(Tertio 3) Himmel og Helvede

Maya er Nathans elsker. Nathan er blevet en ond og kold tyran, som ikke har noget til overs for nåde. Men da Maya finder ud af, at han planlægger et angreb på Jorden, flygter hun for at advare Himlen. Nu må mennesker og engle stå sammen i kampen mod Helvede - men kan Maya redde sin elskede Nathan fra Helvedes skygger? Og hvad nu, hvis hans hjerte er væk for evigt? Mayas kærlighedeventyr er blevet erstattet af en levende skrækfilm. Hun er offeret. Nathan er jægeren. Hvilket forhold kan overleve dét?

29Likes
78Kommentarer
3649Visninger
AA

16. Titanic parodien

Jeg er tilbage i min kahyt, og sidder og spiser trist af en pose chips. Jeg grubler over, hvordan jeg skal kunne hjælpe Nathan, da det banker på den svære metaldør.

   "Kom ind!" Valkyrien kommer ind. Hun nikker mod gangen uden for døren.

   "Maya. Det er tid til din ugentlige tur hos lægen." Alle om bord skal én gang om ugen til en skibslæge, der skal sikre sig, at vi hverken er besat af dæmoner, eller har sygdomme, der kan smitte og uskadeliggøre vores allierede. Med de mange forskellige nationaliteter, kunne det nemt ske ved et tilfælde. Jeg sukker og rejser mig op.

   Skibslægen, som jeg besøger, er egentlig meget sød. Hun er en flink ung kvinde fra England, og ved hvad hun gør. Jeg skal tage tøjet af og bliver undersøgt. Nathan var ret hård ved mig, den sidste nat i Sct. Peterskirken, og jeg har sår flere steder på kroppen. Lægen, som forresten hedder dr. Livewell, tager nogle blodprøver og giver mig en enkelt indsprøjtning, som jeg ærligt talt ikke aner hvad er til for, ved taljen, og beder mig så tage mit tøj på og sætte mig ved et bord. Hun ser på mig over sine halvmåneformede brilleglas.

   "Sig mig, Maya... Hvordan har du det?"

   "Hvad mener De, dr. Livewell?"        

   "Bare sådan i al almindelighed?" Hun skæver til sin computer, hvor resultatet af min blodprøve er ved at komme frem. Desværre kan jeg ikke se den.

   "Jeg har det fint nok. Jeg er ret sulten, men på den anden side, så har jeg ikke rigtig spist i den sidste uges tid." Dr. Livewell trækker en skål frugt hen imellem os.

   "Ellers andet?" Jeg trækker på skulderne, mens jeg hurtigt spiser en pære.

   "Jeg savner Nathan. Der er sket så meget frygteligt den sidste tid, og jeg savner at han kan trøste mig, når jeg er bange. Nu er jeg så bange for ham, men det er jo hvad det er." Doktoren nikker og folder hænderne foran sig.

   "Javel." Hun ser på skærmen. Hæver øjenbrynene. Så begynder hun at taste noget ind. Rynker panden. Hun sukker og ser på mig. "Maya. Der er noget, jeg skal fortælle dig. Om dig og djævlen." Gid hun ville kalde ham Nathaniel som alle andre ombord...

 

Til aftensmaden spiser jeg rigeligt, og bagefter går jeg ned til den celle, Nathan er lukket inde i. Der er posteret flere vagter, og ingen får lov til at komme ind mere. Jeg ser gennem det lille envejsvindue. Han sidder der bare, lænket til væggen. Hans læber bevæger sig. Åh, hvor ville jeg dog ønske at jeg kunne røre dem, kysse dem, slikke kaffeskummet af, ligesom dengang jeg først var blevet hans elsker. Hans lykkelige elsker. Det var ikke mig. Det var en lykkelig pige, med en lykkelig dreng, i en lykkelig, uskyldig verden. De levede et lykkeligt liv og var lykkelige sammen!

   Jeg har altid elsket eventyr. Især "og de levede lykkeligt til deres dages ende". Hvor er mine lykkelige dages ende? Jeg hungrer efter Nathan. Jeg vil være tæt på ham, helt tæt på ham, samtidig med at jeg vil have ham væk fra mig. Jeg er splittet.

   Men jeg kan ikke få ham tilbage. Ikke lige nu. Jeg ser på vagterne. De ved, hvad jeg tænker, og ryster på hovederne.

   "Desværre frøken O'Conner. Ingen kommer ind, heller ikke Dem."

   "Jeg har noget vigtigt at fortælle ham," siger jeg bedende.

   "Virkelig? Hvad?" Jeg ser på den albanske vagt.

