Den Syndige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2014
  • Opdateret: 5 maj 2015
  • Status: Færdig
Vladimirs liv er perfekt. Han dater skolens smukkeste pige, bor centralt med de bedste mennesker omkring ham. Men hans tilgang til livet som ung i Rusland ændres med en stærk drejning, da han møder bartenderen, Yulian, der viser ham, hvordan landet burde være. Pludselig går det op for Vladimir, at det kan være svært at leve med en dybt alkoholiseret mor, skelne ægte venner med de falske, og på samme tid være venner med Yulian, som bærer rundt på en hemmelighed, der til tider kan være svær at skjule i byens mørke stræder.

79Likes
53Kommentarer
14719Visninger
AA

20. Altid stilhed før en storm

Kapitel 19

Altid stilhed før en storm

~·~·~

 

”Vlad! Vågn nu op!” hørte han en ruskende stemme sige. ”En af dine venner står og banker på som en sindssyg!”

”Mmm,” mumlede Vladimir. ”Sig at jeg har tid senere.”

”Klokken er halv tolv, og selv Natalya venter på dig. Du kan ikke sove mere!” Da Vladimir åbnede øjnene, så han Vladena kigge bedende på ham. Hun havde sat sit hår op i en stram knold, og noget ved hendes ansigt gjorde, at hun så ældre ud end normalt. ”Det er ham din uhyggelige ven…”

”Åh Gud,” sukkede Vladimir og satte sig op. ”Min uhyggelige ven? Hvem er det nu?”

”Ham der ligner en skurk fra en tegnefilm,” forklarede hun.

”Dårlig forklaring…”

”Du er endelig vågen,” smilte Natalya, der stod i dørkarmen og betragtede dem. Hun havde det samme tøj på fra dagen i forvejen, undtagen en t-shirt, der var trukket ud over hendes top. Hun bemærkede, at han kiggede på den. ”Jeg lånte den af dig… Vladena sagde, du sikkert ikke havde noget imod det… Det håber jeg ikke.”

Vladimir smilte og rystede på hovedet. ”Nej, nej, det er helt fint. Har du været vågen i lang tid?”

”Nah, i en time eller sådan noget. Din søster har underholdt mig.”

Der lød et hårdt brag ude fra gangen, og Vladimir sprang op fra sengen i et spjæt.

”Hvad sker der?” spurgte Natalya, og kiggede ud mod hoveddøren. Vladimir gik hen til hende og kiggede på gangen, der stod tomt og med et mørkeblåt lys over sig.

”Jeg sagde jo, at der var en, der bankede på,” sukkede Vladena.

”Det er da ret voldsomt,” mumlede Vladimir, og gik hen til døren. Igennem dørspionen så han Zakhar i en forvrænget og vred udgave. Det var skræmmende, hvordan det lignede, han stod ti meter væk, og i virkeligheden var der kun en dør og få centimeter mellem dem. Han tog sig selv i at gispe af forskrækkelse, og vendte sig mod pigerne, der stod nysgerrigt i enden af gangen.

”Natalya. Gem dig!” hvæste han.

”Hvorfor?” spurgte hun, og gjorde en spørgerne bevægelse med hænderne.

”Fordi jeg siger det!” Han prøvede på ikke at hæve tonen for meget, hvis Zakhar skulle høre det igennem døren. Men en ting vidste han: Zakhar skulle ikke have fat i Natalya efter deres episode i går.  

Der lød endnu et bank, og Vladimir hoppede igen af forskrækkelse.

”Jeg ved du er derinde! Jeg kan høre dig!” hørte han Zakhar råbe. Han kiggede endnu en gang igennem dørspionen, og Zakhar kiggede også ind af den. Vladimirs hjerte begyndte at hamre vildt, da han så direkte ind i et øje, der indebar så voldsom en brændende vrede. Han hostede kort, for at få styr på stemmen.

”Vi er nogle, der sover herinde, Zakhar. Er det vigtigt?” prøvede han i en rolig tone.

”Om det er vigtigt? Kan vi tale om, hvordan du har kneppet min kæreste, din fucking idiot!” Zakhar råbte så højt, at selv opgangens ekko, der slugte den sidste stavelse, kunne høres.

”Jeg har ikke rørt nogens kæreste!” svarede han tilbage, stadig i et prøvende, roligt tonefald.

”Luk mig nu ind, og jeg skal se på dine øjne, om du lyver!”

”Du kommer ikke ind, Zakhar. Min søster sover…” Vladena kiggede opgivende på ham.

