Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14656Visninger
AA

25. Tiden

Kapitel 24

Tiden

~·~·~

 

Klokken var fem, da Vladimir første gang kiggede på klokken. Næste gang var den halv syv.

Uret lignede sig selv med de slanke arme og den runde krop. Det var nok mest lyset på værelset, der havde forandret sig, og Vladimir tog sig selv i at acceptere det. Tiden var hans største fjende. 

Og nu var den ved at løbe fra ham. 

Vladena sov stadig tungt med hendes lyserøde natkjole over sig. Hendes lange hår lå ned over ansigtet, og Vladimir kyssede hendes pande, inden han rejste sig op. 

Det havde været den længste nat, han overhovedet kunne huske. Klokken var fire før han faldt i søvn, og det var først nu, det gik op for ham, at han burde have gjort mere for at få fat i penge i løbet af nattetimerne. På gulvet ved siden af hans cowboybukser, lå de penge, han havde tjent aftenen før. Og der lå stadig under en tiendedel af de syvtusinde, han skulle aflevere senere samme dag. 

"Øv," mumlede han for sig selv, inden han traskede ud i køkkenet, for at spise rester af æggene fra aftensmaden. Der var helt stille i huset, så Vladimir spiste sin mad og nød roen. Han havde en fyldig tinnitus og en kvalme, der langsomt havde overtaget sin krop i løbet af natten. De var bygget på tanker, der var bygget af andre tanker, og var blevet til noget helt tredje. 

Han prøvede på ikke at tænke for meget på Yulian. Eller Natalya. Eller noget af alt det andet, der havde holdt ham vågen. Vladimir gned sig i øjnene og prøvede på at spise sine æg foran ham, også selvom det gav ham mere kvalme. Han endte med at smide gaflen ned på tallerkenen, og sætte sig tilbage i stolelænet med armene over kors. 

Klavdiya traskede ud i køkkenet med tunge skridt. "Har du spist alle æggene?" spurgte hun gnavent. 

Vladimir rystede på hovedet. "Nej, tag du bare resten." 

Klavdiya havde en blodrød natkjole på. Hendes hår var filtret og uredt. Sådan havde hun set ud i fire dage efterhånden. Hun smed sig ned på stolen, og begyndte at spise fra Vladimirs tallerken. Der hang en tung stank af sprut over hende, hvilket bestemt ikke hjalp på Vladimirs trang til at kaste op. 

"Du ligner noget, der er løgn," angav hun, uden at kigge på ham. Hendes arbejderhænder kørte rundt i æggene, i en cirkel der aldrig ville tage ende. 

"Tak."

"Jeg håber ikke, du er syg. For du skal passe din søster i aften."

Vladimir rystede på hovedet, og kørte sine fingre igennem sit hår, der efterhånden var ved at gro helt ud igen. "Nej, jeg er ikke syg."

"Godt så."

"Hvad skal du da?" spurgte Vladimir.

Inde bag hendes trætte øjne, spottede Vladimir en gnist af noget glæde. En lille gnist der i kort tid lyste hendes ansigt op, og fjernede opmærksomheden fra alt det ødelagte på hende. 

"Jeg skal mødes med en gammel ven," svarede hun, og trak på skuldrene. "Jeg har ikke set ham i lang tid."

"Ham?" Var det en date, hans mor skulle på? Vladimir kneb øjnene sammen. "Er det en, jeg kender?"

"Jeg tror ikke, du kan huske ham. Men du har mødt ham før... Engang da du var helt lille..." Hun smilede kort, og Vladimir kunne se på hende, at hun prøvede at anstrenge sig for ikke at lade det tage overhånd. Man skulle tro, hun var bange for at vise sine tænder. 

"Det lyder da godt. Hvornår tager du så afsted?" spurgte Vladimir, og håbede på, at det ikke var klokken fem, hvor han skulle mødes med Natalya. 

"Klokken fem," svarede hun. 

Vladimir havde en trang til at rulle med øjnene af irritation. Men han vidste også godt, at han ikke kunne svare sin mor igen. Vladena var heldigvis gammel nok til at blive hjemme alene i en halv time. 

"Okay."

