Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14669Visninger
AA

13. Beskidt

Kapitel 12

Beskidt

~·~·~

 

Der var virkelig ingen mulighed for, at det kunne være rigtigt. Det var umuligt. Det var umuligt at Yulian kunne være forelsket i Vladimir. Han følte sig stor i sin egen krop, restløs og fjendtlig. Der var absolut ingen mulighed for, at det kunne være rigtigt. Det måtte være én stor joke.

Vladimir kunne ikke sidde stille. Han kunne ikke hoppe. Han kunne ikke skrige. Han var låst fast foran computerskærmen, hvor Yulians skypesamtale stod. 

Forelsket

Vladimir

Han kunne høre skridt på trappen, og han tænkte på, hvordan han skulle reagere, når Yulian ville komme ind. Ville han kunne lade som ingenting? Han rejste sig ordentligt op, gik rundt om sig selv et par gange, uden at være i stand til at finde på en ide.

Spørgsmålet var lige så meget, om han havde lyst til at redde sig ud af den. Det var jo stadig bare Yulian. Yulian der åbentbart havde følelser for Vladimir. Det var bare den samme person. Og alligevel var det på ingen måder den samme. Yulian der før var Yulian med de mørke øjne og den veltrænede brystkasse, var nu Yulian, der bar rundt på en hemmelighed, som ikke engang Vladimir turde se i dagslyset.

Måske han ville lære at kunne leve med det? Lære at leve med det, også selvom det var forkert. Det hele var jo forkert. At Yulian var til drenge var forkert. 

Ikke bare til drenge, men til Vladimir.

Han bed sig kort i læben, overvejede hvordan han kunne slippe væk. Han var ikke klar til det her. Han var ikke klar til at se Yulians øjne lige i det øjeblik. At Yulian havde valgt, at være... sådan en... var hans eget valg, men Vladimir vidste også, hvor sygt det var, og hvor forkert det ville være at holde kontakten med ham. Være en del af hans lille, beskidte hemmelighed.

Nej, han var ikke klar til at træffe et valg, selvom han havde lyst til det. Han havde så inderligt lyst til at fortælle Yulian, at de kunne fortsætte med at se hinanden, men det var ikke en mulighed. Han kunne ikke. Han ville ikke kunne kigge på sin anden halvdel og vide, at de så hinanden med forskellige øjne.

Brun og grøn havde aldrig været den samme øjenfarve alligevel.

Vladimir kunne mærke, hvordan panikken kriblede i sine fingre. Den gjorde ondt og slog reb om sin hals, der var drænet for ord. Den gjorde så inderligt ondt, fordi at Yulian var en anden person, end han troede.

Da Yulian trådte muntert ind på værelset med to kopper te i hånden, var der ikke andet end endeløse skrig tilbage i Vladimirs hoved, og samtalen var ikke engang begyndt. 

Vladimir kiggede på Yulian, prøvede at åbne munden, prøvede at tale. Yulian løftede sit ene øjenbryn, og kiggede nysgerrigt på ham. Selvfølgelig gjorde han da også det. Vladimir stod jo skrækslagen på gulvet og prøvede at fange ord i luften. Han prøvede at være den første til at snakke, men intet havde en sammenhæng.

"Vlad?" spurgte han, og satte kopperne på skirvebordet. Han kiggede på den åbne bærbar, samtalen, ordene, betydningen. Nu var det Yulian, der stod stille. Hans øjne kiggede skræmt på skærmen, som Vladimir kiggede skræmt på Yulian, og han tog sig svagt til hovedet. 

"Vlad," sagde han igen. Denne gang med en hel anden betydning. Det var ikke længere et spørgsmål. Ikke længere som et kald på noget, han ville have. For Vladimir vidste, hvad han ville have. Det var nu i en usikker tone, og Vladimir kiggede på ham snappe efter ord, som et spejlbillede af sig selv. "Du har ikke læst, vel?" spurgte han så. 

Vladimir nikkede. Han smilte ikke, lo ikke. Bare ét diskret nik skulle der til.

