånden. 

''De er her om 5 minutter, så gør klar'' Sagde hun enkelt og bestemt, før hun vendte om og gik ned mod studiet igen. Jeg kiggede rundt på drengene og så deres udtryk. De var nok lige som mig. Vidste ikke hvad der foregik eller hvordan de skulle gøre hvad. Jeg måtte have en af dem med mig til hospitalet. 

''Calum, du tager med mig til hospitalet'' Sagde jeg og Calum nikkede bestemt, og svarede 'okay' før han kiggede på Michael, som kiggede forvirret på mig. ''Hvad så med mig og Luke?'' Spurgte han. Jeg tog fat i mit hår og kiggede rundt. ''Æhhm.. I tager bare tilbage på hotellet. Så ringer jeg, når vi har fundet ud af noget'' Svarede jeg og kiggede skiftevis på Luke og Michael. De nikkede begge to, og Michael gjorde plads til Calum og jeg, så vi kunne løfte Maggie op. Det endte nu bare med, og jeg fik hende op i min favn i brude-stilling, og Calum hentede min iphone som lå på sofabordet. Lige idet Calum og jeg går mod udgangen, hører jeg sirenen fra ambulancen og de mange skrigende fans. Calum åbnede hurtigt dørene op, og vi blev mødt af en masse skrig der skar i vores ører. Måske var det lidt dumt og gå ud i den store mængde her, men jeg kunne simpelthen ikke vente på, at ambulancen skulle hele vejen over til bag indgangen. Så ville der bare opstå mere kaos end der allerede var. Jeg måtte skrue bissen lidt på, hvis vi skulle nå og få Mags på hospitalet, inden det var for sent. Ikke at jeg troede hun ville dø her om lidt, men jeg vidste jo ikke helt hvad der ville ske. Måske ville hun dø om lidt? Okay, nej.. Fokus Ashton. Maggie dør ikke. ''Okay alle sammen! Vi skal forbi, så flyt jer tak!'' Råbte jeg, så alle skulle høre det. Jeg kunne udmærket se forvirringen i deres blikke, og høre de fleste small talke om hvorfor jeg dog havde Maggie i mine arme. Men til min store overraskelse, dannede fansne på en eller anden måde en sti gennem dem, så vi kunne komme igennem. Mens vi gik igennem, kunne jeg se ambulancen der kom nærmere og blinkene der blændede mine øjne. Ambulancen dyttede og de fleste fans hoppede enten til siden, eller udbrød små skrig af forskrækkelse. Ambulance folkene gik straks igang med og finde en båre ud af ambulancen og kom rask gående hen mod os, hvorefter vi fik lagt Maggie trygt op på den. De to mænd der kom hen med båren, skyndte sig straks og vende om igen og hen til ambulancen, hvor der stod en dame. Calum og jeg fulgte frisk med og jeg sagde venligt hej til ambulance damen, mens de fik båren op i ambulancen med Maggie.

''Hej. Jeg er Christy, og jeg skal være hendes læge under køreturen og muligvis når vi kommer ind på hospitalet. Det kunne være rart med nogle navne?'' Sagde hun og trykkede min og derefter Calums hånd, og kiggede ventende på mig. ''Nårh, øhh ja. Hun er Maggie. Maggie Irwin'' Svarede jeg og hun skrev det ned på en slat papir, som hun havde med. Hun nikkede og kiggede så op igen. ''Og jer?'' Spurgte hun og klikkede på kuglepennen. ''Jeg er Ashton. Maggie's storebror. Det her er Calum og han er meget tæt ven, som jeg gerne vil have med hvis det er muligt'' Svarede jeg og kiggede på hende med et smil. Hun nikkede og skrev derefter vores navne ned. ''Tak for det, og selvfølgelig må Calum komme med'' Svarede hun og smilte, før hun trådte op i ambulancen. Jeg sukkede og kiggede på Calum, som der roligt lagde en hånd på min skulder. ''Hun skal nok klare det'' Sagde han trøstende og jeg sendte ham et opmuntrende smil. 

''Kommer i med eller hvad?'' Spurgte Christy fra døren til ambulancen af. ''Oh'' Sagde jeg og trådte ind i ambulancen sammen med Calum. Vi satte os på samme side af Maggie, og Christy lukkede døren til ambulancen, før hun selv satte sig og tog en pose med væske frem. 

Derefter kørte ambulancen med top hastighed mod hospitalet.

LUKE'S SYNSVINKEL!

