Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14690Visninger
AA

11. Hurtige skridt

Kapitel 10

Hurtige skridt

~·~·~

 

Den knasende lyd af hurtige skridt på grus sten overdøvede Metallica, som Vladimir havde i ørene. Han var egentlig ikke særlig begejstret for dem, men de mindede ham om Yulian. 

Perler af sved glimtede på panden, smagen af blod og metal fyldte hans hals. Bare én kilometer til.

En, to, tre…

Hans puls var høj, og hvert skridt var bare endnu et hop i mod hans mål.

Tankerne løb som sveden drev ned ad hans hoved. De greb fast i hans fødder, og gjorde det sværere at løbe. Bare ét skridt endnu, 

en, to, tre… 

Han tænkte på, om det en dårlig ide at hænge ud med Yulian? Var han virkelig så skadelig, bare fordi han ikke havde samme holdninger som andre? Vladimir behøvede jo ikke rette sig efter hans holdninger – så længe han holdte sig neutral og ikke råbte op, så kunne der da ikke ske noget? Han prøvede desperat, at trampe så hårdt i jorden, i mens han løb, at det vil overdøve hans tanker.

Hans venner kunne jo heller ikke styre, hvem han skulle ses med. Havde han måske også bestemt, hvem de forskellige skulle hænge ud med? Det var mere bare tanken om at gå sine venner i mod, der gjorde Vladimir en anelse bange. Eller, Vladimir var aldrig bange, bare en anelse… Ræd?

Okay, han var utrolig bange, og måske han altid have været det med sine venner. En person der ikke vidste, hvordan forholdet mellem Vladimir og hans venner var, ville ikke mene at der var noget som helst venskab at spotte. Men drengene havde været så søde i mod Vladimir, da det gik rigtig dårligt derhjemme. Han huskede stadig, da hans far løb hjemmefra for første gang. Hans mor gik helt ned i det dybeste hul, og Vladena endte med at bo hos deres bedsteforældre, som ikke havde råd til begge børn. Der flyttede Vladimir rundt i mellem hans venner, og boede i hvert hus i en uge. De var alle søde i mod ham, og han fik hurtigt knyttet bånd til normale familier.

Helt normale familier.

Men hvad hvis han blev set med Yulian. Nu. Som situationen så ud nu... Ville de så flippe ud? Måske hvis han fortalte Yulian, at han bare skulle nikke, når folk snakker til ham, i stedet for at begynde på en diskussion – ville de så acceptere ham på en anden chance?

Det var bare det, at Vladimir var begyndt at holde rigtig meget af Yulian. Han var en af sine bedste venner, og i de måneder, de havde kendt hinanden, var de allerede mere tætte, end dem Vladimir havde kendt siden børnehaven.

Og de var ikke bare gode venner – Vladimir følte, at han allerede havde knyttet et næsten uhyggeligt stærkt bånd til drengen, og at alle hans tanker og følelser lå knyttet i Yulians hånd, hvor Vladimir vidste, at de ville blive.

Det drypregnede en smule, ligesom det næsten altid gjorde i november måned, og Vladimir håbede at hver en dråbe, ville kunne skylle hver en forvirring væk. Han blev nødt til at få det på den rene med Yulian – han kunne ikke bare smide et venskab ud.

Vladimir svømmede rundt i mudder, og han kom ingen vegne. Han blev nødt til at snakke med nogle, og han vidste, at hans drengevenner ikke kunne hjælpe ham. De havde alle mistet deres respekt for Yulian, efter de så ham træde om på den anden side af baren for første gang. Han kunne måske hive fat i Natalya, og spørge hende, om Yulian kunne få en sidste chance i gruppen. Det var underligt med Natalya. Hun var en del af slænget, men alligevel skilte hun sig ud. Hun boede mindre end fem minutter fra parken, så han sendte hende en besked:

 

Hey, kan jeg komme forbi? Har brug for et godt råd fra en som dig!

Self. Tag bagindgangen – jeg sidder i udhuset :)

 

Okay, godt så.

Pigeråd.

Det var ikke altid det værste. Vladimir satte tempoet op, og krydsede de afblomstrede rosenbuske, der stod på en snorlige række og dannede en lille allé. Da han var nået til parken, løb han skråt over den, sprang over de mudrede vandpytter, og endte ude på den store vej, som han fulgte i et godt stykke tid. Han løb forbi den række lygtepæle, som ham og Yulian havde gået forbi den første aften, de var sammen. Han kunne stadig se deres grinene silhuetter, og selvom det var mindre end fireogtyve timer siden, han sidst havde set Yulian, savnede han ham allerede.

