Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14697Visninger
AA

14. Kazan

Kapitel 13

Kazan

~·~·~

 

Vladimir gryntede og smed Anzhelikas snorkende hoved væk fra sit bryst. Det var tungt og lå underligt på ham. Alt lå underligt på ham. Han tænkte på drengene, og at han stadig ikke havde svaret på deres beskeder, de sendte, efter han slog op med Anzhelika. Han var egentlig også ligeglad. 

Og på den anden side, var han overhovedet ikke ligeglad. Han var jo stadig en del af gruppen. Specielt nu når der ikke var nogle mørkhårede bartendere til at forstyrre ham. De ville forstå ham. Det var han sikker på. 

Vladimir satte sig ud på kanten af sengen, og begyndte at trække sig ned i sine jeans. Anzhelikas natbord var støvet og med spildte klatter te ud over sig. Det lignede hende ikke. Han kunne mærke hende strække sig og udstøde en lyd, der fortalte ham, at hun var vågen. Hun rakte ud efter Vladimirs arm, og holdte fast om den, så han ikke kunne flytte sig. 

"Er du på vej væk?" spurgte hun med en søvnig tone. Hendes øjne var hævede, og hun lod en opgivende lyd danse over madrassen, inden hun smed sit ansigt med ned. 

"Ja," nikkede Vladimir. "Jeg har travlt i dag."

Anzhelika kiggede smilende på ham. Hun havde ingen grund til at smile. Det var mørkt og snart vinter. 

"Hvad skal du da?"

"Jeg skal finde mig selv."

"Dig selv?" lo hun, og rullede rundt med hendes fyldige hår.

"Ja."

Vladimir skulle finde sig selv. Det besluttede han i det øjeblik. Dagen skulle gå på at finde sig selv, finde ud af hvordan han ville slutte sin dag. Slutte sin dag i dag og slutte sin dag i morgen. 

"Du er altså åndssvag," fortalte hun ham, og lagde sit hovede i sine håndflader. "Jeg tror aldrig rigtig, jeg vil lære at forstå dig." 

Jeg ved heller ikke, om jeg vil lære, at forstå mig selv...

"Jeg er ellers meget simpel."

"Eller noget..."

Han svarede hende ikke, men rejste sig fra sengen og lynede sine bukser op. Han fandt sin hættetrøje under hendes skrivebord, og stak hovedet igennem, til han igen kunne se Anzhelika ligge kiggende på sengen. 

Det ville være langt lettere, hvis hans hoved kunne forblive gemt bag det mørke uld.

"Inden du går..." sagde hun, og satte sig ordenligt op. "Er vi sådan... tilbage til det gamle nu?" 

"Til det gamle?"

"Ja..." Hun fugtede sine læber, og selvom han ikke var meget for det, kunne han ikke undgå at se det sårbare bag Anzhelikas øjne. "Er vi... sammen igen?"

Han satte sig ned ved siden af hende og rømmede sig. "Anzhelika..." Han vidste, at han måtte gøre det ordentligt denne gang. Han ville egentlig ønske, at han ikke engang behøvede gøre det. Men han var ikke forelsket i hende. Og det vidste hun også godt. Derfor irriterede det Vladimir en anelse, at hun alligevel spurgte. "Jeg tror bare ikke, det kan blive os to..."

"Tror? Så du udelukker ikke, at vi kunne få noget igen?" 

"Altså..." Han tænkte på Yulian. Som små klip af noget sukkersødt og eventyr agtigt. Han rystede på hovedet. "Vi kan ikke få noget igen, Anzhelika. Jeg holder af dig. Det gør jeg virkelig, og du må ikke tro noget andet, okay? Men jeg føler ikke noget for dig længere... Undskyld." 

Hun nikkede. "Jeg forstår... Eller, jeg ønsker, at jeg forstår dig, men det gør jeg ikke. Alle drenge vil have mig, jo. Hvorfor så ikke dig?" 

Fordi jeg slet ikke er til...

"Fordi jeg er en idiot," mumlede Vladimir. 

