Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14721Visninger
AA

2. Pigen og bartenderen

Kapitel 1
Pigen og bartenderen

~·~·~

 

Spejlet viste Anzhelikas bare krop, hendes gyldne våde hår der klistrede sig fast om hendes hals. Det viste solen kaste hede stråler ind på værelset, små fnug af støv danse rundt i luften og fugle uden for vinduet. Det viste tøj, der var smidt ud over gulvet, en gammel CD-afspiller, der vidst nok spillede endnu et af de nye hits. Spejlet viste sandheden.

Sandheden som Vladimir var utrolig glad for. Det var forår, maj måned, og der var så mange ting, der skulle ses til. Sommeren var rundt om hjørnet, og den havde som altid en masse fester bærende på dens blomstrende ærmer. Eksaminer skulle der også ses til. Nogle fag skulle dumpes og andre bestås. Han havde fået ret gode karakterer i matematik, og det nød hans mor med et par ekstra dråber vodka i hendes solbærjuice. Anzhelika kom over et par gange om ugen, for at forlade Vladimir med uglet hår og lyserøde mærker af læbestift ned ad halsen. I skolen sad de sammen i kantinen, og forlod først hinanden efter et kys med alle elever som tilskuere. De fleste drenge sultede efter Anzhelika, men Vladimir holdte fast om hende og pustede folks forventninger væk med ét enkelt blik. Som sagt var Vladimir utrolig glad for sandheden om sit liv.

Anzhelika bøjede sig ned og kørte stille sine læber over Vladimirs kæbe.
 ”Hvornår skulle du op til din samfundsfagseksamen?” spurgte hun i en rolig tone, og mødte Vladimirs øjne for første gang den dag. Det gyldne skær i rummet var forsvundet, og der hang nu en blålig tone hen over hendes ansigt.

”I morgen,” svarede han, og kiggede op på skemaet, der hang på natbordet. Fem eksaminer tilbage og så bød livet på ferie. Intet gymnasium at vende tilbage til efter og heller ingen fremtidsplaner. Det var vel også fint nok. For nu i det mindste.

”Så har du vel meget at skulle forberede?”

”Tjo, jeg kan vel gøre det senere.”
Anzhelika smilede ned til ham men svarede ikke.

”Jeg kunne også gå nu og lade dig læse,” sagde hun efter nogle minutters stilhed.

Vladimir nikkede og så Anzhelika rejse sig fra ham, for at gå over til skrivebordet og tage tøj på. Da hendes nederdel var lynet helt op, hev hun fat i hendes sorte cardigan og gik ud af døren med et ”vi ses."

Vladimirs liv var skønt.


~·~·~

 

”Du bliver simpelthen nødt til at finde ud af, hvad du vil med dit liv!” råbte Klavdiya hen over bordet. Han lagde mærke til sin mors grålige hår ved hendes midterskilning. Hendes arbejderhænder åbnede hurtigt en ært, som hun arrigt smed ind i munden.


”Jeg vil være kunstner,” svarede han stille, og trak sit krus op til læberne. 

”Kunstner! Nej, nu stopper du simpelthen!” Hendes hænder bankede i bordet, til dråber af vand fra kanden sprang ud til alle sider. ”Tror du selv, at du kan leve af at være kunstner? Og hvilken slags kunst vil du lave? Male? Hah, du er jo ikke engang kreativ!” Hun var nu helt rød i hovedet, og Vladimir tænkte, at lidt kulør egentlig klædte hende meget godt.

”Nej, jeg…” startede han. Hans mor vidste ikke, at han drømte om en dag at blive arkitekt, og han havde heller ikke lyst til at fortælle det til hende. Hun ville bare mene, at det var alt for useriøst, og Vladimir havde ikke overskud til at diskutere det emne med hende. 

Vladimir måtte have været stille i et par minutter for meget, for Klavdiya stirrede vredt og opgivende på ham. ”Hvad skal jeg dog stille op med dig?” mumlede hun stille, men stadig tilpas højt til, at Vladimir lod hver et ord klistre sig fast til sin rygrad. ”Jeg regner med at du tager opvasken. Jeg skal i byen, så hent din søster klokken otte.”

