Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14637Visninger
AA

3. Den glemte elsker

Kapitel 2

Den glemte elsker

~·~·~

Samfundsfags eksamen gik af helvedes til. Vladimir havde fået to timers søvn, og taget et iskoldt bad inden eksamen, for at blive lidt frisk. Men ligeså snart det tykke hæfte af spørgsmål blev klasket ned på det mørke egetræs bord, der var linet op på biblioteket, gik han kold. Han kunne ikke overskue det, og søvnen prøvede at overtage hans krop flere gange.

Bogstaverne var flydt ud i en ubetydelig masse, og Vladimir tog sig selv i flere gange, at kigge på den forandre sig hvert sekund. Der var intet at gøre, men hvad der stod på det hæfte, var bestemt ikke noget, der fangede Vladimirs opmærksomhed.

Så han gik.

Han krydsede nogle tilfældige felter af, rejste sig op efter kun en time, lagde hæftet for enden af gangen i en lille afmærket kasse, og forlod lokalet med stirrende øjne på ham.

Søvnen overtog så også hans krop, da han smed sig på sengen, efter tyve minutters gågang fra skolen. Det var ikke en dyb søvn, for han lå halvt vågen i tankerne om Yulian og hans møde med sin mor dagen i forvejen. Han havde lyst til at kontakte ham, og undskylde for sin mors dårlige opførsel - men det var også bare så svært at forklare sig. Vladimir vendte og drejede sig, og kiggede konstant øje på uret, uden rigtig en grund, men den var omkring halv to, inden urets viser flød ud i endnu en søvn.

 

"Vågn op, Vlad."

Stemmen kom ikke fra Vladimirs drøm, for denne tone var genkendelig og ikke særlig skræmmende. Det var selvfølgelig Anzhelika, som var listet ind på hans værelse imens han sov. Han åbnede øjnene, og mærkede hvordan de var en anelse hævede, og føltes som om, der var belagt tusinde små sten hen over hornhinden. Anzhelika var iført en kort, blomstret kjole og et par mørke nylon strømpebukser.  

"Mhmm," mumlede Vladimir og strakte sig, til hans ben rakte ud over enden af boksmadrassen.

"Hvorfor sover du nu?" spurgte hun i et tonefald, der fik det til at lyde som om, hun var totalt uinteresseret.

"Fordi... Jeg er træt?"

"Det er der ikke tid til", hviskede hun, imens hun bøjede sig ned over Vladimir, kørte sine fingre hen over hans brystkasse og bed ham svagt ved adamsæblet.

"Mm," udstødte Vladimir, og prøvede at få Anzhelika væk fra ham. Han var slet ikke i humør til sex eller noget lignende. "Kan vi ikke bare sove?"

"Hvorfor så kedelig?", spurgte hun i en lys, betuttet tone og trak på i'et.

"Fordi jeg ikke har sovet, og fordi jeg er træt, okay?" Han kunne ikke andet, end at hæve tonefaldet en anelse. Ikke fordi han var irriteret, men fordi han ikke havde brug for noget selskab i det øjeblik. Alkoholen fra i går klistrede stadig ved de forladte hjørner i hans krop, og han var bare ikke i humør til mennesker.

"Du er godt klar over, at mænd ikke kan PMS'e, ikke?" lo hun, og kastede hendes lange hår om bag skuldrene.

"Ha," grinte han overfladisk, og smed hovedpuden godt hen over hovedet. "Sov eller sid der. I don't really care, men jeg skal lige have tyve minutter mere."

Anzhelika kiggede halv mopset på ham i et stykke tid, indtil hun valgte, at ligge sig ned ved siden af ham. Hun nynnede ham ind i endnu en søvn.

~·~·~

Da han vågnede for tredje gang, sad Anzhelika for enden af sengen, og var i færd med at tjekke noget på Facebook. Vladimir gryntede en anelse, for at gøre hende opmærksom på, at han rent faktisk var vågnet. Lyset udenfor virkede en anelse mere gulligt i det, så det var i hvert fald ved at være sen eftermiddag. Anzhelika lagde hendes splint og nye iPhone ned på sengen, og vendte sig om imod Vladimir.

"Zakhar holder fest på fredag," sagde hun i en glad tone, og kiggede forventningsfuldt på Vladimir. "Vi er begge inviteret!"

"Fest igen?" Det var tredje gang i den måned, at Zakhar holdte fest - men hans kæmpestore gallasal af en stue, var også det perfekte sted til at holde arrangementer.

