Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14693Visninger
AA

9. De dansende

Kapitel 8

De dansende

~·~·~

 

Den næste måneds tid planlagde Vladimir og Yulian festen. Yulian havde fået lov til at låne baren efter lukketid på den betingelse, at dem der normalt kom i baren, også måtte være der. Alt skulle være totalt ryddet op inden otte om morgenen næste dag, og Yulian skulle tage fire søndagsvagter efter.

Vladimir havde prøvet at fortælle, at det var alt for meget, og at han ikke kunne tage i mod det. Yulian nægtede at høre på det - "det er en slags fødselsdagsgave til dig, så," sagde han bare altid, og skyndte sig at skifte emne. En aften, hvor de fejrede efterårets kriblende og stive kulde ved åen, oprettede de en begivenhed på Facebook over mobilen. Det var så koldt, at det var svært at ramme tasterne, men Vladimir fik alligevel formået at klikke på "opret". 

Det hele var planlagt. Han havde endda aftalt med en af Vladenas veninder fra klassens mor, at hun skulle sove hos hende, og hentes næste dag inden eftermiddag. Det hele var lettere end at falde i søvn en mandag aften, og Vladimir tog det som en god ting. 

Da aftenen så kom, regnede det så meget, at det sikkert ville gælde for alt den alkohol, der lå på lageret i baren. Anzhelika og Natalya var kommet ved en to tiden, imens de sædvanlige ti alkoholikere sad spredt rundt i lokalet, og begyndte at pynte op med glimmer guirlander og rød konfetti. De tog hul på den første flaske champagne, og delte den på tyve minutter. Vladimir gav Natalya råd til hvilken kjole, hun skulle tage på, da Zakhar alligevel havde planer om, at rive den af på toilettet. "Det skal være en, der godt må gå i stykker, men den må heller ikke være grim," forklarede hun, da hun viste billeder på telefonen af hele hendes klædeskab. "Hvad med den dér," spurgte Vladimir, da hun gik forbi en kjole, der var opdelt i en sort overdel, og en struttende, turkis underdel. Hun havde kigget forarget på Vladimir, og lagt armene over kors. "Er du vanvittig? Den har kostet mere, end selve mit klædeskab!"

Hun endte med at dukke op fem timer efter med en klassisk sort kjole. Anzhelika havde taget en på, der mindede om den, og deres hår var sat fuldstændig ens. Det eneste, der var forskellen, var Natalyas pinke hår og at hendes stiletter var en anelse kortere end Anzhelikas. 

"Jeg er så lækker i denne her," sukkede Natalya, da hun fik øjenkontakt med sig selv i et af spejlene, der hang mellem vinduerne. Anzhelika nikkede og lagde armene om Natalya, hviskede noget i hendes øre, som fik de to piger til at sprutte af grin. Vladimir kunne ikke andet, end at trække på smilebåndet. 

Han var også glad for, at hans venner havde det fint nok med Yulian efter flere møder ved krydset og sene timer i baren. Ud over hans måde, at han altid at skulle diskutere med Zakhar, hvis han sagde noget, der ikke lige passede ham. Selvfølgelig var Vladimir glad for, at Yulian var åben og snaksalig, når han var med sine venner, men han kendte også til Zakhars grænser - og de var der. Helt bestemt. Ingen skulle nogensinde bryde sig om, at svare Zakhar igen, og det sørgede Yulian hurtigt for, at der blev. De andre spruttede altid af grin, når Zakhar endte med at tabe ansigt, og Vladimir blev ofte nødt til at købe en øl til ham, så han kunne få noget nyt at tænke på. 

Han følte lidt, at denne aften var en undskyldning for, at have været så fraværende overfor hans venner. I aften ville det hele falde på plads. I aften ville alt ordne sig.

~·~·~

Da gæsterne kom, eller rettere "Zakhars gæster" kom, startede de hårdt ud med at hoppe op på bordene, danse til Hollaback Girl med Gwen Stefani, som var med i den playliste, Yulian havde skruet sammen. Han havde undgået at smide sine skrigende yndlingssange med i, hvilket var til gavn for stemningen, der syntes at være helt i top. Derimod var den spækfyldt med 00'ernes største hits, der mindede Vladimir om de gamle dage, hvor han skrålede med på dem i radioen.