Der var ikke rigtig noget at diskutere, når Vladimirs mor var i det humør. Han nikkede og rejste sig op for at tage af bordet. Han kunne tydeligt mærke sin mors øjne borde i sin ryg. Klavdiya forlod køkkenet med en smækket dør.

Vladimir tænkte tilbage på den tid, hvor hans mor var hjemme hver aften. Hun lavede duftende mad, og gav altid ham og sin søster et kys på kinden inden, de gik i seng. Dengang boede hans far også hjemme, men han forlod hende til fordel for en blondine, der var mindst ti år yngre. Det fik Klavdiya til at gå helt under, og siden da havde hun aldrig rigtig været hjemme efter klokken syv.

Der var stadig en time til, at hans søster skulle hentes. Så han tog hurtigt opvasken og gik op i bad. Det varme vand vaskede det værste af Klavdiyas ord væk, og han tænkte, at han nok også hellere skulle til at flytte hjemmefra. Han var trods alt ved at være tyve. Problemet var bare, at han ikke kunne gå fra sin ti årige søster, og lade sin mors negativitet flyde over hendes lille barnekrop. Det måtte aldrig ske.

Da vandet løb koldt, steg han ud af badet, hev en hættetrøje over hovedet og tog et par joggingbukser på. Det var blødt og ville holde ham varm på gaden senere i den kølige sommeraften. Nøglerne tog han i svinget fra køkkenet og ud til gangen, og sommervejret udenfor tog godt imod ham. Solen stod stadig på sit højeste, men en lille kølig brise gjorde det perfekt. Vladimir lod begge sine lunger blive fyldt op med den friske luft. Sådan her må det føles at være fri.

Han blev stoppet af en SMS, der poppede op på hans mobilskærm.

 

Hva’, er du med på at mødes i byen senere? Baren har 30% på alkohol med høje procenter!

Det var fra Boris, og selvfølgelig ville han da i byen en mandag aften, når der var eksaminer næste dag. Selvfølgelig.

Jeg skal læse til i morgen, og passe min søster. Har du ikke også selv en eksamen at skulle se til?

Han fik svar få sekunder efter:

Ej, kom nu. Jeg giver det første glas?

Boris…

Super, så er det en aftale! Vi ses klokken ni.

Klokken ni. Der var hans mor stadig ikke kommet hjem, og Vladena ville allerede være i et eller andet drømmeland med boybands og heste.

Så, hvorfor ikke?


Jaja, vi ses. Men jeg glemmer ikke, at du skylder mig, så!


~·~·~


Kysten var klar.
 En, to, tre og så var det bare med at åbne døren langsomt uden at vække Vladena. Vladimir fandt sin cykel frem fra et krat, og selvom den var gammel og rusten, fungerede den altid, når han skulle i byen. Han kunne nemlig snildt stille den helt oppe foran pubben, og den ville stadig ikke blive stjålet.


~·~·~


”Fedt at du kunne komme!” sagde Boris, og gav ham et hurtigt kram, da han ankom. ”Natalya, Zakhar og Timur kommer nu.” Natalya og Zakhar var kærester. Og reglen mellem de to var meget simpel: Var den ene der, var den anden der også. Timur fulgte bare altid med.

”Altid,” svarede Vladimir og stak de tre et smil, da gik ind af døren.

Da de alle var samlet, satte de sig ved deres sædvanlige bord ved vinduet. Der kunne man nemlig både kigge ud på de forbigående mennesker, og også være ret tæt på baren. Boris satte sig overfor Vladimir, imens Zakhar hentede den første kande øl. Natalya havde farvet sit hår pink, og Vladimir tænkte, at det slet ikke gik sammen med hendes karrygule jakke.

De første fire glas øl røg hurtigt ned, og heldigvis skulle han kun betale for tre af dem. Efter var der vodka shots. Zakhar kunne bælle elleve shots af gangen, Vladimir otte imens Boris kunne få treogtyve ned. Vladimir havde aldrig forstået, hvordan det kunne lade sig gøre, for en ellers ret spinkel fyr som Boris, at kunne få så mange procenter ned ad gangen, uden at gå ud som et lys. Stemningen var høj, og der blev talt om, hvad alle skulle tilbringe deres sommerferie med, og hvem der havde været sammen med hvem til de sidste par fester. Zhanna, en upopulær pige på skolen, havde åbenbart scoret fodbold-freaken, Garry, hvilket gav Natalya et chok, eftersom hun datede ham i folkeskolen. Nu var de alle nitten og tyve, så det kom ikke som en kæmpe overraskelse. Folk forandrer sig. Folk skifter smag.