"Ja - jeg overvejer at tage min pink kjole på. Hvad synes du?"

"Pink kjole?"

"Ja, den der med de mørke syninger på!"

"Eh," Vladimir kunne ikke huske hvilken en af hendes kjoler, der var pinke. Hun havde i hvert fald over tyve forskellige i de rødlige farver.

Anzhelika kiggede opgivende på ham, og hev sin mobil op fra sengen. Der lød et lille klik fra den, da låseskærmen blev åbnet, og hun kiggede koncentreret på den.

"Hvad laver du?" spurgte Vladimir så.

"Finder den skide kjole, så du kan se den!" svarede hun i et irriteret tonefald.

Hun vendte mobilen mod Vladimir, så han kunne se et billede af hende i en stropløs kjole. Billedet var taget i et prøverum, og den var som sagt pink. Den sad stramt fra start til slut, og der var et sort mønster lige over hendes hofter.

"Så... Hvad synes du?" Hun lænede hovedet til den ene side, og Vladimir kendte hende godt nok til, at lige meget hvor rædselsfuld den så end var, blev han nødt til at give hende en kompliment.

"Den er flot," nikkede han, og smed hovedet tilbage på puden, til han kiggede op i loftet.

"Flot?" Hun kneb øjnene sammen, og Vladimir vidste, at det kompliment ikke var god nok.

"Smuk mente jeg. Du ser smuk ud." Det var svært for ham, at få sætningen til at lyde troværdig, for han var stadig ikke i humør til selskab, eller til nogen som helst form for samtale. Men Anzhelika smilte et tilfreds smil, så missionen var fuldført.

"Så, du kommer med på fredag?" spurgte hun så.

Okay, næsten fuldført.

"Ja da. Jeg skal jo se dig live i den kjole," blinkede han, og Anzhelika sprang glad op af sengen.

"Det er da lige det du skal!" Hun hev fat i en kuglepen på Vladimirs skrivebord, og krydsede et kæmpe kryds af på hans kalender, der stadig viste april. "Så ses vi i hvert fald der! Og husk at hent mig inden festen, som du plejer." 

Vladimir nikkede. Selvom han ikke havde kørekort, så tog han altid sin mors bil, når der var fest. Hun brugte den alligevel aldrig, og hun fandt heller aldrig ud af det.  

"Jeg skal mødes med Zlata på hjørnet nu," sagde Anzhelika, og lænede sig ned over Vladimir. 

"Okay, vi ses!" Anzhelika kyssede ham kort farvel, og gik ud af rummet. Da Vladimir kunne høre hoveddøren blive smækket i, rejste han sig op fra sengen, og hev fat i sin telefon. På startskærmen kunne han se, at Zakhar havde inviteret ham til sin begivenhed på Facebook. "Zakhar skal vise jer hvordan man fester og score bitchesvar hvad begivenheden hed, og Vladimir kunne ikke andet, end at trække på smilebåndet. Han undrede sig nogle gange over, hvordan Natalya fandt sig i hans evige flirten med alle andre piger, når hun selv var den mest trofaste kæreste, man kunne ønske sig. Så selvfølgelig trykkede han på deltag.

~·~·~

Det var en overskyet fredag aften, og himlens store kappe af skyer spyttede en anelse regn ud på hvert et menneske, der bedrog sig udenfor huse og halvtag. Klokken var ved at være otte, og begivenheden skulle så småt til at starte. Zakhars palads, slot eller hvad det nu end var, han boede i - noget der var større, end at kunne høre under kategorien 'hus' - var allerede propfyldt af mennesker, da Vladimir trådte ind af døren. Boris var den første, der så ham. Han var iført et par lyseblå jeans med en mørk skjorte til. Hans hår var for en gangs skyld sat op i en quiff, og pludselig følte Vladimir sig kedelig med hans kortklippede hår og forvaskede t shirt. Boris slog armene ud til et kort kram, der var efterfulgt af tre, små klap på ryggen.

"Godt at se dig," sagde han så, og skimtede ud af døren, bag Vladimir, som om han ledte efter noget. "Hvor er Anzhelika?"

Anzhelika!

Anzhelika!

Vladimir havde helt glemt, at han skulle samle hende op, fem minutter inden festen startede. Han havde ingen anelse om, hvordan fanden han kunne tackle denne, for Anzhelika havde hverken ringet eller noget til ham, så måske hun også selv havde glemt det. Vladimir stod i hvert faldt brat og stirrede ud i luften, imens han tænkte på den letteste måde, at smutte ud af huset, uden nogen ville se det. 