"Super!" Hun klappede kort i hænderne og rejste sig fra bordet. "Så regner jeg med, at du ikke forlader Vladena, for at tage til en eller anden fest." 

"Det gør jeg ikke," svarede han. 

Vladimir vaskede sin tallerken op, og tændte for radioen. Han trippede kort til musikken, der prøvede at få ham til at danse, men det fangede ham ikke rigtigt. Han havde for travlt med at tænke på hvordan dagen ville udvikle sig. Om han vil gå i seng lettet, eller gå i seng med en knude i halsen. Himlen gav ham heller ingen tegn, for Vladimir stødte kun på lette skyer, der travede lydløst over en grå baggrund. Han besluttede sig for at gå en tur for at få tankerne klaret op. Måske himlen ville gøre det sammen med ham.

Han hev fat i sin mobil på værelset, og strøg Vladena over håret. Hun havde ikke rykket sig hele natten, og hendes åndedræt indebar en stille brummen. 

Der var ikke ligeså koldt udenfor, som der var for bare en uge siden. Den ulidelige kulde havde på en måde aftaget, og selvom det stadig var koldt, var det til at holde ud. Vladimirs vinterstøvler larmede så meget på de forladte gader, at han gik ind på græsset for at falde i med stilheden. 

Han mærkede sin mobil brumme i lommen. Da han trak den frem, så han en besked fra Yulian, lyse dagen op.

Hey! Bliv hvor du er! Jeg kan se dig!

Vladimir kiggede forvirret omkring sig med sammenknebne øjne. I syne så han en løbende mand. Da manden kom tættere på, var Vladimir sikker på, at han kunne se det mørke, tykke hår rive sig løs i vinden. Han holdte i et kort sekund vejret, da han hørte sit navn blive råbt. 

”Vladimir!” udstødte Yulian forpustet, og placerede sine håndflader på sine sitrende knæ. Det var altså ham. "Hvor sjovt... Jeg var på vej hjem til dig!" 

Vladimir kunne ikke stoppe sit smil for at bredde sig. "Hvorfor? Jeg mener... Det er dejligt, men hvorfor løber du?"

Yulian lo og strakte hænderne i vejret. ”Jeg… Jeg har pengene!”

”Pengene?”

”Ja, pengene!”

Yulians blik var intenst, og i en kort bevægelse hev han en pose op ad sin lomme.

”Kom.”

”Hvor skal vi hen?” spurgte Vladimir forvirret, der i det ene øjeblik havde tænkt på en flugtmulighed, til at Yulian pludselig stod der som en redningsmand.

”Jeg kan da ikke give dig pengene på gaden. Vi tager hjem til dig.”

Vladimir kneb sine bryn sammen, og fulgte hastigt efter Yulians lange skridt. ”Men hvordan har du fået fat på dem?”

”Det er en lang historie,” fortalte han, og hev efter vejret.

”Hvorfor skynder du dig så meget? Vi har hele eftermiddagen til at jeg skal mødes med hende.”

”Fordi…”

”Yulian!” råbte Vladimir, og hev fat om hans arm. ”Hvorfor opfører du dig så mærkeligt?”

”Jeg kan ikke snakke om det,” mumlede han, og hev sig fri fra Vladimirs hårde greb. ”Når vi kommer hjem, okay?”

”Når vi kommer hjem?” Vladimir kunne nemt gå i Yulians tempo, selvom Yulians egen vejrtrækning var fyldig og upræcis.

”Jeg er lidt bekymret…” Der havde altid været noget mystisk over Yulian, men selvom han ikke var nem at læse, følte Vladimir sig altid tryg omkring ham. Undtagen nu, hvor hans vildskab i øjnene fik selv det farligste dyr til at blive forskrækket.

”Det er der ingen grund til,” sagde Yulian, og begyndte at løbe.

”Hvorfor løber du?” gryntede Vladimir og satte gang i sine egne fødder.

”Hvorfor spørger du?”

”Fordi jeg stræber efter et svar!”

Yulian kiggede over sin skulder. ”Hvis du nu stoppede med at spørge, ville jeg måske give dig et svar.”

”Ugh,” sukkede Vladimir.