Samtalen blev afbrudt af Natalyas mobil, der brummede højlydt på træbordet. Hun gav tegn til, at det var et vigtigt opkald, så hun gik ud på toilettet for at tage den.

”Hendes mor er ved at føde deres femte barn,” forklarede Zakhar, og trak på skuldrene. Allerede? Vladimir huskede det som var det i går, at det var en rigtig varm august dag, og at flokken var samlet ved stationen. Natalya havde kommet spurtende hen til dem med en kasse sprut og havde sagt, at de skulle fejre, at hun skulle være storesøster. Igen. De havde drukket sig langt væk til lande med glimtrende babyer og snakkende heste, og Natalyas far var blevet nødt til at hente dem klokken fem om eftermiddagen, da ingen var i stand til at gå hjem.

”Hold da op! Tiden går hurtigt!” udbrød Timur, som ikke havde sagt noget hele aftenen.

”Ja, det gør den virkelig!”

På trods af at det var en mandag aften, var baren fuld af liv. Både unge mennesker og gamle alkoholikere var samlet rundt om bordene med en øl. 
De alle tre vendte sig om, da Natalya kom tilbage med det største smil. Hun gik i hoppende bevægelser, og råbte: ”Det blev en pige!” Zakhar rejste sig op, og gav hende et kys. Man skulle næsten tro, at det var deres barn.

”Tillykke!” sagde de fire drenge og hejste de næsten tomme glas i luften og skålede. Natalya fnes, og hev hendes jakke op fra stolen, for at tage den på i et sving.

”Jeg skal på hospitalet og besøge dem. Vil du køre mig, Zakhar?” Zakhar nikkede, og mimede et ’undskyld’ til drengene. De lagde penge på bordet for det, de havde drukket, og skyndte sig ud af døren. Boris, Timur og Vladimir sad i en tung stilhed i et par minutter, indtil Timur udbrød en underlig lyd, der fik begge drenge til at kigge på ham.

”Klokken er også ved at være mange. Jeg må nok hellere også smutte nu,” sagde han så. Han gik op i baren for at betale for sine drinks, og Vladimir så, at der stod en ny person bag disken. Én han aldrig havde set før. Han havde mørkebrunt hår, der gik til ørene, og han var iført en halv stram, hvid t-shirt.

”Så er det bare os to,” mumlede Boris i en akavet tone. ”Hvornår skal du hjem?” Vladimir kiggede på uret over døren. Den viste kvart over elleve.

”Nok meget snart. Jeg skal jo til eksamen i morgen.” Ordene blev kvalt i et gab, hvilket fik Boris til at løfte sine kraftige øjenbryn.

”Ja, du gamle. Du skal vidst hjem og i seng”

”Mmm." Vladimir lænede hovedet tilbage i læderstolen, og kiggede op i det mørke træloft.

Musikken føltes pludselig højere, mens urets tikken flød ud i sprækkerne i loftet. Måske stod tiden helt stille. Bare for et kort øjeblik.

”Vil du have et lift hjem?” spurgte Boris. Han gav som regel altid et lift hjem fra byen, men i dag trængte Vladimir til noget frisk luft. Han trængte til at trække cyklen hjem, for alt andet der gik hurtigere end ti kilometer i timen, ville få alt alkoholen til at syre i halsen, og så vil han ende i en hæk, kaste halvdelen op, og falde i søvn i den efterfølgende. Så Vladimir rystede på hovedet og gabte endnu en gang.

”Nej tak, du. Jeg har cykel.”

”Okay. Pas på du ikke vælter!” De grinte lidt begge to, men latteren flød ud i endnu en stilhed.

De traskede op til bardisken, og imens Boris betalte, begyndte Vladimir at tælle fiskene i det akvarium, der stod for enden. Der var flere hundrede små fisk i flere hundrede forskellige slags farver. Da Boris havde betalt, gav de hinanden et hurtigt klap på skulderen, og så var han ude af døren. Vladimir vendte sig om mod bardisken igen, og fik øjenkontakt med fyren, der stod bag den. Han var ved at stable flasker op i en kasse, der sikkert skulle om bagved.