”Hvorfor skal jeg altid bruges som en redning, bare fordi jeg er lille?” hørte han hende spørge Natalya. Hun svarede ikke, men kiggede derimod ræd på Vladimir.

”Det er jo løgn, Vladimir. Jeg har set hende i jeres køkkenvindue spise morgenmad. Klokken ni!”

”Hvad lavede du her klokken ni?” spurgte Vladimir.

”Luk. Mig. Ind,” skreg han. Vladimir var sikker på, at han hørte en dør i opgangen gå op. ”Luk mig ind nu, eller jeg finder din sjæleven, som du har valgt frem for os. Os, dine venner som har gjort så meget for dig…” Vladimir talte hver en vejrtrækning, Zakhar havde med i sin sætning. Han blev nødt til at lukke ham ind.

”Okay, to sekunder,” svarede Vladimir, uden at tænke videre over det. Han skyndte sig hen til sin lillesøster og Natalya, gned sig i ansigtet for at kunne tænke klart.

Hvad?” udstødte Natalya i en anspændt tone. ”Du kan ikke lukke ham ind, Vladimir! Du kan ikke lukke ham ind!”

”Vladena, gem hende i mors klædeskab. Han vil lede under min seng, og dit værelse er heller ikke sikkert. Nok også stuen, men han vil ikke bevæge sig ind på mors værelse, når han kender hende… Skynd jer!” Han puffede til dem, og Natalyas øjne blev blanke af panik.

”D-du kan ikke gøre det,” rystede hun. ”Hvis han finder mig… Du må ikke, Vladimir!”

”I er jo stadig kærester, som du selv sagde. Desuden er det mig, han vil snakke med…”

Hendes øjne gik hurtigt fra blanke til blodsprængte, hendes tænder klaprede en anelse. ”Jeg er så b-bange for ham. Du må ikke. Jeg beder dig, Vladimir…” Hun tog fat i Vladimirs arm, klemte hårdt til og rystede på hovedet. ”Han gjorde flere ting i går. Jeg har ikke fortalt dig det hele…”

Og alt hvad Vladimir hørte, var Zakhars ord ”…eller jeg finder din sjæleven.”

”Gem hende godt, Vladena!” sagde han så, og kiggede på Natalya med et undskyldende blik.

”Min mors klædeskab er stort. Du skal ikke være bange,” trøstede Vladena, og tog Natalya i hånden. Det var som om, det tog flere timer, før de forsvandt ind på værelset. Natalyas øjne var fastlåst i Vladimirs hele vejen, og han blev nødt til at tænke klart, for ikke at få skyldsfølelse. Du gør det jo for hendes skyld. Og Yulian. Tænk på Yulian. Først da døren til værelset blev lukket, gik Vladimir hen for at åbne hoveddøren.

Zakhar bragede ind i ham, og bankede ham op ad væggen. ”Hvor er hun?” hvæste han spydende. Hans underkæbe var skubbet en anelse ud, og han stirrede vredt på Vladimir, der var holdt fanget med en hånd om halskraven.

”Hvem hun?” mumlede Vladimir, og kiggede væk. ”Jeg ved ikke, hvad du laver her, Zakhar.”

”Natalya! Jeg ved, hun er her! Hvor er hun?”

”Hun er her ikke, okay? Rolig nu, Zakhar,” hviskede Vladimir, i håbet på at berolige ham.

”Det ene er, at du siger, hun ikke er her… Det har jeg det egentlig okay med. Men det andet er, at jeg ved du lyver mig lige op i ansigtet. Og ved du hvad, Vladimir? Det er ikke okay! Det er faktisk så ikke-okay, at du fortjener den her!” Det næste Vladimir mærkede, var Zakhars knyttede hånd, der blev plantet solidt på hans solar plexus. Det var ikke fordi slaget gjorde ondt. Det var mere den måde, luften forsvandt fra lungerne, og et dæmpende net af noget stikkende, overtog nuet. Det var dét, der gjorde ondt. I forsøget på at inhalere, var det kun en kvækkende lyd, der undslap Vladimirs let adskilte læber.

”Var det sådan her, Natalya tog dit åndedræt i nat? Nød du det?” hviskede han. ”Jeg kunne i princippet gentage slaget, til du vil fortælle mig, hvor hun er…” Han lo kort. ”Hvis du altså ville være i stand til at trække vejret efterfølgende. Men hvis du vil lege, så kan vi da godt lege.” Zakhar gav slip på Vladimir, der faldt ned på gulvet og prøvede at finde rytmen i sin vejrtrækning.

”Hun er her ikke,” fortalte han, med den smule luft, han havde i lungerne. ”Jeg lover dig... Hun ikke er her.”