Hvad der lige var sket, kunne jeg alligevel ikke tro. Maggie var faldet om, besvimet, og nu var de på vej til hospitalet i en ambulance. Jeg følte mig så skide dum. Mens Calum og Michael havde været nede på gulvet og hjulpet Maggie, så havde jeg bare sat mig i sofaen og kigget på. Også selvom det egentligt burde være mig der skulle sidde ved hendes side. Holde hendes hånd og fortælle hende, at alting nok skulle blive okay. Men jeg gjorde det ikke. Bare fordi at jeg var bange for, hvad Ashton ville sige. Hvorfor var jeg ikke bare ligeglad med ham for en gangs skyld? Hvorfor havde jeg ikke bare sat mig ned på gulvet og hjulpet? Oh god, hvor jeg følte mig dum og hjælpeløs.

''Hvad tænker du på?'' Spurgte Michael pludselig og afbrød min tankegang. Jeg sad med min ansigt begravet i mine hænder i sofaen. Ikke fordi jeg var ked af det, eller jo, jeg var selvfølgelig ked af, at Maggie nu faktisk var besvimet og måske kunne risikere og ligge i koma i lang tid, men jeg græd ikke. 

''Bare sådan lidt det hele'' Svarede jeg og sukkede tungt. Michael nikkede kort og satte sig ved siden af mig. Han kiggede mig i øjnene og lagde en hånd på min skulder før han sendte mig et smil. ''Hør, jeg ved ikke hvad der er sket mellem dig og Ashton her på det sidste, men nu spørger jeg bare, og så må du tage det som det kommer'' Svarede han og kiggede seriøst på mig. Jeg kiggede lidt væk, men vendte derefter mit blik over på ham igen. ''Okay'' Svarede jeg ligegyldigt. Michael kløede sig i håret og så derefter på mig igen. ''Hvad gjorde du egentligt galt, siden det blev sådan her?'' Spurgte han og jeg var ved og tåbe både næse og mund af ren og skær overraskelse. Hvad fanden bildte han sig ind og sige det? Jeg slog hidsigt en knytnæve ned på mit lår og kiggede vredt på Michael. 

''Prøv og hør her Michael. Det er allerede nok, at Ashton hader mig og tror jeg gør alting forkert, men nu dig! Seriøst? Hvorfor skal du nu også trodse mig? Jeg har ikke gjort en skid forkert, okay?'' Svarede jeg hidsigt og Michael kiggede overrasket på mig. Han tog forsvarligt hænderne op foran sit bryst, og kiggede bange for mig. Sikkert fordi jeg vrissede sådan. 

''Undskyld, jeg skulle ikke have spurgt. Skal vi ikke tage hjem til hotellet igen?'' Spurgte Michael og sendte mig et opmuntrende smil. Det var én af de gode ting ved Michael. Han prøvede altid og undgå konflikter, så derfor kørte han den ikke længere ud. Han kunne nok godt fornemme, at jeg ikke havde lyst til og snakke om den slags nu. Michael havde jo i lang tid vidst, at Maggie og jeg havde noget sammen, så derfor var han nok godt klar over at der her også chokerede mig. At hun bare lige pludselig lå bevidstløs på gulvet, dét chokerede mig. 

''Det er okay Mickey'' Svarede jeg og sukkede frustreret, mens jeg begravede mit ansigt i mine hænder. Det her var noget fucking lort. Jeg kunne mærke en hånd der blev lagt på min skulder og jeg kiggede op igen, og så at det var Michael. Han smilede kort før han rejste sig og greb bilnøglerne. 

''Hvaa, skal vi køre eller hvad?'' Spurgte Michael og gik hen til mig igen. Jeg nikkede kort og rejste mig. Idet jeg rejste mig lød et ordenligt 'goink' og jeg kiggede ned på gulvet. For helvede da. Min mobil lå med skærmen vendt mod gulvet, og jeg var bange for den var gået i stykker. Det ville godt nok ødelægge min dag endnu mere, end den allerede var. Jeg lukkede irriteret øjnene og åbnede dem så, for derefter at samle min mobil op igen. Jeg vendte den om, og uheldigvis for mig, så var skærmen totalt smadret. Jeg sukkede højlydt og rejste mig hidsigt op. For helvede. Michael kiggede på mig med et underligt blik, og jeg viste ham hurtigt min mobil. Han udstødte et 'oh' før han gjorde tegn til, at jeg skulle gå med til bagdøren af studiet. Vores privat chauffør kunne ikke køre os hjem igen, så vi havde fået nøglerne til bilen. Øh vent lige.. Den eneste af os alle der kunne køre bil.. Det var Ashton? Ej vel! Endnu mere for helvede. 