”Det ligner ikke jeres gruppe at dukke op om mandagen?” sagde bartenderen nysgerrigt. Hans stemme var en anelse lysere, end han havde regnet med.

”Nej, altså. Jeg ved ikke helt, hvorfor vi er her. Nogle af os har en eksamen i morgen at skulle se til. Så det giver faktisk ikke mening. Jeg burde være faldet i søvn for længst. Men det var nok egentlig meget godt, for Natalya, hende pigen der var med os, hun er lige blevet storesøster endnu en gang, så vi havde vel en undskyldning for –”

Drengen bag disken stod med store øjne og stirrede på Vladimir. Okay, måske han talte en anelse for meget om ting, fyren faktisk var fuldstændig ligeglad med. Vladimirs kinder fik et par penselstrøg af en dyb, rød farve.

”- Undskyld… Jeg, jeg har det med at tale ret meget. Tror jeg. Jeg ved det faktisk ikke.” Vladimir begyndte at mumle, og tog sig til hovedet. Nogle fyre, nej mennesker, kunne han bare ikke koncentrere sig omkring.

Det fik bartenderen til at sprutte af grin til hans øjne blev blanke. ”Jeg tror, jeg forstår dig.” Vladimir satte sig ved de enormt høje barstole, som var lige så besværlige at sætte sig på, som at bestige et bjerg. Måske han skulle lade være med at drikke så meget næste gang.

”Jeg står normalt i køkkenet som opvasker, så jeg ser jer tit. Det plejer bare kun at være i weekenderne,” forklarede han. Det var også rigtigt. De plejede at mødes fredag, drikke sig i gulvet, og næste dag handlede det om, at kunne drikke sine tømmermænd væk hurtigst muligt. Vladimir havde virkelig ingen penge tilbage, men det hele skulle altid handle om druk. Han håbede lidt, at det bare var en face.

”Det har du også ret i.” Ved siden af baren, stod der et bord med en halvtom øl på. Han klatrede ned af stolen, for at tage den. Bare en enkelt tår af en fremmed øl.

”Den der skal du da ikke drikke. Lad mig købe dig en drink. På husets regning?” Vladimir strålede og nikkede heftigt.

”Ja tak!” Fyren vendte sig om, og valgte noget fra en af hylderne, og hældte det op i et lille, rundt glas. Han rakte det til Vladimir, og den første tår fik ham til at vågne helt op. Det var stærke sager.  

”Arbejder du her?” spurgte Vladimir over endnu en tår. Fyren begyndte at grine til smilerynker blottede sig rundt om hans mørke øjne. Først lidt efter gik det op for Vladimir, at han allerede godt vidste det. Han kunne mærke sine kinder blusse endnu mere op denne gang, som var de strømme af lava.

”Nej, nej. Undskyld. Jeg mente… Øhm… Hvor lang tid har du arbejdet her?” rettede Vladimir. Fyren grinte stadig af ham.

”I et halvt års tid,” sagde han i en munter tone, og lænede sig ind over bordet. ”Hvis du lover at holde det hemmeligt, så arbejder jeg her for, at tjene penge at rejse ud af landet.” Han sagde det, som var det ironisk, men noget i hans blik fortalte, at han mente det mere end noget andet.

”Er det da en hemmelighed, at du skal på ferie?” Vladimir blev pludselig i tvivl, hvor de var henne i denne samtale. Hans hoved snurrede rundt om sekundviseren på uret.

”Jeg siger det kun, fordi jeg ved, at du har glemt det hele i morgen,” sagde fyren. ”Og nej. For altid,” svarede han, let.

”Hah, sådan seriøst?” Det kom ud som et grin, men som hurtigt blev fortrudt, da fyrens smil faldt. Han kiggede mistroisk på Vladimir, og tog et skridt tilbage.

”Tror du da ikke på mig?”

”Jo da. Det er bare… Rusland har da så mange gode muligheder?” prøvede Vladimir, og stak ham et smil. Det fik fyrens læber til at køre op i en glad bue.