”Vladimir. Jeg har siddet uden foran jeres opgang, siden jeg i går aftes fulgte efter jer hjem! Jeg havde opdaget det, hvis hun var gået ud. Hvor dum tror du, jeg er?”

”Du må være faldet i søvn eller sådan noget. Der er altid en forklaring på tingene…”

”Nej, Vladimir. Jeg har altid en forklaring på tingene, og det er den vi retter os efter i dag.” Han gik ind i stuen, og kiggede rundt med skarpe bevægelser. Vladimir rejste sig sløvt op, og tog fat i dørhåndtaget til stuen, så han kunne have udsyn til Zakhar.

”Okay, fair nok. Hvis du finder hende, så har du ret. Men jeg ved, hun ikke er her, så du kommer til at lede forgæves.” Vladimir trak på skuldrene. Zakhar kiggede under sofaen, og han åbnede selv skufferne i kommoden, hvor ikke engang en kat ville kunne klemmes ned.

”Jeg kan lugte hende,” brummede han.

”Det er du den eneste, der kan,” svarede Vladimir, i en anelse for anspændt tone.

”Du er den dårligste til at lyve.”

”Og den bedste til at fortælle sandheden.”

”Der løj du igen.”

Vladimir kunne høre døren gå op fra sin mors soveværelse, og han prøvede ikke at lade sin hjertebanken styre sig for sin vejrtrækning. Zakhar løftede sit øjenbryn, og kiggede ud mod gangen.

”Jeg tror, jeg fandt min gevinst,” sagde han, med et falsk grin der åd sekunderne op.

”Det er Vladena,” prøvede Vladimir, og løb over mod Zakhar. ”Vladena er ikke Natalya!”

Vladena kom grinene ind i stuen med armene over kors. ”Okay, hvad sker der her, drenge?” spurgte hun. ”Det lyder som om, I er ved at vælte stuen.”

”Du er en bedre løgner end din bror,” angav Zakhar. ”Men ikke god nok. Hvor har du gemt Natalya?”

Vladimir prøvede at sukke højlydt. ”Natalya er her ikke, okay?”

”Natalya? Altså, hende med det pink hår og de meget voldsomme, mørke udgroninger?” spurgte Vladena.

”Du behøver ikke at beskrive hende. Der er kun én Natalya i byen,” knurrede Zakhar.

”Jeg kan da sagtens fortælle dig, hvor hun er!” lo Vladena. Vladimir sendte hende et advarende blik. Hun må have fået sin skuespiller evne fra deres mor. Zakhar svarede ikke, men kiggede på hende, som forventede han mere. ”Altså, Vladimir tog ud for at hente Natalya i går, og da de kom hjem, smed Vladimir hende ind på mit værelse. Han giv selv ind i seng, imens jeg prøvede at få nogle ord ud af hende, for hun så virkelig ud til at være ude af sit gode skind, og-”

”- skip alt det ligegyldige, og kom til sagen, tøs,” spyttede Zakhar.

”Hey, hvis jeg skal sige, hvor din kæreste er, så bliver det, som jeg siger det!” angav Vladena i en hård tone. Vladimir kunne mærke sine håndflader blive fugtige og klamme.

”Så hun lå og fyldte i min seng indtil klokken blev et, hvor hun vækkede mig. Det var hendes mor, der havde skrevet til hende, og bedt hende om hjælp med hendes småbørn,” forklarede hun.

”Det er derfor de har Natalyas yngre søster, Natasja. Hun hjælper til i huset, når Natalya ikke er der.” Zakhar rystede på hovedet. ”Den her løgnhistorie er for dårlig til mig.” Han gik ud i gangen, og i retning mod Klavdiyas soveværelse.

”Natasja var i byen! Det var derfor!” råbte Vladena, og løb efter Zakhar.

”Nej, lille Vladena. Natasja går ikke i byen. Hun snakker ikke engang med mennesker!”

”Men det sagde Natalya selv,” prøvede hun. Vladimir hev fat i sin lillesøster og gik ind foran hende.

”Du kan ikke få ham til at ændre mening. Men godt forsøgt,” hviskede han.

”Jeg kan godt!” sagde hun stædigt, og trampede i gulvet.

”Nej, gå ind på mors værelse og ryd resten op, som du havde lovet hende,” sagde han højt og i et bestemt tonefald. Han håbede, at Vladena ville være med på løgnen, så hun ikke skulle snakke med Zakhar. Godt nok var hun moden af sin alder, men han var trods alt stadig storebroren. Der gik lidt tid, før Vladena fangede pointen. Hun nikkede og traskede ind på Klavdiyas værelse. 