"Ja, det er du virkelig." Hun fik pludselig så blanke øjne, at hun kiggede væk. Vladimir mærkede, hvor nær vinteren var på det blålige lys, der sov tungt i rummet. Det flød ind i hendes mønstret tapet, og faldt over hendes gråd. "Hvorfor er det her så svært?" spurgte hun. 

"Jeg ved det ikke."

"Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at elske, den jeg elsker?" Hendes hænder knugede sig sammen om hendes lagen, til hendes knoer blev mælkehvide. Som marmor. 

Vladimir tænkte videre over det spørgsmål. Måske fordi ens vennegruppe holder en fra det, eller fordi skæbnen ikke vil have det. 

Han vidste ikke, om det var et svar til hendes spørgsmål. Men det var et svar. 

"Fordi kærlighed er noget værre lort," sagde han så i stedet. 

Hun nikkede og snøftede. "Det er det."

Han gav hende et kys på panden og forsvandt stille ud af værelset, med lyden af små hulk bag sig. Måske Vladimir var sat på jorden til at gøre alle de forkerte ting. Det var i hvert fald en af de bedste bud. 

 

Da han kom hjem satte han sig i sin vindueskarm og begyndte at skitsere. Han havde ikke tegnet siden foråret, og han vidste ikke, om han overhovedet ville være arkitekt længere. Den tynde blyantstreg formede sig som et træhus, og han prøvede at placere en lille sø i baggrunden og nåletræer rundt om. Træhuset var ikke noget specielt. Ikke noget han kunne bruge i sin fremtid, men alligevel følte han sig hjemme lige dér. Ved døråbningen til en todimitionel verden. Han krøllede tegningen sammen, og kastede den ud af vinduet, til den dalede ned på jorden, og blev til endnu en fejltagelse i Vladimirs liv. 

Han tænkte, at han havde brug for noget at gå efter noget, der ville fylde hans tomme hul ud i sit bryst. Hans hul der skreg efter den opmærksomhed, Vladimir gav det. Han vidste, at han ikke længere kunne være den samme. Han vidste, at han blev nødt til at skabe en ny personlighed til hans hylster. 

Han var ikke længere den samme. 

Han var ikke længere Vladimir.  

Om han var blevet bedre eller dårligere, var han ikke selv klar over. For hvordan kunne man vide de små ligegyldige ting om sig selv, hvis man ikke engang havde styr på de basale? 

Han traskede ud på toilettet, tændte lampen over spejlet, der lo brummende af ham. Han åbnede skabslågen og hev hans trimmer ud. Den lå koldt i hans hånd, og føltes næsten ny og uberørt. Vladimir satte den til stikkontakten. 

Den brummende lyd skar Vladimirs tanker over. I tusinde stykker. Han kunne aldrig få dem tilbage igen. Han kunne aldrig blive den gamle Vladimir. 

Han kørte den fra starten af sin pande, helt til hans hvirvel i baghovedet. Den skaldede stribe stod alene blandt hans hår. Han hadede den tanke. At stå alene tilbage. Han tog en stribe ved siden af, mærkede letheden da håret faldt kilende ned ad sin hals. 

Han kiggede ikke på sig selv i spejlet ovenover vasken. Han trimmede efter sin fornemmelse. Han trimmede efter sine tanker. Hans tanker der efterhånden lå i en bunke på gulvet. 

Først da han kunne mærke med sin anden hånd, at der ikke var bare én stubbe tilbage at barbere væg, kiggede han op. 

Han så sig selv.

Ikke at det undrede ham, men han havde håbet på mere. Han havde håbet, at blive afklaret med hans tanker. Det plejede at virke i de mindre klasser efter en ny frisure. 

Nu var han bare kronragen, nøgen og helt forkert ud. Latterlig ud. 

Han lagde mærke til, at han havde fået rander under øjenene, og lignede en, der ikke havde sovet i to døgn. Hvilket var rigtig nok. De søvnløse nætter plejede ellers at være de bedste. 

Han tænkte kort på ham, men slog den forestilling ud af hovedet. 

Der ville han alligevel aldrig komme tilbage til. 

Yulian var ikke mere end håret på gulvet.

