Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14656Visninger
AA

22. Vinterfest

Kapitel 21

Vinterfest

 

~·~·~

Det var lang tid siden, at Vladimir havde set så meget lys på én gang. Det spredte sig ud på himmelhvælvingen til mørket flåede de slanke snore op, og lod gnister falde til jorden. Centerpladsen duftede svagt af mad fra de små lejligheder, og den tykke stank af ild overtog hvert et brag. Ved hans ene side stod Vladena og kiggede spændt op på himlen. Igennem de alt for store beskyttelsesbriller så han, at hendes øjne afspejlede guldregnen. Hendes hænder var svagt foldede og der lød konstante klap fra menneskerne rundt omkring.

Sådan her var vinterfesten, og sådan her var årets smukkeste og mest velsete højtidelighed.

Han havde ikke set Zakhar eller nogen fra slænget siden episoden med Natalya. Selvom de stod tæt på baren, var der ingen kendte skikkelser at spotte. Han tænkte, at de måske ville komme senere, også selvom det så allerede ville være januar. Og måske var der en mening med, at han skulle være tilstede med familien og fejre aftenen med dem.

”Kig nu!” råbte Vladena, der greb fat om Vladimirs arm, i det et kæmpe fyrværkeri skreg himlen til farver.

”Jeg så det ikke,” drillede Vladimir med en ironisk undertone. Vladena kiggede overrasket på ham, og han puffede til hende. ”Hvordan ville man kunne undgå at se den?”

”Det kunne jo være, du var blevet blind.”

Han trak hende ind til sig, uden at svare. I starten prøvede hun at kæmpe sig ud af hans arme, men gav til sidst efter. Klavdiya stod nogle meter væk og snakkede med en ældre dame. Hun grinte og Vladimir kunne se, at hun var ved at forklare noget, med hendes store armbevægelser. Hun havde taget en koboltblå nederdel på og hendes hår var i dagens anledning flettet.

”Hvad ønsker du dig allermest i det nye år?” lød en stemme bag Vladimir. Han vendte sig om, og stødte ind i en sort jakke. Det var Anzhelika, der så smukkere ud end aldrig før, med hendes hår, der krøllede og et par læber, der skinnede. Han begyndte at grine, da han kom i tanke om hende og Boris. Det var godt for dem, tænkte Vladimir. At de kunne dele kærlighed med hinanden. ”Hvad griner du af?” spurgte hun så, og hævede sit ene øjenbryn.

Vladimir rystede på hovedet, for at få sit grin til at gå væk. ”Jeg ved det ikke. Jeg er bare glad.”

”Er du?” spurgte hun, og så næsten helt overrasket ud.

”Ja. Er du da ikke?”

”Jo,” nikkede hun. ”Jeg er såmænd meget glad.”

Han trak hende ind under sin ledige arm, så hun kunne have et bedre udsyn til det hvide vintertræ og fyrværkeriet. ”Jeg hører rygter om dig og Boris,” fnes han, og bed sig selv i læben, for ikke at miste sit seriøse udtryk. ”Jeg må indrømme, at jeg ikke havde set den komme.”

Hun lo, og prøvede at fjerne en lok af sit hår, med hendes store pels luffer. ”Han viste sig for, at være den person, jeg altid havde ledt efter, og som altid har været ved siden af mig,” smilte hun, og betragtede himlen.

Vladimir prøvede ikke at få ondt af sig selv. Selvom han nok aldrig havde elsket hende på den måde, så var de stadig kærester dengang. Men han vidste også, at Boris var et godt menneske, så han kunne ikke være bekendt, at føle på den måde.

”Elsker du ham?” spurgte han så.

”Selvfølgelig gør jeg det,” lo hun. ”Hvad tror du om mig?”

”Jeg ved ikke…”, mumlede Vladimir, og trak på skuldrene.

”Hvad med dig? Har du fundet dig en ny pige?”

Vladena kiggede op på Anzhelika og rystede på hovedet. ”Nej, for så ville han have fortalt mig det.”

”Det er rigtigt,” nikkede Vladimir. Han forstillede sig kort, hvor godt det ville være, hvis Yulian stod og betragtede fyrværkeriet med ham i stedet for Anzhelika. Han smilede til hende. ”Og nej. Jeg har ikke fundet en ny pige,” svarede han helt uden at lyve.

Anzhelika bed sig i læben. ”Det troede jeg ellers…”

”Gjorde du?”

”Ja. Siden jeg ikke har hørt fra dig, må det jo være på grund af en ny pige!”

”Gid det bare var så let,” svarede Vladimir, og lod sin hånd om Anzhelika glide væk.

”Hvad mener du?”

Vladimir kiggede ned i jorden og prøvede at finde et mønster linjen mellem asfalten og græsplænen. Han rystede derefter på hovedet, inden han ville lukke dumme ord ud. ”Ikke noget. Jeg tror bare, jeg er træt.”

Og det næste Vladimir lagde mærke til, var det nye år, der kom snigende og lod en jublen sprede sig blandt befolkningen. 

"Jeg håber, det nye år vil bringe dig lykke!" lo Anzhelika og skød hænderne i vejret. "Jeg håber, det nye år vil blive uforglemmeligt." Hun løb ud på græsplænen og begav sig til at danse. Hendes figursyede jakke fremhævede hendes hofter, der vuggede frem og tilbage i takt til klap og sang. Vladimir kunne ikke lade være med at grine højlydt af den måde, hun så ud til at nyde sin egen dans mere end fyrværkeriet. 