"Har du glemt hende?" spurgte Boris i et overraskende tonefald, der var efterfulgt af et grin. Han sprøjtede noget abrikos farvet væske ud af munden, der tydeligvis kom fra hans drink, som han holdte i den venstre hånd.

"Øhm, jeg... Fuck," stammede Vladimir. "Ikke sig det til nogen! Jeg kommer tilbage om tyve minutter, okay?" Han prøvede at hviske, men det var en anelse svært, at overdøve musikken fra stuen. Bag Boris dukkede Zakhar op, som smilte, da han så Vladimir stå forvirret i dørindgangen.

"Hvad sker der?" spurgte han, og lænede sig op ad dørkarmen ved siden af Boris.

"Han har glemt Anzhelika," lo Boris, og da Zakhar havde opfattet det, begyndte han at grine med, højlydt.

"Shh!" tyssede Vladimir, der prøvede ikke at panikke for meget, og tage det bare en anelse cool. "Ikke for højt! Jeg kører tilbage efter hende nu!" forklarede han.

"Perfekt, så kan du også lige smutte forbi supermarkedet og købe noget vodka," smilede Zakhar, og pegede imod stuen. "De har allerede drukket syv flasker derinde." Zakhar tog hånden ned i hans sorte jeans, fumlede med noget, og hev en lille bunke sedler op, som han foldede ud.

"Der er jo over sekstusinde! Hvor meget skal du lige have?", spurgte Vladimir overrasket.

"Nah, man kan ikke få så forfærdelig meget for de penge. Måske omkring fjorten, femten flasker - men du køber i hvert fald bare, til der ikke er flere penge tilbage," sagde Zakhar, og trak på skuldrene, som var sekstusinde russiske rubins ingen penge.

Vladimir kiggede med store øjne på sedlerne. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde set så mange penge, på én gang. "Okay så," svarede Vladimir, og tog imod pengene. "Vi ses om lidt, og ikke sig noget til de andre omkring Anzhelika, okay?"

Boris lo og Zakhar gav ham et hårdt klap på skulderen. "Selvfølgelig ikke."

~·~·~

Anzhelika stod surt i køkkenvinduet, da han trådte ud af bilen til hendes indkørsel. Da han åbnede døren ind til hendes hjem, kom hun med hurtige skridt ud til gangen, og da han kunne se hende ordentligt, så han den pinke kjole, der snoede sig om hendes krop. Hendes hår var sat op i en stram knold, men noget af det hang alligevel ned i lokker - sikkert noget hun havde set i et af hendes ugeblade. Da hun nåede hen til ham, stoppede hun brat op og kørte munden ud i en spids.

"Du er en nar!" vrissede hun, og trampede hårdt i gulvet med hendes sorte stiletter.

Vladimir var overrasket over hendes tonefald. Ikke at han forventede hende glad, men hendes stemme var næsten helt rug af vrede, og hun havde jo ingen grund til at være sur? Hvad hvis han var faldet ned af trappen, og det var derfor, han var forsinket? Det vidste hun da ikke noget om.

"Undskyld, jeg..."

"Fuck dig og dine undskyldninger! Du skal altid klokke i det! Altid!" Hendes øjne var blanke og en anelse hævede.

"Du ved jo ikke, hvorfor jeg kommer for sent! Lad mig dog lige-"

Hun kneb sine læber sammen, og tog sig til hovedet. "Nej... Jeg ved ikke, om jeg kan klare det mere"

"Hvad mener du med det?" Der må være noget, der var foregået bag Vladimirs ryg - hun havde ingen grund til at blive sur, bare fordi han kom en halv time for sent. Det var Vladimir hundrede procent sikker på, var sket en gang før. Eller to.

"Du ved udmærket godt hvad jeg mener, Vladimir," spyttede hun, og placerede hendes pegefinger på Vladimirs bryst. Vladimir rystede på hovedet i et nej.

"Du gider mig tydeligvis ikke, og jeg ved heller ikke, om jeg stadig gider dig."

Vladimir tænkte på at rulle med øjnene, men det ville bare gøre Anzhelika endnu mere sur, og det var ikke ligefrem det, der stop på top tre listen af ting, der skulle gøres den aften. "Det kan du ikke bedømme, bare fordi jeg kommer for sent denne ene aften!"

Anzhelika rullede derimod med øjnene, og så opgivende på Vladimir. "Det er ikke kun fordi, du kommer for sent, for helvede!"