"Føj, det er en god aften!" sang Boris, der klatrede hen over et af bordene til Vladimir, der havde en dyb samtale kørende om livet efter døden med Klara. "Jeg mener... Wow, Vladimir. Jeg troede ikke, du havde det i dig."

Vladimir begyndte at le, og sætte sin drink fra sig. "Hør Boris, havde det ikke været for Yulian, så havde jeg været helt nede i kulkælderen!"

"Var det ikke ham, der fik lov til at låne baren?" spurgte Klara, smilende. 

"Jo. Hans onkel kender ejeren," forklarede Vladimir. "Og så skal han tage fire søndagsvagter og have hele baren totalt cleanet inden i morgen tidlig."

"Wow," udbrød Klara. "Han er godt nok en god ven!"

Vladimir nikkede. Det var han virkelig. "Ja."

"Og så har han selvfølgelig også givet over halvdelen af vodkaen," brød Timur ind, der åbenbart havde lyttet med til samtalen fra sidelinjen. "Det bliver dejligt, at få dig helt tilbage efter dette."

"Få mig tilbage?" spurgte Vladimir og rynkede med panden.

"Ja? Vi regner da ikke med at se mere til Yulian nu. Nu synes vi, i to har haft jeres tid," forklarede Boris. 

Vladimir kiggede mistroisk på dem og løftede sit ene øjenbryn. Han havde bestemt ikke tænkt sig, at slippe sin kontakt til Yulian. Og da slet ikke nu, hvor Vladimir endelig følte denne trang til at være tæt på et andet menneske. En hel ny følelse, som han aldrig rigtig havde oplevet før. 

En venskabelig følelse, selvfølgelig. 

"Hah," lo Vladimir, sarkastisk. "Der er jeg da heldig, at jeg helt selv bestemmer, hvem jeg kan hænge ud med!"

Zakhars kvælende grin lød et sted fra rummet, et sted meget tæt på - faktisk så tæt at Vladimir kunne mærke en ånde i sin nakke, der fik hans hår til at danse på rygraden. 

"Siden hvornår har du nogensinde sagt os i mod," lo han, og lagde sin hånd på Vladimirs skulder. "Du må nok hellere passe lidt på, Vladimir."

"Zakhar," mumlede Vladimir, og følte hans daglige trang til at rulle med øjnene. Zakhar stank af et gammelt, surt sprut orgie, og allerede der gav Vladimir op. 

"Ja, det er mit navn." Han kiggede sig kort omkring, lod sit ledende blik tage sin rundetur rundt i lokalet og lande på Vladimir. Hans pupiller var så store, at de nok rummede alt den væske, der svømmede rundt inde bag. De mindede Vladimir om sin mors. "Men Vlad. Husk nu på at selvom du holder denne fest, er der stadig en masse ting, du skylder os for din dårlige opførelse." Hans pegefinger dansede ved hans øjenhøjde, og Vladimir prøvede at trække vejret langsomt og forholde sig i ro. 

Boris lo, og hans pibende grin, der hev efter vejret, fik Timur til at hoppe med på bølgen. Snart grinede alle omkring Vladimir, undtagen ham selv der stod forvirret i midten, og prøvede at finde Yulian blandt alle menneskerne. 

"-Men seriøst, jeg mener det. Du skylder os i hvert fald, at slippe helt af med Yulian," sagde Zakhar i en hævet tone. Selvom han svømmede i ordene, var der stadig denne her struktur over dem, som nu kun Zakhar kunne få med i sine sætninger. 

"Og hvis ikke?" spurgte Vladimir. 

"Uh," lo Timur. "Han leger rigtig med ilden."

"Så kender du godt selv konsekvenserne," svarede Zakhar, let. Let og ondt, og selvom han ikke forklarede sig nok, vidste alle godt, at der var en dybere mening med det. Der var pludselig så underligt stille - alle tænkte nok det samme som Vladimir. Nemlig at konsekvenserne havde konsekvenser, og at ingen nogensinde ville turde spørge mere ind til dem. 

"Vi var blevet så gode venner. Ønsker du mig ikke gode venner?" spurgte Vladimir, og prøvede at tiltrække medlidenhed med hans lyse tone. 

"Du er en tøs, Vladimir," lo Zakhar. "Kig omkring dig. Se henne ved døren. Kan du se, hvem der står der?"

Vladimir nikkede. Ved døren stod Anzhelika med Yulian, snakkende og grinende. Hun viftede forklarende rundt med armene, og Yulian så ud til at lytte intenst med ved at nikke og smile af hende. 