Det var da ikke mærkeligt, vel?

Et lille gult hus viste sig bag de nybyggede lejligheder, og Vladimir gik ind igennem havelågen, for at se Natalya sidde i deres udhus. Hun smilede stort, da hun fik øje på Vladimir stå forpustet på det våde græs.

”Velkommen!” sagde hun, og gik ham i møde, for at sno armene om ham. Natalya var altid så venlig og forstående, og måske var det ikke så dum en ide, at snakke med hende.

”Så, hvad går dig på?” spurgte hun, i mens hun satte sig ned, og rakte hånden frem foran hende, som for at vise, at Vladimir skulle tage den plads. Hendes hænder greb fat om deres lille, pastelblå tekande, og skank dampende te ned i to små matchende krus.

”Tak,” sagde Vladimir, og satte sig tilbage i de flettede stole. Okay, måske skulle han slet ikke have været kommet. Hvordan skulle han dog starte? ”Øhm, hyggede du dig til festen i... Var det fredags?”

”Ja, det var det... Det var virkelig skægt!” svarede hun, smilende.

”Fedt," nikkede han. ”Så, har du sovet godt i nat?”

”Vlad…” sukkede hun, og rullede med hendes grønne øjne.

”Hvad?" spurgte Vladimir, og smed armene i vejret. "Det kunne godt være, at du ikke kunne sove på grund –”

”Stop dig selv og kom til sagen. Hvad er der med ham Yaris fyren?”

”Yulian…” rettede Vladimir.

”Ja okay. Yulian."

"Der er ikke noget," forklarede Vladimir, og trak på skuldrene. Der er alt.

"Jeg er jo ikke en komplet idiot. Jeg har set den måde, du kigger på ham på..."

"Hvad mener du med det?" spurgte Vladimir, og kneb øjnene sammen. Han lænede sig tilbage i stolen, lagde armene over kors og bed sine læber sammen. 

"Jeg mener..." startede hun, og rørte forsigtigt ved hendes dampende kop. "Det kan godt være, at Zakhar og drengene hader ham, men jeg synes, det er helt fint, at du var venner med ham dengang..." 

Vladimir spød øjnene op. "Synes du virkelig det?"

"Ja da." Hun lo. "I virkede som om i var soulmates eller sådan noget. Jeg venter stadig på den dag, jeg møder en, der påvirker mig så meget, som Yulian påvirkede dig."

"Påvirkede mig?"

Natalya nikkede. "Ja? Nu må du ikke misforstå mig, men... Jeg ved godt, at jeg aldrig har været så god til at sige fra overfor Zakhar, men det var som om, at hver gang han tænkte på dig, tænkte du på ham, for jeres blikke mødtes altid, også selvom i ikke engang var i samme rum." 

"Det har jeg aldrig tænkt over," mumlede Vladimir, også selvom det var en løgn. Han tænkte ikke på andet. 

Han tog en tår af sin te, og mærkede den kogende væske spalte hans gane op. 

"Selvfølgelig har du ikke det," sagde hun, og sippede også på hendes te. "Der skal altid meget til, før man selv tør indse det. Indse hvad man selv tænker..." 

Vladimir nikkede. "Ja, det har du vel ret i."

"Så du har ikke selv indset det?" spurgte hun nysgerrigt, og kiggede forventningsfuldt på Vladimir. 

"Indset hvad?"

"At dig og Yulian er... Ja, hvad siger man? Som skabt til hinanden?"

Vladimir spyttede sin te ud over sig selv, da ordene ramte ham. "Hvad?" vrissede han. "Vi er sguda ikke skabt til hinanden!"

Hun kiggede overrasket på ham, men begyndte at grine. "Vlad... Tror du ikke, jeg er klar over, at jeg har set jer to gå jeres hemmelige ture om aftenen? Jeg har altså en hund, der skal luftes også. Man er altså ikke sammen med en person hemmeligt, hvis det ikke er fordi, man længtes efter hinandens selskab."

Vladimir kunne mærke panikken fylde hans krop. Fylde hans hænder, der rastløst kørte op og ned ad armelænet. Fylde hans hals, der sank sit spyt i håbet om, at nervøsiteten ville ryge med ned.  

Selvfølgelig kunne han ikke lide Yulian på den måde. Yulian var bare en ven. Bare fordi han havde de der dumme brune øjne, fantastiske personlighed og et smil der strålede mere en hans irriterende stjernebilleder, gjorde det ham bestemt ikke til… Sådan én... Han havde jo en pige kæreste! Anzhelika med det lange hår og de flotte bryster. Hvordan kunne man være til fyre, når en pige som hende, boede i byen?