"Så giv mig en forklaring!" halv råbte Vladimir. Det hele var tåbeligt. Han gad slet ikke skændtes med Anzhelika over dette. Hun kunne bare have skrevet til ham. Ja, det var lige så meget hendes skyld, som hans!

"Det er bare som om, du ikke gider mig mere... Som om vi er ved at glide væk fra hinanden!" forklarede hun og slog ud med hænderne.

"Hvorfor skulle jeg ikke gide dig?"

"Du kommer for sent, det er som om at du aldrig rigtig lytter, når jeg snakker til dig," begyndte hun og talte på sine fingre, "Og så var der der i tirsdags, hvor du ikke ville..." Hun stoppede sig selv, lod sine hænder falde ned på hver side af hendes krop, og hun så pludselig ud til at fortryde dette samtaleemne.

"Ville...?" Enten var Vladimir træt, ellers var han bare snotdum, for han røg hurtig ud af samtalen. Hvad Anzhelika var i færd med at forklare, var ikke noget, som Vladimir forstod. Eller måske ønskede han ikke at forstå det.

"Jeg hentydede til det flere gange! Ligesom jeg plejer, men du smed mig bare væk!" udbrød Anzhelika efter en kort tids pause. Sætningen tog hende under to sekunder, men det var nok til at alle brikker pludselig fandt sammen for Vladimir.

"Åh, wow! Så det her handler om, at jeg var for træt til sex?" spurgte Vladimir. Han vidste ikke, om han skulle grine eller slå sig selv i hovedet, så han besluttede sig for at udstøde nogle små lyde, der skulle være starten på et grin. Anzhelika kiggede alvorligt på Vladimir, så han stoppede hurtigt, og spejlede sig i sin kærestes blanke og forvirrede øjne.

Hun nikkede som svar.

"Jeg havde sovet i to timer den nat! Hvad forventer du af mig?" Nu var det Vladimir, der slog ud med armene, og han tænkte, at han måske kunne skubbe nogle af problemerne væk i svinget.

"Hvorfor kun i to timer?" spurgte hun så. Hun lagde hovedet på skrå, og kiggede mistroisk på Vladimir. "Jeg gik tidligt hjem fra dig mandag, så du kunne terpe. Kunne du ikke sove, eller...?"

Åh gud, nu var det klart emnet om utroskab, at Anzhelika ville ind på. Han kunne mærke det i luften, og se det i hendes øjne. Han opgav hurtigt, og valgte at fortælle sandheden, som for en gangs skyld, var bedre end Anzhelikas hentydning.

"Jeg var i nede i baren, okay?"

"Selvfølgelig var du det," mumlede hun, og så ud til at være lettet, men på samme tid stadig fuld af vrede. "Og så skyndte du dig at smide mig ud, så du kunne komme ned og have det sjovt, alene."

"Det er ikke sådan det er!" Vladimir kunne ikke forstå, hvordan Anzhelika stadig kunne finde på ting at brokke sig over.

"Jeg er faktisk også pisse ligeglad med, hvordan det er! Du kan tydeligvis ikke lide mig mere, og så kan vi ligeså godt droppe det nu, imens jeg stadig har god smag i munden!"

Vladimir vidste, at han ikke kunne ende det med hende sådan her. På den måde. Han havde heller ikke lyst til at stoppe det - alt det med Anzhelika var ved at være en vane for ham, og hvis hun pludselig bare forsvandt, ville Vladimir føle sig ekstrem hjælpeløs. Hun planlagde for ham, var der for ham, kiggede med på sidelinjen, når han selv skulle gøre tingene - han kunne bare ikke få sig selv til at droppe hende. Så han tillod sig, at stikke hende en halv løgn og en halv sandhed.

"Jeg elsker dig, okay? Jeg har bare været lidt væk i de seneste par uger," smilte han, og strøg hende over kinden, til hun tog et skridt tilbage og rystede hans hånd af sig.

"Og hvorfor skulle jeg tro på det?" spurgte hun i en lav tone, og kiggede trist på Vladimir.

"Fordi..." begyndte han, "Fordi du altid har kunne stole på mig, så hvorfor skulle det være anderledes nu?" Han slog ud med armene, og kiggede op i loftet. "Jeg er bare pisse bange! Jeg er bange for at skulle blive voksen nu. Jeg er bange for at skulle få mig et liv, der ikke har noget med baren og vennerne at gøre. Til at skulle arbejde, tjene penge, forsørge mig selv. Og jeg er ikke engang en rigtig mand, for jeg tør ikke se frygten i øjnene. Er det ikke nok for dig?"