Vladimir svarede ikke. 

"- Det er din ven og din kæreste. Ser du, din såkaldte ven er tydeligvis ved at lægge an på din kæreste, og det sjove er, at du slet ikke ser det."

"Det er rigtigt, Vlad," afbrød Timur. "Hun virker også virkelig til at være interesseret i ham. Prøv at se hende, man."

Vladimir blev ved med at kigge på døren. De snakkede stadig. Grinede stadig. Havde stadig en spændende samtale kørende. 

"Du skal være glad for, at han gav dig det her alkohol gratis, for det var da det mindste, han kunne gøre. Og det værste er, at når denne aften er omme, har hun helt sikkert hans nummer," fortalte Zakhar. "Og du vil stadig blive ved med at være venner med ham, i mens hun falder mere og mere for ham bag din ryg. De vil sikkert også knep-"

"- Hold din kæft! Det kunne hverken Yulian eller Anzhelika finde på! Aldrig," vrissede Vladimir.

"Se selv. Du kender ham ikke engang nok. Hør... Jeg prøver virkelig bare at gøre dig en tjeneste. Hold dig væk fra ham, behold din dame og behold vores venskab. For hvis ikke, kommer du ikke ind hos mig, når du om to uger står grædende ved min dørkarm. Ligesom den gang..." 

Vladimir havde en underlig klump i halsen. Det var ikke gråd, for den stak ikke. Det var ikke forvirring, for den prikkede ikke. Det var vrede - ren vrede, der boblede syrligt i hans krop, men om det var alkoholen eller noget andet, der gjorde, at han ikke kunne sige fra, var han ikke selv klar over. Rummet drejede, vodkaen boblede, menneskerne kiggede, verden kiggede. Vladimir kiggede på universet, og intet ved det var realistisk. 

"Forstår du, Vladimir?" spurgte Zakhar. 

Vladimir kiggede ned i gulvet, bed læberne sammen og nikkede.

"Godt så. Jeg glæder mig til en normal hverdag igen. Og tak for din fest her, forresten. Den ruller!"

Timur begyndte at grine. Boris og ham forsvandt ud på dansegulvet, og Klara trak på skuldrene. 

"Det er jeg ked af," mumlede hun.

Vladimir ignorerede hende, og kiggede over mod Zakhar. "Vent... Zakhar," sagde han så, inden han forsvandt hen til Natalya. Zakhar vendte sig om, kiggede på Vladimir og slog hovedet til sky. 

"Ja?"

"Jeg kan ikke bare slippe Yulian sådan. Jeg kan da sagtens se ham ved siden af jer. Kan jeg ikke? Kan jeg ikke love, at jeg deler tiden lige op imellem jer? Altså, jer drenge, Anzhelika og Yulian. Hvad er problemet i det?" 

Zakhar rystede leende på hovedet. "Vladimir, Vladimir, Vladimir. Jeg tror ikke, du forstår..." 

"Hvad er der at forstå?" spurgte Vladimir. Zakhars blik var koldt, hans ene øje klemt en anelse mere sammen end det andet. Han tog sig til hovedet og kiggede opgivende rundt i rummet.

"Kan du ikke bare gøre, hvad jeg siger? Hvad er der så svært ved det?" spurgte han. "Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor du skal være så naiv hele tiden!"

"Jeg er sguda ikke naiv," benægtede Vladimir.

"Jo, det er du virkelig. Hør... Du har to valgmuligheder, okay? Enten vælger du os frem for bartenderen, ellers vælger du bartenderen og vi vil få dig til at fortryde dit valg," lo han. Vladimir prøvede at finde en glød i Zakhars blik. Prøvede at finde et tegn på, at man rent faktisk ville kunne overtale ham til noget andet. Men hans øjne var matte som himlen, mørke som intetheden og det var næsten som om, at de ikke engang var der. 

"Hvad med det tredje? At jeg er sammen med Yulian om morgenen, Anzhelika om eftermiddagen og jer om aftenen?"

"Kan du ikke selv høre, hvor åndssvag du lyder?" spurgte Zakhar. "Du står og beder mig om tilladelse til, hvordan din dag skal planlægges? Kan du for helvede ikke bare høre, hvad jeg siger?"

