Hvorfor mig...?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 jun. 2014
  • Opdateret: 10 jul. 2015
  • Status: Igang
Jaden er ikke så selvsikker som de andre piger i klassen. Hun er ikke ligeså høj, har ikke ligeså store bryster og er ikke ligeså rig. Udover det bliver hun også mobbet af sine såkaldte "vendeinder" Claire og Angelina.
Men hvad sker der når de får en ny og ret lækker vikar ved navn Anders? Er der slet ikke nogen der kan se igennem?

En novelle om venskab, mobning og kærlighed ved første blik.

17Likes
13Kommentarer
1465Visninger
AA

5. Sandhed

Jaden vågnede ved, at der var lyst på hendes værelse. Hun satte sig op og tog sin mobil frem. 6 ubesvarede opkald fra Claire… Hun førte sit blik op i øverste hjørne af hendes telefonskærm. Klokken var 9.16… 9.16, SHIT! 9.16! Hun skyndte sig op og hoppede i noget tilfældigt tøj. Kammen blev hurtigt hevet gennem håret, og hun greb et stykke tyggegumme i farten, mod sin morgenånde. Så løb hun ud til hendes cykel. Hun trak en hjelm over hovedet og cyklede af sted så hurtigt hun kunne.
Da Jaden nærmede sig skolen stod hun af cyklen. Hun gemte hendes cykelhjelm et bestemt sted i hækken, der hvor hun gemte den hver morgen. Så krusede hun sit hår lidt op og cyklede videre.

Hun løb op af trapperne, og ankom forpustet til klasseværelset. Forsigtigt tog hun i håndtaget og løftede ikke hendes blik fra gulvet. ”Undskyld jeg kommer for sent” fik hun mumlet, før hun satte sig ned på sin plads vedsiden af Claire. hun fik fint hængt sin taske bag på stolen og taget sine bøger op. ”Hvorfor kommer du for sent?!” Hviskede Claire fornærmet til Jaden, ”jeg har ringet til dig 100 gange” fortsatte hun. ”Jeg sov over mig” mumlede Jaden. Claire gav hende hurtigt et lille slag på halsen. Det gjorde egentlig ikke ondt, men som man siger, det er tanken der tæller. Vikaren fra dagen før kiggede ned på dem kom med et kort ”shhhh”. Claire vendte sit blik mod ham. ”Vi skal nok tie stille Anders” sagde hun, som om hun var meget stolt over at kende hans navn, mens hun legede med en tot hår.

Jaden kiggede bare ned i bordet og nikkede.

 

Timen gik hurtigt. Jaden koncentrerede sig om det ark, de havde fået, og prøvede så godt hun kunne at ignorere Claire der sad og skrev efter. Da de havde afleveret deres ark, sad de bare og ventede på at få frikvarteret. Jaden frygtede det, mens Claire sikkert sad og glædede sig til at torturere hende.
Hver dag gik Claire længere og længere ud. I forgårs var hun gået så langt som at ’komme til’ at spilde vand ned over Jadens bukser. Det havde være frygtelig pinligt.

Jadens tanker blev afbrudt af klokken der ringede. Claire skubbede ivrigt for at komme ud. Angelina gik hen til dem. ”Vil i med ud på græsset?” Spurgte hun. Jaden vidste godt at det var kode for, om de ville med ned i brugsen. Selvom man ikke måtte, plejede de at købe alkohol. De vidste godt, at man kunne blive smidt ud af skolen for det. De ville sikkert bare give Jaden skylden hvis de blev taget og så selv blive på skolen. Det ville vel også være rimeligt nok, hun var jo den mindre vigtige.

Claire nikkede. ”Har du penge med søde?” sagde hun og kiggede på Jaden. Jaden rystede på hovedet. Clarie kiggede på hende med en sur mine og vendte sig så om til Angelina. ”Har DU så penge med?” Spurgte hun. Angelina kiggede over på Jaden, så ned i jorden, og til sidt nikkede hun svagt. ”Godt så! Du betaler”, konstaterede Claire. Hun tog Jaden under den ene arm, Angelina under den anden, og marcherede så over mod døren.