Vladimir trådte over det, gik ind på sit værelse og fandt en gammel hue i bunden af sit skab. Den havde nok ligget der i et par år, for Vladimir huskede den ikke blå. Han huskede den heller ikke i grøn. Eller rød. Han huskede den farveløs og kedelig. Nu var den det mest farverige ved hans ansigt. 

Han havde brug for noget distrahering, og alkohol var han første og bedste bud. Den nye Vladimir ville elske at drikke sig fuld på en natklub, danse med pigerne og ringe til den sødeste dagen efter, for at invitere hende ud. 

Ja, sådan ville den nye Vladimir være. Måske han skulle lære at vænne sig til ham, men sådan var det jo med de fleste ting i livet. Man skulle lære at tilpasse sig til mennesker og de situationer, der kommer med dem. Man skulle lære at leve med, at mandag morgen aldrig bliver yndlings tidspunktet på ugen, eller at for meget kage gør en tyk. Livet ville altid være besværligt, og hvis alle dage var ligetil, så ville han aldrig lære noget. Og ville han aldrig lære noget, ville han aldrig leve ordentligt. 

Hvilket også bare var noget forfærdelig dumt kliche noget at tænke, for Vladimir var sikker på, at man lærte bedst af de gode og smukke stunder. De stunder hvor solen stod højest på himlen, eller de stunder, hvor solen ikke behøvede at være der, for der var et selskab, der var langt smukkere end de brændende stråler. 

Noget langt mere magtfuldt. 

Noget magtfuldt som Yulians venskab. Han blev i et kort sekund ført tilbage på Yulians værelse, hvor han holdte ham op ad væggen. Han skammede sig over at have gjort det, men det var det eneste rigtige. Yulian havde ført ham ind i en verden, han ikke burde være en del af. Vladimir havde sådan en trang til at ringe til ham. Han ville give alt for at høre Yulians stemme igen, men han havde ikke noget 'alt' at give. For jo mere han tænkte over det, jo mere værdifuld var han uden Yulian. Jo mere han tænkte på det, jo mere opdagede han, at han savnede ham, så det skar i brystet, og han vidste også, at det tomme hul han havde i maven, kun kunne fyldes ud af enten Yulian eller alkohol. 

Så alkohol var som sagt hans eneste valg. 

I aften ville han introducere den nye Vladimir for sine venner. Han ville vise dem hvor stærk, han var, hvor meget han kunne drikke. Han fandt sin lyseblå skjorte frem fra skabet, som han købte for et par år siden. Den var en anelse krøllet, men han tænkte, at det nok ville gå væk med timerne. 

Han tog mobilen fra opladerstikket og ringede til Zakhar. Der gik kun få bib, før han tog den. 

"Telefonfis, eller er det her rent faktisk Vladimir?" spurgte den hæse stemme i røret. 

"Det er mig," svarede han. "Mig som i Vlad-"

"Ja, jeg ved godt hvem du er. Hvad vil du?"

"Øh," mumlede Vladimir. "Jeg vil bare spørge, om vi ikke kunne mødes senere? Dig, mig og drengene altså."

"Vi har ikke rigtigt hørt så meget fra dig. Du har ikke engang svaret på vores beskeder om Anzhelika og dit forhold. Hvad sker der lige?"

"Jeg kunne ikke mere, Zakhar. Jeg blev ved med at være en dårlig kæreste, og jeg havde heller ikke så meget tid til jer..." løj han med hans bedste medlidenheds stemme.

"Det har du ret i. Men stadig virkelig dårlig stil af dig. Natalya siger, at hun er helt sønderknust. Du er en nar, det er du godt klar over, ikke?"

"Ja... Jeg ved det. Jeg savnede også bare tid med jer." 

"Så du snakker om en genforening?"

"Ja... Det kan man vel godt sige, det er."

"Hmm, okay. Jeg skriver lige til drengene. Jeg kan ikke love, at de er med på den."

"Nej, det forstår jeg. Undskyld..." 

Der var et øjebliks stilhed i røret, hvor Vladimir kun kunne høre noget skrammel og en mumlen. 

