Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14687Visninger
AA

27. Chancer

Kapitel 26

Chancer

~·~·~

 

Da Vladimir vågnede, duftede der af dem i rummet. En tung duft af kærlighed, der var så sød, at det fik ham til at smile. Og smilet blev kun endnu større, da han vendte hovedet og så på Yulian, der sov tungt. Hans hår lignede en tyk, mørk løvemanke, hans læber var let adskilte og ud fra dem lød en knurrende lyd af en tung vejrtrækning. Vladimir lænede sig ind over dem, og kyssede dem hurtigt, for at mærke smagen af hans morgenånde.

”Mmh,” gryntede Yulian. 

"Ærligt, Yulian. Du er det smukkeste, jeg nogensinde har set. Og det lækreste," fortalte Vladimir. "Jeg kan slet ikke tage øjnene fra dig." Han kyssede ham langsomt fra halsen og ned til brystet. "Så smuk." 

Yulian grinte svagt. Han strakte sig til dynen gled ned til siden, og blottede hans hud. "Drøm videre, knægt." 

"Det der gør du med vilje," sukkede Vladimir og vred sig i sengen. "Du er så ond."

"Du ved jo, at jeg elsker dig, ikke?" 

"Jo," nikkede Vladimir. "Det ved jeg." 

~·~·~

Yulian fulgte Vladimir hjem i den tunge tåge, og undgik at give ham så meget som et kram, da de sagde farvel. Selvom Vladimir altid havde givet sine venner et kort klap på ryggen som en afsked, virkede det underligt at gøre det med Yulian. Det var som om, at alle træer og græsstrå i hele byen vidste til dem, og derfor føltes det unaturligt. 

Klavdiyas latter fyldte opgangen, og Vladimir nød den. Pludselig var det som om at træde ti år tilbage i tiden, med latter og duften af grød med søde bær hængende i atmosfæren. Blomsterkjoler og tynde strikke med blonder broderet på kraven, gåture klokken otte om aftenen med solen stirrende i nakken og en far der lo højlydt, når han hørte om slåskampe i skolegården. Vladimir tog sig selv i at grine af mindet, og skyndte sig ind i lejligheden i en lykkerus. 

"Hej Vladimir," smilte Klavdiya, der havde hevet sine strikkepinde frem igen. De var sikkert blevet skyllet for støv og snavs, for han kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde holdt så lystigt om dem. 

"Hej mor?" svarede Vladimir, og løftede sit ene øjenbryn. "Du strikker?" spurgte han. Og du smiler.

"Ja, jeg er ved at strikke en cardigan til de kølige sommeraftener. Jeg kan ikke passe de gamle længere." Hun rejste sig for at hente to glas, og åbnede køleskabet for at hive en flaske ud. "Jeg har købt saftevand. Den du var så glad for, da du var mindre." Hendes øjne vandrede ned til stolen ved siden af hende som et tegn på, at han skulle sætte sig der. 

"Det lyder godt, mor." Klavdiya skank ham et glas saft, der smagte af barndommens bær. 

"Vi skal forresten ud og spise igen i aften," smilte Klavdiya, og kiggede med strålende øjne op fra sit strikketøj.

"Nå, altså... Hos hvem?" Ikke fordi Klavdiya ingen venner havde, men det var aldrig en ting, de havde gjort i familien... At spise hos andre. Sidste gang var med hans far og en af hans kollegaer. Vladimir huskede det som en af de mest tavse og akavede middage nogensinde. Konen i huset brokkede sig over kyllingen, også selvom den smagte udemærket, og manden prøvede at tale uden om. Vladena var meget lille på det tidspunkt. Måske et halvt år, for Vladimir huskede hvor lettende det var, da hun begyndte at skrige så meget, at de måtte tage hjem direkte efter maden. 

"Hos ham jeg spiste hos her forleden." Hun lænede hovedet tilbage for at kigge op i loftet, og Vladimir undrede sig over, hvad hun mon drømte om og tænkte på. 

"Så det er seriøst?" Vladimir vidste ikke, hvorfor han spurgte om det, for Klavdiya delte aldrig ud af sine følelser, så hvorfor skulle hun gøre det nu?

"Det tror jeg," smilte hun.

"Jamen, så er jeg er glad på dine vegne."