"Okay." Var det eneste, hun sagde, men hun nikkede, og et lille smil voksede sig frem på hendes jordbærfarvede læber. "Okay, undskyldningen er godtaget."

"Okay," gentog Vladimir, og nikkede med hovedet, for at ryste hele samtalen på plads. "Super."

"Så... Hvad nu?"

"Nu skal vi til fest, så du kan få danset i din kjole," svarede Vladimir, og trak hende ud i entréen, hvor en ny, stribet tapet hang på væggene. "Men vi skal først lige ned og købe vodka."

~·~·~

" meget vodka?", spurgte Anzhelika, da Vladimir trak sedlerne op af inderlommen i hans sommerjakke. De holdte ved supermarkedets parkeringsplads, helt oppe foran indgangen. Vladimir nikkede, og hun lignede én, der lige havde set et pengetræ.

"Men... Hvor har du fået dem fra?" hendes øjne var store, og hun kørte hendes fingre hen over sedlerne.

"Det er bare Zakhar, der har bedt mig om at købe vodka," svarede Vladimir, og trak på skuldrene, "Det er selvfølgelig også hans penge," skyndte han sig derefter at sige.

"Ahh", mumlede hun, hoppede ud af bilen og lod hendes stiletter, der muligvis var højere end hende selv, lave en klingende lyd for hver gang, de ramte asfalten. Vladimir gik med, låste døren, og traskede ind i mod alkohol afdelingen med Anzhelika i hælene.

"Hvor er vodkaen?" mumlede Vladimir, der kiggede rundt på alle hylder, og efter så spørgende på Anzhelika, der trak på skuldrene.

"Ingen ide? Måske de er oppe ved kassen."

Vladimir nikkede, og gik op i mod kassen, hvor der sad en ung blondine.

"Hvor har i vodka henne?" spurgte Vladimir, og lænede sig ind over disken. Den unge pige så en anelse forvirret ud - hun var nok nyansat.

"Eh, altså... Vi har ikke vodka." Hun prøvede at smile, men hendes øjne viste ham, at der var noget, der var i vejen. Hun havde nok familie eller kæreste problemer. Vladimir ville i hvert fald bare have vodka.

"Men der plejer at have vodka," anslog Vladimir. Han kunne simpelthen ikke gå tilbage til festen tomhændet.

"Men, det har vi ikke mere," svarede pigen, med en anelse irriteret tone.

"Hvad gør vi så?" spurgte Anzhelika, og så mest af alt ud til, at hun bare ville af sted med det samme.

"Det ved jeg ikke. Zakhar bliver stensikkert sur, hvis vi kommer uden vodka," mumlede Vladimir, og Anzhelika nikkede.

"Hvorfor går i ikke ned i baren?" spurgte pigen bag kassen, der tydeligvis ønskede, at de begge skulle gå, så hun kunne komme videre med at ekspedere de andre kunder.

"Ikke baren," sagde Anzhelika, og lod alt trykket lande på 'ikke'.

"De er også for dyre," sukkede Vladimir.

"De plejer ellers give gode rabatter, hvis man altså køber meget." Stemmen kom bag fra Vladimir, og da han vendte sig om så han et genkendeligt ansigt - det var en af stamkunderne fra baren af, og han lignede bestemt også en, der vidste hvor man kunne få de bedste rabatter på stærkt alkohol. Anzhelika rullede med øjnene, og lod et støn lyde fra hendes læber.

"Okay, okay. Kom, Vlad," sukkede hun, og rykkede i hans jakke, "Vi tager baren." Nu var det hende, der gik forrest ud til bilen, og Vladimir der traskede efter. Det første han tænkte på, var om Yulian var på arbejde, og om han kunne slippe ud af den samtale, de helt sikkert ville få.

Baren lignede selvfølgelig sig selv - det var trods alt også kun en uges tid siden, han havde været der sidst. Han kiggede med det samme over ved baren, for at se om Yulian stod der. Det eneste med liv i, var dog kun fiskene i akvariet, og på en måde var det lettende for Vladimir, men på en anden måde, ville han gerne se ind i de brune øjne en gang til.

Anzhelika stod og kiggede på Vladimir, ventede, og gav tegn til, at han skulle smutte op ved baren, ved at lave en bevægelse med hånden. Så han gik derop, og lænede sig ind over bordpladen, for at se om der overhovedet var nogle, der kunne betjene ham. Efter et lille stykke tid, kom en lidt halvbuttet dame ud - endnu en han aldrig havde set. Hun havde kort, krøllet hår, og alt for meget blå øjenskygge på, der fik hende til at se ud som om, hun havde været oppe i en voldsom slåskamp. Vladimir smilte, da hun sagde: "Og hvad skal den unge herre så have?"