"Kom Vladimir! Dans med mig!" sang hun og prøvede at vifte ham ud på plænen. Vladimir rystede på hovedet, og gav tegn til, at han ikke havde lyst. Men selvfølgelig tog Anzhelika ikke imod et nej. 

"Jeg er ikke den bedste danser," råbte han til hende, for at overdøve menneskelarmen. 

"Nej, det ved jeg da godt." Hun grinte, og hendes lange ben bevægede sig intenst over det fugtige græs. Fyrværkeriet gav hendes hår en farverig glans. Hun havde aldrig set så godt ud. 

"Dans med hende," insisterede Vladena, der kiggede op på Vladimir. "Jeg forstår ikke, hvorfor I slog op, når I tydeligvis er helt paf for hinanden." 

Vladimir lo. Han lo alle de ord, som han ville ønske, at han kunne komme ud med. Men hvad betød ord også, når det nye år lige var startet? Det var nu, at han skulle dumme sig, og have et helt år til at gøre det godt igen. Det var nu, at han skulle leve. I stedet for at svare, dansede han ud på plænen og tog Anzhelika i hænderne. Han fik kort øjenkontakt med Klavdiya, der fulgte hans trin med munden bag en flaske vodka. 

 

Boris var den første, der kom, og tog over Vladimirs dans med Anzhelika. Så let som ingen ting, sneg han sig ind imellem dem, og skubbede Vladimir væk. Helt uden at kigge på ham. De gik med det samme igang med at kysse, og han knugede hende ind til sig. Vladimir lagde mærke til, at han var blevet mere bred, for Anzhelika forsvandt hurtigt bag hans skuldre. 

"Det er et nyt år, så hvorfor danser du ikke?" spurgte Natalya, der uden Vladimir havde lagt mærke til det, pludselig stod ved siden af ham. 

Vladimir trak på skuldrene og kiggede på Natalyas hår, der var farvet mørkt. "Jeg står bare og kigger på Boris og Anzhelika... Er det bare mig, eller har hun ikke forandret sig helt vildt meget?" 

"Jo, hun har forandret sig meget. Men det virker til at hun har det godt."

"Har du ikke snakket med hende siden sidst?" spurgte Vladimir. 

Natalya kiggede op på himlen med et fjernt blik. "Næh." Hun rystede på hovedet. "Vores gruppe er blevet splittet helt op, siden du forsvandt fra os. Eller, ikke siden du forsvandt, men du ved... Det er nok bare gået op for os, at vi alle skal videre nu i hver vores retning." 

"Vi kan jo ikke blive ved med at være i samme alder. Før eller siden skal vi opbygge et liv og leve op til folks forventninger. Det er svært at gøre på en bar klokken to om natten på en mandag." 

Natalya lo. "Du har så meget ret. Alle de forventninger... Hvad med dig og Yulian?" spurgte hun, som et ondt emneskift.

"Han er på arbejde lige nu. Der er vidst nok meget travlt," svarede Vladimir, uden rigtig at svare på hendes spørgsmål. 

"Men går det godt med jer?"

Vladimir nikkede. "Ja, det går godt." Han prøvede at lade tonen falde hårdt, så hun ikke ville spørge mere ind til ham. Han kiggede kort rundt og så, at Anzhelika og Boris var væk. Hele pladsen var fyldt op med mennesker, og der duftede stærkt af spiritus og røg. Af en eller anden grund, var det en rar duft. Måske fordi den passede til øjeblikket. "Har du hørt noget til Zakhar?" spurgte Vladimir, og prøvede ikke at udtale ordet med rædsel. 

"Nej, overhovedet ikke. Han har været væk næsten hele december." 

"Er du bange for at møde ham igen?"

"Det ved jeg ikke."

Vladimir svarede ikke, men trak hende ind til et kram. "Jeg kan godt lide dit hår," hviskede han i stedet. 

"Tak," svarede hun.

Krammet blev afbrudt af Vladena, der trak hårdt i Vladimirs ærme. Hendes øjne var opspilede og ansigt kridhvidt. "Mor er væk," peb hun. 

"Hvad mener du med væk?" spurgte Vladimir og rynkede med brynene. 

"Hun er væk! Jeg har holdt øje med hende hele aftenen, men pludselig forsvandt hun." Vladimir mærkede et stik af dårlig samvittighed. Det burde ikke være Vladenas job at holde øje med deres mor. Det burde ikke være nogens job, bortset fra hende selv. Han kiggede rundt, for at spotte en fletning og en flaske vodka. Der var mennesker over det hele, så det var forståeligt at hun var forsvundet ind i mængden. 

"Vladena, hør... Du skal ikke holde øje med mor. Det er seriøst ikke din pligt, forstår du? Desuden er der folk over det hele! Hun er nok forsvundet bag en mand eller en dame." Han tog fat i Vladena og aede kort hendes fersken kinder. "Mor har det fint."  

Hun nikkede svagt. "Du har nok ret... Men jeg vil altså gerne hjem nu." 

"Så lad os tage hjem."

Han tog sin lillesøster i hånden og gik væk fra larmen. Natalya fulgte et stykke af vejen, og sagde kort farvel til dem begge ved et vejkryds. 

~·~·~

Derhjemme lå Klavdiya i hendes seng med mascara under øjnene, beskidte støvler og resterne fra hendes vodka. Hendes vejrtrækning var fyldig og Vladimir tog sig selv i at kigge på hende. Noget i ham var glad for, at hverken ham eller sin søster lignede hende. Hverken af udseende eller personlighed. Noget i ham fortalte, at han let kunne blive den person på sengen med en stram, koboltblå nederdel og hullede strømpebukser.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...