"Mødes vi i baren, så?" spurgte Zakhar.

"Øh..." mumlede Vladimir. "Kan vi ikke mødes et andet sted?"

"Hvorfor?"

"Øhm... Bartenderen, Yulian. Husker du ham? Ja, det gør du nok. Øh, han er ret sur på mig efter festen, og jeg gider helst ikke glo på ham. Hvis jeg kan slippe..." 

"Hah," lo Zakhar. "Vi kan ikke undgå at opvarme i baren. Vi tager på natklub senere, så. Men jeg skal ikke gå glip af de vredes-blikke bartenderen kommer til at sende dig. Det bliver sjovt."

"Zakhar... Jeg kan ikke overskue det."

"Selvfølgelig kan du det. Vi mødes klokken ni, så. Husk pengene; det kommer til at stikke helt af. Og jeg skriver senere angående hvem der kan og ikke kan."

Det var ikke et smil, der bar Vladimir igennem 'afslut samtalen'-knappen. 

~·~·~

Selvom Vladimir mødte et kvarter for tidligt op i baren, var han alligevel den sidste, der kom. Den genkendelige ringende lyd lød, da han trådte igennem dørtrinnet, virkede på en måde hjemlig. Varmen fra baren tog godt i mod ham, og gjorde hans kolde ryg klam. Det første Vladimir gjorde var, at kigge over ved baren, for at se at den stod helt tom. Det var en underlig blanding af lettelse og ærgrelse, der fløj igennem ham. Han forstillede sig kort, hvordan rummet ville se anderledes ud, hvis han stod bag disken. Hvis han stod der og pudsede glassene, med et forklæde hængende om sin skulder. Han forestillede sig, hvordan hans smil ville brede sig ud på sine læber, til hans tandkød kunne spottes, og hvordan hans ånde ville føles på sin nakke, når han trak ham ind til et kram. Et hurtigt kram, der tog et sekund, men føltes som syv millisekunder. Han forestillede sig, hvordan rummet ville få en varmere tone, en gladere energi, hvis han stod dér, og havde øjenkontakt med Vladimir, til han ikke længere ville være i stand til at trække vejret. 

Tanken var ligeså skræmmende som den var fantastisk.

Men Vladimir havde gjort det forbi med Yulian. Eller, han havde egentlig ikke gjort det forbi, for hvordan kunne man stoppe noget, der aldrig havde været der? Det var egentlig ret grotesk, men hvad der gjorde mest ondt var, at han aldrig ville få Yulians smil at se igen. Han ville aldrig nogensinde føle Yulians lille hånd om sin ryg igen. Aldrig. Det var også det bedste, selvom det gjorde ondt i hele Vladimirs krop af at tænke tanken. Det gjorde næsten sygeligt ondt, og han ventede bare på, at hans knæ ville falde sammen i et svagt buk. Vladimir kunne ikke komme i tanke om en form for smerte, der gjorde mere ondt end smerten af at miste. 

Det største problem var, at han i realiteten ikke havde mistet Yulian, for han var et sted derude, og han var måske påført samme smerte som Vladimir selv. Også selvom der fandtes mange måder at miste på, var den værste nok at vide, at personen stadig trak vejret. I samme by. Under samme himmel. Med fælles oplevelser, der stadig kunne leves videre på, men som ikke kunne skubbes til. Som grædende børn der blev sat i hjem, de ikke selv ønskede at være i, da det var ikke op til dem, hvordan deres fremtid skulle tegnes. Det hele var planlagt for dem.  

"Hej fremmede," fnes Boris og rakte ud efter ham, for at trække ham ned på en stol. Zakhar stirrede op i baren og tilbage på Vladimir, og i et kort sekund var han ikke i tvivl om, at Zakhar kunne læse Vladimirs tanker. 

"Vi tager til Kazan på natklub," forklarede Boris, der havde en plan printet ud på bordet. 

Vladimir nikkede og satte sig tilbage i stolen. "Jeg køber lige en øl."

Zakhar bed læberne sammen, og fulgte Vladimirs blik. "Bartenderen er der desværre ikke. Så jeg tænker, vi tager afsted lige om lidt?" 