"Jeg har hørt fra en af jeres stamkunder, at man kan få rabat, hvis man køber massere af vodka på en gang?"

"Hmm, det kan godt være," sagde hun, og løftede det ene øjenbryn, "Jeg spørger lige omme bagved. Jeg er ny, så kender ikke de regler".

"Det er helt i orden," smilte Vladimir, og kiggede på Anzhelika, der var i gang med at betragte fiskene i akvariet. Damen forsvandt om bag forhænget, til baglokalerne, og kom tilbage med et smil.

"Ja," sagde hun, "Det gælder, hvis du køber mere end ti flasker."

"Ti flasker!" spurgte Anzhelika, overrasket, "Så mange penge fik du da heller ikke!"

Vladimir hev dem op af lommen, og lagde dem ud på bordet. Anzhelikas øjne sprang op - hun havde muligvis set, at der var mange penge, men ikke så mange igen. Vladimir kunne heller ikke selv helt forstå det.

"Vi skal have for alle pengene," smilede Vladimir, og damen tog imod pengene og talte dem igennem.

"Fjorten flasker kan det blive til."

"Super," svarede Vladimir, imens damen fumlede med pengene i kassen, og gav ham nogle mønter tilbage i hånden.

"Skal i have hjælp til at bære flaskerne ud? De er nok lidt tunge," spurgte hun, og kiggede spørgende på Anzhelika og Vladimir.

"Øhm, nej. Jeg tror lige, vi klarer den," svarede Vladimir, smilende.

"Okay." Damen forsvandt endnu en gang om bag forhænget, og Vladimir vendte sig om, og kiggede på Anzhelika, der var fuld koncentreret om at rette på hendes knold, der tydeligvis var gået i stykker.

"Det bliver en vild aften, tror du ikke?" spurgte hun, da hun så, at Vladimir kiggede på hende.

"Jo, det skal nok blive godt!" svarede Vladimir, i en lidt mindre begejstret tone. Han havde aldrig rigtig haft lyst til at tage til den fest, og slet ikke nu, da alle Zakhars gæster hundrede procent snakkede om, at han var hjemme og samle sin kæreste op, som han havde glemt. Anzhelikas elastik faldt endnu en gang ud af håret, så Vladimir greb den, inden den ramte gulvet.

"Skal jeg hjælpe dig med det der?" spurgte han hende.

"Hah, nej tak du," grinte hun, "Du er jo en dreng. Jeg gider ikke ligne en fuglerede." Anzhelika havde tydeligvis glemt alt om de aftener, hvor Vladimir havde flettet Vladenas hår foran hende, og det var en anelse skuffende, at hun ikke kunne huske hans hår-sætnings-evner. Men det undrede ham ikke engang. Det var som om, de bare var sammen, uden rigtig at kende hinanden.

"Jeg er vant til det," sagde han i en fornærmet tone, der frembragte et fnis frem hos Anzhelika.

"Mhm." Hun bøjede sig ned, for at samle alt håret i begge hænder, vride det sammen, og køre elastikken så godt rundt om som muligt. Da hun rejste sig op, helt rød i hovedet, kiggede hun overrasket på noget, der befandt sig bag Vladimir selv. "Vodka," sang hun, og klappede livligt i hænderne. Og ganske rigtigt - da Vladimir vendte sig om, kiggede han direkte ned på en grå papkasse fuld af vodkaflasker, der blev båret af to, stærke hænder. Da han kiggede op, faldt han ned i et par bundløse, whisky farvede øjne. Øjne der selvfølgelig tilhørte Yulian, og Vladimir mærkede hvordan han indenunder huden panikkede, men udenpå stod fast på gulvet, og ikke var i stand til, at rykke sig en centimeter. Yulian havde ikke sat håret i dag - det hang ned i panden på ham, og han var iført en sort T-shirt, der sad stramt om hans brystkasse. Stramt om hans muskuløse brystkasse og brede skuldre - ikke at Vladimir kiggede, overhovedet ikke, men han kiggede nok til, at stilheden mellem dem var blevet akavet, og alt blodet i Vladimirs krop løb om kap til hovedet. Fuck.

"Øhm," stammede Vladimir, "Hej Yulian!"

