(Tertio 3) Himmel og Helvede

Maya er Nathans elsker. Nathan er blevet en ond og kold tyran, som ikke har noget til overs for nåde. Men da Maya finder ud af, at han planlægger et angreb på Jorden, flygter hun for at advare Himlen. Nu må mennesker og engle stå sammen i kampen mod Helvede - men kan Maya redde sin elskede Nathan fra Helvedes skygger? Og hvad nu, hvis hans hjerte er væk for evigt? Mayas kærlighedeventyr er blevet erstattet af en levende skrækfilm. Hun er offeret. Nathan er jægeren. Hvilket forhold kan overleve dét?

29Likes
78Kommentarer
3714Visninger
AA

1. Washington DC

Jeg var atten et halvt år gammel, og stod og ventede på min kaffe i Barezo's. Jeg holdt meget af denne café. Den mindede min om Nathaniel De Montiara, en dreng, jeg havde mødt for lidt mere end et par måneder siden. Jeg var hans elsker, som sådan var vi hinandens fornøjelser og tidsfordriv. Men jeg kunne rigtig godt lide Nathaniel. Jeg fik min kaffe og satte mig ved et bord ved vinduet. Fandt en biblioteksbog frem fra min rygsæk og slog op dér hvor jeg var nået til. Jeg nippede til kaffen. Min telefon begyndte stille at spille ringetonen i min lomme. Jeg tog den op og så på nummeret. Nathaniel DM stod der. Jeg smilede og trykkede på BESVAR.

   "Hej," sagde jeg.

   "Hej," sagde han. "Hvad skal du fredag?" Nathaniel brugte sjældent flere ord end nødvendigt, og spildte ikke tid på høflighedsfraser. Men tag endelig ikke fejl! Han var meget venlig.

   "Hm..." Jeg nippede til kaffen. "Være sammen med dig, kan jeg næsten regne ud. Hvor og hvornår?"

   "Kan du komme hjem til mig?" Jeg have nær fået kaffe galt i halsen. Hjem til Nathaniel? Der havde jeg aldrig været. Vi havde sovet på hotel sammen en enkel nat, men... jeg havde faktisk ingen idé om hvor han boede, eller hvordan han boede.

   "Øhm... ja. Men... Jeg ved ikke hvor du bor." Jeg fandt papir og blyant frem fra min taske.

   "XXXX 5th st NW. Kan du komme klokken seks?"

   "Øh, ja..."

   "Dejligt! Jeg laver aftensmad. Vi ses." Han lagde på. Jeg så overrasket på telefonen. Aftensmad? Jeg havde aldrig spist sammen med Nathaniel. Og jeg havde aldrig været hjemme hos ham. Var der mon noget galt? Nej, sikkert ikke.

 

Jeg stod uden for Nathaniels hus. Klokken var kvart i seks, jeg var lidt for tidligt på den. Jeg stod og betragtede huset lidt. Det var ikke så stort, men det så hyggeligt ud. Haven var bare en græsplæne. Selve huset var i én etage, moderne og smart. Jeg gik hen ad stien, som førte hen til døren. Ringede på. Der gik få sekunder, så åbnede Nathaniel døren. Han smilede til mig og kyssede mig på kinden.

   "Hej. Kom ind, maden er næsten færdig." Han smuttede ind i huset igen. Jeg gik stille ind i entreen. Hele huset duftede berusende, ligesom ham, men gjorde mig samtidig en smule utryg. Et spejl hang på væggen og reflekterede en knagerække, hvor jeg hang min korte jakke. Jeg lynede mine støvler op og satte dem ved siden af Nathaniels. Jeg så ind gennem den dør, han var forsvundet ind ad. En dejlig duft af mad bød mig velkommen. Nathaniel stod ved et skærebræt og hakkede gulerødder. Han smilede varmt ti mig. "Vi spiser inde i stuen. Ned ad gangen og til venstre." Jeg nikkede.

   "Skal du have hjælp med noget?" spurgte jeg fjernt. Han hakkede gulerødderne så hurtigt, at jeg næsten regnede med at se toppen af hans finger blive cuttet af hvert øjeblik det skulle være. Og han så ikke engang hvad han lavede.

   "Nej, det er fint. Bare se dig lidt omkring." Jeg nikkede og gik ud af det lille køkken. Jeg hade ikke rigtig troet, at Nathaniel faktisk havde inviteret mig på middag. Jeg åbnede den dør, som jeg troede var den rigtige, og så pludselig ind i Nathaniel soveværelse. Jeg rødmede og lukkede hurtigt døren.