En rar stilhed overtog køkkenet, hvor Vladimir betragtede sin mor, der strikkede løs som aldrig før. Pindende klingede mod hinanden, som fægtede hun med sig selv. 

"Husk nu at være sød og tale pænt til ham. Og også hans dreng." 

"Hans dreng?" 

"Ja, han har en dreng. Jeg tror, han er på alder med Vladena. Det kunne være godt for hende med en drengeven."

Vladimir nikkede. "Jeg tror også, hun vil være glad for en drengeven." Ikke fordi han egentlig vidste det, men når Vladena talte om sine pigevenner og deres smykker, virkede det til tider som om, at hun hellere vil begrave sig i hendes værste fjende af matematiklektier. 

 

Vladimir tog et langt, varmt bad og satte musik på. Selvom Klavdiya altid blev sur, når han hørte musik i badet, var der bare de dage, hvor han ikke kunne lade være. Hun fortalte altid at dampen ville ødelægge telefonen, og at hun ikke havde råd til en ny. Og så kom hun altid med hendes berømte sætning: "Men hvis du fik et job, kunne du måske selv tjene lidt." 

Og Vladimir vidste godt, at det var rigtigt sagt af hende, og at han måske havde let ved at tage tingene for tungt. Der var folk derude i verden, der havde det langt værre end ham. 

Da vandet var ved at løbe koldt, steg han ud og bandt et håndklæde om livet. Hans værelse var køligt i forhold til dampen, der havde danset om hans krop i de sidste tyve minutter. I et øjeblik stod han i vinduet og betragtede solen, der kæmpede sig igennem tågen og de smalle arme på træerne. Snart ville der være grønt og snart ville verden tilbyde muligheder.

Vladimir lagde sig i sengen og kiggede op i loftet. Vladena kom listende ind, og lagde sig ved siden af ham. Hun sagde ikke noget, men tænkte sikkert på alle andre ting, end hun burde. Ligesom Vladimir selv. Hendes lille hånd greb fat i sin brors, hvor de lå trygt som alle de andre gange. 

"Jeg vil ønske, at jeg var mere som dig," hviskede hun. Vladimir kiggede på hende med store øjne, for det var noget underligt noget at sige, når man var så dygtig og yndig, som Vladena var. 

"Hvad mener du?" 

"Jeg mener det, jeg siger. Når jeg bliver på din alder, vil jeg være som dig." Hendes stemme var en anelse hæs og fyldig, som havde hun grædt. 

"Er du okay?" spurgte Vladimir. 

Vladena nikkede. "Jeg har det godt."

"Er du sikker?"

"Ja." Vladimir kunne høre, hun smilte, og han tænkte på, om et smil overhovedet havde en lyd. 

Vladena satte sig op, og kiggede på Vladimir som havde hun lige taget sit livs beslutning. "Jeg vil gerne turde at tage chancer. At gøre noget nyt. Jeg er træt af at gøre så meget ud af min matematik, for det gør, at folk forventer, at jeg laver det grundigt. Jeg er træt af at have langt hår, for det gør, at folk forbinder mig som 'hende med det lange hår'. Og jeg vil bare være som dig, Vladimir."

"Og hvordan er jeg bedre end dig på nogen punkter?" spurgte han, med munden hængende over sin søsters modenhed. Han var på ingen måder som hende. Af en pige på snart elleve år, var hun meget mere voksen end alle andre, han kendte, på hendes alder. Han huskede sig selv som barnlig, og det var først da alt forandrede sig i hjemmet, at han begyndte at modne sig. Vladena havde måske sprunget sin barndom over, også selvom hun burde leve den nu. Hun var ikke engang tæt på at være teenager, og den tanke gjorde Vladimir ked af det. 

"Du er måske ikke bedre end mig," fnes hun. "Men du er mere... Hmm... Fri?" 

Vladimir ville ønske, at hun vidste, hvordan ordet 'fri' blev fortolket i sit hoved. Men det ville hun nok aldrig få af vide. 

"Er du træt af dit hår?" spurgte Vladimir.

"Jeg hader mit hår." Hun strøg sine hænder igennem det, og kiggede på sine spidser, der fint snoede sig i bunden. 

"Skal jeg klippe det af?" 

Vladena så ud til at stoppe med at trække vejret i et øjeblik. Som om at han havde trykket tiden på pause i et øjeblik, hvor hun så rolig og eftertænksom ud. 