Vladimir lod som om, han ikke hørte ham.

Han traskede op til bardisken og lod sine hænder stryge bordpladen. Han tænkte på, hvor mange gange Yulian havde rørt netop det sted. Måske disken ikke var vasket, siden sidste gang Yulian havde haft sine hænder på den? Vladimir havde en sygelig trang til at røre alt, bare for at være helt sikker på, at have et stykke at Yulian med sig resten af aftenen. 

Det var egentlig en syg tanke, men Vladimir kunne ikke gøre noget ved det. Han var ivrig efter det. Han havde lyst til at læne sig ind over disken med Yulian på den anden side. Bare lade bordpladen blive tilintetgjort i det, deres læber ville- 

Nej. Nu var det for meget. Vladimir rystede hurtigt på hovedet, og mærkede hvordan sit hoved blussede op. Hans hjerte bankede vildt, og han følte sig dum for at stå alene ved disken og dagdrømme om noget så uvirkeligt som dette.

Der kom en mand ind fra baglokalet med en flaske vodka i hænderne. Han havde en rund mave og skæg, der var ved at blive gråt. "Hvad ønsker du?" spurgte han, og rakte ud efter et rundt glas. 

"Øhm... Bare en øl... Tak," mumlede Vladimir. "Kan man putte vodka i øl?"

Bartenderen lo højlydt og skruede låget af vodkaen. "Så du har en af de dage?"

"Hvilke dage?"

"De dage hvor vodka er den eneste udvej?"

"Altså, det er dig, der arbejder i en bar, så det har du nok selv svaret på..."

Han lo igen. "Du kan få en drink med vodka i stedet. Hvad vil du have i den?"

"Ved ikke. Giv mig noget der syrer," svarede Vladimir i håbet om, at han vil kunne få rykket sin smerte af savn til en smerte af brændende likør. 

"Jeg tror, vodka i sig selv har den bedste virkning. Hvad med et rent glas vodka?"

"Så pyt skidt da. Hurtigere virkning, bedre bedring."

"Du lyder da til at være helt nede." Han hældte vodkaen i glasset, til det var fyldt til kanten. Han spildte en anelse, og tørrede det op med sin klud. 

"Nah." Vladimir trak på skuldrene. "Mine problemer er vel intet i forhold til andres. Jeg er bare dårligere til at håndtere mine tanker end andre."

Bartenderen kiggede bekymret på ham. "Pas nu på dig selv, okay?" Han skubbede glasset hen til Vladimir, og tog i mod de penge, han havde lagt på bordpladen. Vladimir nikkede og mimede 'tak'. Han havde ikke flere penge på sin opsparing længere, og ikke engang naboens hund, kunne luftes for en skilling. Den var død. "Jeg håber, Gud kan hjælpe dig med at se lyset igen en dag," sagde han efterfølgende, og Vladimir mærkede hvordan kvalmen syrede i sin mund. 

"Jo tak," hviskede han. Gud vil aldrig hjælpe mig med det her.

De blev der kun i en halv time, inden de bundede de øl, der stod klistret fast til træ bordet, og traskede ud i efterårsregnen. Vladimir fik sok i sine slidte sommersko, og han var allerede træt af efteråret, også selvom det blot var starten på vintereren. 

Da de steg af toget på Kazans station, var klokken ved at være halv tolv. Vladimir havde været i Kazan mange gange, specielt da hans far stadig boede hjemme, og hvor de tog derhen for at finde vinterstøvler. Selvom det var mere end ti år siden, lignede det sig selv. Vladimir blev stadig betaget af lysene, de smukke bygninger i bløde, runde former og den krydrede duft af tilberedte mandler på gaderne. 

"Lad os tage på Luxor. Der er de lækreste damer," startede Zakhar, som havde ført an, siden de steg ud af toget. 

"Det var da den, vi var på i august, ikke?" spurgte Timur.

"Ja, netop. Trist du gik glip af den aften, Vladimir. Det var sindssygt!"

Timur jublede. "Ja! Der var så mange mennesker. Du drømmer ikke om det."

