Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14688Visninger
AA

5. Løven

Kapitel 4

Løven

~·~·~

 

Vladimir lå nok i sengen i en uge. Eller måske gik der to. Det var altid sådan med tiden; den kom, og så forlod den én så pludseligt, at det var op til individet, om den skulle have sat sit præg. 

Efter hans besøg hos Yulian, havde han tilbragt meget tid samme sted. På samme værelse. På Yulians gulv, i hans uredte seng, siddende på hans fyldte skrivebord eller i hans vindueskarm ovenpå hans bøger, der kun var læst halvt igennem. 

Vladimir tænkte på Zakhar og drengene, og om de var nede i baren. Han havde på en måde lyst til at se dem. Bare kort. En lille samtale om noget ligegyldigt.

Eller, faktisk havde han ikke rigtig lyst, men han følte sig forpligtiget til at være der en gang imellem, og han kunne ikke droppe sine venner totalt på grund af et nyt menneske. Også selvom han et sted kun havde lyst til netop det.

Uret var en del af den ligegyldige tid, så han valgte ikke at se klokken. Han kunne i hvert fald konkludere på himlen, at det var aften. Sløret over kloden var ved at transformere sig til noget mørkt. Noget rødt. Klokken var nok ved at være ni. Luften på værelset var klamt og indelukket, så han besluttede sig for at gå en kort aftentur. Måske smutte forbi baren. Hvis der altså var nogle.

Vladimir traskede med livlige skridt ud på toilettet og smed noget vand i hovedet, gjorde hans pandehår vådt, og kørte en hånd langsomt igennem det. Han kiggede sig selv i spejlet, forestillede sig kort at han var med i en film, men det fungerede ikke. Han var hverken en ung Johnny Depp eller Danila Kozlovsky. Han var bare Vladimir, ikke noget specielt. Ikke nogen at lave en film om.

Da han trådte ud fra opgangen blev han mødt af en frisk vind, der på ingen måde var som en vind burde være på en sommeraften. Det var nu også august, så sensommer var det nok nærmere. Der lød en fnisende tone fra muren til lejligheden, og da Vladimir vendte sig om i en forskrækket bevægelse, så han en skikkelse af en meget genkendelig person. Han stod der, lænet op ad muren, fuld af overskud som var sekunderne kun afstanden imellem dem. Han havde en smøg imellem sine læber, hans hår var pjusket, og han var iført en cowboyjakke og et par sorte jeans.

Han skoddede cigaretten på muren, og bevægede sig over mod Vladimir.

”Hey,” sagde han, og lod cigaretten falde lydløst til jorden.

”Hej Yulian?”

”Er du overrasket?” spurgte han og lo stille for sig selv. Det svage lys fra lygtepælene, delte hans ansigt op i skygger, og hans øjenvipper flød ud i én stor masse af noget smukt. Noget unikt.

”Både og,” svarede Vladimir.

”Både og? Hvad mener du med det?”

”Jeg havde ikke regnet med, at du vil stå der lige nu. Men hvis jeg tænker mig om, så kommer det egentlig ikke som en overraskelse,” drillede han.

”Ondt,” grinte Yulian, og skramlede med noget i sin brystlomme.

”Hvad laver du egentlig? Jeg mener… Lige her. Lige nu?”

”Jeg var ude og gå en aftentur. Jeg prøver at nyde det så længe vejret stadig er til det,” svarede Yulian og trak let på skuldrene. ”Jeg er ved at lære stjernebilledet udenad. Det er mit næste mål.”

”Stjernebilledet?” lo Vladimir. ”Af alt i hele verden, valgte du stjernebilledet?”

”Ja! Der er vidst nok en historie bag alle stjerner. Jeg er ved at læse om det på Wikipedia.”

Vladimir brød ud i en højlydt latter. ”På Wikipedia? Er den hjemmeside overhovedet troværdig?”

”Næh,” mumlede Yulian. ”Det forklarer måske hvorfor jeg aldrig kommer så langt.” Han kiggede op på himlen. Der var ganske vidst stjerner, men der var ikke klart nok til at se dem alle.

