Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14678Visninger
AA

19. Nattens sandheder

Kapitel 18

Nattens sandheder 

~·~·~

 

Hun stod på hjørnet som aftalt, grædende og iført en alt for kort nederdel. 

"Natalya," gispede Vladimir, da han så hende tæt på. Om det var på grund af den måde, skyggerne åd hendes venstre kind op, eller om det var mærker af slag, kunne han ikke helt se. Men hendes ansigt var mørkt og vådt. 

"Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre," hulkede hun, og kastede sig over Vladimirs skuldre. "Det hele er håbløst."

"Hvad sker der?" Hendes hår var filtret og stank surt af alkohol. "Natalya, fortæl mig hvad der er sket!" 

"Det er Zakhar... Han..." snøftede hun, "han har fattet mistanke."

"Mistanke? Om hvad?" 

"At jeg vil..."

"Du vil?"

Hun gav slip på Vladimir, og kiggede i stedet op på ham med store øjne. "Gå fra ham..." 

"Gå fra ham? Min dit ansigt... Hvad sker der med det? Fortæl mig alt," beordrede han.  

Ordene fik hende til at vride sig og græde højlydt. Hendes mascara hang som tunge hængekøjer under hendes øjne, der var mørke pletter på hendes grå halstørklæde. "Han havde inviteret mig over til frokost, og jeg prøvede at forklare ham, at vi ikke kunne spise... så tidligt. Det var jo stadig lyst, og hans familie faster jo også!" Hun kiggede ned i jorden, og vred hængekøjerne for tårer. "Men jeg var jo ligesom nødt til at dukke op. Du kender jo Zakhar..."

Vladimir tog fat i hendes hænder og knugede dem hårdt. "Har han gjort det her?" Hun svarede ham ikke men slog derimod øjnene i, og Vladimir ruskede svagt i hende. "Har han slået dig?"

”Som sagt tog jeg hjem til ham, og vi havde det faktisk ret hyggeligt, men der har bare været noget over ham her på det sidste… Jeg kan ikke helt beskrive det, men der er som om, det er gået op for mig, at det ikke skal være os to for altid. Jeg gør så mange ting for ham hver dag, og denne middag var det første han havde gjort for mig i flere måneder… Jeg konfronterede ham med det, og han blev pisse sur. Kaldte mig kælling og sådan noget…” Hun lænede sit hoved på Vladimirs bryst. Hendes vejrtrækning var hæs og fyldig. ”Så ja, han slog mig en gang, fordi jeg fortalte ham, at jeg ikke gad mere. Andet slag kom, da jeg sagde, jeg rent faktisk mente det.”

Vladimir lagde sine arme om hende, og strøg sine fingre ind i hendes hår. Zakhar var gået for langt, og det vidste Vladimir også godt.

”Hvor er det modbydeligt, Natalya. Han har altid været meget bestemmende, men det her… det er alt for meget. Er jeg den første, du fortæller det til?”

Hun nikkede svagt. ”Ja. Jeg er lige taget hjem fra ham. Mit hoved dunker og jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen…”

”Skal jeg følge dig hjem?”

Hendes blik blev stift, og Vladimir prøvede at lede efter tanker inde bag. ”Jeg kan ikke tage hjem. Min mor vil ikke forstå… Hun har allerede givet mig hendes brudekjole. Jeg kan ikke skuffe hende.”

Vladimir nikkede forstående. ”Okay. Hvis vi lister ind i min lejlighed, kan du sove på mit værelse. Jeg går ind til min søster og sover, så. Det er fint nok.”

Et smil blottede sig på hendes mørke læber. De stod nøgne og uberørt ved siden af hendes kinder, der bar en svømmende smerte. ”Vil du virkelig gøre det for mig?” spurgte hun tavst. Vladimir tænkte, at det ville være meget lettere, hvis han var faldet for hende i stedet for Yulian. Hvis han kunne kysse hendes sår, og lade den tørre bund blomstre.

Det var bare ikke en mulighed.

”Selvfølgelig. Venner hjælper hinanden.” Hun krammede Vladimir endnu en gang, og han følte hendes hænder lidt for tydeligt på sin lænd. ”Super. Så lad os gå,” hviskede han, inden krammet blev længere end de nødvendige fem sekunder.

De gik ned langs hovedgaden, og Vladimir kunne mærke Natalyas fingre snitte hans jakkeærme for hvert andet skridt. Han prøvede ikke at tænke over det.

”Jeg har altid kunne regne med dig, Vladimir. Det er ret underligt. Nogle gange forsvinder du i en hel måned, hvor hverken jeg eller nogen andre hører fra dig. Og så pludselig er du tilbage som aldrig før. Og selvom du er væk, så er du her alligevel på en eller anden måde.”