”Ja, det har det. Men der er også så mange ting jeg ikke kan lide… Holdninger jeg ikke synes så godt om.” Hans bryn var trukket sammen i et seriøst ansigtsudtryk. Han bed sig i læberne og lignede en, der var helt væk i en anden verden.

”Holdninger som...?” Der var da ikke nogen forskel fra hans hjemland til alle andre lande? Da ikke nogen med stor betydning i hvert fald. Og hvorfor skulle en helt fremmed fyr lige pludselig bare begynde at tale om sådan noget? Hvad ragede det egentlig overhovedet Vladimir? 

”Som…” startede fyren. Hans ansigtsudtryk var svært at læse, men hans tanker kørte rundt i cirkler om sit hoved. Dem kunne han ikke lægge skjul på. ”Glem det. Det er bare mig,” sagde han så, og slog ud med hænderne. Han begyndte at grine, som synes han, samtalen var tåbelig. Vladimir bebrejdede ham ikke. Hvad fyren her gik rundt og lavede, var jo overhovedet heller ikke noget, der kom ham ved. ”Skal du have en drink til? Jeg gir’.”

”Jo tak.” Det var ikke hver dag, at man fik så meget alkohol gratis. Og som hans mor altid havde sagt: Du skal tage, hvad du kan få.

Fyren forsvandt ud i baglokalet, og kom smilende tilbage med to høje glas. Der var noget karamelbrunt væske i, for mørkt til at være øl, sikkert whisky, men farven matchede hans øjne perfekt. Vladimir tog imod den, smilede som et tak, og bællede halvdelen på én gang. Fyren lo overrasket af ham. Han havde selv kun taget en tår. 

”Så, fortæl om dig selv?” spurgte bartenderen, som langsomt begyndte at blive til to.

”Hmm, jeg hedder Vladimir. Jeg er ved at afslutte mit sidste år på gymnasiet. Og så vil jeg vældig gerne flytte hjemmefra. Dog ikke ud af landet ligefrem, men stadig,” forklarede han, og sluttede af med et grin. Denne gang begyndte fyren at grine med, og Vladimir tænkte, at han var nem at snakke med. Ellers var det bare Vladimir, der havde drukket alt for meget. Det var nok det sidste.

”Store fremtidsplaner så.” Det lød som et spørgsmål, men på den anden side som om, han sluttede sætningen af for ham. Hans konklusion på Vladimirs liv. Store planer.

Vladimir nikkede, drak lidt mere og så sig omkring. Der var ikke rigtig nogen, han kendte. Der sad et genert par, der udstrålede akavethed over deres drink. Der var også nogle ældre end Vladimir selv, men ikke nogen han havde lagt mærke til i byen. Musikken der blev spillet ud fra de lidt for billige højtalere, skrattede. Da han kiggede tilbage, blev han fanget i whisky-fyrens whiskey-øjne. Der gik nogle sekunder i stilhed, og Vladimir kom i tanke om, at han ikke anede hvad fyren hed.

”Hvad hedder du?” spurgte han så.

”Yulian,” smilede fyren, og fyldte et glas øl op til en kvinde i baren, som åbenbart var dukket op, uden Vladimir havde lagt mærke til det. Hun havde en stram, rød top på, der fik hendes bryster til at falde halvt ud af skålen, og hendes røv var strammet godt ind i et par jeans. Pigen viftede med hendes store, fyldige, mørke hår og bed sig selv i underlæben i forsøget på at være sexet. Vladimir var simpelthen for træt og fuld til det der. 

"Ring til mig," hviskede hun, imens hun lænede sig ind over baren, for at sætte et lille stykke papir ned i Yulian's forlomme på sin t-shirt. Yulian smilede til hende, og hun gik ned til hendes flok veninder, der sad ved døren. De havde alle kigget spændt på deres veninde, imens hun var ved at forføre bartenderen. Og selvfølgelig begyndte alle at skrige-grine på den måde, som nu kun piger kan, da hun satte sig ned ved dem igen. 

Vladimir var simpelthen ikke i stand til at tolerere sådan noget film-kliche-pis.

”Wow,” mumlede Vladimir overrasket, bankede i bordet med begge hænder, og kiggede med store øjne på Yulian. ”Sikke mange drinks du mon har givet på husets regning, for at kunne flirte ordentligt igennem.”