 

Yulian var et geni, når det handlede om at snige sig ind i andre folks hjem, uden at sige så meget som en lyd. Ikke engang en gulvsprække ville brokke sig, når hans elegante fødder dansede hen over dem. Klavdiya var i gang med at finde tøj til sin date, og hele gulvet i køkkenet var dækket til af farverige bluser. Nogle af dem havde Vladimir ikke set siden tiden med sin far.

Yulian listede hen over gulvet i gangen, og åbnede stille døren ind til Vladimirs værelse. Ligeså snart at de begge var indenfor, lukkede han den i, og smed sig lettet på sengen.

”Føj, det her er nervepirrende!” gispede han.

”At skulle gemme sig for min mor?”

Yulian rystede på hovedet. ”Nej, at skulle løbe på adrenalin. Det er mange år siden, jeg sidst har prøvet det!”

”Adrenalin?” Vladimir trak på sit ene øjenbryn. ”Har du gjort noget slemt?”

”Det kommer vel an på hvilken synsvinkel man ser det fra,” svarede han, og kørte stille sine fingre over plastikposen.

”Forklar mig det fra modstanderens synsvinkel,” hviskede Vladimir i troen om at høje ord ville afsløre en uvis sandhed.

”Jeg har taget tretusinde fra baren. Min chef fablede om at der var et stort overskud, så jeg tænkte, at jeg nok godt kunne låne lidt. Så nej, jeg har ikke stjålet. Jeg har bare lånt penge til en uge uden blå mærker.” Han kiggede insisterende på Vladimir, og noget i hans blik tiggede ham om at ville forstå. Vladimir selv åndede stille ud, og lod sine øjne hvile på den person, der var godheden selv, men som også indebar noget syndigt. Yulian var bare et menneske.

”Altså,” mumlede Vladimir, ”det var jo min ide i første omgang, at man kunne… låne… fra andre. Men hvad fik dig til at ombestemme dig?”

”Du fik mig til at ombestemme mig. Enten det her, eller at jeg ville blive nødt til aldrig at se dig igen. Det er skræmmende, hvad mennesker vil gøre for det, de vil have, ikke?” 

Vladimir havde svært ved at tale, så han nikkede bare svagt. De havde pengene nu. Også selvom det var forkert, at gøre det på den måde, så var de i sikkerhed. Der var intet der kunne komme i vejen for dem nu.

"Nu skal vi bare have pengene tjent ind," mumlede Yulian. "Og det skal være meget snart. Inden min chef opdager det." 

Okay, næsten intet kunne komme i vejen.

"Hvordan gør vi det?" 

Yulian klappede på det ternede sengetøj, der for nyligt var lagt ud over Vladimirs plettede dyne. "For at være ærlig, så ved jeg det ikke. Men du kan starte med at komme her og ligge lidt med mig?"

Vladimir smilede, og klatrede over til Yulian, for at lægge sine arme om ham. Hans løvemanke duftede af citrus, og hans øjne havde aldrig været så gyldne og bestemte som nu. Vladimir havde aldrig været så sikker.

 

~·~·~

 

Klokken fem stod Vladimir og trippede usikkert foran baren. Hans hånd lå i lommen og knugede sig om den efterhånden svedige plastikpose med penge i. Himlen var fri for skyer, og det var lang tid siden, at naturen havde været med ham. 

Der gik lidt til før Natalya kom gående imod ham. Hun havde selv sine hænder i lommerne og trak på skuldrene. 

"Jeg håber for dig, at du har dem?" 

Vladimir nikkede og klemte for sidste gang om posen, inden han trak den op ad lommen. Natalya rakte sin slanke hånd frem, og posen gav en utilfreds lyd fra sig, da den gav slip fra Vladimir.

Hun sagde ikke noget. Hendes hår sad i en stram knold, og hendes læber var malet med en skinnede lipgloss. Hendes blik vandrede ned i posen, hvor hun kiggede overrasket på sedlerne. De slanke fingre begav sig til at tælle pengene, til et tilfreds smil overtog hendes nervøse øjne. Hun havde aldrig set så sikker ud med posen i hånden, og da hun gik væk, klappede jorden af hende. 

Natalya havde hverken tabt eller vundet, for hun fik hvad hun ville have. Men noget ved hendes skridt fortalte Vladimir, at hun bestemt ikke var færdig med at lege.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...