Åh gud, Anzhelika. Hvad var der nu sket med hende? Vladimir havde ikke snakket med hende, siden de i sidste uge havde været i biografen og set en film, Vladimir ikke engang kunne huske hvad hed. Eller handlede om. Han havde faktisk glemt, at de overhovedet havde været afsted. Han havde allerede glemt hendes stemme, hendes måde at bevæge sig på, og fuck. Var det blå eller grønne øjne, hun havde?

"Du har ikke sagt noget til nogen, vel? Til Zakhar?" spurgte han, alvorligt. "Altså, om vores turer vi går."

Hun rystede på hovedet. "Nej da. Det ville jo ikke gøre nogens dag bedre."

"Netop," svarede Vladimir og nikkede. "Tak."

"Nu skylder du mig i det mindste at fortælle, hvad der sker i mellem jer to," lo hun, og bundede resten af hendes te i én mundfuld. 

"Der er ikke rigtig så meget at forklare," sukkede han. "Jeg mener... Vi er virkelig gode venner. Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så tæt knyttet til en person før."

"Det kan jeg godt mærke på dig," smilte hun. 

"Hvad med Anzhelika? Har hun snakket med dig om noget?" spurgte Vladimir nysgerrigt. 

"Snakket med hende om hvad?"

"Om Yulian? Bare siden du kan sige, at Yulian og jeg er som skabt til hinanden, når du pænt meget er bedste veninder med hende, og når hende og jeg er sammen?"

"Jeg ved det ikke, Vladimir," mumlede hun, og lagde armene over kors. "Hun er ikke rigtig til at finde ud af. Hun siger det ene, og mener det andet."

Vladimir nikkede og kløede sig i nakken. Den kendte han godt. 

"Tja..."

"Men jeg bliver så ofte i tvivl, om i overhovedet stadig er sammen, eller om i bare er sammen for at være sammen."

"Vi er sammen," angav Vladimir, og løftede sit ene øjenbryn. 

"Okay," sagde hun i en rolig tone. En tone der faldt blødt og koldt over den dampende te i kanden. 

"Har hun da sagt, at vi ikke er?" spurgte Vladimir så. 

"Næh." Natalya rystede på hovedet. "Hun siger aldrig rigtig noget."

"Gør hun ikke?" Vladimir var ellers ret sikker på, at Anzhelika var lige så højtråbende, stædig og udstrålede lige så meget selvsikkerhed, når hun var alene med ham, som med andre.

"Nej. Jeg tror, at der sker mange nye ting, nu når vi ikke går i skole sammen mere. Når vi alle skal videre... Videre med vores uddannelser og liv," forklarede hun og trak kort på skuldrene. Hun tog kanden med te i, og skænkede op til sig selv. "Vil du have mere? Det er godt med te. Det forebygger forkølelse."

"Nej tak," smilte Vladimir. "Hvad med dig og Zakhar? Tror du, I skal videre sammen eller hver til sit?"

Hun kiggede et sted bag Vladimir og bed læberne sammen. 

"Det ved jeg ikke rigtigt. Det er på en måde en vane, at være sammen nu. Efter alle disse år..." 

"Hvor mange år er det nu?"

"Fire," lo hun. "Jeg var så forelsket, Vladimir. Du drømmer ikke om det. Hele min verden handlede om Zakhar. Jeg tænker bare ofte, hvor jeg havde været nu, hvis hans følelser ikke var gengældt. Hvem ville så være den første, jeg skriver til, når jeg står op, og den sidste, jeg tænker på, når jeg falder i søvn? Kender du den følelse? Ville det være en anden fyr, en ven... Min mor?"

Vladimir nikkede som svar. "Men?" spurgte han så. 

"Men hvad?"

"Du mangler dit men. Du mangler den side, hvor du fortæller mig, hvad du er nervøs for."

Hun lo, og kørte stille sin hånd igennem sit hår, og skjulte sine øjne. "Jeg ved ikke..." Hun var stille i et stykke tid, i mens Vladimir ventede på svar. 

"Men han har forandret sig. En del," sukkede hun, og kiggede ned i bordet. 

"Synes du det?"

"Ja... Han er blevet mere..." hun tykkede på sine læber, som ledte hun efter ord. "Grov." 

"Har han ikke altid været det?" spurgte Vladimir.

"Tjo..."

"Jeg har aldrig rigtig turde sige ham imod," lo han. "Det er der aldrig nogen, der har." 