”Hvilket stjernebillede kan du se lige nu, så?” spurgte Vladimir.

”Hmm,” sagde Yulian og kneb øjnene sammen. ”Kan du se lige derhenne?” Han pegede et sted oppe på himlen, et sted blandt intetheden, som alligevel rummede alt, der overhovedet fandtes i universet. ”Kan du se den stjerne dér?”

”Der er mange stjerner lige der, Yulian,” lo Vladimir.

”Nej, den der lyser mere end de andre!”

”Jeg synes, de alle lyser lige meget.”

Yulian stillede sig om bag Vladimir, og kiggede over hans skulder. Han pegede, så hans finger rakte lige ud for Vladimirs åsyn, og den måde Yulians bevægelse skabte en vind, der dansede op ad Vladimirs ryg, gav ham et kort stød fra spidsen af hans tær til spidsen af han fingre. ”Dén der.”

”Ah.” Vladimir kunne se den nu. Eller, det kunne han ikke. Den var jo endnu en plet i det tryllestøv, der var kastet over himlen.

”Det er Karlvognen,” sagde Yulian.

Vladimir lo. ”Karlsvognen? Yulian, Karlsvognen er altså derhenne,” fnes han, og pegede i den anden retning. ”Og Karlsvognen er ikke en stjerne, det er flere stjerner.”

”Der tager du fejl,” sagde Yulian, tog fat i Vladimirs skuldre og vente ham om, så de kiggede på hinanden. ”Stjernebilledet er noget, os mennesker har opfundet, så vi kan dele alt op i snorlige rækker. Men mit stjernebillede ser anderledes ud. Det er ud fra min fantasi, og hvordan jeg ser stjernerne. Jeg ser dem som forladte sjæle, der kun kan danse om natten, for der bliver de lyst op. Og hvis jeg synes, den stjerne ligner halen på Store Bjørn, så er det det, den er.”

”Og det er derfor, du har valgt at læse på Wikipedia? Fordi det er utroværdigt og du dermed ikke er afhængig af, at lytte til det, der står?” spurgte Vladimir, og bed sig selv i læben for ikke at grine. ”Du er skør.”

”Ja, det er jeg,” sukkede Yulian.

”Men du svarede mig aldrig rigtig… Hvad laver du uden foran mit hjem? Vores lejlighed er ikke ligefrem det smukkeste sted at betragte stjerner fra.”

”Jeg var faktisk på vej op til dig og spørge, om du vil gå turen med mig. Men jeg skulle lige ryge færdig. Og så kom du ned af trapperne, som havde min tankekraft sendt dig." Han slog dramatisk ud med armene og lavede en dyb stemme.

Vladimir lo. ”Jeg var faktisk på vej ned i baren for at se, om der var nogle, jeg kendte,” svarede han. ”Men nu er du her jo, og jeg regner ikke med, at du gider ned til dit arbejde, når du har fri.”

”Korrekt,” sagde Yulian, og lettede sine fødder i små hop. ”Vil du med ud og udforske verden?”

Vladimir kiggede overrasket på Yulian. ”Verden ligefrem?”

”Måske bare byen. Men den kan blive til din verden, hvis du gør den til det.”

Yulian skulle altid være så irriterende dyb at høre på. Vladimir var slet ikke vågen nok til at få alle hans filosofiske bemærkninger til at have en sammenhæng. Han havde lyst til at kommentere det, men han vidste også, at Yulian bare ville have en endnu mere indviklet sætning at skyde tilbage på ham.

”Så lad os gøre det,” sagde han i stedet. ”Hvor skal vi så gå hen?”

Yulian havde et varmt udtryk i øjnene. Han sprudlede af glæde og noget mystisk, som Vladimir ikke helt kunne sætte ord på. ”Det får du af se. Jeg skal vise dig noget. Kom!”

