Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14692Visninger
AA

15. Attende dagen

Kapitel 14 

Attende dagen

~·~·~

 

Vladimir sad i sin vindueskarm og prøvede at være Vladimir. Det havde taget ham sytten dage, og han havde stadig ikke kunne finde ham. Hverken i sine gamle skitser af kirker, på natklubber med piger, der var villige til at prøve at opmuntre hans ikke eksisterende jeg, eller ikke engang under piletræet, som han af en eller anden grund altid fandt tilbage til. 

Det var først på attende dagen, at han netop fandt ud af, at han ikke skulle finde sig selv i de ting, han havde gjort og præsteret tidligere i sit liv, men i de ting der skete omkring ham netop i nuet. I de ting der gjorde, at han netop lige nu levede. Som ilten i luften og jordens rytme, der matchede hans hjertes. Det var først, da han havde spildt sine penge på væske, og opbrugt sin energi på at løbe, at det gik op for ham. 

Og det var da han gik en nattetur i starten af November, og hvor himlen brød ud i en gråd af krystaller, at det skete. Vladimir stoppede op og indåndede for første gang i atten dage alt den luft, der kunne være i hans lunger, og han lod det blive, til han ikke længere kunne trække vejret, og måtte puste ud igen. Til luften blev mikset sammen med hans ånde af suppe og kylling. Til hans fødder slog rødder om gruset i parken, for ikke at falde bagover. 

Krystallerne dalede stille ned og landede blødt som puder over parken. Mørket vuggede hans sind, og Vladimir opdagede ikke, at hans tårer tøede ham op i baner over sine kinder. 

Hans tårer der kvalte ham, og lod ham stå tilbage med den sandhed om ham, der nok egentlig hele tiden havde været der. Han bukkede sig sammen og kiggede grådkvalt ned på den finpudsede sne. Han prøvede at lave en engel i den, men ikke engang en engel kunne være perfekt, så hvordan kunne Vladimir være det?

I mens han lå i sneen og med blikket rettet på himlen, fandt han sin telefon i sin bukselomme. Han prøvede at køre sine kolde fingre over skærmen, og gå ind på beskeder. Han fandt sin samtale med Yulian, og begyndte at læse den nedefra og op. Det var utroligt, hvor meget de havde skrevet. Om ligegyldige, irrelevante ting, men som de alligevel delte med hinanden. Ting som de fremmede, de lige havde spottet på gaden, mærket på den the, de havde drukket... Alle de beskeder Yulian havde skrevet, var så Yulian-agtigt, at de gav Vladimir en klump i halsen. De var så ukorrekte og krøllede, at de var perfekte. 

Det hjalp ikke på tårene at læse Yulians beskeder igen og igen, for de strømmede ud ad øjenkrogen, og Vladimir ventede på, at isen ville fryse dem og stoppe det. Hvis bare den kunne stoppe alt smerten og savnet til den person, Vladimir var så voldsom forelsket i, at det var forbudt. 

Og måske det bare først var på attende dagen, at det gik op for Vladimir. At han var forelsket i ham. At han var forelsket i Yulian, og at det fyldte så meget, at hans følelser ikke kunne rumme ham. At hans dumme følelser var for store, til at være i hans lille, uduelige menneskekrop. De var så store og magtfulde, at Vladimir ikke kunne skubbe dem væk, selvom han så inderligt prøvede. 

De var der bare. 

De var der, og de gjorde ondt. 

Han var forelsket i Yulian, og måske han altid havde vidst det. Siden han mødte ham for første gang i baren. Siden han hørte hans stemme, som han troede var lysere, end den viste sig for at være. Tanken fik Vladimir til at smile stort, og oppefra lignede han nok en idiot, men der var vel også en hvis sandhed i det. Vladimir var en dreng, der havde været så komplet idiotisk at forelske sig. I en dreng. 

Han havde brug for at fortælle Yulian det. Han havde brug for at fortælle hele sandheden. At han forelskede sig i ham, inden han hørte ham snakke. At han forelskede sig i hans latterlige, dybe, filosofiske bemærkninger, og at han forelskede sig endnu mere, fordi de var en del af ham. Det var egentligt åndsvagt. Hvor meget sådan en lille ting kunne fylde i et bryst, for alle havde prøvet at være forelsket før, men Vladimir følte, at denne forelskelse var noget helt for sig. 

Vladimir var nemlig sikker på, at der ikke fandtes et menneske, der kunne være så forelsket i en person, som Vladimir var i Yulian. Det var så urealistisk, at han blev nødt til at hive efter vejret, for at kunne følge med sine egne tanker. 

Han begyndte at le, for følelserne kildede ham let, som sneen der prikkende dalede ned på hans frysende kinder. 

Han var så forelsket, at det kunne fylde hele uendeligheden ud. At det var mere kraftfuldt end solens hede og intethedens fylde. 

Vladimir kunne ikke forstå, hvordan han kunne have holdt sig fra Yulian i næsten tre uger. Det var brutalt og umenneskeligt. Han tænkte tilbage på Yulians skræmte blik, da Vladimir sidst havde set ham i øjnene. Hvordan kunne han få sig selv til det? Vladimir havde såret ham, og han hadede sig selv endnu mere for den tanke. 

Yulian fortjente jo kun det bedste. Han fortjente at hans latterlige, smukke grin skulle vække solen til live i vinterens mørke, for det var derfor, han var født med det. Han fortjente at trække vejret og berige kloden med hans jeg, for ingen i hele verden havde et jeg, som Yulian. Han fortjente blomstrende, glade stunder, for han fortjente at leve et perfekt liv, med alt det, han ønskede. 

Og måske var Vladimir ikke en del af alt det fantastiske, uovervindelige og smukke.

Og måske var han. 

Han rullede rundt i sneen, og langede ud med sin ene hånd, i håbet om at noget varmt og tørt ville tage i mod den. Yulians hånd der lille og fin ville ligge i hans. Som når en lynlås bliver lynet helt op, og at alt passer sammen hele vejen op. Sådan skulle det være. 

Gid det bare kunne være sådan.

Også da han kom hjem under den kolde dyne, ønskede han at kunne krølle sig ind til en varm krop. At kunne hvile hovedet på en brystkasse med et rytmisk hjerte, og kysse et par vintertørre læber. Det var alt, han ønskede sig, og måske også det farligste ønske. 

Og han vidste også, han måtte gøre et eller andet ved det.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...