   "Det..." Jeg bider mig i læben. "Det kan jeg ikke fortælle jer." Nogle af vagterne ler. Englene ryster på hovederne.

   "Du kan fortælle ham flugtmulighederne en anden dag."

   "Nej, det er ikke det," siger jeg hurtigt. "Han er nød til at få det at vide! Det er vigtigt!"

   "Men ikke så vigtigt at du vil fortælle os det, så vi kan lukke dig ind med god samvittighed?" Jeg sukker, ser ned og går. Idioter.

 

Midt om natten bliver jeg vækket af et brag, efterfulgt af det resultat at jeg vælter ud af sengen. Skibet krænger mod venstre, jeg rammer væggen, hårdt. Valkyrien skynder sig ud. Jeg kommer fortumlet op. Skønt, endnu en storm. Den har englene sikkert allerede under kontrol. Jeg kommer med nogen besvær op i min køje igen og ligger mig til at sove.

   Men jeg kan ikke sove. Skibet gynger og fremmaner kvalme og uro i mig. Jeg ligger en hånd på min mave for at holde mig i ro. Bare de snart ville rette skibet op igen.

   Jeg går hen til mit skab og åbner det. Spejlet sender min refleksion tilbage til mig. På lågen hænger et billede af min bedste ven og mig fra vores eksamen, samt et kort over det område, vi befinder os i nu - det japanske øhav. Jeg tager nogle dybe indåndinger, får at mindske kvalmen, og drikker et glas vand for af få ro. Jeg ligger mig i seng igen. Tager høretelefoner på og begynder at spille Mozart. Det er beroligende.

   Endnu et højt brag. Jeg tager høretelefonerne ud og ser mig omkring. Skibet krænger voldsomt, og jeg slynges med voldsom kraft ned på gulvet. Jeg kommer op med hjælp fra mine albuer. Mit hoved dunker. En rød lampe begynder at lyse, og en skinger hyletoner fortæller, at alle ombord skal begive sig hen til redningsbådene. Jeg vakler ud af kahytten, holder mig for hovedet. Et tyndt lag vand dækker allerede gulvet ude i gangen.

   En eksplosion sprænger en væg et stykke fra mig. Mere vand kommer ind, hurtigere. Sirenen hyler. Jeg skal ud, nu!

   Noget rammer mig i hovedet. Jeg falder sidelæns ind gennem en døråbning. Rummet er allerede fyldt med vand. Mit hoved gør ondt. Jeg kan ikke tage mig sammen til at komme over vandets overflade. I det samme griber nogen fat om min arm og trækker mig op på gangen. Jeg falder ned på alle fire og hoster. Personen slår mig på ryggen. Jeg ser op. Det er Rafael, den tredje ærkeengel, som jeg ikke engang vidste var ombord. Han må være kommet, efter Gabriel faldt. Jeg ser ned ad gangen. Gnister, ild, vand, fare. Rafael flyver ud. Jeg sætter i løb. Mod sikkerhed. Skibet gynger, og det er svær at løbe i lige linje. Gnister truer med at sætte ild til mit hår, ledninger er til at snuble over, vand kan drukne mig meget snart. En hel væg sprænger i luften, det har været en del af det udvendige skrog, for vand fosser bare ind, tynger mig tilbage. Jeg holder armene op, for at skærme mig fra det kolde saltvand. Rummet fyldes. Skibet vælter. Jeg bliver trængt op under loftet. Vand under mig. Loft over mig. Et tryk, der ikke tillader mig at svømme ned mod udgangen. Jeg prøver at slå en dør op, men i vandet har jeg ikke styrken.

   Et menneske kommer hen mod mig. Han tager min hånd og hjælper mig ud. Da jeg endelig kommer over vandoverfladen og kan trække vejret, er de eneste bølger til min store overraskelse dem, der bliver lavt af det synkende skib. Himlen er stjerneklar. Skibets kommandocentral står i flammer. Stavnen stikker op over vandoverfladen. Det hele ligner en dårlig Titanic parodi. En redningsbåd kommer hen til mig. Jeg kravler op i den.

   Under himlen er en voldsom jagt i gang. Enkelte steder forsvinder stjernerne kort. Englene forfølger skyggerne. Da en af skyggerne kommer særligt tæt på den båd, jeg sidder i, kan jeg se, at det er faldne engle. Ikke nogen, jeg før har set i Helvede. Nej. Disse var rigtige engle for kun få timer siden. Jeg så dem til aftensmaden!

   I spidsen for dem flyver Nathan. Han ser koldt. Han leger med dem, katten efter musen, eller noget i den stil. Til sidst slipper han væk, men lige inden råber han højt:

   "VÆR VISSE PÅ DETTE - NU ER DER KRIG!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...