Vladimir kunne godt genkende sig selv i hendes ord, og han havde lyst til at forklare sig. ”Det har du nok meget ret i.”

”Og det er altid noget, at jeg ved, hvor du er henne,” lo hun. ”Ellers ville jeg begynde at blive bekymret for dig.”

”Ved du, hvor jeg er henne?”

”Ja, du er vel stadig sammen med ham bartenderen,” svarede hun. ”I to er virkelig gode venner, ikke?”

Kulden bed i cowboystoffet, og Vladimir ledte efter noget på himlen. ”Jo,” sukkede han. ”Gode venner…”

Hun puffede svagt til ham. ”Du lyder næsten helt deprimeret. Er alt som det skal være?” spurgte hun.

Alt er fuldstændig lige som det skal være, og intet mindre end det.

”Tja, det er okay. Yulian arbejder meget, så vi ses mest om formiddagen…”

”- Og om natten,” afbrød hun. ”Jeg ser jer stadig gå jeres turer. Det er næsten klamt at se på.”

Vladimir valgte ikke at svare på den. Han måtte ikke komme for meget ind på emnet om Yulian. Han var nået til det punkt, hvor han let ville kunne sige noget dumt, og ødelægge det hele. I stedet valgte han at dreje den lidt.

”Hvad laver du da ude om natten, når det er så koldt?”

Hun kiggede op på ham, og hendes blik blev hurtigt fjernt. ”Du er ikke den eneste, der har hemmeligheder,” sagde hun i en underlig tone, som Vladimir aldrig havde hørt før. Hemmeligheder. Hvorfor ville hun sige det?

”Hvad mener du med hemmeligheder?”

”Jeg kender kærligheden så godt, at jeg har ladet den knuse mig. Jeg kan se, når der er kærlighed, og jeg kan se, når der ikke er. Ikke prøv at benægte, Vladimir. Men jeg ved, hvad du føler for Yulian.”

”Jeg-” gispede Vladimir. Natalyas ansigtsudtryk fortalte ham, at han ikke skulle svare hende imod. Ikke fordi hun så sur ud, men der var noget over øjeblikket, der var til at stole på. I stedet nikkede han bare.

”Jeg siger det ikke til nogen. Det vil være taktisk dumt af mig. Du kender mig bedre end nogen anden…”

”Tak,” svarede Vladimir. Og han vidste, hun talte sandt. Natalya var ikke som alle andre.

Da de stod foran døren til Vladimirs lejlighed, åbnede han forsigtigt og smed skoene i gangen. ”Undgå at træd på det femte, syvende og ottende bræt. Medmindre du vil have min mor på nakken, på grund af en så høj knirken, at vi falder i søvn med tinnitus.”

Hun lo, og tog sig for munden, inden latteren ville sprede sig for hurtigt. ”Du skal i det mindste være glad for, at du har din humor,” hviskede hun, drillende.

De listede ind på Vladimirs værelse, hvor han fandt stikkontakten i mørket. Da der blev lyst, blinkede han et par gange, og så over på Natalya. Nu kunne han rigtig se det. Hendes kind var en anelse hævet og i en dyb, lilla farve.

”Nat…” sukkede han, og gik over til hende, for at stryge hende over kinden. ”Det så bedre ud i mørket…”

Hun lo kort, og drejede hovedet over mod Vladimirs spejl, der hang bag døren. Hun gik derhen for at studere sit ansigt nærmere. ”Ja…” lo hun. ”Jeg ligner virkelig noget, der er løgn. Tænk at han ville gøre sådan noget…”  

Vladimir satte sig på sengekanten, og kiggede på hende med hovedet i hænderne. ”Overrasker det dig? Hans temperament har jo altid været ustyrligt.”

”Ja, det er jeg godt klar over, men jeg vidste ikke, den var så gal med ham.”

”Kom, lad os gå ud og få vasket dit ansigt.”

De gik ud på toilettet, hvor Vladimir pumpede sæbe ned i håndvasken og hældte lunkent vand på. Natalya gik hen til ham og betragtede hans koncentrerede ansigt. Hun lænede sit ansigt ind over vasken, og Vladimir skyllede forsigtigt hendes sår.

”Av,” mumlede hun og skar en grimasse. ”Det er mange år siden, jeg har prøvet det her.”

”Prøvet at blive slået? Har du prøvet det før?” spurgte Vladimir og løftede sine øjenbryn.

Hun rystede på hovedet. ”Nej, men jeg faldt engang ned fra et træ, og fik ridser i hele ansigtet.” Hun smilte og det falske, gule lys fra lampen dansede med skyggen fra hendes øjenvipper. ”Men det tror jeg, vi alle har prøvet en gang…”

Vladimir nikkede. ”Han er en nar, Natalya. Du går ikke tilbage til ham, vel?”