"Der var også dansere, der dansede poledance! Jeg siger dig, de havde næsten ikke noget tøj på!" forklarede Boris muntert, og svingede sig rundt om den nærmeste lygtepæl. "Sådan her."

Drengene lo højlydt. "De kunne faktisk ligeså godt være nøgne!"

"Vi så dem uden tøj på i hvert fald. Kan du huske det, Boris?" spurgte Zakhar. 

"Ja man! Ej, Vladimir. Det skal du lige høre... Vi fulgte efter dem om til deres prøverum, og stak hovedet ind. Du vil slet ikke kunne forestille sig hvor store silikone bryster kan være! De var... smukke!"

"Fulgte I bare efter dem?" spurgte Vladimir, der prøvede at forestille sig scenen inde i hovedet. "Det er sguda tarveligt."

"Er du lidt misundelig?" fnes Zakhar. "Altså Anzhelika vil hundrede procent springe tilbage på dig, hvis du så meget som viser dig for hende igen. Du skal aldrig tænke på at være trængende." 

"Du er så klam," lo Boris. "Men du har ret. Du er ret heldig Vladimir. Du kan bare kneppe hende, lige når du ønsker."

Vladimir kiggede ned på jorden, og på hver flise der forsvandt, for hver skridt han tog. "Jeg har ikke lyst til sådan noget," mumlede han, og undlod at fortælle at han faktisk vågnede i hendes seng tidligere den morgen.

"Hold da kæft. Lad vær' med at spille sukkersød foran os. Vi kender dig jo," lo Zakhar. Og det værste var, at de kendte ham. For han havde været så ussel at gå i seng med Anzhelika den sidste aften, og han havde skredet, som var hun ingenting. Ingenting. Det var forfærdeligt, hvordan Zakhar havde ret. Han kendte ham bedre, end Vladimir troede, og selvom det var grumt, var det sandheden. 

Måske Vladimir ikke behøvede at lave sig selv om, for måske han rent faktisk var det kolde menneske, som han gerne ville være. 

~·~·~

Musikken var næsten for høj på klubben, for Vladimir kunne ikke engang høre ham selv, når han prøvede at råbe frem og tilbage mellem drengene. Der var en masse neon farvede lys og luften var tung og svedig i det forholdsvis store lokale. Der var en lang bar i den ene ende, og i midten af rummet stod der tre pole-stange på hver deres podie. Timur og Boris løb hen til dem, for at kigge på de damer, der løftede sig op i imponerende stillinger. De var letpåklædte i en dyb, rød farve og med høje, sorte stiletter på. I mens alle hankøn stod samlet savlende om pigerne, stod Vladimir pludseligt alene tilbage i den helt forkerte ende, hvor folk dansede, så han gik hen i mod baren og sætte sig på en af stolene.

Zakhar stod pludseligt ved siden af ham, og lænede sig ind over disken, men stadig med blikket rettet på pigerne.

”Det er fascinerende, ikke?”

Vladimir nikkede stille, og imens Zakhar stadig havde blikket drømmende mod pigerne, bestilte han en drink og begyndte at sippe af den.

”Lad os finde et bord,” sagde Zakhar så.

”Gør du bare det. Jeg tror bare, jeg bliver siddende her en smule længere endnu.”

Zakhar nikkede og forsvandt ind blandt menneskerne. Der satte sig et par ned ved siden af ham, som begyndte at kysse hinanden med alt de havde, og Vladimir følte sig generelt bare i vejen.

Han tænkte, om det var en dårlig beslutning, at lave en ny Vladimir. Han følte sig så fremmede her, så uvelkommen. Ikke engang det alkohol, han havde indtaget, havde hjulpet særlig meget på det. Han kørte sukkende sin hånd igennem sit hår, og lod sin anden glide rundt på kanten af glasset. Han følte sig tom, og prøvede at koncentrere sig om hvem han var. Han havde intet at bygge på. Det hele føltes som sin mors beuf Stroganof uden cognac.