   Jeg var ikke rigtig klar over, hvorfor jeg rødmede, men det gjorde jeg altså. Jeg skyndte mig videre til den dør, der faktisk var den rigtige, og trådte ind i stuen.

   Et bord var dækket op til to. En halv skillevæg delte spisestuen fra den rigtige stue. Jeg gik ind i stue stuen. En lækker lædersofa nærmest tryglede mig om at ligge mig ned og sove. Jeg så mig lidt omkring. Ikke ét familiefoto var at syne, ikke ét tegn på hans fortid. Til gengæld var der genstande fra hele verdenen, en egyptisk mau kattestatue i guld, en mayaindiansk halskæde, en russisk babushka dukke, et grønlandsk spyd lå endda i en glasmontre, sammen med det, der lignede en thailandsk kniv.

   "Maya?" Jeg skyndte mig ind i spisestuen. Nathaniel havde sat maden på bordet. Han lyste op, da han så mig. "Sid ned." Han trak stolen ud for mig. Jeg smilede og satte mig ned. Han satte sig over for mig.

   "Så... Hvad står menuen på, Chefkok Nathaniel?" Han smilede og rystede på hovedet.

   "Kald mig Nathan, vil du ikke nok?" Jeg smilede. "Det er ikke noget særligt, bare lidt af hvad jeg havde..." Hvorfor var han så beskeden? Han plejede bare at sige det som det var. Men ud over det, så smagte maden dejligt. Nathan og jeg grinede og snakkede. Nathan bød mig på rødvin, men jeg takkede nej. Jeg kom til at se på rødvinens navn.

   "Nathan... Den vin er ekstremt dyr! Hvor meget har den kostet?" Nathan trak på skulderne og nippede til sit glas.

   "Omkring 150 dollars." Jeg spærrede øjnene op og så hurtigt ind i stuen.

   "Nathan... du... du er ikke bankrøver eller sådan noget?" Nathan lo hjerteligt.

   "Hvad?"

   "Alle de ting i din stue er forfærdelig dyre. Og tager jeg meget fejl, eller er det her kaviar?" Jeg pegede på en forholdsvis stor skål på bordet. Nathan satte langsomt sit vinglas ned. "Og den kattestatue, inde i stuen... Det er ægte guld, ikke?" Han trak på skulderne.

   "Og hvad så hvis det her?" Jeg rejste mig langsomt op.

   "Jeg er ikke rigtig tryk ved det her." Nathan smilede og så ned i bordet.

   "Ædelstene." Jeg så uforstående på ham. "Mine forældre handlede med ædelstene. Diamanter, smaragder, rubiner. Kun de fineste." Jeg åndede lettet op. Vi begyndte at le, og jeg satte mig ned. Jeg lagde en hånd for mit hjerte.

   "Åh, du var ved at skræmme livet af mig!" Vi lo. Nathan sukkede.

   "Nå. Vil du hjælpe mig med at tage af bordet?"

 

Nathan gispede og greb fat i det fugtige lagen. Jeg kyssede hans hals. Han greb fat om mig, og væltede mig om på siden. Kyssede mig igen og igen. Jeg tog fat om hans hoved. Mine fingre strøg gennem hans hår og gjorde det rodet og vildt. Nathan lagde armene om mig og pressede mig ind til sig. Hans varme krop var betrykkende og dejlig. Hans stærke arme omkring mig... Jeg lagde en hånd på hans mave, ikke engang huden gav efter.

   "Maya," stønnede Nathan. "Maya, der er noget, jeg skal fortælle dig." Jeg så lidt forpustet på ham. Kunne ikke lade være med at kysse ham på kinden.

   "Hvad?" hviskede jeg stille. Jeg strøg hans kind.

   "Jeg har fundet en lejlighed. I New Castle." Jeg så fornægtende på ham.

   "Flytter du?" Han så til siden for at afværge mine bedende øjne, der stadig blev større og mere bedende. "Nathan, New Castle er så langt væk. Du ved da, at det betyder, at vi ikke kan ses mere. Ikke?"

   "Jo, men... Jeg håbede faktisk på at..." Han tog en dyb, rystende indånding. "Jeg håbede faktisk på at du ville flytte med mig." Jeg så udtryksløst på ham. Så aede jeg hans kind.

   "Nathan... Er det din måde at spørge mig, om vi skal komme sammen?" Han satte sig op og rystede på hovedet.