Han tænkte tilbage på første gang, han så Yulian i baren. Første gang han lod sig selv blive fanget i hans sind. Han tænkte tilbage på deres turer i parken, ved søen. Han tænkte tilbage på den nat, hvor han lod Yulian holde om sin hånd. Bære den igennem natten. Helt lydløst, harmløst. Betydningsfuldt. 

"Jeg kan forklare, okay?" sagde Yulian. 

"Nej," mumlede Vladimir. Han havde lyst til at høre ham forklare sig, men der var ikke noget at forklare. Vladimir vidste. Han vidste, og han vidste for meget. "Jeg vil ikke høre din forklaring, Yulian." 

Yulian stod stadig stille, og kiggede forstående på Vladimir. "Du må ikke misforstå mig, men jeg troede..." Han så ud til at fortryde, hvad han var ved at sige, for han lod sit blik blive på gulvet, og lagde nervøst armene over kors. 

"Troede hvad?"

"Troede..." Yulians blik flakkede rundt og han tog et forsigtigt skridt tilbage. 

"Du troede hvad?"

"Jeg troede du," mumlede han. "Jeg troede vi..."

Vladimir lod sine ben tage skridtet frem og hev fat i Yulians blusekrave. Han kunne mærke Yulians beskidte ånde på sin hals. Han kunne mærke hvordan den hev efter vejret. 

"Der har aldrig været et vi," hvæsede han. "Vi har været venner, okay? Venner. Venner er ikke sådan overfor hinanden! Venner vil aldrig blive sådan overfor hinanden!" 

"Men vi var..."

"Du troede vi var. Det er fejlen, Yulian. Du tror. Tror på ting, der aldrig vil ske. Tror på alt det, der er så uvirkeligt og så... Grænseoverskridende!" Vladimir kiggede på Yulians læber. Det her er så uvirkeligt. 

"Jeg -" hviskede Yulian. 

"Du tror på så mange ting, der aldrig vil komme til at ske. Du kæmper for ingen fucking nytte! Du snakker om rettigheder, en bedre fremtid, et bedre land... Men hvem gider egentlig lytte til dig, når du er sådan en?" 

Vladimir kunne se, at han hev håbet ud af Yulians øjne. De blev blanke, fremmede. Dog stadig den samme irriterende mørke farve. 

"Nu giver det mening, hvorfor du ville flygte ud af landet... Men ved du hvad? Held og lykke med det. Vi bor i Rusland, for helvede! Verdens største land! Inden du har nærmet dig grænsen, kan du ikke gå længere!" 

Yulian rystede. Stille men tydeligt. "Jeg troede, du vidste..."

Vladimir ignorerede ham. Det gjorde ondt i hele hans krop. Denne samtale gjorde ondt, men han vidste, at han måtte komme igennem den. Han vidste, at han måtte orientere Yulian om, hvor sygt det var, hvor syndefyldt det var. "Du skal aldrig... Aldrig tage kontakt til mig igen," hvæsede han. "Er det forstået?"

Yulians tårerfyldte øjne gjorde det svært for Vladimir at se hans pupil. Han skubbede fornemmelsen af savn væk, inden han ville fortryde. Vladimir kørte arrigt sin hånd ned ad Yulians bryst, mærkede hans muskelopbygning under det tynde lag stof, og bankede ham ind i væggen. "Er det forstået?" råbte han, og Yulian nikkede hurtigt og anspændt.  

"Undskyld," peb han. 

Vladimir prøvede ikke at spejle sig i de tårer, der ætsede deres fortid væk. 

"Hvor lang tid har du holdt det hemmeligt for mig?" spurgte Vladimir, og kiggede væk fra Yulian, der stadig blev holdt op ad væggen. 

"Siden," hviskede Yulian. "Siden..."

"Tal så jeg kan høre dig!"

"Siden du træt stod i baren i maj. Siden du lod mig følge dig hjem," forklarede han grådkvalt. 

"Ikke det," sagde Vladimir, og pressede ham hårdere op mod væggen. 

"Hvad så?"

"Hvor lang tid har du vidst, at du... At du ikke fungerede med piger?" spurgte Vladimir i et skarpt tonefald. Han kunne ikke sige ordet.