Natalya smilte. "Nej, det har du vel nok ret i. Det er er det jeg siger: Jeg var forelsket. Jeg var forelsket i hans stærke personlighed og i den måde, hans blik kunne få mig til at hive efter vejret." 

"Så du er ikke forelsket mere?"

"Nej, jeg er ikke forelsket mere... Jeg tror bare, jeg elsker ham nu." Hun sluttede sit "nu" af, som var det hendes endelig ord, og Vladimir tænkte på, om hun mente nu som i nu eller nu som i morgen. 

Vladimir nikkede, men svarede hende ikke yderligere. 

"Så, ham Yulian her. Ham er du ikke forelsket i, eller?" spurgte hun, og Vladimir mærkede sit hjerte banke, bare af hans navn. 

"Man kan ikke være forelsket i en dreng," svarede han, og det kom ud hårdere, end han havde planlagt. Hun kiggede opgivende på ham, og legede med hendes tørre hårspidser. "Og det ved du også godt."

"Jeg har hørt om tilfælde..."

"Men det kan man ikke!" vrissede Vladimir, og mærkede sit hoved blusse op. "Det er i mod Gud og generelt bare menneskeheden!"

"Ikke alt er umuligt," sagde hun bare, og kiggede i sit skød. 

"Nej, men lige præcis dét er." 

"Hvis du siger det," mumlede hun. 

"Det gør jeg."

"Okay." 

En stilhed dansede imellem dem, og Vladimir spekulerede på, hvorfor hun var så ivrig efter at vide, hvad Vladimir tænkte og følte. Det ragede på ingen måder hende. Han dummede sig over, overhovedet at være taget hen til hende i første omgang.  

"Hvorfor vil du have så mange ting af vide om Yulian?"

"Fordi jeg interesserer mig for dig."

"Men jeg forstår det ikke..." mumlede han. "Hvorfor har man pludselig følelser for en, bare fordi man er sammen konstant? Boris og Zakhar er da også sammen konstant, der er da ikke noget imellem dem?"

"Nej, fordi Zakhar har mig."

"Ja, og Anzhelika har mig."

"Det er ikke det samme..."

"Hvad? Det er sguda fuldstændig det samme!"

"Nej, fordi du opfører dig mere som et par med Yulian, i de to sekunder jeg ser jer i parken, end når dig og Anzhelika råsnaver i tyve minutter i baren!"

"Du ved ikke en skid om kærlighed, så!" råbte Vladimir. "Jeg elsker Anzhelika!" Hans kinder var røde, og han gled sine håndflader over sine knæskaller.

"Du har ret. Jeg ved måske ikke en skid om kærlighed. Men i det mindste opfører jeg mig som en ven, og har ikke fortalt Zakhar om noget som helst!" skød hun tilbage med en hævet tone. Hendes øjne var betrukket af et tyndt lag gråd.

"Undskyld, Natalya," sagde Vladimir og tog sig til hovedet. Han ikke bare følte sig som en idiot. Han var en idiot, og selvfølgelig var han taknemmelig for, at hun ikke havde fortalt Zakhar om ham og Yulians natteture. "Jeg er bange for, at de ikke vil give ham en ekstra chance," sagde han, stille.

"De er nok bare bange for, at miste dig som ven," svarede hun, og ignorerede hans undskyld. "Jeg tror ikke, de er vant til, at nogle gør noget uventet i gruppen. Men det du gør her er... Ja, uventet."

Vladimir nikkede. Han tænkte, at noget uventet måske var det, der gjorde det hele spændende. Måske Yulian var det, der ville gøre Vladimirs liv spændende. 

"Tak fordi du gider lytte til mig. Men jeg er altså glad sammen med Anzhelika. Hun gør mig lykkelig."

Natalya smilte og nikkede. "Fair nok. Hvis hun kan opfylde dit ønske om lykke, så er der vel ikke så meget mere at snakke om." 

Vladimir og Natalya snakkede kun i endnu et par minutter, men Vladimir havde allerede skjult det emne, Natalya så gerne ville ind på. Han gik efter at have givet hende et kram, og forlod hendes hjem med ubesvarede spørgsmål flyvende op af skorstenen. 

Vladimir ignorede det så godt som muligt. 

Han tænkte i nogle minutter, og vidste hurtigt, at han blev nød til at ringe. Han tog mobilen op ad lommen, og ringede op. Tre bib skulle der til, før der lød en skramlende lyd i den anden ende af røret. 

"Hej Vladimir!"

"Hej Anzhelika..." sagde han, og prøvede at klemme telefonen ved at presse så hårdt som muligt. "Kan jeg komme forbi? Det er vigtigt"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...