De gik ned til enden af hovedgaden, hvor en lille skovsti fulgte dem hen til den gamle sø. Der var nu helt mørkt, men hvad undrede Vladimir mest, var at han ikke havde bemærket farvernes skift på himlen. Fra marineblå til kulsort. Han havde ikke bemærket, at det var blevet koldere og at Yulian ikke længere snakkede. Det var som om, at alt der betød noget, var hvordan deres kuppel, de skabte, når de gik sammen, ikke blev ødelagt af noget fremmede. Og det mest åndssvage var, at der ikke var noget fremmede i det øjeblik, for de lagde ikke mærke til alt det, der foregik rundt om dem. Der var intet, der betød noget. Vladimir glemte selv at gøre noget så basalt som at trække vejret.

Det var alt sammen noget Yulian slæbte med sig.

De satte sig på hver sin sten, med synet ud over søen. Vladimir kunne høre hvordan dyrene og insekterne spillede musik for dem over vandets overflade.

Yulian stak hånden ned i sin lomme, og hev en lille, blå metalæske med op. Han åbnede den, og Vladimir strakte nysgerrigt hovedet frem.

”Hvad er det?” spurgte han.

”Kan du huske, da jeg sagde, at jeg vil vise dig noget?” spurgte Yulian.

”Ja da,” svarede Vladimir. Selvfølgelig kunne han det.

”Jeg vil nu introducere dig for en hel ny verden. En verden der kan få dig til at glemme din verden,” fnes han. Han hev et lille stykke papir væk fra æsken, og under den lå der en joint.

”Yulian,” mumlede Vladimir. ”Det der mener du bare ikke…”

”Du behøver ikke, hvis du ikke gider.” Han stak den ind i munden og fumlede med en lighter i sin anden jakkelomme. Et glødende lys blev tændt imellem dem, og der gik ikke lang tid, før Vladimir kunne dufte den søde duft af afhængighed.

”Hvor har du fået den fra?” spurgte han, og prøvede at se forarget ud. Det fungerede bare ikke rigtigt, for det var en del af noget, Yulian gjorde, og han virkede altid til at have styr på tingene.

”Det er vel ligegyldigt. Hvad der er sket er ligegyldigt, men hvad der sker nu, er hvad vi skal fokusere på, Vladimir.”

”Ej, tag dig nu lige sammen,” sukkede Vladimir. Yulian svarede ikke, men inhalerede og lod igen luften blive fyldt af en tyk røg. Vladimir fugtede sine læber, og lod sin underlæbe blive i munden ved at bide svagt i den. ”Okay, ræk mig den,” sagde han så, uden at tænke sig om. Det eneste han tænkte var, at hvis Yulian blev ved på denne måde, ville han blive hans død.

Han tog kun et lille hvæs, og det kriblede svagt i halsen. Røgen var mere tyk end en cigarets og mere klæbrig. Han prøvede ikke at hoste, da han udåndede.

”Hvad synes du?” spurgte Yulian og tog i mod den. ”Jeg har ristet tobakken, så det smager mere af cannabis. Det er okay, hvis du ikke kan lide det.”

”Jeg vidste slet ikke, du gjorde sådan noget,” mumlede Vladimir, og ignorerede Yulians spørgsmål. Den smagte af helvedes til, og det her var virkelig en dum ide.

”Det er heller ikke noget, jeg gør til hverdag."

”Du er ikke afhængig. Er du vel?”

”Det kommer an på så meget.”

”Det er en dårlig ide, Yulian. At blive afhængig af sådan noget…”

Han lo svagt. ”Vladimir. Der er så meget, der er en dårlig ide. Men dør jeg af det? Nej.”

”Jo, hvis du bliver ved, så dør du af det,” påstod Vladimir og vendte sig en anelse væk fra Yulian. Ikke fordi han var sur på ham, men der stank af hash og Vladimir kunne ikke helt overskue det. Han kunne ikke overskue noget, der kunne formindske Yulians levetid.

”Ja, det har du ret i. Men jeg kunne også blive kørt over af en bus i morgen.”