"Jo, jeg høre hvad du siger, men jeg er uenig i dine ord. Og desuden er det dig, der benægter mig at se Yulian, og jeg kan ikke love noget, som jeg ikke kan holde!" Vladimirs hoved blussede op. En rødlig farve der indebar vrede, foragt og nervøsitet. En rødlig farve der fremstod ynkelig, men var ment stærk. 

"Så er du selv udenom det, Vladimir. Men jeg kan love dig for, at dit hjerte bliver knust på enten den ene eller den anden måde, og jeg nægter at tørre dine tårer op efter dig. Så må vi se, hvor din håbløse skæbne bærer dig hen." Zakhar vendte sig om, som var han fuldstændig uinteresseret, og begyndte at gå væk fra Vladimir. 

"Min skæbne er ikke håbløs!" råbte Vladimir efter ham, og han prøvede at få ordene til at ramme Zakhar. Det gjorde han virkelig. Men de ramte lige forbi, smadrede et glas og fik folk i lokalet til at gispe. 

Det er kun en god fest, hvis der bliver smadret et glas.

 

Vladimir bad ikke selv om, at blive efterladt alene ved det nordlige vindue. Han bad ikke selv om, at være omringet af mennesker, og på samme tid føle sig efterladt. Han bad ikke selv om, at have så mange ord svømmende i sin hals, men som ikke kunne rutsje ud fra hans tungespids. Han bad ikke selv om at være ham.

Han gik ud på toilettet og satte sig ned ved håndvaskene. Der stank klamt af pis og bræk - ikke at det undrede ham, og den dunkende lyd fra højtalerne brølede igennem de små sprækker i trægulvet. 

Han tænkte på, om det var rigtigt, at Yulian havde en form for følelser for Anzhelika. Han vidste, at det ikke passede, men derimod at det nok nærmere var Anzhelika, der følte sig tiltrukket af Yulian. Yulian ville aldrig lave noget med Anzhelika, besluttede Vladimir sig for, og efter spekulerede han på, hvorfor han ikke var bange for tanken om, at miste Anzhelika. De havde trods alt været kærester i et år - og de var da glade for hinanden. Altså, de sås da ind i mellem og udvekslede åndedrætte, men der var stadig noget, Vladimir ikke kunne få til at gå helt op. Måske han ikke havde fundet den rette kvinde endnu. 

"Der var du!" lød det fra den forskelligfarvede toiletdør. "Jeg har ledt overalt efter dig!" Selvfølgelig var det Yulian. 

Hans stemme lagde sig over knuden i Vladimirs hals, og lod den forsvinde på kortere tid, end Vladimir overhovedet bemærkede, at der var kommet nogen. 

"Jeg var bare her," smilede Vladimir. 

Yulian nikkede og satte sig ned ved siden af Vladimir. "Din kæreste er den største snakkekommode nogensinde. Jeg prøvede virkelig at slippe af med hende, så jeg kunne finde dig, men hun blev aldrig færdig. Jeg troede faktisk, hun havde bundet et usynligt reb rundt om mig eller sådan noget," lo han. 

Vladimir lo kort. "Nej, hun er noget for sig selv." 

"Det må man sige," nikkede Yulian. "Jeg fik i hvert fald hele hendes livshistorie. Vidste du, at hun har set Anastasia over tusinde gange?"

"Nope, men det undrer mig virkelig ikke," lo Vladimir og slog hovedet tilbage. 

"Men hun er en dejlig pige. Jeg kan godt forstå, at du kan lide hende," fnes han i en drillende tone, og blev derefter tavs. Vladimir lagde mærke til hvordan Yulians stramme jeans var spændt op om hans lægge, og hvordan han kørte sine hænder op og ned ad dem. 

"Ja," sukkede Vladimir. 

"Der bliver vidst spillet Pokerface lige nu. Skal vi springe ud på dansegulvet?" spurgte Yulian med et forventningsfuldt udtryk i øjnene. "Jeg kan lære dig nogle fede trin."

"Hah," lo Vladimir, og rystede på hovedet. "Jeg er ikke så meget til at danse."

"Selvfølgelig er du ikke det, men kom nu alligevel?"

Vladimir fnes. "Jeg kan gå med dig derud, men jeg tør ikke gøre mig selv til grin."