”Zakhar,” mumlede Vladimir, og kiggede på ham stå restløst mellem Klavdiyas soveværelse og toilettet. ”Tag nu bare hjem, okay. Hun er her ikke. Kan du ikke se hvor totalt dumt, det her er? Du må være faldet i søvn i nat, for hun tog altså af sted lidt over et…”

Zakhar rystede på hovedet og gik hen til Vladimir. ”Hør,” pustede han. ”Find hende eller du kommer til at fortryde det.”

”Nej, Zakhar. Jeg vil gerne have, du går. Det her er mit hus. Mit hjem! Og du er ikke længere velkommen her. Gå. Nu!” vrissede Vladimir, og slog ud med armene. Zakhar rykkede sig ikke ud af stedet, men lænede sig i stedet tættere på Vladimir.

”Så du smider mig ud af dit hjem, Vladimir?”

”Ja, Zakhar. Det gør jeg.”

”Smider du mig ud af dit hjem, så smider du også vores venskab ud. Lad mig minde dig om alle de gange, jeg har hjulpet dig. Tror du ikke, jeg hørte dig, da du hylede ude i min bruser den aften? Tror du ikke, jeg lagde mærke til dine blanke øjne, da vi sad over middagen? Min familie har altid elsket dig, Vladimir! Altid! Og selvom livet ikke altid har gået din vej, så har vi altid elsket dig. Hele flokken! Nogle gange har jeg endda missundet dig, når du nemt har kunne få et kram af lige den, du ville, hvor vi andre har skulle kæmpe for det!” Han trak vejret stille. Altid stilhed før en storm, tænkte Vladimir. ”Men ved du hvad? Jeg har sgu aldrig ønsket at give dig alle de kram og alt den opmærksomhed! Det var måske medlidenhed til at starte med, men jo mere jeg hjalp dig, jo mere holdte folk egentlig også af mig. Og på den måde vandt vi begge. Men så begyndte du at ignorere os og fucke ikke bare din status op, men også min! Og nu… Nu kan du ikke engang fortælle mig, hvor min kæreste er?” spyttede han. ”Det er det mindste, du kan gøre for mig!”

Vladimir bed sine læber sammen og kiggede ned i gulvet. Han havde ingen ide om, hvad han skulle gøre, eller hvordan han skulle gøre det. Han kunne ikke fortælle Zakhar om Natalya, men på den anden side, havde Zakhar ret. Han havde virkelig hjulpet ham den gang, også selvom det måske ikke altid havde været af medlidenhed. Men han havde fået tag over hovedet, og en varm seng at sove i. Hvis ikke han skyldte Zakhar noget, så skyldte han i det mindste hans forældre det… Og de elskede Natalya.

”Jeg kan ikke,” sagde han så, uden at tænke sig om. ”Jeg kan ikke, Zakhar. Jeg vil gerne have, du går ud af mit hjem lige nu.” Han lod sin ustabile vejrtrækning fylde rummet, og for første gang, var han ligeglad med, om Zakhar hørte nervøsiteten i sin stemme. Zakhar nikkede, og i det han var ved at gå ud til døren, vendte han sig om, og lod en knytte flyve gennem luften. Den ramte Vladimirs kind. Hårdt, præcist og med en sitrende smerte at tykke på. Gulvet tog endnu engang imod ham, og måske var det også der, han hørte til.

Til Vladimirs overraskelse gik døren op fra opgangen. Klavdiya kom travende ind med en pose fyldt op af vodkaflasker. Hun standsede brat op og kiggede hurtigt mellem Zakhar og Vladimir. Hun satte posen mellem sine ben, lagde armene over kors, som fornemmede hun situationen.

”Du havde ret til at slå min søn i en slåskamp i børnehaven. Men nu… Nu er det kun mig, der har ret til det,” sagde hun i en spydende tone, og kiggede på Zakhar. ”Du behøver ikke sige undskyld til ham, for han må have gjort noget rigtig slemt, siden han fortjente det… Men jeg vil godt have, du går nu, så han kan støvsuge.”

Zakhar nikkede kort, og kiggede advarende ned på Vladimir, inden han forlod gangen. Klavdiya stod stille, og de begge lyttede til lyden af fodspor blive svagere og svagere i opgangen. Først da de kunne høre døren smække, skiftede hun ansigtsudtryk. Fra bekymret til fuldstændig ligeglad.