”Ikke sig sådan noget!” spyttede Vladimir i en anspændt tone. ”Du har bare ikke at nærme dig trafikken, så.”

”Sødt,” fnes Yulian. ”Men kan du se pointen? Om jeg dør af dette, i et trafikuheld, af en forgiftning eller af alderdom er jo fuldstændig ligegyldigt. Jeg skal bare gøre de ting, jeg kan lide. For så har jeg jo levet.”

Vladimir nikkede. Han kunne godt se pointen, også selvom den var uretfærdig. ”Og man kan først dø, når man har levet,” tilføjede han så, hvilket fik Yulian til at grine.

”Lige netop. Du er ved at have den.”

”Men hvor går grænsen, så?” spurgte Vladimir.

”Hvad mener du?”

”Hvornår gør man så noget, der er for dumt til at høre under det ’at leve’?”

Yulian kneb øjnene sammen og tænkte. ”Hmm…” Han kiggede ud på søen og tilbage på Vladimir. ”Man overskrider grænsen, når man fortæller et andet menneske, at det ikke er godt nok. For så forhindre man et andet liv i at blomstre, og det burde forbydes.”

”Det kan jeg godt give dig ret i,” nikkede Vladimir.

”Jeg kan ikke fordrage, når folk ikke kan acceptere hinanden, som de er. Det er muligvis det værste, jeg ved,” fortalte han. Han kløede svagt området ved sin knæhase og kørte efter hånden igennem sit hår.

”Helt enig,” svarede Vladimir. ”Specielt når personen ikke har gjort noget.”

”Ja!” udbrød Yulian og slog ud med hænderne, så han tabte sin joint ned i det fugtige græs. ”Mennesket er bare baseret på magt. Det er så klamt,” mumlede han og samlede den op for at skodde den på stenen og smide resten ned i metalæsken igen. Han klappede stille låget op og ned, og dannede en rytme med det.

”Ja,” nikkede Vladimir.

”Og vi er alle bare så magtliderlige, og så snart vi ser noget, der skiller sig ud, så skal det straks dømmes for at være anderledes, bare fordi vi ikke kan overskue det!” Hans ansigtsudtryk var efterhånden vredt, og hans rytme med metalæsken var også blevet mere hårdt og upræcist. ”Jeg foragter mennesket,” sagde han så.

”Gør du?”

”Ja, det gør jeg virkelig.” Hans vrede gav ham en hel ny ansigts struktur. Han rynkede med panden, og samlede en lille sten op fra jorden, for at kaste den så langt ud i vandet, som muligt. ”Hvis du skal svare mig helt ærligt… Hvad synes du så om vores regering?”

Vladimir løftede sit ene øjenbryn. ”Øh,” mumlede han. ”Fin nok.” Han vidste ikke helt, hvad han skulle svare til den, for han gik ærlig talt ikke så meget op i det med politik. Selvfølgelig kendte han til de gode og dårlige værdier ved landets regering, men han havde ikke som sådan tænkt på at tage stilling til det.

”Okay,” nikkede Yulian. ”Jeg synes, den er rædselsfuld.”

”Det skal du nok ikke sige højt i byen,” lo Vladimir. ”Så får du ballade.”

”Der er så meget jeg ikke må sige højt i byen,” svarede han. ”Men du har ret.”

Vladimir kiggede ned på græssets strå omkring den sten, han sad på, og derefter op på Yulian. Yulian kiggede allerede på Vladimir, og deres øjne stødte sammen i få sekunder, inden Yulian brød stilheden.

”Hvad er det bedste, du ved?”

”Det var et meget bredt spørgsmål,” svarede Vladimir. ”Det kunne være alt for en oplevelse til en livret.”

”Netop,” nikkede Yulian. ”Hvad er det bedste du ved?”

”Hmm…” Vladimir tænkte, at det bedste han kunne komme i tanke om, var det øjeblik, han levede lige nu. Med Yulian, natten og et stjernebillede, han endnu ikke kendte.

Det sagde han selvfølgelig ikke.