   "Undskyld. Jeg skulle ikke have spurgt, det var dumt, jeg..." Jeg satte mig op og lagde en hånd på hans skulder. Smilede til ham.

   "Det vil jeg rigtig gerne." Han smilede, lidt forsigtigt, som om han ikke rigtig kunne forstå det.

   "Du vil forlade din familie og venner, for at flytte flere hundrede kilometer væk, sammen med én du knap nok kender?" Jeg rystede på hovedet.

   "Nej. Jeg vil flytte sammen med dig." Det fugtige tæppe var ved at glide ned fra mine skuldre, jeg skyndte mig at tage fat om det. Nathan smilede til mig og kyssede mig på kinden.

   "Mange tak," hviskede han i mit øre. "Maya." Jeg lagde armene om ham. Han strøg min ryg. Det gav mig en smuler kuldegysninger. Jeg bøjede hans hoved og kyssede ham på håret.

   "Elsker du mig?" spurgte jeg lavt. Han var stille lidt.

   "Meget."

 

"Du vil hvad med hvem!" Min mor så på mig med store våde øjne. "Maya, min lille pige! Hvem er ham Nathaniel? Hvor har du mødt ham? Hvorfor har vi ikke hørt om ham?" Jeg havde lige sagt til mine forældre, at jeg ville flytte til New Castle med Nathan. Jeg havde bare glemt den lille detalje med, at jeg kom fra en meget stolt familie, og at jeg derfor ikke havde fortalt dem, at jeg var nogens elsker.

   "Jeg vil flytte til New Castle med min kæreste, Nathaniel De Montiara." Jeg så på min far. "Undskyld at jeg ikke har fortalt jer det noget før, men I var jo aldrig hjemme."

   "Lille skat, vi har været hjemme så ofte, men du har altid haft travlt." Nårh, ja...

   "Jeg ved hvad jeg gør, og jeg vil det så meget!" Min mor så på min far.

   "Vi kan vel ikke rigtig stoppe dig. Du er trods alt myndig..." Min far så på min mor. "Men husk endelig, lille skat, at du kun har kendt ham Nathaniel i ganske kort tid. Vores dør står altid åben for dig." Jeg smilede bredt.

   "Åh, mange tak! Nathan henter mig i næste uge!"

   "Hvad? Flytter I allerede der? Hvorfor så travlt?" Det havde Nathan faktisk ikke sagt. Jeg havde sovet hjemme hos ham, eller, jeg var vågnet op i hans arme. Jeg havde spist morgenmad hjemme hos ham. Kærlighedsberuset havde han, da jeg skulle til at foreslå at tage hjem, taget fat om mig og kysset mig, så jeg ikke engang kunne nå at sige noget.

   "Jeg glæder mig til at bo med dig," havde han sagt. Jeg havde leet.

   "Også mig. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle bo sammen med min egen pretty boy."

   "Tro mig, jeg er ikke en pretty boy."

   "Lover boy?"

   "Nej. Jeg giver dig et vink." Han havde presset mig ind mod sig og slikket mig i nakken.

   "Bad boy?" spurgte jeg en smule foruroliget.

   "Lad os kalde det det pretty bad lover boy." Vi havde leet.

   Da jeg stod sammen med mine forældre, og tænkte tilbage på al den tid, jeg havde tilbragt med Nathan, kunne jeg mærke at jeg blev varm i kinderne.

   "Jeg ved ikke, hvorfor det skal gå stærkt. Men han har købt lejligheden, og I kan komme og besøge os så ofte I vil."

   Men da mine forældre første gang havde mødt Nathan, kunne jeg godt se, at han ikke passede ind i vores familie. Et par dage inden vi skulle flytte, havde mine forældre inviteret os begge ud at spise på vores families yndlingssted, en hyggelig lille café nede ved havnen, meget fin. Men da jeg første gang så Nathan sammen med mine forældre, der var i det der "jeg er en ordentlig borger der håndhæver loven" tøj, og Nathan i hans sorte bukser, ærmeløse T-shirt og med halsbånd, vidste jeg omgående, at det aldrig ville gå. Og jeg havde ret.

   "Maya, min kære," havde min mor sagt, sagen inden vi skulle ad sted. "Er du nu sikker på at du vil følge ham til New Castle?" Jeg lo.

   "Mor, jeg ville følge ham helt til Helvede. Ikke at det vil blive nødvendigt."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...