Jeg prak Michael hårdt på skulderen og han vendte sig irriteret om. ''Av! Hvad er der?'' Udbrød han og tog sig til skulderen. Jeg rullede kort øjne af ham. Tøsedreng. ''Har du glemt at ingen af os kan køre bil?'' Spurgte jeg og så spørgende på ham. Han lukkede kort øjnene og åbnede dem så igen, mens han bed sig i læben. ''Det har jeg glemt. Hvad fanden gør vi lige?'' Spurgte han og rodede hurtigt i sit hår, før han igen kiggede tilbage på mig med et snedigt blik. 

''Åh nej Michael. Det der kan umuligt være godt!'' Svarede jeg og så skræmt på ham. Man var efterhånden godt klar over, at Michael var delvis kreativ.. Dog lod han kreativiteten tage over en gang imellem. Og det var så der den gik galt.

*

''Okay alle sammen! Vi har brug for en af jeres hjælp!'' Råbte Michael højt, for at overdøve de mange skrig som der fløj gennem luften. Ja, Michael havde endnu en gang ladet sin kreativitet tage over, så han mente at vi bare kunne spørge fansne! Hold nu op, hvor jeg syntes det var latterligt, men vi havde ikke andet for. Hvad Michael ikke havde tænkt på, var at fans ville gøre alt muligt skørt, bare for og komme i nærheden af os. Måske ville de lyve angående om de kunne køre bil? For dem, så var det lige meget. Hvis de fik chancen for at møde os, så greb de den. Koste hvad det vil.

''Okay, vær søde og dæmp jer lidt! Så skal jeg nok fortælle hvad vi skal have hjælp til!'' Råbte han og de mange skrig og småsnakken forsvandt hurtigt, og alting blev stille. ''Okay. Ser i, vi skal bruge en der er over 18 og som har kørekort og kan køre os hjem til hotellet. Er der nogen her, som kan det!?'' Spurgte han ud til dem. De kiggede rundt på hinanden og begyndte og småsnakke, før der hurtigt blev rakt en hånd op i vejret nede bag ved. ''Jeg kan godt!'' Råbte hun, og Michael kiggede på mig. ''Tage chancen?'' Spurgte han og så afventende på mig. ''Tage chancen'' Svarede jeg og og prøvede og se, om jeg kunne se hende. Det var ret svært, for hun stod jo som sagt helt nede bagved, og der var efterhånden mange fans her ude. 

''Okay, vær søde og gør plads til hende!'' Råbte Michael, og fansne begyndte og flytte sig, så pigen kunne komme forbi. Hun kom op til os og hun smilte selvfølgelig stort, da hun stod ved siden af os. Michael sendte hende hurtigt et smil og råbte derefter ud til fansne igen. ''Det var alt! Vi har ret travlt og ville gerne få taget billeder med jer, men vi kan desværre ikke nå det! Men prøv og fang os på et andet tidspunkt, så lover vi at vi har tid!'' Råbte han og derefter var vi smuttet ind i studiet igen og havde sat afgang mod bagdøren sammen med pigen, som jeg endnu ikke vidste hvad hed.

Michael vendte sig mod hende, og kiggede hende i øjnene. ''Såå.. Det ville først og fremmest være rart at vide dit navn, og hvor gammel du er'' Sagde han, og pigen smilte stort.

''Mit navn er Kimberly og jeg er 19 år'' Svarede hun og vi nikkede begge to. Jeg tog mine arme ud til siden og trak hende ind i et kram. Det skulle hun have, når hun trods alt ville bruge sin tid på og hjælpe os. ''Tusind tak fordi du vil hjælpe os. Det betyder meget, men vi skal altså se og komme afsted nu'' Sagde jeg og gjorde et nik mod udgangen. Michael gav hurtigt Kimberly nøglerne og vi gik ud af døren. Michael havde allerede låst bilen op, så han satte sig ind på forsædet i bilen, og jeg satte mig ind bag i. Kimberly åbnede tøvende døren og bed sig i læben, mens hun kiggede ind på Michael. ''Er der meget langt?'' Spurgte hun nervøst. Michael trak lidt på skuldrene. ''Nej, 4 kilometer eller noget'' Svarede han og hun nikkede kort, og satte sig ind og lukkede bildøren. Hun fumlede lidt med nøglerne grundet at hun sikkert var nervøs, men tog en dyb indånding og satte nøglerne i, og fik startet bilen. Michael lænte sig over mod hende og sendte hende et smil. ''Bare tag det helt roligt'' Sagde han lavt og hun smilede kort til ham, før hun tog fat i gearstangen og begyndte og bakke bilen og vi kørte derefter mod hotellet.

Da vi havde kørt i lidt tid, var vi endelig nået frem, og Kimberly holdte pænt bilen ude foran hotellet. Jeg spændte hurtigt min sele op og steg ud af bilen, som Michael og Kimberly også gjorde. Michael strakte sig hurtigt og vi gik mod indgangen.