"Altid," svarede Yulian og kiggede over mod døren. "Jeg har altid vidst det. Jeg troede, du ville forstå mig. Jeg troede, at du var anderledes, Vladimir."

"Men det er jeg ikke," spyttede Vladimir. "Ingen her er anderledes. Den eneste der er anderledes her er dig." 

Yulian trak vejret hurtigt. Hans øjne var hævede, kinder våde... 

"Hvor er du dog ynkelig," angav Vladimir. Yulian ville snildt kunne kæmpe Vladimir i mod, men han lod Vladimir holde ham op ad væggen. Være under hans greb. Yulian svarede ikke.

"Hvorfor græder du?" spurgte han så. Han vidste godt selv svaret, men han ville høre det. Høre det fra ham. 

"Jeg..." mumlede Yulian.

"Du?"

"Du ved det jo godt, for helvede!" råbte han så. "Du ved det jo godt, Vladimir. Hvad er det, du vil have ud af mig? Hvad er det, du vil have ud af dig selv? Jeg ved det jo godt. Jeg ved jo godt, at du er ligesom mig. Lad nu være med at gøre det her imod dig selv! Kan du ikke selv se, hvor totalt dumt det er?" 

Vladimir trak langsomt vejret, lænede sig stille ind over Yulian, til hans varme, grødfyldte ånde tøede Vladimir op. Så tæt, at han kunne mærke Yulians læber på sin hals. "Du ved ikke en skid om mig," sagde Vladimir stille. 

Han vidste ikke, om han ville kunne slippe Yulian. Hverken fysisk eller psykisk, men han startede med at give slip på hans halskrave og tog et skridt tilbage. 

"Jo, hvorfor er det her så stort et problem for dig? Er det fordi, du er bange for andre folks mening?" spurgte Yulian og kastede armene i vejret. "Er det drengene, du er bange for? Din mor?"

"Du skal fandeme ikke nævne noget om min mor! Hun er her i det mindste i modsætning til din!" 

Yulian kiggede såret på Vladimir. Hans ansigt spruglede af tristhed og vrede. Vladimir lod være med at tænke på, at han var grunden til det. Han ville så gerne give Yulian ret, men han vidste også, at han ikke kunne. Han kunne ikke være som ham. 

Han kunne ikke være som Yulian, fordi det var en synd. Det var en beskidt synd, og det irriterede Vladimir, at han måtte kæmpe for at indse det. Han mærkede stadig Yulians kølige hånd, hans blik der hvilede på ham, piletræet og det irriterede ham, at han ikke havde opdaget det noget før. Han havde ladet Yulian forelske sig i ham, og det syrede i brystet. Det gjorde så ondt, og det var så forkert. 

Han ville så gerne mærke Yulians læber på sine. 

Og det var lige netop det, der gik galt. Vladimir opdagede det, med Yulians tårefyldte øjne på sine. Han opdage, at han ville kysse ham, og det var ikke sådan, det skulle være. Han kunne ikke fortsætte med Yulian. Det var fuldstændig udelukket. 

Det var ikke bare udelukket. Det var umuligt. Vladimir lod en stikkende fornemmelse fylde sin tørre hals, men han stoppede den, inden den udviklede sig til tårer.

"Du skal aldrig prøve at opsøge mig. Aldrig nogensinde," sagde han i et skarpt tonefald, og kiggede ikke på Yulians ansigtsudtryk. Han løb i stedet ud af værelset, ned af trapperne, hev fat i sine sko og jakke, og smækkede højlydt med døren. 

Aldrig havde det gået så stærkt. 

Vladimir kunne høre Yulians tanker, da han ude foran døren tog sine sko på. Han kunne høre Yulians hvisken, da han hev sin jakke over sig. Han kunne høre deres fortid forblive fortid, og spærre for en mulig fremtid. Vladimir havde truffet sit valg.   

Han valgte bevidst ikke kigge bagud, da han passerede indkørslen, i frygten om at se Yulian stå i værelsesvinduet. I frygten om at vide, han var så tæt på ham. 