"Du gør nu ikke dig selv til grin. Har du set hvor fulde alle er? De lægger dårligt nok mærke til andet, end deres egen drink!" lo han, og rejste sig op, for at række sin hånd ud til Vladimir. Vladimir lod hånden ligge i luften, før han rejste sig op uden Yulians hjælp. Yulian nikkede forstående, og de gik ud hvor bassen skramlede i plastik krusene og pigerne svingede med deres korte kjoler. 

Han fik øje på Anzhelika i mængden, der var i færd med at danse tæt med Timur. Timur så ud til at være i sit es, og han løftede hende op, som var det taget ud fra Dirty Dancing. Anzhelikas hår fløj ud til alle sider, perler af sved glimtrede på hendes pande, og hun lod Timurs hænder holde tæt om hendes røv. 

Vladimir var fuldstændig ligeglad. 

"Wow," lo Yulian. "Og danse kan hun også. Det tror jeg faktisk ikke, hun fortalte."

Vladimir rystede på hovedet. "Man tror, man kender hende så godt, men hun har altid nye hemmeligheder i ærmet!"

"Gør det dig egentlig ikke ked af det?" spurgte Yulian. 

"Hvad gør mig ked af det?"

"At hun danser sådan med en fyr, der ikke er dig? Har du ikke lyst til at sige noget til ham?"

Vladimir tænkte kort over det, og kom frem til den konklusion, at Anzhelika sådan set kunne danse med sytten drenge omkring sig, og Vladimir ville stadig være fuldstændig ligeglad. Han vidste ikke, om det var fordi, at han stolede på hende, Timur eller de sytten drenge, men noget fortalte ham, at han bare skulle tage det roligt. 

"Hun danser bare," sagde han så. "Det kan der vel ikke ske noget ved."

"Næh," svarede Yulian og trak på skuldrene. "Men havde det været min kæreste, der dansede sådan men en anden fyr, havde jeg slået ham lige på stedet." 

Vladimir grinte højlydt. Han kunne ikke forestille sig Yulian slå en anden person. Ikke Yulian, der var så lille, så skrøbelig. Ikke Yulian, der havde en fuldført personlighed, en glæde ved hvert ord, hvert skridt. Yulian var ikke sådan. "Det vil jeg se, før jeg tror det," fnes Vladimir. 

"Tror du ikke på mig?" lo Yulian i en fornærmet tone. "Jeg er altså stærk. Har du overvejet hvor mange kasser vodka, jeg bærer om dagen?"

"Mhm," drillede Vladimir. "Om så end du var stærkere end Hulk, ville du stadig ikke turde bruge dem for vold." 

"Jeg er altså en bad boy," sagde Yulian bestemt, og lagde fornærmet armene over kors.

"Helt sikkert," svarede Vladimir ironisk og nikkede. 

"Jeg mener det," lo han. "Du tror ikke på mig!"

"Nej, det gør jeg ikke," svarede Vladimir og puffede let til ham. "Kom nu, ud på gulvet og dans."

"Er du gal," udbrød Yulian. "Din kæreste vil bare danse med mig, så."

"Jeg troede, du kunne lide hende?" drillede Vladimir. 

"Det kan jeg også, men jeg danser ikke med piger," svarede han og kastede armene i luften. 

"Piger?" 

"Eller drenge for den sags skyld," sagde han hurtigt og trak på skuldrene. "Jeg kører solo, Vladimir. Ingen er på mit niveau," fnes han og hoppede over et bord, for at komme ind på dansegulvet. "Altid solo."

Vladimir nikkede, og så Yulian forvinde ind blandt stormen af en hurtig puls, hoppende bevægelser og syngende stemmer. Ind imellem så han Yulians skjorteærme i luften, ind imellem hørte han hans stemme. Eller, han lod i hvert fald som om, han hørte den, for den lå stadig klart i hans baghovede og spurgte ham, om han ikke kom med ud på gulvet. 

Vladimir slog stemmen væk, da han så Zakhar i den anden ende af lokalet kigge på ham. Han nikkede kort, og lod afstanden imellem dem blive kortere og kortere, til en ny stemme kravlede ind ad hans øregang. 

I morgen er du tilbage hos os.

Vladimir prøvede at ryste den af sig - det gjorde han virkelig. Men den skreg højere, jo mere opmærksomhed han gav den. Fuldstændig ligesom den tinnituss, der altid besatte hans hoved om aftenen, når han lå under sin dyne.  

Han kiggede væk, prøvede at finde Yulian inde blandt menneskene. Prøvede at forestille sig hvordan det måtte være, at være en af de dansende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...