''Æhh, drenge? Er det ok jeg låner jeres toilet?'' Lød en stemme bag os, og jeg indså at vi næsten havde glemt Kimberly. Dumt, altså. Michael smilte hurtigt til hende. ''Selvfølgelig! Du kommer bare med'' Svarede han og lagde en arm om hendes skuldre, så hun begyndte og rødme. Jeg smilte for mig selv og rystede kort på hovedet. Tosser. Hvis jeg ikke var helt ved siden af, så var Michael snart allerede begyndt og flirte med hende. Typisk ham. Vi kom op til hotel døren og jeg låste den hurtigt op, da det var mig der havde nøglen. Kimberly kom straks flyvende ind forbi mig og stormede rundt i hele lejligheden, før hun kort spurgte: ''Hvor er toilettet?'' Jeg pegede i retningen af toilettet og se var hun væk igen. Jeg kiggede underligt på Michael, som også så noget mystisk ud i ansigtet. Jeg trak kort på skuldrene og gik derefter ind og smed mig i sofaen, hvor Michael der imod gik ud mod toilettet.

MICHAELS SYNSVINKEL!

Jeg gik ud mod toilettet og så, at døren var åben. Hvad skete der lige? Jeg bankede kort på den åbne dør uden og kigge ind, og kunne høre en svag mumlen. ''Kom ind'' Jeg trådte langsomt ind af dørkammen, og så til min store overraskelse Kimberly, der lå helt nede i toilettet med hovedet. Jeg skyndte mig og sætte mig hen ved siden af hende, og rakte hende noget papir hvorefter jeg roligt og blidt nussede hende på ryggen. ''Er du okay?'' Spurgte jeg og hun rystede på hovedet, før hun langsomt tog hovedet op og tørrede sig rundt om munden. Hun smed papiret i toilettet og rullede ud, hvorefter hun satte sig op af væggen ved siden af mig og sendte et smil.

''Jeg glemte vist og fortælle, at jeg meget nemt bliver køresyg'' Sagde hun og udstødte et lille grin. Jeg så på hende med mærkelige øjne, hvorefter jeg også selv grinte med.''Ja, det gjorde du vist'' Svarede jeg og fjernede en tot hår fra hendes ansigt. Hun var virkelig smuk, og samtidig virkede hun rigtig sød, selvom jeg ikke kendte hende. Hendes lange brune hår, de brune øjne og hendes flotte ansigtsform. Hun kiggede ned og jeg så hun rødmede en smule. Jeg lagde kort mine fingre under hendes hage, og fik hende til og kigge på mig. 

''For min skyld, må du gerne blive her et stykke tid. Vi bliver nok hængende her lidt tid'' Sagde jeg og hun nikkede. ''Hvorfor?'' Spurgte hun og jeg kiggede hurtigt ned i gulvet. Kunne jeg godt fortælle hende det med Maggie? Det kunne jeg vel godt? Jeg mener, hun vidste jo nok hvem Maggie var, så det gjorde vel ikke det helt store? Nej.

''Det er fordi at Maggie blev kørt af sted med ambulancen idag. Det ser ikke for godt ud'' Sagde jeg og hun kiggede overrasket på mig. ''Nå, var det hende i kom ud med idag? Det kunne jeg slet ikke se'' Svarede hun og jeg trak på skuldrene. ''Nej, men det var det'' Svarede jeg og rejste mig kort. ''Skal jeg hente en pille til dig?'' Spurgte jeg og så ned på hende. ''Ja tak, det må du meget gerne'' Svarede hun og jeg gik rask ud mod køkkenet. På vej gennem stuen kiggede jeg kort på Luke, som sad med sin mobil. På skærmen, var der et billede af Maggie, og jeg tror det var det han kiggede på. Det var selvfølgelig vildt synd for ham, at de ikke kunne være sammen, og jeg vidste han følte kæmpe skyld lige nu. Ærligt, så forstod jeg ham godt, men faktisk så forstod jeg ikke Ashton. Hvis jeg havde en søster og tog hende i at have sex med en af mine venner, så ville jeg faktisk bare grine lidt af det. Eller nu havde jeg jo så ikke en søster, men ja. Jeg ville derimod være taknemlig for, at jeg kendte hendes kæreste, og vidste han ville kunne passe godt på hende. Der ville selvfølgelig komme et break-up på et tidspunkt, men det skulle man bare se bort fra og se på det gode. 

________________________________________________

Arww!:') Der sker ting og sager mellem Michael og Kimberly huh? Hvad tror i der mere sker med dem? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...