Han skimtede rundt i lokalet, og så en fyr stå med ryggen til en pige, og var i færd med at snakke med hende. Han havde en mønstret t-shirt på og mørkt hår til lidt under ørene. Vladimirs hjerte begyndte at hamre, til det satte sig fast i sin hals, for selv kropsbygningen var idendisk til den person, han frygtede at se... Han ønskede at se. Han kørte sine svedige håndflader hen ad disken, og kiggede over til den anden side, hvor en pige allerede kiggede på ham. Hun holdte en drink mod hendes mund, men hun lod ikke væsken flyde ind mellem hendes let adskilte læber. Vladimir kiggede tilbage til fyren, men han var væk, og han skyndte sig at ryste sine tanker af sig. Pigen kiggede stadig over sin skulder, smilte sødt på en irriterende og upersonlig måde. Han gengalte smilet. Han gengalte hendes bevægelser, da hun i sin alt for stramme, grå kjole hoppede ned af barstolen, og gik hen imod Vladimir. 

"Så, du må være Vladimir," fnes hun, og kastede hendes krøllede, vilde hår over skulderen. Det var lysebrunt men med en mørkere udgroning. 

"Hvad?"

"Jeg spørger dig, om du ikke er Vladimir?" Hendes pupiller var store og pande fugtig af sved, som havde hun lige danset.

"Øh... Hvor kender du mig fra?" spurgte Vladimir forvirret. 

Hun lo og snoede en lok af sit hår imellem sine fingre. "Vi bor i samme by, fjollehovede."

"Gør vi? Burde jeg så ikke have set dig før?" spurgte Vladimir mistroisk og rynkede med panden. Han havde aldrig set hende før, og det var ikke ligefrem fordi, der boede mange mennesker i hans hjemby. 

"Altså, jeg har set dig før. Mange gange. Men du ser også altid ud som om, du ikke er en del af det hele."

"Hvad mener du dog med det?" spurgte Vladimir i en fornærmet tone. Hun vidste da ingenting om ham, så hvad var det dog for noget at sige?

"Jeg mener det ikke ondt!" sagde hun og lagde sin ene hånd på hans skulder. "Jeg mener bare... Du ser altid ud som om, du tænker så meget. Af hvad jeg har opfattet af dig, så troede jeg ikke engang, du kom sådan nogle steder her."

"Men det gør jeg altså."

"Mhmm... Så... Hvor er din kæreste? Anzhelika?" spurgte hun og bed sig let i læben. "For... Jeg hører disse rygter-"

"- Vi er ikke sammen længere, nej," svarede Vladimir hurtigt.

"Okay," smilte hun. "Jeg har længe kigget på dig, da vi gik i grundskole sammen. Jeg gik en klasse under..."

"Ah." Vladimir nikkede. "Der var jeg vel kærester med hende, går jeg så ud fra."

Hun smilte skævt og kørte hendes slanke fingre op ad hendes talje.

"Så..." mumlede Vladimir.

"Ja?"

"Vil du have en drink?" Hun nikkede ivrigt, så Vladimir bestilte en drink til hende, greb fat i hendes arm, og førte hende hen til bordet.

"Gutter," sagde Vladimir for at få deres opmærksomhed. "Det her er..." Han skævede til hende, for at få hende til at sige det navn, han ikke engang havde hørt selv.

"Ekaterina" smilte hun, og vinkede til drengene.

"Ekaterina, ja."

"Hej Ekaterina," hørte han Boris sige. Zakhar lo en anelse, og skuede til Vladimir fra hans drink. 

Det viste sig for at Ekaterina var købmandens datter, hun var lige fyldt atten og havde tre katte. Hun var intet specielt i forhold til andre piger, men Vladimir lo af hendes vittigheder, og at hun kunne slå Boris i armlægning, hvilket blev samtaleemnet for resten af aftenen. Vladimir havde blikket rettet mod hende under hele samtalen, men han tænkte på hvad Yulian lavede. Hvad han havde fået til aftensmad, hvilket musik han havde lyttet til i dag... Men mest af alt, om han ligesom Vladimir sad med tankerne væk i deres fortid. 