Han gik forbi træerne, kiggede på hvor nøgne og beskidte de var. Han så på hver en ridse i barken, hvert et ar. Han tænkte på, om han måske selv havde fået ar med årene, synlige ar. Han tænkte på, om Yulian havde skåret år i hans hud. I hans sjæl. Han tænkte på, at når sneen ville falde, ville der endelig falde noget rent og urørt. Noget smukt og glimtende. Noget som alle elskede.

Han vidste ikke, hvordan det gik til, men han endte under piletræet. Klokken var tre, mørket var så småt ved at lade sin grumme latter kaste sig ned over ham, og der lå Vladimir. Sammenkrøbet og uduelig under de lange, smalle grene. 

Han vidste heller ikke hvordan det gik til, at han lod tårer syre i hans øjenkrog. Han bad ikke om det. Han ønskede det ikke. Han følte sig ynkelig, og han forestillede sig i et split sekund, at Yulian var den hårde stamme, som han lænede sig op af. 

Den tanke skubbede han hurtigt væk. Yulian havde svigtet ham. Han havde betroet sig som en ven, uden aldrig rigtig at ville være det. Og hvordan kunne Yulian tro, at Vladimir var ligesom ham? Han havde aldrig givet tegn på det. Han havde aldrig snakket om det. Bare fordi de en enkelt gang havde holdt i hånden, gjorde det dem ikke til et par. Og hvordan kunne Yulian tro sådan noget om ham, når han havde haft en kæreste? Og hvordan kunne Yulian overhovedet få sig selv til at være sådan en? Det var ikke engang lovligt! Hvorfor ville man gøre noget så kriminelt og forkert? Kærlighed var i hvert fald ikke det svar, som Vladimir ledte efter. 

Men Yulian havde virkelig været alt det, Vladimir havde levet for i de seks måneder, de havde kendt hinanden. Han havde lært ham at elske de mindste, største ting. De mindste, største ting som det mønster fuglene dannede på himlen, som den rytmiske lyd af trafik. Ting som Vladimir aldrig havde tænkt over før. Ting som han altid havde overset, var pludselig alt det, han lagde mærke til. 

Vladimir trak sin telefon op ad lommen. Der var kun få procent tilbage på hans batteri, han tjekkede klokken. 15:29. Han tjekkede hans beskeder, uden rigtigt at vide hvorfor. Inderst inde håbede han, at Yulian havde skrevet til ham. Spurgt om de skulle tale ud. Ikke at Vladimir forventede det, ikke at han savnede ham, og så alligevel gjorde han lidt. 

Bare lidt. Ikke meget, ikke så det gjorde noget. Bare en lille snært af noget savn. 

 

~·~·~

 

Det næste sted han fandt sig selv, var uden foran Anzhelikas hoveddør. Hvad lavede han nu også der? Han kløede sig i nakken, da han ringede på. Der gik nogle minutter, før hun åbnede op. Hun havde mascara ned ad kinderne, hendes hår var ikke redt, og hun var iført nattøj. 

"Vladimir!" sang hun, og kastede sig over ham. "Jeg vidste, du ville komme tilbage!" Hun kyssede ham på kinden, tog ham i hånden, og førte ham op på sit værelse. 

De havde sex, men det var ikke fordi, de nød det. Vladimir tænkte, at Anzhelika og ham ikke hang sammen mere. At de ikke fungerede længere. Forpustet og svedig åbnede hun et par øl, rakte ham den ene og tog en tår af sin egen. De snakkede ikke så meget. Ikke fordi det var akavet, for det var faktisk ret behageligt. Hun fortalte kort om hendes dag, om at hun endelig var begyndt at læse en bog. Hun undlod at fortælle, hvor ked af det hun havde været, men Vladimir vidste det godt. Han vidste alt lige der. 

Næsten alt. 

De så en film der handlede om en pige og en dreng, der levede lykkeligt til deres dages ende, og Vladimir faldt i søvn på ryggen med sine arme over hovedet, Anzhelika på sit bryst og tankerne på sine fødder.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...