Hun bed sine læber sammen og trak på skuldrene. ”Hvad skulle få mig til at lade være? Jeg har jo set, hvad han vil gøre, hvis jeg stopper det. Han vil følge efter mig til min død, Vlad. Det ved du også godt.”

”Men…” Vladimir ruskede kort i hende, rystede på hovedet i håbet om, at en ide ville dukke op. ”Der må da være en udvej. Du fortjener det ikke.”

”Vi alle går igennem noget, vi ikke fortjener,” hviskede hun. Hun drejede sig, så hun kunne se sig selv i spejlet. ”Du fortjener ikke, at skulle holde din kærlighed skjult. Jeg fortjener ikke, at lade den forblive i søgelyset.”

”Det er rigtigt,” svarede Vladimir stille. ”Undskyld…”

Natalya kiggede på Vladimir igennem spejlet, løftede sine øjenbryn. ”Hvorfor siger du undskyld?”

”Fordi…” han tog en højlydt indånding. ”Jeg burde have sagt det til dig. At det ville ende galt med Zakhar en dag.”

”Nej, det skulle du ikke. Det ville have endt sådan her alligevel.”

Vladimir nikkede. Måske havde hun ret. Zakhar havde altid været noget helt specielt. Både for et år siden, to måneder siden… og nu.

”Man lærer af sine erfaringer. Nu ved jeg, at jeg ikke skal gå fra Zakhar. Måske er det tegn på, at vi er som skabt til hinanden? Det må være et tegn…”

”Så I er ikke slået op?” spurgte Vladimir, og rynkede med brynene.

”Jeg ved det faktisk ikke. Jeg tror ikke der er så meget at vælge imellem. Enten er vi sammen, og jeg må prøve at bygge mine følelser op for ham, ellers er vi ikke sammen, og jeg vil aldrig kunne se nogen af jer igen.”

”Hvorfor vil du ikke kunne det?”

”Du kender ham jo. Hvis tingene ikke går efter hans hoved, så skal man holde sig langt væk. Og eftersom alle er pisse bange for Zakhar, så forholder alle sig til hans ord.”

”Men hvad hvis vi slår os sammen? Hele slænget, og fortæller ham, at vi er trætte af det? Så kan han ikke gøre noget!” foreslog Vladimir, og slog ud med armene.

”Det ville have fungeret for to år siden. Men lad os bare tage Timur… Han er den største bangebuks! Og desuden arbejder hans far og Zakhars far sammen. Deres mødre er vidst også veninder... Men nu hvor Anzhelika er begyndt at date Boris, så vil de to i hvert fald stå i evig gæld til Zakhar, også-”

”Vent,” afbrød Vladimir. ”Anzhelika og Boris? Hvad er det dog for noget?”

”Ah, ja. Det har jeg ikke fortalt dig,” mumlede Natalya. ”Zakhar og Boris lavede et væddemål, om han kunne invitere Anzhelika ud på tre dates, og få et ja alle tre gange. Anzhelika er begyndt rent faktisk at holde af Boris, og Boris gør det tilsyneladende kun for opmærksomheden. Derfor, hvis Zakhar og Boris bliver uvenner, vil -”

”- han fortælle Anzhelika om væddemålet,” nikkede Vladimir. ”Den nar. Jeg har faktisk ondt af Anzhelika. Hun har virkelig været ude for meget. Jeg synes snart, det er hendes tur til gensidig kærlighed…”

Natalya lod et smil vokse på hendes læber. ”Siden hvornår er du begyndt at blive så romantisk at høre på? Er det ham Yulian fyren?” fnes hun.

Vladimir bed sig selv i læben for ikke at grine. Grine af tanken om Yulian. Grine af tanken om hvordan han ser ud, når han bider sig i læben, og åh Gud…

”Klamt,” lo hun, og gik ud af badeværelset. ”Vil du have noget i mod, at jeg stjæler din seng nu?”

”Nej da, bare snup den!”

 

Vladimir åbnede stille døren til sin søsters værelse, og listede ind til hendes seng.

”Er Anzhelika her?” hørte han hende hviske med en søvnfyldt stemme.

”Nej,” svarede han. ”Det er Natalya. Hun låner min seng i nat.”

”Hvad laver du så her? Skal du ikke ind til hende?”

”Nej.” Vladimir satte sig på sengekanten, og satte stikket fra hendes lyskæde i kontakten. ”Jeg skal aldrig mere sove i samme seng som en pige,” lo han stille.

”Men jeg er jo en pige,” mumlede hun.

”Nej, du er min søster. Og desuden gælder det ikke.”

”Skal du så ikke giftes?” spurgte hun.

”Det ved jeg ikke endnu. Jeg ved bare, at kærlighed er så meget mere end bare et ’ja’.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...