At Vladimir og Ekaterina endte på natklubbens toilet, så Vladimir ikke som en overraskelse. På en måde ønskede han det, og på en måde ikke. Det var så forkert med hende. Med en pige, der ikke var en dreng, og hvad var allermest forkert var, at det var mere rigtigt, end hvad Vladimir havde endnu mere lyst til. 

Han greb fat om hendes arme, og prøvede at forestille sig dem muskuløse. Han greb fat om hendes hals, og prøvede at forestille sig den bred og med et synkende adamsæble. Han hørte hendes hvisken, men han prøvede at forestille stemmen mere livlig.

Han kiggede i hendes blå øjne, prøvede lære dem at kende, men de var ikke berusende. Ikke bedøvende. De var ikke whisky farvet.

Han prøvede virkelig, men hendes skingre grin flænsede Vladimir op, til det kun var hans skrøbelige skelet, der stod tilbage og skreg sandheden i hovedet på ham. Han forestillede så meget, at han i et øjeblik var i tvivl, om det overhovedet skete. Om det overhovedet var rigtigt.

Vladimir var svag og han bukkede sammen under hende. Han havde kun formået at trække hendes top ned, så hendes bryster og maveskin blottede sig. Spidserne af hendes hår snoede sig ned af hende, og hun havde et modermærke under højre kraveben. 

"Hvad sker der?" spurgte Ekaterina stille. Hun kørte hendes hår om bag sit ene øre, og lagde efter sine arme over kors. "Er du okay?"

Vladimir kiggede på hendes læber, der var opsvulmede af de kys, han havde placeret på dem. Hans blik flakkede fra dem, til hendes spørgende blik, arme, lår og op på væggen, hvorpå der stod med tusch: "Jeg har kneppet syv på dette toilet," og tilbage på hendes ansigt og hendes sølvøreringe. Hvorfor var det så svært bare at gøre det? Ekaterina var en af de smukkeste piger, Vladimir havde set. Og hun ville jo gerne... Så hvorfor var det så svært?

Tårer syrede i Vladimirs øjenlåg, og han pressede flovt øjnene sammen. Han kunne ikke trække vejret. Smerten havde spredt sig i hele hans krop, og hans hjerte hamrede så hurtigt, at han ventede på, at det ville gå i stå. 

Gid det ville gå i stå. Bare i to sekunder. 

"Jeg.. Jeg kan ikke," mumlede han, og bakkede til han dunkede hårdt ind i dørhåndtaget, og lod en anden smerte sprede sig i sin ryg. Han hev i håndtaget, og så hvordan Ekaterina skyndte sig at hive op i sin kjole, så hun ikke blev endnu mere til grin, end hvad Vladimir lige havde gjort hende. Han løb ud og prøvede at mase sig igennem menneskemængden, for at finde drengene og deres bord. Dansende kroppe spærrede for den sti, han prøvede at danne sig, og jo mere mast han blev, jo sværere blev det at tænke. 

Han nåede frem til bordet, og slog sig ned. Zakhar var den første til at bryde ud i en latter, der dækkede over de forvirrede blikke, der blev sendt i Vladimirs retning. 

"Det var du hurtig om!" 

Vladimir sukkede opgivende, og smed hovedet ned i bordet. 

"Hvad?" spurgte Boris.

"Hvad?" gentog Vladimir.

"Lavede i ikke noget?" 

"Øh," mumlede han. "Jo da. Selvfølgelig. Hvad tror I om mig..."

"Altså, jeg forventede nu ikke rigtig noget af dig," svarede Zakhar og bundede det sidste af sin øl. 

"Tak..."

"Du skal have noget mere at drikke," gispede Zakhar. Han tog Boris' shots og skubbede dem over til Vladimir. Boris kiggede såret på det væske, der forsvandt fra ham. 

"Zakhar, det kan jeg ik-"

"-Til du ikke kan gå!" afbrød han. "Og hold nu op med de blikke, Boris. Du har alligevel ikke godt af det. Alkohol gør dig fed." Boris lænede sig en anelse forover, holdte sine hænder om sin mave og kiggede ned af ham selv. Vladimir kunne ikke gøre det. Han kunne ikke være en af dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...