"Det vil mor ikke kunne lide," hviskede hun.

"Kunne hun lide, da jeg klippede mig helt karseklippet?" 

"Det ved jeg ikke." Hun trak på skuldrene.

"Hun kommenterede det ikke."

Vladena svarede ikke, men kiggede ned på det prikkede sengetøj.

"Vil hun kommentere, hvis jeg gjorde det?" spurgte hun stille.

"Sagde du ikke selv for to minutter siden, at du vil være bedre til at tage chancer?" Vladimir vidste godt, at han måske pressede på, og at det var dybt forkert af ham. Selvfølgelig ville Klavdiya bemærke det. Den eneste kompliment hun nogensinde havde skudt ud til sine børn, var til Vladena, da hendes hår var groet længere ned end til skuldrene. Han huskede, at hun stolt kiggede på hende, som så hun en smuk del af sig selv i sin datter og sagde: "Dit hår har virkelig groet sig smukt."

Og Vladena var lykkelig over den bemærkning.

Så selvfølgelig var det en forbrydelse at tilbyde at klippe det af.

"Vil du gøre det nu, så? Inden jeg fortryder det?"

Og selvom det var en strafbar handling, følte han et sted, at det var et skridt i den rigtige retning. Måske ville det hjælpe Vladena til at få sin barndom tilbage. Hvis hun blev bedre til at handle før hun tænkte, og slå før hun talte, ville hun nemt kunne blive ligesom alle andre i hendes alder. Og Vladimir vidste ikke, om det var det, han ønskede for hende, men hvis det var det, hun brændte for, ville det være endnu mere strafbart at hælde vand på ilden.

To minutter efter stod de på toilettet med låst dør, og Vladimir havde en køkkensaks i hånden. 

"Hvor meget vil du have af?" spurgte han hende.

"Det bestemmer du. Jeg tager chancen med at stole på at du gør det pænt," lo hun.

"Av," fnes han. "Det er modigt af dig."

Han tog fat om hendes tykke, fyldige hår og havde fat om det ved nakken. Og inden han tænkte nærmere over det, begyndte han at klippe hende page håret. Det tog noget tid, at kæmpe sig igennem det tykke hår, og da han havde et bundt hår i sin hånd, der strakte sig omkring tredive centimeter fra sine fingre, følte han, at han havde hjulpet hende. Indtil han hørte Vladena le højlydt, og han så på hende i spejlet. 

Han havde aldrig set noget så skævt og grimt før, at han ikke vidste, om han skulle grine eller bryde ud i gråd. 

"Undskyld," mumlede han, og hun grinte stadig som blev hun kildet på maven.

"Det er så grimt, Vladimir. Du er så dårlig," lo hun. "Jeg elsker det."

"Lad mig lige rette lidt i det," skyndte Vladimir sig at sige, i tanken om at hun ville indse hvor forfærdeligt, det var. Og at hun ville græde lige så meget, som han havde lyst til. Men hun dækkede sit hår med sine hænder og rystede på hovedet.

"Nej. Jeg kan godt lide det sådan her." Hun kiggede på sig selv i spejlet og nikkede. Vladimir ønskede, at hun så den smukkeste pige i hele verden, for det var hun.

Hun skyndte sig ind på værelset, inden deres mor ville opdage det. Og han forstod det godt. Der var i hvert fald et par forsvarstaler, der skulle gennemgås, inden det kunne komme frem i lyset. Vladimir smed håret i skraldespanden på sit værelse og lagde sig igen i sengen. Han havde hjulpet hende, og måske et sted havde han også hjulpet sig selv.

Hans telefon gav en lyd fra sig, og da han kiggede på sine beskeder, var der kommet en SMS ind fra et ukendt nummer.

Du er glad for at løbe 
Du er glad for at skjule 
Måske du skal tage det i brug 
For når vi finder dig, vil du ønske, at du havde gjort det

Vladimir rynkede på brynene, og læste den igennem igen. Ikke fordi at budskabet var uklart, for han forstod det nok til ikke at turde gøre andet, end at læse den igen. Hans hjerte hamrede, og varmen fra kroppen blev så ulidelig, at han måtte åbne vinduet.

Og ude på gaden stod tre mænd forklædt i mørkt tøj og stirrede op på ham. Han kunne dårligt se deres øjne, men deres kropssprog fortalte ham, at de ventede på deres legetøj.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...