”Hvad fanden har du gang i?” mumlede hun, og tog fat i sin pose. Natalya og Vladena kom fumlende ud af værelset, begge med opspilede øjne. ”Og hvad laver I to? Der er ingen, der har adgang til mit værelse! Og det ved du også godt, Vladena!”

”Undskyld, mor. Men… Jeg tror lige, du har reddet os,” lo hun. Natalya styrtede mod Vladimir for at lægge armene om ham. Han mærkede hvordan hendes fingre rystede om sin hals.

”Tak,” peb hun.

”Bliv her i noget tid, inden du tager hjem. Jeg vil ikke risikere, at han står derude og venter på dig,” svarede Vladimir, og lod sin hånd køre igennem hendes hår i en beroligende bevægelse. Det var ikke kun Natalya, der var bange for Zakhar. Det var Vladimir også, og selvom han aldrig havde indrømmet det for sig selv, havde han nok et sted altid været det.

Han gik ud til køkkenvinduet, og kiggede ned foran opgangen. Zakhar var ikke til at spotte nogen steder. Heller ikke ude på vejen, og Vladimir strakte sig så lang ud, han kunne, for at tjekke omme bag buskene.

Der var heldigvis kun en dame, der var pakket ind i alverdens strikke, og som gik med hendes lille hund i hænderne. Den havde en strik på magen til hendes halstørklæde. Men ingen Zakhar. Vladimir pustede lettet ud.

”Han er her ikke,” fortalte han Natalya, og tog hende med ind på værelset. Hun smed sig i hans seng, og kiggede op i loftet med hænderne under hovedet.

”Jeg kan ikke fatte, at det dér lige skete,” sagde hun med en snært af en latter. ”Det er jo vanvittigt. I mens jeg sad inde i det skab, fik jeg tænkt rigtig meget. Også over ligegyldige ting, som hvad jeg skal have på, når jeg skal fortælle ham det.”

”Fortælle ham hvad?”

”At jeg ikke kan fortsætte med at være sammen med ham. Knægten er jo stjernepsykopat!” Hun tog sig til hovedet. ”Jeg fatter ikke, at jeg først har turde indrømme det nu.”

”Hellere at det var nu, end når noget endnu værre skulle ske,” svarede han, og trak på skuldrene, da han kom i tanke om Natalyas ord tidligere: ”Han gjorde flere ting i går. Jeg har ikke fortalt dig det hele…” Han bed sig selv i læberne. ”Du sagde noget tidligere… Om at han havde gjort me-” Vladimirs telefon begyndte at brumme på skrivebordet, og han hev fat i den, inden han fik sagt sin sætning færdig.

Syv ubesvarede opkald og et hav af beskeder. Alle fra Yulian.

”Øh, undskyld,” mumlede han.

”Hvem er det fra?”

”Øh… Yulian.” Han mærkede blodet stige til hovedet, bare af at sige hans navn. ”Jeg har ikke kigget på min telefon siden i går aftes, og han har skrevet en masse…”

”Ah,” nikkede hun.

”Undskyld, Natalya. Fortæl mig hvad der skete i går.”

Hun rystede på hovedet. ”Jeg har ikke lyst til at tale om det lige nu, for at være ærlig. Er det okay?”

”Ja. Selvfølgelig er det okay.” Hvis der var noget, Vladimir forstod, så var det følelsen af, ikke at ville tale. Natalya satte sig op og smilte på en lumsk måde.

”Nå, fortæl mig hvad han siger,” fnes hun. Vladimir prøvede at beherske lavastrømmen der åd sine blege vinterkinder.

”Øh…”

 

Tak for i dag, Vladdyboyy ;*

 

Jeg sidder og prøver at finde skyttens stjernebillede på himlen, da det er dette måneds stjernetegn. Vidste du, at skytten prøver at finde ud af meningen med menneskets eksistens? Jeg synes det er en smuk tanke.

 

Jeg fandt den! Den er meget forvirrende.

 

Sover du?

 

Okay, du sover nok. Godnat. Jeg vil tænke på dig, når jeg falder i søvn

 

Godmorgen, sunshine. Det ligner ikke dig, at sove så meget på en nat? Er du okay?

 

Vladimir!

 

Er du faldet i tønden?

 

Du skal ikke gøre det der imod mig. Hvor er du?

 

Skal jeg komme?

 

Der går en mand med hætte rundt ude foran mit hus. Skal jeg kaste vandballoner efter ham eller ignorere ham?

 

Vladimir, kan du sige mig, hvad ham Zakhar-knægten laver ude foran mit hus?

 

Og alt hvad Vladimir læste, var: ”…eller jeg finder din sjæleven”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...