"Hej Vladimir," lo Yulian, og satte papkassen på gulvet.

"Hva'," mumlede Vladimir, "Jeg troede ikke, du var på arbejde."

"Øh… Har jeg sagt, at jeg ikke skulle være det?" grinte han, og lænede hovedet tilbage, til hans adamsæble viste sig, og gav sin hals en helt anden struktur.

"Nej, øhm," fremstammede Vladimir, og tog sig til hovedet. Hvorfor var det så svært at snakke lige pludselig?

"Hvem er det her?" lød en lysere stemme, der selvfølgelig kom fra Anzhelika.

"Øhm, Anzhelika," sagde han, og kiggede på hende, "Det her er bartenderen, Yulian. Han arbejder her, hvis du skulle være i tvivl, og Yulian," han mødte Yulians øjne, og samlede sig mod til at sige det. Sige det, han altid var så pavestolt over at sige. "Det her er min kæreste, Anzhelika." Men det føltes ikke rigtigt. For første gang i hele Vladimirs liv, sluttede sætningen ikke af med en rank ryg og et affekteret smil, som ejede han det mest dyrebare på denne planet. Det føltes underligt, og slet, slet ikke som det burde.

"Hej Anzhelika," smilede Yulian, og vendte sig for første gang mod hende den dag. Han strakte sin arm ud, og lod hendes lille hånd, give ham et fast håndtryk.

"Hej Yulian," fnes hun, og gik frem ved siden af Vladimir.

Det var underligt, at have Anzhelika med nu og her. For dette var ikke om hende - dette var om Yulian og hans dumme øjne, og hans veltrænede brystkasse. Dette var om, hvordan det burde være Vladimir, der stod, hvor Yulian stod, og Anzhelika der stod på Vladimirs plads. Det burde være de to det hele handlede om, for Anzhelika var hans kæreste, Anzhelika var en pige, og Yulian var en dreng, og Vladimir var en dreng, og det burde handle om en pige og en dreng. Og Anzhelika var alt det, Yulian ikke var og omvendt, og det hele var forkert - brikkerne var ikke lagt ordentligt, og det irriterede Vladimir noget så grænseløst, at han ikke kunne få det til at gå op. Tankerne kørte rundt i hans hoved, og han kunne ikke fange dem, han kunne ikke gøre noget. Han var hjælpeløs, og Anzhelika havde hendes fine kjole på og tårnhøje stiletter, og han ønskede at hun ejede øjne som Yulian, for det var nok bare det, der gik Vladimir på.

"Er i på vej til fest?" spurgte Yulian.

"Ja, Zakhar holder fest," svarede Vladimir. "Du ved, ham den høje, spinkle, der altid sidder ved siden af -"

"Natalya, ja," afsluttede Yulian, og trak på skuldrene, "I er her jo tit. Jeg kan efterhånden jeres navne."

"Det er lidt stalker agtigt… På den gode måde," sagde Anzhelika, og sang på vokalerne. Hendes øjne havde ikke rykket sig fra Yulian, siden han kom.

"Man er jo kun en god bartender, hvis man kender sine kunder," svarede han, og holdte stadig øjenkontakten med Vladimir. "Så, jeg øver mig." Det fik Anzhelika til at grine hendes "jeg synes ikke det er særlig sjovt, men jeg leger, at jeg synes det" - grin, så Vladimir havde en trang til, at rulle med øjnene.

"Sikke en skam, at jeg ikke er her noget mere. Jeg kunne da godt tænke mig, at lære dig at kende," spandt hun, og ikke engang med Vladimir, havde hun nogensinde været sådan.

Yulians blik stivnede i et kort øjeblik. Han var nok overrasket over, at Anzhelika tydeligvis var ved at lægge an på en fyr, der i forvejen havde en kæreste. En kæreste, der rent faktisk stod ved siden af hende. Og Vladimir vidste heller ikke, hvorfor han fandt sig i det. Han burde have sendt hende et af de blikke, som hun altid sendte ham, hvis han som bare kom i et par grimme bukser. Men hvis han skulle det, betød det, at han skulle opgive den øjenkontakt, han havde med Yulian. Og kunne han vælge i mellem at sende blikke, eller forblive i det univers, Yulians øjne fremtryllede, var han ikke et sekund i tvivl.

"Øh," mumlede Yulian, og kiggede forvirret imellem Anzhelika og Vladimir. "I lige måde."