”Nej! Så bliver jeg stensikkert fyret. Så har jeg ingen penge til husleje,” svarede Yulian med en skygge af et grin. ”Jeg giver kun drinks på husets regning, hvis det er til bestemte personer.”

”Ah.” Vladimir vendte glasset med whisky på hovedet, for at få de sidste dråber af den gyldne likør ud, da han opdagede, at han havde fået dette glas af Yulian. På husets regning. Han kiggede på Yulian, ned på glasset, på Yulian og kneb øjenbrynene sammen.

”Vent, jeg fik jo denne af dig? Vi kender jo ikke engang hinanden,” mumlede Vladimir. Hans hoved summede, og han var ret sikker på, at der nu var tre Yulianer foran ham.

Yulian brød ud i endnu en latter, der fyldte de tomme huller af den skrattende musik ud. ”Jeg tror bare, vi kan blive gode venner. Og desuden betaler jeg selv for den whisky, du lige har drukket, så derfor er det ikke på husets regning.” 

Gode venner? Det var altid rart med nye venner, så Vladimir nikkede med blikket rettet på bordpladen, hvor gamle og nye dråber af alkohol havde lavet misfarvninger. 

”Så giver jeg næste gang,” svarede Vladimir, og lagde hovedet på bardisken. Yulian blev stille i et kort øjeblik, og Vladimir mærkede en prikken på sine tindinger.

”Hey, hvor mange fingre har jeg her?” spurgte Yulian, og da Vladimir kiggede op, så han fire fingre, men hvor en af dem forsvandt i et sløret pust. Den her leg var unfair.

”Fire eller tre. Det kommer an på, om man tæller den, der forsvinder med,” sukkede han. Yulian fnes og lænede hovedet tilbage, til hans t-shirt blev strammet ud over hans brystkasse. Ikke at han kiggede. Det ville jo være underligt.

”Du er da slet ikke i stand til at gå hjem,” sagde Yulian, så. Han tog en klud, og begyndte at tørre bordpladen på disken af, imens Vladimir hang over den. Sløv men glad. Uret viste kvart i tolv, og eksamen begyndte så småt at kalde. Ugh, hvorfor var der aldrig nogle, der fortalte ham, hvor dårlig en ide det var, at drikke på en mandag. Han burde ligge i sin seng, der duftede af Anzhelikas citrus parfume, og være langt væk i en drøm uden konfliktoptrapninger. I en drøm fuld af en tåget glæde og ligegyldige smil.

”Jeg skal heller ikke gå. Jeg har cykel,” forklarede Vladimir, og droppede sin ide med at fortælle hvordan han stensikkert ville falde i søvn i en busk. 

”Mhmm.” Yulian tog hans klud og slog Vladimir blødt i hovedet med den.

”Hvilken vej bor du?”

Vladimir tænkte sig godt om. Vejnavnene og byens stræder flød rundt i hans hoved i en tango. ”Dén vej,” svarede han så, og pegede i retning mod centerpladsen. ”Henne ved supermarkedet”.

”Ah, okay." Yulian kiggede lidt ud af vinduet, før han sagde: ”Jeg bor også den vej. Hvis du venter i et kvarter, kan vi følges hjem?”

”Tjo, det kan vi vel godt." Alt der i virkeligheden betød noget i nuet var, at komme hjem og sove inden eksamen dagen efter.

”Super,” svarede Yulian og trak på smilebåndet.


~·~·~


”Så, hvad er det for en eksamen, du skal op til i dag?” Årh... I dag. Bare tanken om, at han om knap otte timer ville sidde ved et bord, og krydse de rigtige svar af på et halvtredssiders hæfte, var ikke til at overskue. Vladimir sparkede til en sten, og lod den klinge et ekko hen ad den mørke vej. Da lyden stoppede, kiggede han op på Yulian. 
”Samfundsfag,” mumlede han stille. Vladimir var på ingen måder begejstret.

"Spændende! Samfundsfag var et af mine yndlingsfag, da jeg gik i skole!"

"Hvor lang tid siden er det?" Yulian kunne umuligt være mere end et par år ældre end Vladimir. Det var kun hans skæg, der var et par millimeter for langt til at være stubbe, der fik ham til at se ældre ud. De andre i slænget, inklusiv Vladimir, barberede sig altid. Det var bare et must.