Da de nåede døråbningen, hørte de Anders stemme i baggrunden. ”Jaden og Claire, i bliver her…” sagde han. Jaden kiggede sig nervøst tilbage. Claire rev sig fri fra deres arme og satte sig lydigt ned på stolen foran katederet. Jaden fulgte forsigtigt efter. Anders hev hendes og Claires matematik-ark fra sidste time frem. Jaden så usikker ud, mest fordi hun var nervøs for, om Claire ville blive opdaget, og hun ville få tæsk bagefter. Måske at han ville opdage, der var noget der ikke passede.
Claire var derimod god til at holde facaden. Hun smilede selvsikkert og flirtende til Anders. ”Jeg har bemærket, at i to har lavet præcis den samme fejl”, sagde han og pegede på arket, der hvor de begge havde skrevet 1, så streget det over, og skrevet 3. Det var tydeligt at se, at en af os havde kopieret den andens. Der var et par sekunders stilhed, før Claire kiggede måbende på mig. ”Jeg troede vi aftalte, at du ikke skulle kopiere mere?!” udbrød Claire. Jaden kiggede bare ned i bordet, for bange til at sige hende imod. Anders kiggede bebrejdende på hende, mens claires blik skar imellem hende. 

Hun bevægede nervøst læberne, men ordene kunne ikke komme ud ad hendes mund. Hun kiggede op på Claire og nikkede. Det var for svært at svare, klumpen i hendes hals var for stor. Anders blik ændrede sig. Han nikkede og kiggede på Claire. ”Du må godt gå nu, jeg skal lige have et ord med Jaden alene”. Claire rejste sig fra stolen og sendte Jaden et tilfreds smil, inden hun smækkede døren bag sig. Jadens hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Hendes håndflader var svedige, og hun rødmede i kinderne.

 

Anders rettede igen sit blik mod hende. Der var 20 sekunders stilhed. ”Er det rigtigt?” spurgte han så. ”Er det rigtigt at du kopiere fra hende?”. Jaden fjernede ikke sit blik fra bordet. Hun kunne ikke svare, hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Tårerne strømmede op i hendes øjne, og hun kæmpede for at holde dem tilbage. Anders kiggede kort væk fra hende. Så hen på hende igen. ”Jeg synes, at du skal sige sandheden. Men du m selv bestemme”, sagde han nu, med en lidt hårdere stemme. Jaden bed sig i læben. Hun kiggede op på ham og nikkede. Hans ansigtsudtryk ændrede sig nu fra et strengt udtryk, til et mere medlindenhedsfyldt.

Jaden vippede lidt med benene, skubbede stolen ud og rejste sig op. Hun vendte sig hen mod døren. På en måde håbede hun på, at han ville stoppe hende, og på en måde ville hun bare gerne væk. ”Jaden” lød det fra ham. ”Sæt dig ned igen”. Hans stemme var denne gang blød men stadig bestemt. Hun stod et lidt og tænkte, før hun satte sig ned igen. Hun kiggede ham nu for første gang i øjnene, men fjernede hurtigt blikket ned i bordet igen. Hun kunne ikke holde det tilbage mere. Tårerne strømmede lydløst ud. Alle de tårer hun havde holdt tilbage kom ud. Det var en varm men alligevel ubehagelig fornemmelse. Ligesom om, noget løsnede op inde i hende.
Lige nu ville hun helst bare være alene. Hun ville ønske hun var gået før. Hvis hun kunne, ville hun trække det hele tilbage. Bare hun var ligeså god til at holde en facade som Claire. Hvis nu hun bare kunne smile. Lade som ingenting.