Anzhelika smilede af Yulians ord, og Yulian kiggede spørgende på Vladimir. Han forestillede sig i et kort øjeblik, hvordan Anzhelika og Yulian ville se ud som et par. Han forestillede sig dem gå gennem parken på en sommerdag, hvor Anzhelika dansede rundt om Yulian imens hun nynnede en eller anden latterlig sang om kærlighed, og hang op ad ham. Yulians øjne derimod, var rettet mod træerne, sommeren, menneskerne og han så slet ikke ud til at vide, at Anzhelika stod lige ved siden af ham.

Den tanke fik ham til at smile. Altså, smile af hvor meget han ville hade Anzhelika. Ikke om tanken om de to sammen. Den var forfærdelig.

Han var bare så nysgerrig for at lære Yulian bedre at kende. Han virkede til, at have så mange spændende historier i ærmet, og med hans klare latter, kunne han nærmest erobre denne verden. Og her stod han. Yulian, som han kun havde mødt en gang, men som han allerede følte sig så tæt knyttet til. Det var egentlig underligt - det havde han kun prøvet én gang før. Det var i syvende klasse, da der startede en ny dreng i klassen. Han var aldrig rigtig i skole, og når han var, sad han altid ved vinduet og kiggede ud. Vladimir følte altid et stik af noget tristhed, når han ikke dukkede op. Ikke fordi de var venner, for man snakkede ikke til ham, lagde ikke mærke til ham. Men Vladimir var dybt fascineret, af den måde han så ud til at tænke på. Den måde han betragtede skolegården, og sikkert lod billeder af alle mulige ting køre over hans nethinde, som Vladimir aldrig fik af vide. En dag i midten af syvende forsvandt han så, og der var aldrig nogle der spurgte ind til, hvor han var, og hvordan han mon havde det. For han var sikkert et bedre sted nu. Vladimir glemte ham dog ikke. Han tænkte på ham hver dag, han krydsede skolegården, hver gang han kiggede på vinduet, og hver gang han så en dreng med den samme frisure som ham. Det var først i niende, at mindet om drengen blev svagere og svagere, og til sidst blev den sidste erindring pustet væk med en kold og stærk efterårsvind.

Vladimir havde det på samme måde med Yulian. Han kunne kigge på ham i timevis, hvis han fik muligheden, spotte alle de sære ting, han nu kunne finde på, og bare se ham være til stede. Det ville nok være underligt, for alle andre mennesker, men sådanne tilfælde skete altså for Vladimir, og han valgte at se det som en god ting.

"Har du hørt det, Vlad?" hørte han Anzhelika spørge, og de sidste tanker om fortiden forsvandt, og han var nu tilbage i baren.

"Øhm," mumlede Vladimir, der tydeligvis ikke havde lagt mærke til, at Anzhelika og Yulian havde en samtale kørende. "Hørt hvad?" Yulian smilte til Vladimir, og lagde hovedet på skrå. Hans blik var drilsk, og hvis han kunne læse hans tanker, tænkte han muligvis at Vladimir var åndssvag.

"At Yulian er ved at lære sig selv at spille guitar?"

"Nå, nej... Det har jeg ikke hørt," svarede Vladimir forvirret, og placerede hans hånd bag sin nakke.

"Men det er altså rigtigt. Og han er rigtig god," anslog Anzhelika bestemt.

"Wow," lo Yulian, "Jeg er først lige startet på det. Så god er jeg skam heller ikke."

"Men du ligner én, der ved hvordan man spiller guitar." Vladimir kunne næsten fornemme hvordan Anzhelika var ved at opbygge en sindssyg forelskelse til Yulian, og det værste var, at han ikke havde noget imod det. Han havde intet imod, at Anzhelika muligvis var ved at opgive ham til trods for en bartender. Det havde Vladimir også gjort, hvis han var hende.

Yulian valgte bare at grine som svar, og Vladimir tænkte, at han ikke kunne få nok af den latter. Anzhelika ødelagde det, ved at grine med, med hendes skingre grin.

"Yulian!" skreg en dame omme bag ved forhænget. "Kom tilbage til arbejdet." 

"Shit," mumlede han, "Øhm, vi ses nok snart." Han halv løb hen til barstolene, for at hoppe over den sidste i rækken og forsvinde om bag forhænget også. Anzhelika kiggede undrende på den plads, hvor Yulian lige havde stået, men hvor der nu kun var luft og duften af sød alkohol.

"Og så forsvandt han bare, uden at sige farvel til mig," sukkede Anzhelika.

"Ja, sådan er det," svarede Vladimir. "Skal vi til at komme afsted?"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...