”Det ved jeg ikke. Der er mange ting, jeg kan lide.” Han trak kort på skulderen.

”Men der vil altid være én ting, du kan lide lidt bedre end andre ting,” påstod han, og løftede sin pegefinger.

Vladimir rystede på hovedet. ”Jeg er bare et nemt menneske,” sagde han. ”Der skal ikke meget til at imponere mig.”

Yulian lo, og slog hovedet tilbage. ”Sikkert.”

”Det er rigtigt.”

”Er du imponeret nu?” spurgte Yulian så, og kiggede på Vladimirs sammenfoldede hænder i sit skød. Vladimir vidste ikke hvordan det helt præcist gik til, men hans hjerte begyndte at hamre som en gal i sit bryst. Det var nok den måde, at Yulian forlangte et svar på, også selvom han godt kunne skue det ud fra Vladimirs stivnede blik.

Han nikkede. ”Ja. Det her er et godt øjeblik.”

”Jeg skal vise dig noget andet,” sagde Yulian så og rejste sig op. ”Kom.”

”Hvad skal vi?” spurgte Vladimir.

”Det kan du få af se.”

De gik tilbage til hovedgaden uden rigtig at snakke. Yulian gik hastigt to skridt foran Vladimir, og bad ham konstant om at sætte farten op. De gik forbi de hjem, hvor lampernes lys realistisk kastede sig igennem vinduerne, og de mørke hjem der drømmende sang for dem. Hele byen var baseret på modsætninger. Mørk himmel, lys måne. Stille hus, larmende hus. Grin fra gaden, gråd fra gaden. Rige hjem, fattige gårde. Det eneste der ikke var modsætninger, var Vladimir og Yulian, der begge var drenge, og som begge nød natten lige meget. Og måske de alligevel var fuldstændig forskellige. Det vidste Vladimir ikke.

”Her,” sagde Yulian og stoppede op ved en vejkrydsning.

”Please, ikke kom med en af dine ’hvilken vej vil du vælge i livet’ bemærkninger,” sukkede Vladimir. Yulian lo højlydt og tog sig til maven.

”Du er en sjov én,” fnes han. ”Nej, prøv at stå helt stille.” Han gik endnu en gang om bag Vladimir, og pegede op i mod himlen.

”Kan du se den stjerne dér?” spurgte han.

”Der er stadig mange stjerner, Yulian,” mumlede han, og selvom han prøvede, kunne han alligevel ikke lade være med at grine.

”Du har ret. Et stjernebillede er ikke en stjerne, men flere stjerner. Det stjernebillede lige dér er dit stjernetegn” fortalte han, og pegede ud fra Vladimirs syn, så han havde en fornemmelse af, hvad Yulian snakkede om. ”Eftersom du er et augustbarn, så må du være løven.”

”Ja?”

”Vi er i august, og derfor kan man se dit stjernebillede. Løven bruger meget af sit liv på af finde sin identitet og vise hvem han er. Løven er til tider udadvendt, snaksaglig, nysgerrig på livet-” lo han, ”romantisk.”

Vladimir snurrede en halv omgang rundt, så han igen kunne se Yulian. ”Hvorfor skulle vi hele vejen herhen for at vise mig det?”

"Fordi du er løven, Vladimir,” sagde Yulian bestemt. ”Du mangler bare manken.”

Vladimir lo. ”Det her er langt værre, end hvis du havde givet mig ’hvilken vej vil du vælge i livet’-spørgsmålet.”

”Er det?”

”Ja,” nikkede Vladimir. Yulians læber bredte sig på hele sit ansigt, til de ikke længere kunne strække sig mere ud. ”Så er min mission vel fuldført.”

”Du er skør.”

”Nej, jeg er en ener,” sagde han i en stolt tone, og lod som om han græd ved at tørre en usynlig tåre væk fra kinden med sin hånd.

”Ja,” nikkede Vladimir, smilende. Yulian var virkelig en ener, den kunne ingen tage fra ham. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...