Anders rakte ud efter hende og lagde blidt sin hånd på hendes skulder. Ingen sagde noget. Efter noget tid udstødte han et lille suk. ”Jaden, kan du ikke fortælle mig hvad der foregår?” spurgte han forsigtigt, mens han rullede sin stol om ved siden af hendes. Han lagde armen rundt om hendes ryg. Jaden kiggede stadig ned i bordet. ”Det er hende der kopiere fra mig” mumlede hun hurtigt. Hun fortrød straks ordene, og håbede på han ikke hørte det. ”Hvad?” sagde han, selvom han rent faktisk havde fået fat i, hvad hun sagde. Endnu et øjebliks stilhed. ”Hvorfor siger hun, at så du gør det?” spurgte han.

Jaden kom ikke med noget svar. Han rømmede sig og fortsatte. ”Jeg vil vide hvad der sker, lige nu!” Denne gang med en mere bestemt tone. Jaden bed sig kort i læben. ”J-jeg ved det ikke” fik hun med besvær fremstammet. Anders rettede hendes ansigt op, så hun kiggede på ham. ”Gør hun andre ting?” spurgte han så. Hans stemme var nu blevet blød igen. Jaden nikkede. ”Som hvad?” spurgte han igen. Hun prøvede at forme nogle ord, men det endte bare ud i en svag hulken. ”Vil du hellere tale med en anden lære om det eller…? Jeg kan godt hente en anden til dig hvis det er?” sagde han nu, lidt forvirret. Som om han ikke helt vidste hvad han skulle gøre. Hun forstod nu, at der ikke var nogen vej udenom. Hun kunne ikke bare løbe væk. Hun kunne ikke gå og sige hun ikke ville tale om det. ”De stjæler” sagde hun svagt, men rettede det hurtigt til et ”vi stjæler” og rettede det derefter til et ”jeg stjæler”. ”Hvem stjæler?” spurgte Anders alvorligt. ”De siger jeg skal… eller…. hun siger jeg skal”, sagde Jaden. ”Claire?” spurgte Anders. Hun nikkede. ”Og hvem mere” spurgte han. ”Angelina” svarede hun. ”Men det er ikke sådan… det er bare svært at forklare, eller…” sagde Jaden med en hæs stemme. Klumpen i halsen stoppede hende. Hun ville ikke græde mere, hun ville ikke noget mere. Hun havde lyst til at skrige og råbe, hvorfor folk ikke kunne fatte det i deres hjerner, men hun kunne ikke. Hun var for svag. 
Claire ville havde gjort det. Claire kunne have gjort det. For hun var ikke en grim svag pige som Jaden selv! En lav hulken lød fra Jaden. Hun kunne ikke længere selv kontrollere det. Tårerne triller ned ad kinderne på hende. Anders arm begynder at bevæge sig, og ae hende forsigtigt på ryggen. ”Jeg ved godt hvad du mener” sagde han.
 

Pludselig bankede det på døren. Anders kiggede på hende, med et lille glimt af panik i øjnene. Han rejste sig op og gik hen og åbnede døren. ”Hej” lød en kvindelig stemme fra døren. ”Hejsa” sagde han og smilede oprigtigt til damen udenfor. Jaden kunne høre på stemmen at det var Anja. C klassens lærer.

Anja prøvede ihærdigt at få et glimt af hvem der sad inde bag døren, mens Anders prøvede at dække så godt så muligt. ”Jeg ville bare lige se hvor du var, der er jo møde nu” sagde hun. Anders nikkede, ”jeg kommer lige om lidt” sagde han. Anja vendte sig og lukkede døren. Anders gik tilbage til Jaden. ”Jeg skal til møde” sagde han. ”Jeg taler med en anden lære om det, en som kender jer lidt bedre, og så finder vi ud af det, okay?” fortsatte han. Jaden nikkede. Han tog fat i hendes hånd og hjalp hende op at stå igen. Så tørrede han blidt hendes øjne. Hans arm endte bag hendes skulder, hvorefter han førte hende ud af døren og sendte hende så et lille håbefuldt smil, inden han forsvandt ind bag lærerværelsets dør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...