Yulian talte med sine hænder. "Hmm, jeg droppede ud i ottende, og har arbejdet lige siden."

"Hvorfor så tidligt?"

"Jeg gad ikke skolen. Jeg gad ikke, at andre skulle fortælle mig, hvad jeg skulle gøre," forklarede Yulian i et simpelt tonefald. 

"Det var da dumt af dig. Kan du overhovedet få en uddannelse nu, så?"

"Nej, men jeg ved ikke, hvad jeg vil være. Jeg ved intet," sukkede han. "Men når jeg ved det, så vil jeg kæmpe for det. Det er da klart."

"Det lyder fair," sagde Vladimir og trak på skuldrene. "Så håber jeg, at du finder ud af det." 

Det bragte endnu et smil frem på Yulians læber. Han kiggede ligeud og så ud til at nyde at være i nuet. "Tak." 

~·~·~

 

"Din søster kunne have været blevet bortført, er du klar over det?" Yulian og Vladimir var endelig fremme ved Vladimirs hjem, og stemmen kom fra trappen til opgangen. Vladimir blev nødt til at koncentrere sig for, at kunne se silhuetten af et menneske, der sad på trappen. Det var selvfølgelig hans mor, som var kommet tidligt hjem lige præcis den aften.

Yulian kiggede forvirret fra Vladimir til trappen og tilbage igen. 

"Nej, jeg havde jo låst døren. Og hvem skulle vide, at der lå en pige derinde?" Vladimir var ikke i humør til at skændes. Heldigvis var han ikke nær så fuld længere, så han kunne opbygge fornuftige storebror-sætninger.

"Hvad hvis de havde brudt ind?" Hendes tonefald var hårdt, vredt og slet ikke imødekommende.

"Come on, mor. Det er der da ikke nogen, der gør. Tag dig sammen." Han viftede opgivende med armene og sukkede højlydt. 

"Øhm," kom det fra Yulian. Han så ud til at føle sig ubehageligt til mode. "Jeg, øh... Går, ja. Vi ses bare..." Han klappede Vladimir på skuldrene og ventede på, at han ville holde fast i cyklens saddel, før han gav slip og traskede den anden vej på. 

"Hey du," råbte Klavdiya. "Hvem er du?" Hun rejste sig fra trappen, hev en smøg op ad lommen og tændte den med hendes lyserøde lighter. Hendes ben tog lange og hastige skridt, til hun stod helt foran Yulian. Hendes blik scannede mørket, indtil det fastslog sig i hans. 

"Øhm," stammede Yulian, "jeg er bare en fra baren." Vladimir kunne se, at han prøvede at smile, men ikke engang hans gamle matematiklærer var så dårlig til det. Yulian så pludselig rigtig utilpas ud. 

"Han vasker blandt andet glas op, som folk som dig har pattet på," spyttede Vladimir ud i et strengt tonefald. Han var træt af sin mors evige had til alle andre mennesker end hende selv. Han var træt af hendes sure miner, og han ønskede blot, at hun kunne tale normalt til en af Vladimirs venner. Til at starte med var Vladimir rigtig flov hver gang, Klavdiya talte med en grov tone til en af hans venner. Men efter år, måneder og nætter, der kørte på netop den måde, havde han efterhånden langsomt vænnet sig til det. 

"Du skal fandme ikke tale sådan til mig! Skrid ind på dit værelse nu!" brølede hun. Vladimir rullede med øjnene, og gav tegn til Yulian, at han bare skulle gå. 

På vej op af trapperne til deres lejlighed, kunne han høre sin mors vrede prøve at gribe fat om ham. Også i sengen med dynen trukket godt op over virkeligheden, kunne han mærke hendes tanker gennem gipsvæggene. Han var konstant overvåget af en person, der aldrig var der for ham.

Den nat drømte Vladimir om, at svømme i et endeløst hav blandt tusinde af fisk, spækhuggere og hajer. Ingen rørte ham, ingen gjorde noget. De var der bare som pynt til træet, og Vladimir elskede tanken om, at kunne leve fredeligt et sted, hvor ingen mennesker ville kunne trække vejret optimalt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...